01.02.2014

Få dage før COP19 åbnede i Warszawa, raserede supertyfonen Haiyan Filippinerne, og medierne flød over med billeder af død og ødelæggelse. Fillippinernes chefforhandler, Yeb Sano, gav ved åbningen et tårevædet indlæg, der var præget af de personlige tab, som delegationen havde oplevet de seneste døgn. Det blev afsluttet med en erklæring om, at han ville sultestrejke i solidaritet med sine landsmænd, indtil der var udsigt til et ”meningsfuldt resultat” af forhandlingerne for at ”dette vandvid”. Han blev skuffet.

Af Anna-Katrine Vingtoft-Andersen

Dilemmaet i Dhaka
Mens flyet cirkler i nedadgående bevægelser mod lufthavnen, kan jeg konstatere, at landskabet omkring hovedstaden Dhaka ikke ligner noget andet. En spøjs blanding af storbybebyggelse, der bliver tiltagende tættere, blander sig med reminiscenser fra et gammeldags landsbrugsliv med fritgående små prikker, der viser sig at være kvæg. Følelsen af at være sat tilbage i tiden presser sig på, og det virker uvirkeligt, at jeg har en iPad stukket ned i lommen foran mig, mens jeg ser ned i det forrige århundrede i asiatisk forklædning.

Det ludfattige Bangladesh er endelig i økonomisk vækst – men er samtidig det land i verden, der er hårdest økonomisk ramt af klimaforandringer. Dilemmaet for Bangladesh er hele verdens dilemma: vækst eller klimatilpasning?
Med 150 mio. mennesker på kun 144.000 km2 er landet ikke alene en af verdens fattigste nationer, men også planetens mest tætbefolkede land – og ifølge Global Climate Risk Index et af de mest udsatte lande for klimaforandringer. De kan mærkes nu: „Vi er ekstremt udsat for virkningerne efter oversvømmelser, cykloner og de stigende verdenshave. Jævnligt oplever vi på den samme tid tørke i én del af landet og oversvømmelser i en anden,“ fortæller klimaforskeren Saleemul Huq, der er direktør for ICCAD.

Efter et længere ophold i en meget langsomt arbejdende immigrationskontrol senere slår lufthavnsdørene op, og Dhakas varme luft kan mærkes med det samme. Ude foran lufthavnen er der placeret et stort gitterhegn, som flere hundrede mennesker i farvestrålende tøj hænger uvirksomme op ad, mens de kigger på de nytilkomne. Velkommen til Bangladesh.

Lige fra sin uafhængighed har landet været ombølget af uro og fattigdom. Tilbage i 1971 frigjorde det sig fra Pakistan i en blodig uafhængighedskrig, hvor Indien støttede den unge nation i transitionen fra at være Østpakistan til at blive Bangladesh. Arrene fra denne tid sidder stadig både i de politiske liv og på gadeplan, hvor mange ældre kan fortælle personlige historier om, hvordan de mistede familiemedlemmer og overværede horrible overgreb på naboer og tilfældige, som var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Sårbarheden sidder også i det politiske system, som er karakteriseret ved stor ustabilitet. Der er parlamentsvalg i januar 2014, og de lokale aviser svømmer allerede nu over med bekymrede ledere og analyser af et valg, der formentlig vil medføre stor social uro og sandsynligvis vold. En forretningsmand siger: „Jeg ved snart ikke, om det bedste ville være at have en anden styreform. Egentlig har jeg ikke noget imod demokrati, men det er virkelig hårdt for erhvervslivet, at vi i forbindelse med hvert eneste valg bliver skudt tilbage til ground zero og skal bygge det hele op fra grunden igen.“

Trods en positiv udvikling og stærkt politisk fokus på fødevaresituationen – fordi stigende fødevarepriser har det med at vælte en regering – lever 43 pct. (2010-tal) af befolkningen under fattigdomsgrænsen på 1,25 dollars om dagen, mens 17,6 pct. er klassificerede som ekstremt fattige – og dermed ude af stand til at dække deres basale fødevarebehov. Der er dog også lyspunkter: Bangladesh har gennem flere år haft stabil vækst på over 6 pct., den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger er stigende, og skolegang er udbredt for både drenge og piger.

Bangladesh er verdens næststørste tekstileksportør. Den 24. april 2013 kollapsede Rana Plaza, en otte etager høj tekstilfabrik lidt uden for Dhaka. Ulykken kostede 1.129 mennesker livet og efterlod mere end 2.500 sårede tekstilarbejdere i murbrokkerne. Årsagen: en ulykkelig kombination af dårligt byggeri, for mange og for tunge industrimaskiner og utilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger.

