12.06.2014

Helle Thorning-Schmidt er en brik i et spil mellem stormagterne i EU. Hun kan ende som EU’s næste ”præsident” efter Van Rompuy. Men alt afhænger af Merkels evne til at samle et Europa, der – igen – er splittet ved Kanalen.

Af Ole Aabenhus, RÆSONs EU-redaktør

Den danske statsminister skal til en slags ansættelsessamtale i Berlin i næste uge. Selvom hun – naturligvis – fortsat nægter at være kandidat til den ene eller den anden af topposterne i EU, har Angela Merkel brug for at vide, om hendes danske kollega vil slå til, hvis buddet falder på hende, og hvordan hun i øvrigt stiller sig til tyske mærkesager.

Uanset, at hun selv benægter sit kandidatur, indgår hun i øjeblikket – uden at protestere, læg mærke til dét – i den store europæiske kabale, man i øjeblikket er i gang med i kanslerkontoret i Berlin.

Vi så en flig af kabalen på TV forleden, da tre regeringschefer på den ene fløj –Mark Rutte (Holland), David Cameron (Storbritannien) og værten Frederik Reinfeldt (Sverige) havde inviteret Angela Merkel på rotur på Harpsund i Sverige i aftensolens varme skær.

De tre repræsenterer den kritiske fløj. De har ikke selv en egentlig kandidat, selvom om Reinfeldt nu bliver nævnt som mulighed i svensk presse. Men de er enige om at være imod Jean-Claude Juncker, der er ført frem som Parlamentets kandidat til rollen som kommissionsformand.

David Cameron skal være gået så langt som til at true med at trække Storbritannien ud af EU, hvis Juncker bliver valgt. Det benægter Downing Street 10 officielt, men på pressemødet på Harpsund undlod Angela Merkel ikke at tage afstand fra trusler, og hun understregede, at ”den europæiske ånd” er en ”kompromisets ånd” med slet skjult adresse til Camerons mange udtalelser om, at Juncker var uspiselig for Storbritannien.

Det karakteristiske ved pressemødet var, at det var præget af ikke særlig klare bemærkninger, der alle var skåret til, så de kunne bruges af regeringsledernes hjemlige presse. Sagen er nemlig, at både Merkel og Cameron er en slags gidsler for deres hjemlige opinion:

Britiske aviser kører for tiden en yderst hårdtslående kampagnejournalistik mod Juncker. Han ryger, hvor det er ganske forbudt, hedder det, og drikker vist også, og boulevardavisen The Sun kan fortælle, at der er medlemmer af Junckers familie, der engang har været nazister.

I Tyskland går kritikken omvendt på, at Merkel nølede i starten og var længe om at markere en klar støtte til Juncker. Fra Bild til Süddeutsche Zeitung har man købt Parlamentets argumentation: Juncker var spidskandidat for sin partigruppe, de kristenkonservative i Det europæiske Folkeparti, EPP. EPP vandt. I overensstemmelse med demokratiets og parlamentarismens regler må Juncker altså nu gøres til kommissionsformand. Süddeutsche siger det helt kort i en lederoverskrift onsdag: ”Valgt er valgt”.

Ifølge en meningsmåling i ugebladet Stern mener hele 60 procent af den tyske befolkning, at Merkel fortsat skal støtte Juncker.

Europapolitik er også indenrigspolitik i de enkelte lande.

Tælle til 260
Med Lissabontraktatens ikrafttræden i 2009 (efter sidste Parlamentsvalg) er det nu formelt sådan, at Det europæiske Råd indstiller en kandidat til rollen som kommissionsformand i overensstemmelse med Parlamentsvalgets hovedresultat, som derefter godkendes af Parlamentet.

Indstillingen kræver et kvalificeret flertal i Det europæiske Råd. De 28 lande har forskellig vægt alt efter befolkningstal, så der er 352 stemmer i alt, og kvalificeret flertal kræver 260 af de 352 stemmer. Skal man blokere en indstilling, skal man altså etablere et mindretal på mindst 92 stemmer – eller splitte flertallet så grundigt, at det hele falder fra hinanden.

