10.10.2014

PERSPEKTIV. I Afghanistan vil ingen acceptere et valgnederlag. Den nye samlingsregering – og det kaos, der er gået forud – viser, hvor naiv vesten har været.

Af Enayatt Safi

I DAG STÅR Afghanistan overfor et afgørende vendepunkt. 6. juli gik landet til valg – og de to hovedkandidater havde dybt forskellige ideologier. Abdullah Abdullah repræsenterede islamisterne (under den Kolde Krig var han med til at kæmpe mod russerne), mens Ashraf Ghani er mere liberal (uddannet i statskundskab og international politik fra American University of Beirut i Libanon og ph.d. i antropologi fra Columbia University i USA). Dagen efter valget var Obama og Fogh ude at rose valgdeltagelsen. De slog fast, at det demokratiske valg med deltagelse på over 50% var en succes for demokratiet i Afghanistan. Ingen vidste, at der ventede et mareridt.

TIDEN EFTER VALGET og konflikten mellem de to kandidater har afsløret en dyster virkelighed. Efter anden valgrunde i juli kom den afghanske valgkommission med tal, som viste en sejr til Ashraf Ghani, men Abdullah Abdullah og hans lejr har siden afvist dette resultat. Abdullah mener at han er blevet udsat for valgsnyd, og siger at valgkommissionen har favoriseret Ghani.

FN har bekræftet, at der har fundet valgsnyd sted fra begge lejre. Kan man overhovedet gennemføre et valg uden snyd i et land som Afghanistan – med en svag stat og krigsherrer som politikere? Svaret er nej. Men Abdullah og hans lejr har brugt det om et argument for at opnå magt i den kommende regering. Siden valget har han stillet flere og flere krav, og hver gang det internationale samfund og den nuværende regering nærmede sig at meddele valgets resultat, hørte man fra Abdullah og hans allierede, at de ikke accepterer resultatet – og truer med at skabe ustabilitet i et land, som i forvejen er ustabilt. Stemmerne blev talt op igen – af 900 mennesker, 300 fra hver politisk lejr og 300 FN observatør – og Ashraf Ghani stod igen som vinder. Men før resultatet kunne offentliggøres, tog det kandidaterne over tre måneder at nå til enighed om at lave en samlingsregering.

FOR AT løse konflikten mellem Abdullah og Ghani har USA’s udenrigsminister John Kerry to gange været på besøg i landet. Han foreslog at danne en samlingsregering mellem de to kandidater; den tabende kandidat ville blive en slags administrerende direktør, hvilket ifølge nyhedsmedier er det samme som en premierminister. For at gøre den model legitim skal der ændres i forfatningen. Det er imod alle de principper, der bliver prædiket på de vestlige universiteter og den måde, den almene befolkning anser demokrati på.

På statskundskab på Københavns Universitet, hvor jeg studerer, er det utallige gange slået fast af undervisere i forskellige fag, at demokrati er den bedste styreform. Ofte ser man bare, hvordan vi i vesten har tendens til at løse verdens konflikter ved at indføre vores demokratiske styreform i verden. Vi glemmer, at vores demokrati kun fungerer på baggrund af vores historie.

Tænk på Holberg’s Erasmus Montanus. Konflikten mellem den nylig hjemvendte videnskabsmand Erasmus Montanus og landsbyen ligner den, man ser i Afghanistan i dag: Vesten som ”videnskabsmændene”, Afghanistan som ”landsbyen”. Selvom det er almenviden i dag at jorden er rund, kan man ikke lade være med at lægge mærke til Erasmus Montanus’ optræden som arrogant og bedrevidende over for landsbyens borgere. Hans videnskabelige forklaring om at jorden er rund accepteres ikke som en sandhed i landsbyen, og fremstiller ham som den, der spreder falsk lærdom. Montanus taber, fordi han ignorerer virkeligheden.

