19.05.2014

Af Asger Røjle, Tokyo

MED PREMIERMINISTER Shinzo Abe på posten ser japanske nationalister muligheden for at få ændret landets pacifistiske forfatning og give Japan en mere aktiv sikkerhedspolitisk rolle i regionen. Men Abefløjens opgør med, hvad den kalder Japans ”efterkrigssystem” handler om meget andet end sikkerhedspolitik. Både forfatningen og store dele af den stadig gældende lovgivning blev formuleret i de år efter verdenskrigen, hvor Japan var besat af USA. Den blev formuleret af unge idealistiske amerikanere, som gjorde Japan til et liberalt demokrati, der på overfladen kørte helt efter vestlige værdier.

Store dele af den konservative elite i Japan har hele tiden ment, at dele af denne lovgivning ikke tog tilstrækkeligt hensyn til Japans særlige historie og de særlige japanske værdier. Derfor har den grebet chancen nu, hvor historiens tilfældigheder har skabt en situation i Japan, hvor en usædvan-lig konservativ regering har magten. En liberal storbyregering – ledet af Det Demokratiske Parti – klarede sig så skidt gennem tre kaotiske regeringsår fra 2009, at den i december 2012 blev væltet med et brag. Det gamle liberal-demokratiske regeringsparti LDP generobrede magten og Abe fik comeback som premierminister. Aberegeringen står nu med et klart folkeligt mandat, og den har bestemt tænkt sig at bruge dette mandat til at ændre det japanske samfund i mere konservativ retning.

Dilemmaet mellem Vesten og Asien har i 150 år været helt grundlæggende i japansk politik. Da fremsynede samuraier reformerede Japan under Meijirestaurationen i 1860’erne, skete det ud fra den udtrykkelige politik, at man ville importere de dele af den vestlige teknologi og det vestlige tankegods, som ville kunne gøre Japan stærkere – og kun det. Resten måtte Vesten godt beholde hos sig selv. Den holdning er stadig til stede i vore dages japanske debat. Men den står ikke alene. Hver eneste japansk 10.000-yenseddel er prydet af den indflydelsesrige forfatter, oversætter og ideolog fra Meijitiden Yukichi Fukuzawa. Han skrev, at Japan skulle sige ”Farvel, Asien” – og dermed gav han udtryk for en anden holdning, som også stadig er til stede i debatten. At Japan på en eller anden måde er vokset væk fra det øvrige Asien. At Japan nu er i liga med de vestlige lande og bør måles i forhold til dem.

De to holdninger står den dag i dag over for hinanden i alle dele af det japanske samfund. I erhvervslivet står de eksportorienterede sektorer, som gerne vil have tingene til at køre på vestlig manér med fri konkurrence, rationaliseringer og fyringer, over for de mindre konkurrencedygtige sektorer, som ikke kan se, at der er noget galt i, at der deles i porten på god gammeldags japansk manér, og ikke vil have udlandet til at blande sig i det.

Udenrigsministeriet har en USA-fraktion, der vil spille efter internationale spilleregler i vestlig forstand, og en asienfraktion, som foretrækker at arbejde med diskret asiatisk diplomati. De har ofte haft meget forskellige bud på Japans udenrigspolitik.

Meget af al den vestliggørelse, der åbenlyst skete på overfladen, har bestemt været anset som et udmærket middel til magt og anseelse. Men når den politiske, økonomiske og kulturelle magtelite mødtes over en lille kande sake om aftenen på barerne i Akasaka-bydelen, mente de fleste nu, at Japan dybest set var asiatisk, og at japanerne dybest set var asiater. Hvilket de er – det er der ikke noget rigtigt eller forkert i. Men det kan få meget forskellige politiske udtryk. Japan har et meget japansk kommunistparti, mange japanske kristne bekender sig til en helt særlig japansk kristen retning, og det store liberale dagblad Asahi Shimbun er gevaldig nationalistisk på sin egen måde. Men Shinzo Abe og hans politiske meningsfæller på den nationalistiske fløj af LDP mener og har i årevis ment, at det allervigtigste i japansk politik er at ”slippe væk fra efterkrigssystemet”, som han skriver i sin bog “Vejen til et vidunderligt land”. Abe skammer sig ikke over at kalde sig selv konservativ. En af hans tidligere bøger havde titlen “Det antiliberale valg”. Det handler om at få ophævet overliberale formuleringer og bestemmelser i de politiske reformer, der blev gennemført i slutningen af 1940’erne af den amerikanske besættelsesmagt.