De tre mand i robåden på Harpsund tæller tilsammen for 52 stemmer. Det menes, at man måske kan få den italienske regeringschef Renzi med – det giver 81, men stadig for lidt. Og Renzi er i øvrigt under kraftig bearbejdning af Merkel.

Alt tyder altså på, at angrebet mod Juncker vil kunne afværges. Men dette med, at den europæiske ånd også er en kompromisets ånd gælder stadig. Altså handler det om, at finde den løsning, der giver størst mulig opbakning – og helst ikke en løsning, der får Storbritannien til at glide endnu længere væk fra kerne-Europa.

Som i andre forligssituationer skal der være mange bolde i luften, hvis man skal have et godt kompromis. Og i EU er der fire vigtige poster i spil, hver gang der har været valg til Parlamentet: Kommissionsformandsposten. Posten som formand for Det europæiske Råd. Udenrigsministerposten. Og posten som formand for Parlamentet. Det giver ekstra mange mulige kombinationer, og der er ganske rigtigt en række navne i spil: den tidligere franske finansminister Christine Lagarde (nu chef for Den internationale Valutafond), den litauiske præsident Dalia Gribauskaite, den finske statsminister Jyrki Katainen, Reinfeldt som nævnt, den franske økonomiminister Pierre Moscovici m.fl.

Juncker og Helle
Jean-Claude Juncker har det handicap, at han er en ældre, ofte arrogant herre. I kritikerne øjne er han ”gammel og slidt”. I britisk presse bliver han nævnt som ”Mr. euro” og i det hele taget set som repræsentant for det ”stadig tættere samarbejde”, som Cameron nu prøver at rulle tilbage.

Men han er også en mand med en enorm erfaring i EU-spørgsmål, dels som statsminister i Luxembourg gennem 18 år, dels landets finansminister endnu længere, dels som formand for alle eurozonens finansministre – en dygtig forhandler og taktiker.

Det er som modstykke til ham, at Helle Thorning-Schmidt passer ind: Ung, kvinde, socialdemokrat, fra et land uden for euroen, let at tale og le sammen med i magtens korridorer. Hun er tilmed tidligere medlem af Europa-Parlamentet, hvilket også passer ind i spillet.
Thornings regering har klart meldt ud, at Danmark ønsker at stå så tæt på ”kerne-Europa” som muligt. Og selvom Danmark ikke er med i euroen, har hun udvirket, at Danmark følger Finanspagten stramme finansregler, som er Merkels værk.

Men samtidig er hun vellidt i Storbritannien. Hun er gift ind i Kinnock-familien og dermed ind i ledende Labour-kredse, og hun har studeret på Europakollegiet i Brügge bl.a. sammen med nr. to i den britiske koalitionsregering, den liberale demokrat Nick Clegg.

Hvordan kortene præcist ligger på bordet i kansleramt lige nu, kan man ikke vide, men et godt gæt på es-konge-knægt vil være:
– Juncker som kommissionsformand (og fred med Parlamentet)
– Helle Thorning-Schmidt som formand for Det europæiske Råd
– polakken Radoslaw Sikorski som udenrigsminister (østeuropæer, visionær og meget afholdt).

Tilbage er posten som formand for Parlamentet. Den indehaves i dag af socialdemokraternes spidskandidat Martin Schulz, som gerne vil være kommissær og helst kommissionsformand. Han er en ilter og ærekær person med gode forbindelser i Merkels koalitionsregering, så han kan skabe uro til det sidste, men måske kan han spises af med endnu 5 år på sin nuværende post.

Dengang Barroso kom til…
Men briterne er altså imod. Det var de også sidste gang, man skulle have en ny Kommissionsformand, nemlig i 2004. I en alt andet en smuk proces røg to særdeles velkvalificerede kandidater af brættet:

Først briten Chris Patten, en markant skikkelse med en årelang diplomatisk karriere bag sig. Som brite var han uacceptabel for den daværende franske præsident Chirac, fordi briterne netop var gået sammen med USA om besættelsen af Irak, trods franske (og tyske) protester.

