26.10.2014

Skiferrevolutionen ser ud til at ville ændre den globale energipolitiske virkelighed. Spørgsmålet er hvordan.

ANALYSE af Anna Louise Højbjerg Henrichsen

Produktionen af både olie og gas i USA boomer i en sådan grad, at man med rette kan tale om, at en reel energirevolution finder sted. Mellem 2007 og 2013 er den amerikanske naturgasproduktion ifølge den amerikanske energiøkonom, Daniel Yergin, steget med omkring 27 pct. og udgør i dag omtrent halvdelen af verdensmarkedet. Samtidig er den amerikanske produktionen af råolie siden 2008 steget med 3.3 mio. tønder om dagen. Det svarer til en stigning på 66 pct. Som en konsekvens heraf forventes USA at overgå Saudi-Arabien og Rusland som henholdsvis verdens største olie- og gasproducent.

Årsagen til energirevolutionen er, at brugen af teknologien hydraulisk frakturering, eller i daglig tale blot fracking, har gjort det muligt at udvinde tidligere utilgængelig olie og gas i skiferlag dybt nede i undergrunden. Energiressourcernes placering har været kendt i årtier, men det er først inden for de senest 5-7 år, at ressourcerne har nået jordens overflade, fordi man ved at pumpe en blanding af vand, sand og kemikalier ned i jorden under meget højt tryk (fracking), har kunnet skabe sprækker i klipperne.

Forekomsterne af skifergas og –olie er enorme, og der produceres allerede i dag skifergas og –olie i 30 af de 50 amerikanske stater. Overalt i det amerikanske samfund omstiller man i øjeblikket både husholdninger, industri og el- og transportsektoren til naturgas. Det sker i en sådan hast, at investeringer i infrastrukturen har svært ved at følge med.

På det amerikanske hjemmemarked er effekterne af energirevolutionen betydelige.. Økonomisk vurderer eksperter som Daniel Yergin, at der vil være tale om en enorm effekt på USA’s beskæftigelse og BNP. Nogle mener endda, at energirevolutionens bidrag til amerikansk økonomi er større end effekten af præsident Obamas økonomiske stimuluspakke fra 2009. De ekstremt lave energipriser betyder også, at en del industrier, særligt de energiintensive som eksempelvis den kemiske industri, flytter deres produktion fra udlandet tilbage til USA. Prisfaldet er en klar konkurrencefordel for amerikanske virksomheder, og Yergin vurderer, at kemiindustrien, der er en af USA’s største eksportindustrier, i 2012 genererede 198 mia. dollar i årlige eksportindtægter. Det svarer til ca. 13 pct. af USA’s vareeksport. Der kan derfor også aflæses en positiv effekt på handelsbalancen (som beskriver differencen på import og eksport) – selvfølgelig også fordi USA’s nye energiproduktion har reduceret behovet for at importere energi fra andre lande. USA’s nettoimport af energi er ifølge U.S. Energy Information Agengy (EIA) således faldet fra 30 pct. af forbruget i 2005 til under 20 pct. i dag.

USA’s faldende import af energi, og dermed uafhængighed af importeret olie, har ført til et markant fald i den globale oliepris. Det gør livet svært for olieeksporterende økonomier som Rusland, Saudi Arabien og Venezuela. Omvendt frigiver den manglende afsætning til det amerikanske marked ressourcer til andre markeder, og det er positivt for mange, særligt de store vækstøkonomier som Kina og Indien, der vil udgøre verdensmarkedets primære efterspørgsel på energi de næste 20 år. Ifølge den amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies (CSIS) vil den lave pris på olie dog medføre, at olieproduktionen i USA formentligt ikke vil fortsætte i samme hastige tempo, fordi det skal kunne betale sig at udvinde den dyre skiferolie.

Udviklingen i USA bidrager til den globale energisikkerhed ved at sikre et større energiudbud på markedet. Men samtidig skaber afhængigheden af energiimport fra ustabile lande og regioner (som Rusland og Mellemøsten) fortsat usikkerhed for EU, Japan og Kina.

Import af amerikansk olie og gas kan ikke redde Europa

Ruslands annektering af Krim-halvøen i marts i år har pustet nyt liv i den offentlige debat om europæisk energisikkerhed. Konflikten i Ukraine har udstillet den europæiske sårbarhed over for russiske gasleverancer og giver russerne en række uhensigtsmæssige udenrigspolitiske fordele.