Selv har Abe i offentligheden gjort mest ud af, at han ser det som sin mission her i livet at forandre Japan, så det bliver en mere normal nation, der kan spille en militær rolle i regionen, som svarer til landets størrelse og økonomiske styrke. Væk med de smukke pacifistiske begrænsninger, som blev indført lige efter krigen. Det er en mission, som han har arvet fra sin far og farfar, som begge var topministre i japanske regeringer. Det betyder meget for ham på det dybt personlige plan. På det punkt har Abe i de seneste måneder været tvunget ud i, hvad der godt kan ligne et tilbagetog. Oprindeligt lovede han at ændre forfatningens allermest pacifistiske bestemmelser i løbet af sin regeringsperiode. Efter at han har måttet indse, at det er så godt som umuligt, har han ændret fokus, og nu handler det for 117. gang i efterkrigstiden om at ændre fortolkningen af den oprindeligt så pacifistiske forfatning, således at Japan i fremtiden godt vil kunne deltage i “kollektivt selvforsvar”, dvs. at japansk militær i bestemte tilfælde aktivt kan deltage i forsvaret af andre nationer. Men i sin bog lægger Abe ikke skjul på, at det hele ikke handler om sikkerhedspolitik. Det handler også om et opgør med nogle af de borgerrettigheder, som ellers har været gældende i hele efterkrigstiden. Ytringsfrihed og forsamlingsfrihed kan ikke forsvares, hvis de ”har til formål at skade den offentlige interesse eller den offentlige orden”, skriver han. I bogen gør han sig også til talsmand for, at regeringen bør have udvidede muligheder for at erklære undtagelsestilstand. Og i LDP’s forfatningsudkast, som Abe er en hovedmand bag, udelades bl.a. den hidtidige forfatnings bekendelse til menneskerettighederne som ”universelle” rettigheder. Ved valget i december 2012 brugte LDP slagordet ”Tag Japan tilbage”. ”Det betyder ikke kun at tage Japan tilbage fra Det Demokratiske Partis regering,” skriver Shinzo Abe. ”Jeg vil gå så vidt at sige, at vi kæmper en kamp for med det japanske folks hænder at tage landet Japan tilbage fra efterkrigstidens historie,” lyder den allersidste konkluderende sætning i hans bog.

Der er en vis klangbund i Japan for dette opgør med de seneste årtiers liberalisme. Mange japanere føler, at der er fordele ved et mere hierarkisk og autokratisk system. Der er mindre bøvl, mere orden. Og det er bestemt også en generel leveregel i Japan, at hvis man skaber konflikt og problemer ved at åbne munden, så er det bedre at holde den lukket. Det er ikke kun konservative nationalister, der opdrager hinanden efter den leveregel. Men det er ikke det samme, som at Abes erklærede holdninger deles af det store flertal af befolkningen, der ellers støtter hans regering p.t. De færreste japanske vælgere har læst hans bog, og endnu færre lægger nogen særlig vægt på, hvad han kan finde på at skrive ved højtidelige lejligheder. Aberegeringen havde ved sit etårsjubilæum bedre meningsmålinger, end nogen japansk regering i mands minde har haft på det tidspunkt. Vælgerne er glade for, at regeringens økonomiske kick-start ser ud til at have virket, og de er glade for, at Abe virker sikker og handlekraftig på både den indenlandske og den udenlandske scene. Det har de trængt til – efter mange år med politisk usikkerhed og økonomisk krisebevidsthed. Det er langt den vigtigste årsag til, at de bakker ham op.

De gode meningsmålinger inspirerer tilsyneladende premierministeren til at gå videre med omstridte reformer. Dét er tydeligt i hans regerings skolepolitik. Så sent som i december 2013 har undervisningsminister Hakubun Shimomura modtaget et forslag fra et regeringsudpeget ekspertpanel, der går ud på, at undervisningen i “moral” i den japanske folkeskole, som i øjeblikket foregår som en slags klassens time en gang om ugen, i fremtiden skal være et rigtigt fag med godkendte lærebøger og karakterer. Dette er vigtigt, siger undervisningsministeren, for at ”fostre normbevidsthed, selvsikkerhed, socialisering og medfølelse i børnene”. Og overskriften på Aberegeringens og tidligere regeringers skolereformer gennem de senere år har været “patriotisme”.
Det har især vakt opsigt, at lærere, som har nægtet at rejse sig for Japans flag eller synge med på Japans nationalsang, er blevet straffet eller fyret med loven i hånd. Japan har i modsætning til Tyskland hverken ændret på flag eller nationalsang efter nederlaget i verdenskrigen, og derfor fremkalder begge dele blandede følelser hos mange japanere. Mere patriotisme i skolernes pensum betyder også, at der opdrages mere åbenlyst i gamle japanske dyder som tålmodighed og udholdenhed, at indholdet i historie- og geografibøgerne ændres, så der ikke lægges så meget vægt på de negative sider af Japans krigshistorie, og at der tværtimod lægges mere vægt på Japans territoriale krav over for nabolandene.