Dernæst den belgiske statsminister Guy Verhofstadt, som den daværende Labour-regering i Storbritannien betragtede som super-europæer – samme hovedanke, som den konservative David Cameron nu fører frem mod Juncker.

Det var først i tredje runde – efter lange, seje kampe i form af topmøder, telefonsnakke og depecher mellem hovedstæderne – at valget pludselig faldt på den dengang ret ukendte statsminister i Portugal, José Manuel Barroso, engang maoistisk studenteraktivist, men på dette tidspunkt leder af en konservativ regering, der gennem nogle år havde gjort sig kendt for sin nedskæringspolitik.

Faktisk havde Barroso været med-arrangør af et markant pro-Irak møde mellem Bush og Blair på Azorerne. Men på det tidspunkt handlede det blot om at finde en kandidat, der endnu ikke var væltet af pinden.

Parlamentets rolle
Kabalen er anderledes kompliceret denne gang på grund af Parlamentets nye rolle. Som nævnt er det med Lissabontraktaten blevet sådan, at Det europæiske Råd indstiller en kandidat i overensstemmelse med Parlamentsvalgets hovedresultat. Og denne kandidat skal derefter godkendes af Parlamentet.

Men Parlamentet har strammet op på teksten i den forstand, at partigrupperne har opstillet deres egne kandidater til rollen som kommissionsformand – såkaldte ”spidskandidater” – og samtidig lavet en indbyrdes aftale om, at kun én person kan godkendes som kommissionsformand, nemlig den spidskandidat, der passer med valgets hovedresultat.

Men hovedreglen hidtil har været, at den, der først stikker hovedet frem, får det kappet af, er ”spidskandidaterne” nødt til at stille op længe før. For Juncker var det en chance. Hans regering var netop blevet væltet i december. Dermed var han også ude som formand for eurogruppen. Så han valgte at stille op og blev så valgt på EPPs (de kristeligkonservatives) kongres i Dublin i marts.

EPP har netop skiftet formand, og den ny, Manfred Weber, har omgået erklæret Juncker sin fulde støtte. Det samme har Wolfgang Schaüble, Tysklands stærke finansminister, der forleden erklærede, at han var ”så sikker, som nogen kan være”, på at Juncker får posten.

Demokrati?
Et af problemerne i den store europæiske kabale er, at store dele af den britiske offentlighed ikke vil acceptere Europa-Parlamentets nye rolle. På Harpsund-mødet sagde David Cameron, at ”som Europas demokratisk valgte regeringsledere er det os, der bestemmer, hvem der skal lede EU’s institutioner, i stedet for at acceptere nye fremgangsmåder, som der ikke er enighed om”.

Omvendt ser det ud set fra Tyskland, hvor man netop understreger, at vælgerne har talt – og flest har valgt Junckers parti.

Et andet demokratisk aspekt er, at de britiske nej-sigerne i UKIP fik en knusende valgsejr med flere end 30 procent af stemmerne ved europaparlamentsvalget i Storbritannien. Til gengæld ser det ud til, at de svækkes, fordi de ikke er i stand til at samle en tilstrækkelig stor gruppe i Parlamentet. En af grundene er, at Camerons britiske konservative har hentet bl.a. Dansk Folkeparti fra UKIPs gruppe, EFD (European Freedom and Democracy), over i deres egen, ECR (European Conservatives and Reformists).

Samtidig er det franske Front National ved at ødelægge spillet for sig selv med indbyrdes kævl om antisemitiske bemærkninger mellem partistifteren Jean-Marie le Pen og hans datter, den nuværende partileder Marine le Pen.

Begge dele styrker dem, der ser den demokratiske udfordring i, der ligger i at gøre europaparlamentsvalget til grundlag for valg af kommissionsformand. Og det svækker Camerons påstand om, at det er de folkevalgte regeringer, der repræsenterer demokratiet i Europa. Så de indgår helt i kabalen i kanslerkontoret i Berlin. Indtil videre peger pilen på Juncker, Helle og Sikorski.

ILLUSTRATION: Thorning til møde i Davos [foto: World Economic Forum]