05.05.2014

EU er et fornuftigt europæisk samarbejde, siger Morten Messerschmidt – på trods af, hvad de fleste tror, han mener. Ifølge Messerschmidt styrker man i virkeligheden EU ved at rulle Unionen lidt tilbage. Men hvor meget? Eller hvor lidt?

Af Edith Lauglo Endsjø og Ole Aabenhus, Europa-redaktør

Er Dansk Folkeparti et nej-parti? Halvdelen af partiets vælgere ønsker, at Danmark skal ud af EU. Det fremgår af en undersøgelse, som Altinget lavede i marts 2014. Og rigtig mange vælgere tror faktisk, DF er imod EU-medlemskabet. Men sådan er det ikke.

”Dansk Folkepartis linje er fuldstændig klar. Vi mener, at vi skal blive i EU. Men EU skal have mindre magt og færre midler – færre penge at rode rundt med,” siger Messerschmidt til RÆSON.

Ud eller ikke ud af EU?
De mange, der tror, at Dansk Folkeparti vil ud af EU, lider måske af lang historisk erindring: I partiets principprogram, der er fra 2002, og som stadig ligger på hjemmesiden, hedder det, at ”Dansk Folkeparti er modstander af Den Europæiske Union.”

”Ja, men det betyder jo ikke, at man vil ud. Dansk Folkeparti er stadig modstander af Unionen.”

Så det har vi altså fejllæst – måske i lyset af, at Pia Kjærsgaard på partiets årsmøde i Vejle året efter erklærede, at Danmark skal helt ud af EU og have en aftale i stil med Norge. Morten Messerschmidt afparerer:

”Jeg har tegnet partiets EU-politik siden 2005, og i den tid har det i hvert fald ligget klart, at det ikke var en udmeldelse, der var på programmet.”

Men vi er stadig ikke helt sikre på, hvor fast linjen egentlig ligger. På partiets hjemmeside har han givet sin præsentation af EU-politikken overskriften ”EU ud af Danmark” – hvilket må være en vanskelig opgave, hvis Danmark bliver i EU.

”Altså, jeg synes, det væsentlige er at finde ud af, hvad EU skal indeholde. Og dér synes jeg, at EU i dag har alt for meget magt, og det ønsker jeg at rulle tilbage,” forklarer Messerschmidt.

”Det kunne ideelt ske ved at ændre i traktaten, men eftersom EU domineres af en eurozone, der kræver, at EU skal kunne blande sig i finanspolitik, skat, obligationsudstedelse, arbejdsmarked osv., så er det ikke realistisk at gå den vej. Løsningen er så i stedet, at Danmark tager flere forbehold.”

Inspireret af Cameron
RÆSON: I 2010 siger du i et interview i Politiken, at du vil hjem til Folketinget. ”Efter fem år har jeg aftjent min værnepligt,” siger du. Hvad har fået dig til at sadle om?

”Som politiker er man jo et menneske ligesom andre, der gør sig overvejelser, og der er jo sket en forandring også på det EU-politiske felt, al den stund at David Cameron er kommet på banen med sit projekt om et fleksibelt Europa.”

RÆSON: Camerons tale i januar sidste år, kom til at betyde en del for dig?

”I høj grad, og ikke bare for mig. Jeg synes, den har åbnet et helt nyt kapitel i EU-debatten og i EU’s udvikling. Det er første gang et lands, og oven i købet et stort lands premierminister, går på banen for at trække suverænitet tilbage til sit land. Margaret Thatcher ville have sine penge tilbage, og hun fik en rabat. Men for alvor at tage et opgør med princippet om en stadig snævrere Union, det er nyt!”

RÆSON: Det vil sige, at Dansk Folkeparti er for EU, men et nedbygget EU?

”Ja, vi ønsker, at EU skal blande sig i færre ting, og at samarbejdet skal fokusere på handel, miljø, forbrugerbeskyttelse og den slags ting, som er reelt grænseoverskridende. Men det skal ikke være en union, der selv definerer, hvad den kan gribe ind i – i forhold til sociale ydelser eller finanspolitik og udlændingepolitik. Hele grænsekontrollen skal genetableres. Vi ønsker et EU, der fylder meget, meget mindre, men hvor vi stadig holder fast i handel og den fri vareudveksling og den slags.”

