06.03.2014

En stor offentlig gæld, en uofficiel banksektor, en amerikanisering af de kinesiske forbrugervaner og tårnhøje boligpriser – med en mulig boligboble til følge. Det er blot nogle af de massive udfordringer, Kinas nye lederskab står overfor. RÆSON har spurgt en række eksperter om Kinas finansielle situation.

Et uddrag af dette interview er bragt i RÆSON17

INTERVIEW af Rie Sjørslev Hansen

RÆSON: Kinas årlige BNP-vækst er faldet gennem de sidste par år – er det et tegn på sårbarhed i den kinesiske økonomi?
Yang Jiang: Faldet i Kinas årlige BNP-vækst er ikke nødvendigvis negativt. Det er dels en naturlig udvikling, efter så mange år med tocifrede vækstrater, og dels et resultat af ændringer i den kinesiske regerings økonomiske politik. Under den globale finansielle krise i 2008 forsøgte den kinesiske regering at stimulere økonomien via store investeringsprojekter, der på papiret på kort sigt skabte øget produktion og styrkede Kinas BNP. På længere sigt har resultatet af investeringerne dog været overkapacitet i dele af den kinesiske industrielle sektor. Investeringerne har derfor ikke reelt medført øget produktivitet i den kinesiske økonomi.

Niels Thygesen: Aftagningen kan ses som et delvist resultat af den globale finansielle krise, der blandt andet har medført et dårligere eksportmarked. Kina klarer dog krisen bedre end noget andet land, så der kan være tale om et midlertidigt tilbagefald. Den kinesiske arbejdsreserve og vandringen af arbejdskraft fra land til by er ved at være udtømt, så det er ikke herfra væksten kan stige igen. Omfanget af det private forbrug i Kina er stadig for småt til at kunne skabe store stigninger i væksten. Derfor vil det fortsat være investeringer i infrastruktur og innovativ industri, der kan styrke den kinesiske økonomiske vækst.

Patrick Rosenquist Jakobsen: Grundlaget for Kinas vækst har i mange år været investeringer fra udlandet, den statslige kreditgivning til offentlige selskaber og særlige økonomiske frihandelszoner i det østlige og sydlige Kina. Tidligere tiders investeringer i de offentlige virksomheder og anlægsprojekter er ikke længere mulige, da de store statsejede kinesiske banker og lokalregeringer ikke længere har den finansielle styrke til at understøtte væksten – gældsniveauerne er simpelthen blevet for høje for de fleste provinser. Kina har haft en stor komparativ fordel i form af en stor, disciplineret arbejdskraft. Nu er lønniveauet steget som følge af den økonomiske vækst, hvorfor investorerne øjner andre muligheder i lignende lande i Sydøstasien.

RÆSON: Hvilke store udfordringer står den kinesiske økonomi overfor i de kommende år?
Yang Jiang: Det nye kinesiske lederskab skal i gang med en omstruktureringsproces af den kinesiske økonomi, der i højere grad skal være drevet af privat forbrug frem for af investeringer og eksport. For at opnå dette skifte skal de kinesiske forbrugere have flere penge på lommen. Det vil kræve mindre økonomisk ulighed og en stigning i indkomst for almindelige kinesere. Dernæst skal de kinesiske forbrugere føle social tryghed i form af sikrede velfærdydelser som pension, sygesikring og uddannelse til deres børn. Først da vil de begynde at forbruge flere penge.

De kinesiske migrantarbejdere og landbefolkning har ikke mærket meget til den økonomiske vækst hidtil og har ikke samme rettigheder som store dele af den kinesiske urbane befolkning. Statsejede virksomheders monopol på de store sektorer og en marginalisering af de private virksomheder, et lavt innovationsniveau, høje boligpriser, stor gæld hos de lokale regeringer, stor forurening og et højt energiforbrug, et problematisk investeringsklima, økonomisk ulighed og korruption er blandt andre store udfordringer, der kan påvirke den kinesiske økonomi.

Niels Thygesen: Omstillingen fra produktion til serviceindustri vil stille store krav til det kinesiske finansielle system. Dernæst skal arbejdsstyrken følge med til en opgradering af produktionssystemet for at kunne opretholde en vækst på 7-8 procent.

Patrick Rosenquist Jakobsen: Den offentlige indblanding i økonomien og betydningen af de statslige virksomheder bliver ikke ændret grundlæggende i de kommende år. Men den nye kinesiske ledelses reformer af enkelte sektorer og delvise privatiseringer af offentlige virksomheder vil presse den offentlige del af økonomien til at blive mere produktiv. Det er i hvert fald planen – om det lykkedes er en helt anden sag. Det underlæggende kinesiske skifte væk fra investeringer som vækstmotorer mod, at det indenlandske forbrug nu skal drive væksten, kan muligvis sikre en mere stabil udvikling i væksten, så de tidligere store udsving i vækstraterne bliver udjævnet.