I de seneste årtier har USA og deres allierede har haft travlt med at indføre demokratier i flere lande i verden. Det er gået i den modsatte retning af den, man havde forventet. Vi har glemt, at demokratiet fungerer i Vesten, fordi vi har en lang historie og har gennemgået grundlæggende samfundsudviklinger, før vi er nået hertil. Befolkningen forstår demokratiets principper, der er en demokratisk kultur. Demokrati er en religion. Hver gang der er uenighed finder vi løsning ved at lave en afstemning. Flertallet vinder, mens mindretallet accepterer nederlag. Det er meget vigtigt, at mindretal accepterer deres nederlag og ikke begynder at true med at ødelægge stabiliteten.

I Afghanistan var den tabende kandidat Abdullah Abdullah og hans lejr ikke klar til at acceptere nederlaget. Abdullahs argument om svindel blev taget seriøst og hver stemmeseddel har været talt op tre gange med FNs observatørers tilsyn, men han var stadig ikke klar til acceptere sit nederlag og prøvede på at opnå en lige magtfordeling med vinderen.

IDEEN OM AT INDFØRE demokrati i et land som Afghanistan – og troen på at det vil fungere i virkeligheden – er naiv. Vi ignorerer virkeligheden i de lande, som vi prøver at demokratisere. Ligesom Erasmus Montanus glemmer vi at se virkeligheden i øjnene, og begynder at lave om på landsbyen. Vi burde møde menneskerne på deres niveau, hjælpe dem til at lægge grundsten til et demokratisk samfund og lade dem selv bygge en stat derfra – ikke presse et system i hovedet på dem.

BEGGE LEJRE BRUGTE en stor sum penge på valget. Alle afghanere med magt og penge har en interesse i at være del af den kommende regering. Støtte af kandidater ses som en investering. De indflydelsesrige støtter deres favoritkandidat: når deres kandidat har opnået magten, kan de få højstående poster i regeringen og dermed tjene deres penge tilbage – med profit – ved at tage en del af kagen.

Siden USA og de allierede har begyndt deres mission, er der hvert år givet flere milliarder dollars i støtte til den afghanske regering. Det er en selvfølgelighed, at man som en højstående medlem af regeringen tager en del af kagen på den ene eller den anden måde. Alle indflydelsesrige politikere har fundet deres egen kreative måde til at hjælpe sig selv.

Her har vesten igen fejlet: man har bygget en svag stat, der indførte korruption som en del af regeringens kultur. Nu, hvor Abdullah og hans allierede investerede så mange penge i valgkampen, kunne de ikke acceptere et nederlag og det medfølgendetab af alle deres penge. Imens bliver almindelige mennesker msbrugt ved at Abdullahs lejr opfordrer dem til at gå på gaderne i Kabul for at skabe kaos og ustabilitet. I ethvert demokrati er det flertallet, som bestemmer hvem, der har regeringsmagten – men i Afghanistan ønsker ingen at være dem, der har givet deres stemmer til oppositionen. Med andre ord: Ingen vil acceptere nederlag.

Efter invasionen blev der skabt et frit marked i Afghanistan. De fleste gamle krigsherrer fik mulighed for at investere den kapital, som de havde opnået ved at deltage i krigen. Markedet styres i dag af gamle krigsherrer, som i mellemtiden har skiftet deres militæruniform ud med jakkesæt. De er så magtfulde, at ingen kan ændre på deres skæbne – ikke engang USA. Afghanistans fremtid er i deres hænder.

Hvis forandringen skal komme, skal den komme fra afghanerne og forhåbentlig fra den kommende generation. Vestens støtte til Afghanistan er central – men vi må huske at stille krav til regeringen, som størstedelen af vores hjælp kanaliseres igennem. Den kommende afghanske generation skal uddannes, så de kan ikke misbruges i magtkampen. ■

Enayatullah Safi (f.1988) er foredragsholder og debattør samt studerende på Statskundskab. Flyttede til Danmark i 2001 fra Afghanistan. Har arbejdet for det danske forsvar som kulturanalytiker fra 2008 til 2012.

HELMAND, 5. JULI 2014: Amerikanske marineinfanterister transporteres under en kampmission [foto: US Marine Corps]