RÆSON: Det vil sige, at du tænker dig et EU, hvor centrum har mindre at skulle have sagt, men der skal fortsat være en central koordinering?

”Jeg tænker mig et EU, hvor der er en kerne, som alle er nødt til at være med på. Og det er så, hvad jeg vil definere som Det Indre Marked, uden socialpolitik og udlændingepolitik.”

Fortaler for Det Indre Marked
Inden RÆSONs udsendte når at udfordre politikeren ved at stille skarpt på, hvordan man skelner mellem Det Indre Marked og Unionen gør Messerschmidt det selv:

”Hvis man er helt formalistisk, så er spørgsmålet om sociale ydelser, udlændingepolitik osv. også en del af Det Indre Marked. Ideen om Det Indre Marked er god. For tanken om, at varer, tjenesteydelser, arbejdstagere og etableringsretten skal ha’ frie vilkår, det er jo en god ide. Det er sund liberal tænkning.”

”Problemet med Det Indre Marked, vi har i dag, er især, at vi har en domstol, som fortolker stadig flere ting ind i Det Indre Marked. Det så vi med Metock-dommen (dom fra 2008 om ret til familiesammenføring, red.), hvor udlændingepolitik pludselig er noget, man kunne føre via reglerne om vandrende arbejdstagere.”

”Og vi har set det med afgørelserne om vores sociale ydelser – begyndende med SU (Statens Uddannelsesstøtte, red.) tilbage i 1990’erne, og nu også med børnepengene, og principielt over 100 sociale ydelser, der er tolket ind i det.

”Den dynamik, der ligger i, at det er en domstol, der fuldstændig frit fortolker, hvad der skal forstås ved Det Indre Marked, det synes jeg er udemokratisk, og jeg synes, det strider mod de forudsætninger, der lå til grund for vores medlemskab. Men det skal bare ikke få selve grundtanken til at lide skibbrud.”

RÆSON: Men er der ikke mange ting, der må være fællesopgaver, selv når du har ”rullet EU tilbage”?

”Det siger sig selv, at vi ikke kan sikre et godt miljø i Danmark, hvis vi ikke også i de lande, vi har omkring os, får en fælles forståelse af, hvordan reglerne så skal se ud. Det samme gælder forbrugersikkerhed, transport, energi og energi-infrastruktur – og Europol.”

RÆSON: Så dit Indre Marked rummer i hovedsagen det samme som det, vi kender i dag?

”Det er tekniske standarder, det er transport, at man ikke må lukke sine indfaldsveje for andre landes biler, varer osv. Men når det kommer til sociale ydelser, lønforhold, udlændingepolitik, arbejdsmiljøregler osv., så må EU’s regler ikke forhindre landene i at opretholde deres egne standarder. Det er det, jeg forestiller mig. Men hvis der er andre lande, der synes, det er skønt, at man overfører alt muligt til EU, så lad dem gøre det. Det har jeg ikke noget problem med, hvis bare vi har et forbehold, så vi står udenfor.”

EU-domstolen skal følge politikerne – ikke omvendt
RÆSON: Du mener også, der skal være en domstol?

”Jeg er i den grad tilhænger af en domstol, som afgør juridiske tvister. Problemet er, at den domstol, vi har i dag, gang på gang går ind på politiske områder. Domstolen bruger typisk to argumenter som begrundelse for mere integration – den henviser til de meget ukonkrete hensigtserklæringer om, at man skal tilstræbe ”et stadig snævrere forbund,” eller den påberåber sig traktatens ånd. Dem bruger den til at fylde de huller ud, der er i lovgivningen. Direktiverne er jo ofte rundt formuleret, og dermed er der rum for fortolkning.”

”Det mener jeg er meget, meget betænkeligt, for når der er huller i lovgivningen, er det udtryk for, at man ikke har kunnet blive enige i de 28 medlemslande, og domstolen går så ind og gør sig til overdommer i en politisk uenighed, der egentlig blot er blevet skudt til hjørne. Der burde man i højere grad skele til den formulering, man har i den danske grundlovs §64, hvor der står, at dommerne har i deres kald at rette sig efter loven. Altså, at de simpelthen skal nøjes med at fortolke inden for den ramme, som politikerne har kunnet blive enige om.”