Der er også sket en generel opstramning af kravene til pensums omfang. Regeringen mener, at der – siden der blev indført lørdagsfri i begyndelsen af 1990’erne – har været stillet for få krav til eleverne i japanske skoler. En holdning, som der ikke er tvivl om, at mange forældre deler. Men måske er Aberegeringens opgør med efterkrigstidens vestlige blødsødenhed endnu mere tydelig i den lov om statshemmeligheder inden for forsvar og diplomati, som under stort ståhej blev bulldozet gennem parlamentet før jul. Loven er så upræcist formuleret, at mediefolk og oppositionen frygter, at alting vil kunne blive erklæret for hemmeligheder efter ministeriernes forgodtbefindende – og dermed strafbart at viderebringe. Når straffene for at videregive den slags oplysninger samtidig hæves til ti år for whistlebloweren og fem år for journalisten, kan man ikke undgå øget selvcensur, lyder kritikken. Loven gav anledning til rasende protester i og uden for parlamentet og medførte et midlertidigt dyk for Abe i meningsmålingerne. Demonstranter bar plakater med billeder af Abe med hitleroverskæg, og de mest radikale kritikere af loven kaldte den et skridt i retning af ”fascisme”. De argumenterede med, at den lignede en lov, der eksisterede under militærdiktaturet i Japan inden Anden Verdenskrig. Argumentet for loven lyder, at sikkerhedssituationen omkring Japan er voldsomt forværret, og at den var nødvendig, hvis Japans allierede – læs: USA – skulle være villig til at dele efterretninger med Japan. Det er utvivlsomt en del af den ærlige forklaring. Men blandt kritikerne var der også mange, der spekulerede på, om loven samtidig skyldtes, at det i lang tid har været en torn i siden på myndighederne, at medierne blev ved med at gøre det sværere at få ryddet op og fundet langsigtede løsninger efter atomulykken i 2011 i Fukushima ved at grave nye oplysninger frem, som truede med at skabe ny panik. Med vestlige øjne har de japanske medier været meget artige og ansvarlige efter Fukushima-ulykken – måske alt for tilbageholdende – men i Abes øjne har de slet ikke været ansvarlige nok. I hvor stor udstrækning den nye hemmelighedslov vil blive anvendt i forhold til atomkraftspørgsmål og Fukushima-problemer, vil blive en målestok på, hvor meget vilkårene i praksis er ændret i forhold til før.

De her ændringer i spillereglerne for samfundet er ikke noget, man kan gennemføre fra den ene dag til den anden. Mange japanere har i årevis været glade for de rettigheder, som det udskældte efterkrigssystem har givet dem, de fleste af de nuværende japanere er vokset op med disse rettigheder som en givet ting, og det vil give anledning til en kæmpe debat i det ellers så debat-undvigende Japan, hvis regeringen går videre ud ad den vej. Da premierministeren ved parlamentets åbning 24. januar i sin åbningstale gjorde ekstra meget ud af, at Japan skam havde fælles værdier med sine alliancepartnere i Vesten – han nævnte ”frihed, demokrati, menneskerettigheder og lov og ret” – skete det selvfølgelig for at distancere sig fra det store udemokratiske Kina inde på fastlandet. Siden Abe provokerede nabolandene ved at besøge den omstridte Yasukuni-helligdom lige efter jul, har vestlige medier og regeringer rettet en stor del af brodden mod ham, når skylden for den anspændte situation i Østasien skulle gives – og det ville han godt lappe lidt på ved på denne måde at bekende sig til ”fælles værdier” med Vesten. Men dagen efter undrede den store liberale avis Asahi Shimbun sig over denne bekendelse – i avisens meget læste daglige forsideklumme. Klummen peger lige direkte på det ømmeste dilemma i Aberegeringens reformprojekt: ”Alle de værdier, som han nævner, er produkter af det moderne Europa og USA. Men Abe har selv været involveret i at skrive et nyt udkast til japansk forfatning, foreslået af LDP, som søger at gøre det japanske værdisystem mindre vestligt,” skriver avisens klummeskriver. ”Den underliggende motivation bag LDP’s forfatningsudkast er den idé, at Japan er forskelligt fra Europa og USA, og at Japan har brug for at vende tilbage til sin egen historie, sine egne traditioner og sin egen kultur,” hedder det videre i klummen. Hvordan vil Abe forklare denne ”uoverensstemmelse”? spørger Asahi Shimbun. Det spørgsmål vil mange gerne have svar på – både i og uden for Japan.

Asger Røjle Christensen (f. 1956) er journalist og analytiker, bosat i Tokyo. Han har fulgt udviklingen i Japan og Østasien i 30 år. ILLUSTRATION: Pagode – og i baggrunden Fuji-bjerget, der ligger nær Tokyo [foto: Arkivfoto/Shutterstock].