22.10.2014

Demokratiet virker. Både når borgerne protesterer – og når politikerne, trods borgernes protester, holder fast.

KOMMENTAR af Bo Kampmann Walther og Claus Skytte

INGEN GAD AT sætte sig ordentligt ind i, hvad salget af DONG Energy til Goldman Sachs indebar. Til gengæld var vi lynhurtige til at se Bjarne Corydon og ”folket” som figurer i et spil om demokratiet. Og måske har demokratiet simpelthen brug for, at vi en gang imellem opfører den slags dramaer om, hvad demokratiet er for en størrelse.

For selv om vi ophøjer demokrati til en uangribelig værdi, accepterer vi dagligt udemokratiske processer. “Hvorfor skal jeg tage tøj på?”, spørger barnet. “Fordi jeg siger det!”, svarer den stressede forælder. Barnet lægger op til en uendelig forhandlingssituation, som i sin natur er irriterende, og den voksne forsøger at skære igennem på aldeles udemokratisk facon. ”Fordi FAR siger det!”.

Hverdagsscenen viser, at demokratiet kan bruges til at slå fremskridtet tilbage og stadig være et progressivt princip. Tyrannens våben er konformitet, fordi han sætter ring om bevægelsesfriheden. Omvendt er der også skabt en tryghed, eftersom undersåtten bliver beskyttet mod alt det farlige og ubehagelige, der måtte være udenfor. Som Rune Lykkeberg forklarer i bogen ”Alle har ret”, virker demokratiet ikke ordentligt, hvis det ikke også har plads til alt det anti-demokratiske. Det siger noget om demokratiets rummelighed: Det skal ikke alene have plads til noget i sig, som egentlig ikke er demokratisk. Det skal også favne, at den anti-demokratiske impuls dybest set prøver på at overskride demokratiet. Logikken i demokratiets natur gør, at det virker paradoksalt. Vores repræsentative demokrati – folketing og regering – bliver ikke mindre demokratisk af en gang imellem at agere på kanten af eller endda helt udenfor demokratiet. Vi har jo selv valgt dem, der bestemmer. Demokratiet er så rummeligt, ja ligefrem storsindet, så det har plads til holdninger, der aldeles undsiger selve demokratiets væsen. Demokratiet kan, fordi det er et demokrati, invitere noget indenfor, der ikke er demokratisk. Sagt på en anden måde: Demokratiet har plads til det, der opløser demokratiet.

Det er dog ikke det samme som at sige, at demokratiet ikke virker. For det gør det.

I EN VIRKELIGHED, hvor Twitter-beskeder kan vælte regeringer, og ”dislikes” på Facebook annullerer de store firmaers marketingstiltag, er spørgsmålet, hvordan man skal tale til borgerne, så de ikke går amok og sætter spørgsmålstegn ved selve nerven i det demokratiske samfund. Staten ville gerne overdrage en del af energiselskabet DONG Energy til private, men samarbejdet med investeringsbanken Goldman Sachs gik mildest talt ikke upåagtet hen. Faktisk underskrev knap to hundrede tusinde danskere en protesterklæring drevet af en enkelt mands brug af et socialt medie. Mennesker på tværs af partiskel og samlet firs procent af Danmarks befolkning endte med at være imod salget. Følgerne var voldsomme: Et parti trak sig fra regeringen, et andet blødte på de indre linjer, og helt overordnet blev der slået endnu en sprække i tilliden mellem det ”repræsentative” Danmark og ”borgernes” Danmark.

Demokratiet er en inkonsekvent størrelse. På den ene side er vi vant til, at der på et tidspunkt bliver trukket en streg i sandet. En skolelockout for eksempel, som tilfældet var sidste år i det offentlige slagsmål mellem Michael Ziegler og Anders Bondo, hvor alt var afgjort på forhånd, men skulle ligne en sund demokratisk proces. Sådan så vi det også med DONG-salget, hvor et flertal i folketinget stemte helt i trit med en støt stigende privatiseringsideologi.

På den anden side synes vi, at samtaler skal vare ved, indtil der er enighed, eller der kommer et forlig. Problemet er bare, at man kan ikke lave et kompromis mellem et kompromis og et enten-eller. Det burde vi vide, når vi tænker efter. Alligevel driver vi videre på demokratiets bevilgede efterstrøm.

MEN HVORFOR OVERHOVEDET DRAMAET? Hvorfor insistere på muligheden af kompromiser, når situationen de facto var fastlåst? Fordi det er en sløringsmekanisme, der skal give indtryk af, at demokratiet virker. Eller rettere: Demokratiet virker, fordi det tillader virkningen af denne sløringsmekanisme. Læg mærke til, at det antidemokratiske greb allerede var bygget ind i begge synspunkter. For regeringens vedkommende som en trussel om, at det var dem, der i sidste ende havde den afgørende magt, og for ”folkets” vedkommende som en manglende vilje til at rumme netop denne magt.

Demokratiet tilsiger, at der altid skal være en proces. Der skal nemlig være tid og plads til at høre alle parter. Hvem er for? Hvem er imod? Er der nogle, der har bedre argumenter? Skal vi sove på det?

SPØRGSMÅLET ER, om der overhovedet var en proces i sagen om DONG og Goldman Sachs.