RÆSON: Er Kina på vej mod en finansiel krise? Hvad taler for og imod dette?
Yang Jiang: Der er flere risici forbundet med den finansielle situation i Kina – blandt andet skyggebanksektoren. Denne uofficielle banksektor eksploderede pludselig som resultat af de store vanskeligheder, små og mellemstore virksomheder oplevede ved at låne penge i de kommercielle statsejede banker. Den kinesiske regering er dog i færd med at legalisere skyggebankerne, for bedre at kunne regulere dem. Dermed reduceres også de risici, der er forbundet med skyggebankerne. Det er en positiv udvikling.

En anden risici er forbundet med opsparing. Mange finansielle risici i Kina er blevet løst ved at kineserne indsatte mange af deres sparepenge i bankerne. Men de kinesiske forbrugere er nu i stigende grad begyndt at opføre sig som amerikanske forbrugere – de køber huse på baggrund af realkreditlån og optager i det hele taget flere forbrugskreditter. Særligt boligpriserne er enormt høje i sammenligning med andre internationale storbyer. Mens det debatteres, hvorvidt der vil være en decideret boligboble i Kina, er det utvivlsomt, at boligpriserne langt overstiger det normale niveau.

Overordnet set er den største bekymring for den kinesiske regering sociale uroligheder. Derfor forsøger man at opretholde en vækst på over 7 pct. for at undgå for stor arbejdsløshed. Beijing er selvfølgelig bekymret over den finansielle sikkerhed, men stoler på den tekniske ekspertise i den kinesiske centralbank. Aftagende vækst er ikke nødvendigvis farlig eller dårlig. Det let sænkede tempo giver mulighed for at skabe balance i økonomien og lægge større vægt på det kinesiske folks velfærd. Det vil sikre legitimitet for Kinas nye lederskab fremover.

Niels Thygesen: Offentlig og privat gæld er to store risici. Den offentlige gæld stammer fra de store økonomiske stimuluspakker, den kinesiske regering lavede i 2008 for at imødegå den internationale finansielle krise. I praksis betød det, at man tillod lokale regeringer at gå ud over deres normale lånebegrænsninger for at iværksætte store investeringsprojekter, der kunne sætte skub i økonomien. IMF har for nylig skønnet, at den offentlige gæld er på ca. 50 pct. i modsætning til de officielle ca. 25 pct. Dette er dog ikke nødvendigvis alarmerende, da det svarer til den offentlige gæld i et land som Danmark. Med Kinas vækstrate på 7-8 pct. er det ikke en stor trussel, da vækstraten stadig er større end renten.

Selvom omfanget af den private gæld i Kina er steget, burde landet kunne klare det, da omfanget af de private lån stadig er mindre end USA’s og Vesteuropas tilsammen. Overordnet set er den private gæld mere usikker end den offentlige, da paniksituationer kan opstå på det private marked. Men hverken den private eller den offentlige gæld burde kunne true Kina for alvor. Kinas regering har tidligere – sidst i 90’erne – vist sig i stand til at håndtere en omfattende oprydning i banksektoren.

Patrick Rosenquist Jakobsen: Der er en række ubalancer, der kan skabe uro i dele af den kinesiske økonomi. Nogle af disse kan udmønte sig i en finansiel krise, men omfanget af en eventuel krise afhænger af den kinesiske krisestyring. Boligmarkedet, banksystemet og lokalregeringernes gældsniveauer udgør de største potentielle farer.

I forhold til boligmarkedet er der meget stor forskel på udbuddet og efterspørgslen på boliger fra region til region. Det bygges for mange boliger og på sigt vil det medføre en korrektion af priserne. En bristet boligboble i én region betyder dog ikke nødvendigvis bristede bobler i andre regioner eller en national boligboble. Ca. 65 pct. af de kinesiske husholdningers opsparing er i fast ejendom, hvorfor store fald i priserne vil betyde meget for de fremtidige investeringer og ikke mindst den planlagte stigning i privatforbruget.

Beijing forsøger at få de lokale kinesiske regeringer til at udvise finansiel disciplin, efter at de har lånt store summer de seneste år for at understøtte den lokale vækst. Men da karrierevejen op i det kommunistiske parti samtidig er betinget af at kunne fremvise flotte vækstrater, bliver dette en svær opgave.

Banksystemet i Kina er påvirket af de seneste års kraftige stigning i kreditgivning. Som følge af dårlige investeringsprojekter oplever de kinesiske banker nu i stigende grad, at lånene ikke bliver tilbagebetalt til tiden. Skulle bankerne komme i alvorlige vanskeligheder, er det mest sandsynlige dog, at de kinesiske myndigheder vil redde dem. ■


Yang Jiang er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier
Niels Thygesen er professor i økonomi ved Københavns Universitet
Patrick Rosenquist Jakobsen er analytiker ved Eksportkreditfonden
Rie Sjørslev Hansen er RÆSONs ansv. chefredaktør
FOTO: Byggeplads i Shanghai. Marc oh! via Flickr