”Der er også andre ting, man kunne gøre for at stække domstolens aktivisme, bl.a. indføre åbenhed, så man kan se, om der er mindretal blandt dommerne med en anden opfattelse end flertallet – ligesom man har det i Højesteret og ved Menneskerettighedsdomstolen.”

Styrke EU
Faktisk mener Morten Messerschmidt, at man styrker EU ved at rulle unionen tilbage. Som det er i dag, forsøger EU nemlig ”både at blæse og have mel i munden.”

”Min politik vil føre til, at EU vil kunne agere med større kraft, på færre områder. Det, der gør, at der ikke er en folkelig opbakning, er, at EU insisterer på at blande sig i alle mulige nære områder, som har med velfærd og udlændingepolitik og skat og finanspolitik at gøre.”

Ved at rulle unionens beføjelser på de områder tilbage, vil Messerschmidt sikre en folkelig opbakning til det, der er ”kerneelementet” i EU. Ellers ender det med, at folk bliver så utilfredse med samarbejdet, at de ”smider barnet ud med badevandet”.

RÆSON: Så du ser dig selv som Skt. Georg mod dragen, du er ham, der forsvarer EU?

”Nu skal det jo ikke blive gammeltestamentligt. Men jeg synes, det er mig, der forsvarer det realistiske EU-samarbejde i Europa. Jeg er forundret over folk, der er hard-core føderalister og hver dag bare vil have mere EU, ikke tager til takke og besinder sig på måske at få 50 procent af deres drøm opfyldt med opbakning fra 80 procent af befolkningen, i stedet for at insistere på at gå efter et projekt, der betyder, at de mister hele befolkningen.”

Europol og retsforbehold
Mange af Dansk Folkepartis vælgere er bekymret for international kriminalitet. Hvordan ser Messerschmidt på, at Danmark risikerer at ryge ud af Europol på grund af det danske retsforbehold?

”Det, synes jeg, er et problem, og derfor er det helt katastrofalt, at europartierne herhjemme ikke håndterede det her, inden de stemte for Lissabon-traktaten. Det er jo Lissabon-traktaten, der flytter Europol-samarbejdet op i forbeholdet ved at gøre det overstatsligt (Europol var tidligere et mellemstatsligt samarbejde og var dermed ikke omfattet af forbeholdet, red.). Så hvordan kan man sidde i Folketinget og stemme for Lissabontraktaten, selv om man ved, at Europol så flyttes op i forbeholdet – uden at håndtere det?”

”Jeg er varm tilhænger af retsforbeholdet, for jeg kan jo se, at nede i Parlamentet, der stemmer alle de andre partier for fælles straffelovgivning, fælles udlændingepolitik, fælles asylpolitik osv. – og det bliver også vores virkelighed, hvis vi afskaffer retsforbeholdet.”

Det frygtelige Europa-Parlament
Messerschmidt har ved flere lejligheder kaldt Europa-Parlamentet en ”farce”, og han mener det skal nedlægges. Men hvorfor genopstiller han så?

”Fordi Parlamentet har en frygtelig stor indflydelse, og ”frygtelig” mener jeg i ordets egentligste forstand. De er jo medlovgiver på ALT – lige på nær nogle enkelte områder som udenrigs- og skattepolitik. Parlamentet er enormt magtfuldt.”

RÆSON: Mere end Folketinget i Danmark?

”Man kan i hvert fald sige, at der er flere love, der gælder her til lands, som kommer fra EU, og dermed Parlamentet, end der kommer fra Folketinget. Og det begræder jeg. Men lige så længe Parlamentet er der, har magt, er medlovgiver, så skal Dansk Folkeparti selvfølgelig være stærkt repræsenteret, det har vore vælgere krav på.”

RÆSON: Så du føler, at du kan gøre mere i Europa-Parlamentet end i Folketinget?

”Jeg har, som den eneste spidskandidat, den ret unikke position, at jeg sidder i mit partis ledelse. Det vil sige, at jeg både har en finger med i spillet i forhold til hvad der foregår på Christiansborg, i Folketinget, og i EU-Parlamentet. Det lægger jeg utrolig meget vægt på. Det er også derfor, jeg gør så meget ud af at være til stede i Danmark.”