Vi danskere er stadig usikre efter finanskrisen og holder på værdierne. Vi kan ikke klare at miste et nationalt ikon som DONG, og det gør os aggressive og rådvilde. Goldmann Sachs bliver samtidig på alle sociale medier udskreget som en af de skurke, der skabte den krise, som har gjort folket bekymret. Komplet med YouTube-videoer, analyser og dommedagsteorier. Så for folket strider det imod al logik at indgå en handel med dem, der har skabt utrygheden. Det er umoralsk. Samtidig betragtes venstrefløjen normalt også som dem, der plejer at beskytte de svage mennesker mod de stærke kapitalister. Havde det været Venstre, som havde afsluttet handlen med banken, var det bare, hvad vi kunne forvente, og var sikkert ikke blevet mødt med mere end en hovedrysten i kantinen på RUC. Men venstrefløjen kan ikke sælge infrastruktur til spekulationsbanker. Det er en nærmest en naturlov. Goldman Sachs’ skurkerolle kom i høj grad til at skygge for substansen i sagen.

Derfor befinder vi os pludselig et absurd sted, hvor der ikke er nogen udgang, men hvor alle forsøger at finde én, og hvor folket til det sidste tror på, at salgsaftalen bliver standset, så alt kan blive normalt igen. Men det er selvfølgelig slet ikke en mulighed. Alle er fanget mellem tyrannens model, hvor stridighederne klappes af med ét hug, og det naivt utopiske demokrati, hvor man bilder sig ind, at den herredømmefri dialog, som den tyske filosof Jürgen Habermas skrev om i Diskursetik, ikke blot er principielt ønskværdig, men også kan realiseres i praksis. Tyrannen må ikke få ret, for så dør demokratiet. Folket må omvendt stoppes i sin utopiske glidebane, for ellers er der ikke noget, der kan reguleres. Livet går i stå, hvis alting er til forhandling. Hvorfor? Fordi FAR siger det!

Og dog. For selv om det repræsentative demokratis medlemmer er valgt, fordi vi mener, de er bedst egnede til at varetage de rationaler, med hvilke vores nations anliggender forvaltes, kan vi stadig være imod dem eller føle os talt henover hovedet på. Vi kan være stærkt uenige og mene, at politikerne er dumme. Demokratiet har plads til det hele.

Salget af DONG godkendtes som planlagt, og et parti brast sammen, mens et andet fik alvorlige skrammer. En politiker talte sikkert for mange andre politikere, da han sagde, at det kom bag på ham, hvor meget salgsaftalen ramte folk følelsesmæssigt. ”Det har været, som om vi ville sælge Dybbøl Mølle til nogle fæle spekulanter, men det er altså et energiselskab, og det er kun nitten procent af aktierne”. Folket var, i politikerens udlægning, drevet af følelser og søgte efter ærlighed og ansvarlighed. Man så salgsaftalen som uansvarlighed serveret med kulde og arrogance, og konspirationsteorierne piblede frem i verdens mindst korrupte land godt gearet og accelereret af de sociale mediers voldsomme gennemslagskraft.

Demokratiet slæber konstant en mørk skygge efter sig. For at det skal kunne eksekvere sin enorme rummelighed, må det operere kontraintuitivt: Der skal antidemokratiske midler til at trække demokratiets grænser og stabilisere dets virke. Derfor personificerer vi det repræsentative demokrati som koldt og fjernt og folkets følelser som varme og nære. I bataljen om skolelockouten sidste år gjorde vi Ziegler kold og elitær og Bondo varm og tilnærmelsesvist folkelig. Ziegler henviste til servitutter og økonomiske beregninger; Bondo tog sovepose og tandbørste med, da forhandlingerne så ud til at blive langvarige. Vi får instinktivt konflikten til at ligne selve demokratiets potentiale (nemlig at man kan tale sig ind på hinanden), mens den i realiteten blot dækker over, at diskussionen foregår i et demokratisk vakuum. Og i øvrigt at den eneste manøvre, der kan forløse én af positionerne – eller: få de stridende parter til at holde kæft – er et antidemokratisk indgreb.

NÅR INGEN VED, hvem der har ret, bliver det hele i stedet til et drama om, hvem der har beføjelsen til at agere. Det er et drama, der foregår i tid og dermed synes at hvile på dramaturgiske præmisser. En fortælling rulles ud: Hvor lang tid går der, før nogen siger stop og sætter hælene i? Det er et drama, hvor to uforsonlige dagsordener kolliderer: På den ene side den forestilling, at det var politikerne i DONG-forløbet, der indbød til en falsk dialog om noget, der allerede var besluttet. På den anden side argumentationen for, at dem, der protesterede mod salget, havde misforstået det repræsentative demokrati. Det er et drama, som er åndssvagt og unødvendigt, fordi vi jo godt ved, at nogen bliver nødt til at få ret og sætte dagsordenen fremadrettet på et eller andet tidspunkt, men det er også et såre nødvendigt drama – nogen gange et metadrama – fordi vi meget gerne vil holde fast i, at demokratiet er en processuel størrelse, noget, der varer ved.

Men se det som et sundhedstegn. Demokratiet har hårdt brug for, at vi opfører den slags dramaer om, hvad demokratiet er for en størrelse. Skuespillerne skal bare blive bedre til at se naturlige og ærlige ud på scenen. Ellers sidder salen fuld med rådne, digitale æg og medietomater. ■

Bo Kampmann Walther (f.1967) er lektor på SDU, skribent på Dagbladet Information og Weekendavisen. Claus Skytte (f.1969) er kreativ strateg og forfatter. Deres fælles bog Medbruger, om tillid, nykapitalisme og mediemuligheder i Facebook-æraen, udkom tidligere på året. ILLUSTRATION: Regeringen, SF og EL præsenterer en grøn investeringsfond – “Et grønnere Danmark”, 25. juni 2014 [foto: Linda Johansen/Polfoto]