Sammenstyrtningen gav anledning til store demonstrationer mod løn- og arbejdsvilkårene – men også til moddemonstrationer, der bundede i bekymring for, om arbejdsgiverne vil forlade landet for at finde billigere arbejdskraft. Månedslønnen – på 225 kr. – står dog nu til at blive skruet op.
Regeringen i Bangladesh sigter efter, at landet får status af at være et middelindkomstland i 2021. Men væksten kræver energi. I dette efterår har der været demonstrationer uden for Dhaka, hvor regeringen planlægger at opføre et stort kulkraftværk, der skal sikre energi til industrien og den voksende middelklasse.
For det ludfattige Bangladesh er klimadilemmaet det samme for alle de fattige lande: Vil man forfølge væksten, når man allerede kan mærke konsekvenserne?

Nederlaget i Warszawa
Svarene på disse svære spørgsmål blev i november forhandlet i Warszawa, Polen, under COP19, FN’s årlige klimakonference. Men kun de færreste troede reelt, at COP19 ville kunne ændre afgørende på de fastlåste positioner, som specielt de store og meget CO2-udledende industrinationer har indtaget. At det i øvrigt var Polen, der var vært, højnede ikke forhåbningerne. I Bruxelles er polakkerne berygtede for en effektiv indsats, der sænker EU’s samlede klimaambitioner. Desuden har de store erhvervsinteresser i at fastholde gode rammebetingelser for fossil energi, bl.a. for at beskytte deres lukrative kulmarked. Sideløbende med COP19 var det polske økonomiministerium vært for et såkaldt kul- og klimatopmøde, hvor kulindustriens ledere skulle udvikle deres egen strategi for at adressere klimaforandringerne.

COP15 i København var skoleeksemplet på, hvor kompliceret det bliver at nå et regime med juridisk bindende målsætninger, der skal afløse Kyotoprotokollen. Siden 1. januar 2013 har en række lande, herunder hele EU, påtaget sig en ny forpligtelsesperiode frem til 2020, men løftet er udfordret af, at flere vigtige ilande har valgt at stå over. Mod slutningen af den første uge i COP19 meddelte den japanske delegation, at Japan ikke kan leve op til sin forpligtelse til at reducere CO2- udledningen med 25 pct. i forhold til 1990-niveau. I stedet vil japanerne, der er verdens femtestørste udleder af CO2, ØGE deres emissioner med 3 pct. frem mod 2020. Også Australien har neddroslet sine udledningsambitioner efter tiltrædelsen af den nye konservative regering, der har rullet en lov om klimaskatter tilbage. Landet har ellers en af verdens mest fossilintense økonomier – det har meget kul, som det også eksporterer. Canada har også neddroslet sine reduktionsmål – én forklaring er, at den canadiske tjæresandssektor oplever et stort økonomisk boom. Ifølge en rapport fra konsulenthuset Deloitte i 2012 kan tjæresandet, der er meget energiintensivt at udvinde olie fra, være et økonomisk lokomotiv for økonomien, idet det anslås, at denne sektor kan generere værdi for 2,1 billioner canadiske dollars over de næste 25 år.

Disse skred finder altså sted blandt nogle af de ellers forholdsvis klimaambitiøse ilande. På COP19 mærkede forhandlere, politikere og NGO’er den samme apati og den samme manglende politiske vilje til substantielle forpligtelser. „Det er den mest sørgmodige COP, jeg har været til. Her er blottet for optimisme,“ fastslog Dan Jørgensen (MEP, S). „Normalt er der dog små fremskridt selv på de mindre vigtige COP’s, men i år er der nærmest tale om tilbageskridt. Det er dybt deprimerende, at man ikke kan blive enig om de forholdsvis små ting, der skulle ordnes på COP19. Det giver ikke megen optimisme for den videre proces frem mod Paris.“

I år var der – foruden en køreplan frem til COP21 i Paris – særlig blæst omkring den grønne klimafinansieringsfond, der blev etableret i København under COP15. Hensigten var at støtte sårbare udviklingslande med tilpasning til klimaforandringer. Oprindeligt var ambitionen, at fonden i 2020 skal være tilført 100 mia. dollars, men det går langsomt, og forhandlingen om finansieringsplanen har været hård. Ulandene er derfor ved at miste tålmodigheden, og i starten af den anden forhandlingsuge udvandrede mange af dem derfor sammen med en stor gruppe grønne NGO’er – i protest over både de manglende resultater og i-landenes ringe lyst til at stille konkrete beløb på højkant. Først efter at topmødet blev forlænget med knap et døgn, fik landene i sidste øjeblik forhandlet en finansieringsplan på plads, der kun med lodder og trisser blev stemt igennem.