Det gule kort er ikke nok
Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009, kort efter at Messerschmidt kom ind i Parlamentet. En af fornyelserne var, at de nationale parlamenter skulle kunne give Kommissionen ”det gule kort” (og en skrappere udgave kaldet ”det orange kort”), hvis parlamenterne mente, at nye lovinitiativer fra EU bedre kunne løses på nationalt niveau.

Men den mulighed er ikke nok, mener Messerschmidt. Han ønsker sig en særlig kommissær, der skal holde øje med, om EU går for vidt. Så der er i hvert fald ét punkt, hvor han ønsker sig lidt mere EU-bureaukrati:

”En nærhedskommissær, synes jeg, er nødvendig, fordi nærhedsprincippet er blevet sjoflet gennem så mange år. Det kan vi se på alle mulige områder – fra spørgsmålet om babyolie, til hvor mange liter vand, der skal være, når du trækker i toilettet.”

”Der er stribevis af områder, hvor EU forsøger at lovgive, og desværre jo også med succes, hvor landene sagtens kunne klare det selv – med de sociale ydelser som det mest oplagte. Vi har brug for en kommissær, der har det som sin eneste kompetence og arbejdsområde at turnere rundt og tale med medlemslandene, om EU nu er gået for vidt.”

RÆSON: Du mener ikke, at man kan stole på de nationale parlamenter her?

”Jo, hvis man lagde initiativretten og lovbeføjelserne over til Ministerrådet, som jo alle er afhængige af de nationale parlamenter, når de skal have mandat, så var problemet løst. Problemet er jo, at det er de føderale organer i EU, nemlig Kommissionen, Domstolen og Parlamentet, som jo har hovedmagten. Når man står her og ved, at der er en overmægtig fjende på den andre siden af klippen, så er det her et forsøg på at se, om vi kan gøre noget for at vinde kampen alligevel.”

Ud-af-EU gruppen eller Cameron-gruppen?
Hvilken gruppe agter Morten Messerschmidt at tilslutte sig efter Europa-Parlamentsvalget, når alle slags EU-skeptikere og EU-modstandere kommer væltende ind?

Ja, hvis man vil gøre sig håb om indflydelse, skal man være med i en gruppe. Det kræver 25 medlemmer fra mindst syv lande, og Dansk Folkeparti har i indeværende samling siddet i EFD (Europe of Freedom and Democracy) sammen med bl.a. UKIP, det britiske uafhængighedsparti, hvad der også har bidraget til uklarheden om, hvad Dansk Folkeparti egentlig vil – for er der nogen, der vil ud af EU, er det UKIP.

Alternativet kunne være den konservative gruppe ECR (European Conservatives and Reformists), som David Cameron tog initiativ til, da han blev premierminister. Her sidder i dag Anna Rosbach, der brød med Dansk Folkeparti kort efter hun blev valgt i 2009. Og rygtet vil vide, at Messerschmidt også undersøgte mulighederne for at komme med i ECR i sin tid, men uden held.

Hvad nu? Svaret er lidt undvigende – man må vente og se.

”Mit drømmescenarie er selvfølgelig, at vi bliver større og får mere indflydelse. Og så er jeg sådan set lidt græsk-katolsk om så gruppen heder ABC eller ÆØÅ.”

RÆSON: Hvilke grupper vil du i hvert fald ikke være i stue med?

”Med fare for at glemme nogen, så vil jeg sige Front National (Le Pens parti i Frankrig), FPö (Haiders gamle parti i Østrig), Jobbik (Ungarn), Golden Dawn (Grækenland), Vlaams Belang (Belgien), British National Party Storbritannien).”

RÆSON: Hvem vil du gerne være i gruppe med?

”Jamen, alle de andre, som ønsker mindre EU. Jeg vil kunne samarbejde med både ECR og EFD uden problemer. Det, der er vigtigt for mig, er, hvor man får mest indflydelse, og hvor man har de bedste arbejdsvilkår. Det er da bestemt en fordel, at de to grupper, der om nogen står som de mest EU-kritiske, borgerlige partier, går frem. Samlet. Det er da skønt. Men hvor man præcis skal placere sig, det afhænger jo af hvordan deres indre sammensætning bliver.”

Edith Lauglo Endsjø studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Hun har desuden en BA i Spansk fra samme universitet og har tidligere skrevet artikler for IPmonopolet.

FOTO: Morten Messerschmidts kampagne 2014 [officielt pressefoto]