To begreber, alle COP-forhandlinger cirkler om, er adaption (tilpasning) og mitigation (afdæmpning). Hvad angår tilpasning, er Bangldesh langt fremme ved at implementere 40 konkrete projekter. Men ekstreme vejrfænomener kan man ikke tilpasse sig ud af, så 2013 blev det år, hvor forhandlerne fra primært udviklingslandene insistererede på, at man også skulle forholde sig til et tredje tema: tab og skader (loss and damage). Saleemul Huq ser det som en naturlig forlængelse af de to første begreber: „Når vi har fejlet i at begrænse udledningen af drivhusgasser, og når vi har fejlet i at tilpasse os, er vi nødt til at forholde os til de tab, som vi uundgåeligt vil opleve. Dette er politisk følsomt og vil være et uløst spørgsmål, også efter Warszawa.“

Et tabt år for klimaet
Tror nogen efterhånden på, at FN’s COP-proces vil lykkes? Michael Zammit Cutajar, der ledte det ene forhandlingsspor under COP15 i København og er en af verdens mest respekterede klimaforhandlere (i dag pensioneret): „FN-processen kan fungere, hvis den bliver styret godt. Dens nøgleresultater indtil nu er resultaterne af en dygtig og fintfølende forhandling samt værtslandets evne til at slå hammeren i bordet på det rette tidspunkt.“ Ville det ikke være bedre at forhandle fx i G20-regi? Det mener Cutajar ikke: „Spørgsmålet om legitimitet er meget vigtigt. Man kan ikke have 20 lande, der måske nok er magtfulde, til at bestemme over alle, herunder specielt de mange små, sårbare lande. FN giver forhandlingerne denne legitimitet. Det er svært at opnå aftaler, men det er sket før, hvis det er godt styret.“ USA’s afgørende indflydelse på klimaforhandlingerne er dog ikke til at komme ud over, og deres manglende vilje til at lade sig forpligte af internationale aftaler går tilbage til nationens fødsel: „USA er af historiske og konstitutionelle grunde ikke så villigt til at lade sig binde af internationale aftaler. Det gælder alle områder og altså ikke kun klimaforandringer. Det er simpelthen et træk ved den amerikanske nationalkarakter. Landet er født ud af en modstand over for andre, der fortæller dem, hvad de skal gøre,“ siger Cutajar, som fortsætter: „Det samme gør sig gældende med Kina. De investerer en masse penge i vedvarende energi – men de vil ikke acceptere at få at vide fra andre, hvad de skal gøre.“

I september 2013 udkom første delrapport fra FN’s klimapanels femte hovedrapport (over det næste år følger tre yderligere delrapporter). Panelet tæller 259 forskere fra hele verden, der uden vederlag og efter nøje udvælgelse har bidraget til det store arbejde med at skaffe et overblik over den nyeste forskning. Forskerne har blandt andet konkluderet, at det sidste årti er det varmeste i nyere tid. Da panelet offentliggjorde sin tredje rapport i 2001, lød vurderingen, at det var „sandsynligt“ (66 pct. sikkerhed), at den observerede opvarmning var menneskeskabt. I 2007 vurderede FN’s klimapanel, at det var „meget sandsynligt“ (90 pct. sikkerhed), og i september 2013 opjusterede forskerne igen deres vurdering: 95 pct. I forbindelse med publiceringen i september blev en række andre videnskabelige fund fremhævet – ikke mindst den bekymrende forsuring af verdenshavene, som tilsyneladende optager en større andel af CO2 end først forventet. I den forbindelse sker der en kemisk proces, som fører til en ændret pH-værdi i vandet, hvilket har store implikationer for alt levende i havene. I sidste ende risikerer forsuringen at ødelægge den ekstremt komplekse fødekæde, der er i oceanerne.

Jan Minx er klimaforsker ved det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research og leder desuden den tekniske støttegruppe for den tredje arbejdsgruppe under FN’s klimapanel. Han siger: „Vi forskere forsøger at tegne kort over den videnskabelige litteratur. Disse kort viser forskellige stier og muligheder, som vores samfund kunne ønske sig at vælge. Videnskabsfolk er ikke navigatører; det er politikere, derimod. De tager beslutningen om, hvilken rute vi skal bevæge os ned ad.“ Han fortsætter: „Inden for videnskabelig forskning har vi en dialog om klimaforandringer, og jeg tror, at det er vigtigt, at det videnskabelige samfund også bidrager til samfundsdialogen. Dette vil forhåbentlig lede til informerede beslutninger.“ Men Saleemul Huq er ved at have mistet troen på, at bundsolid videnskab kan rykke på den politiske vilje: „Den fossile brændstofindustri investerer netop nu milliarder af dollars i at finde nyt fossilt brændstof at hive op af jorden. Det er en kriminel handling – disse brændstoffer skal blive i jorden, hvis vi skal holde os under en global temperaturstigning på to grader. Hvad gør politikerne? De borer i Nordsøen og giver tilladelse til at bore efter olie og gas i stadig mere farlige og ustabile områder. Det er vanvittigt.“


Anna-Katrine Vingtoft-Andersen (f. 1986) er RÆSONs energiredaktør. Hun er cand.scient.pol. fra KU og har beskæftiget sig indgående med klima- og energipolitik gennem
sit studie, hvor hun skrev speciale om Udenrigsministeriet og COP15. I 2008-2009 var hun i praktik ved FN’s Internationale Atomenergiagentur (IAEA), og hun arbejder i dag i et privat konsulentfirma.
FOTO: Orangeadnan via Flickr