Et spørgsmål, der hyppigt bringes op, er hvorvidt amerikansk eksport af flydende naturgas (LNG) kan afhjælpe den europæiske afhængighed af russisk gas. Lovgivningsmæssige og infrastrukturelle udfordringer betyder dog, at den europæiske appetit på amerikansk LNG ikke vil blive stillet foreløbig.

Eksporten af LNG er for det første begrænset af, at USA må opbygge infrastrukturfaciliteter, før man kan imødekomme den globale efterspørgsel. I praksis skal naturgassen, efter den er blevet pumpet op af undergrunden, transporteres til faciliteter, der kan gøre gassen flydende, før den kan lastes på skibe og sejles jorden rundt. I flere tilfælde er det et spørgsmål om at omforme eksisterende importfaciliteter til eksportfaciliteter – en både dyr og tidskrævende proces.

Dernæst kommer den udfordring, at de asiatiske markeder er villige til at aftage gassen for markant større summer end det europæiske marked, og det er derfor svært at se, hvordan markedskræfterne for alvor skulle kunne føre gassen over Atlanten til Europa. Sagen er, at gas i dag ikke handles på et globalt marked med én prisfastsættelse. I modsætning til olie handles gas regionalt, og priserne på de enkelte markeder varierer betragteligt. I Japan betaler man således næsten fire gange så meget for gassen som i USA, mens man i Europa betaler omtrent 2,5 gange så meget.

LNG-eksporttilladelserne er en tredje, bureaukratisk forhindring, som betyder, at en eksportanmodning skal igennem en længere godkendelsesprocedure i det amerikanske energiministerium, før tilladelsen kan gives – med mindre en frihandelsaftale mellem USA og det givne land har åbnet op for processen. Der er ifølge U.S. Department of Energy (DOE) pr. 21. oktober 2014 givet tilladelse til otte virksomheder, og kun et enkelt projekt er operationelt.

Olieeksporten har heller ikke fri bane til de globale markeder. USA har som følge af skiferolieproduktionens voldsomme hastighed mere råolie, end landet selv kan forbruge. Men et forbud mod at eksportere råolie – en konsekvens af 1970’ernes arabiske olieembargo, som har til hensigt at sikre tilstrækkelig olie på det amerikanske marked – forhindrer på nuværende tidspunkt USA i at sende olien ud af landet. På grund af eksportforbuddet er USA nemlig afholdt fra at eksportere til andre lande end Canada og Mexico.

Eksportforbuddet på råolie tages for øjeblikket op til diskussion af flere kræfter i den amerikanske kongres. På den ene side ønsker Republikanerne at lade markedskræfterne få frit spil, hvilket er i overensstemmelse med ønsket fra olieselskaberne, som vil kunne se frem til anselige indtægter, hvis forbuddet bliver ophævet. På den anden side har Demokraterne øje for den nationale oliepris, som man af hensyn til forbrugerne ønsker at holde så lav som muligt – og derfor er man fra Demokratisk side ikke overbevist om, at man skal ophæve eksportforbuddet. De fleste analyser peger dog på, at ophævelsen af eksportforbuddet ikke vil påvirke den amerikanske oliepris betydeligt. Hvis Republikanerne ved midtvejsvalget den 4. november i næste uge vinder flertal i begge kamre i Kongressen, er det muligt, at en ophævelse af forbuddet kan få politisk opbakning. Men hensynet til det amerikanske hjemmemarkedet vægter højt i amerikansk politik, og det er derfor usikkert, hvorvidt der når det kommer til stykket vil kunne mønstres et flertal for at ophæve eksportforbuddet.

Et overskud af kul

En række lande, heriblandt Danmark, besidder selv skifergas- eller skiferolieressourcer. Indtil videre har det ikke været muligt at påbegynde kommerciel produktion af skifergas i Europa, selvom en række selskaber har foretaget prøveboringer. Den fremtidige effekt af udvindingen af olie og gas fra skiferlag uden for USA er derfor uvis. Hertil kommer, at lande som Kina, hvor store forekomster er identificeret, må foretage grundige geologiske undersøgelser, før testboringer kan sættes i gang.

Teknologien kan nemlig ikke blot overføres fra et land til andet. Det skyldes, at geologiske forhold -fysisk og dermed økonomisk – afgør om udvindingen af skifergas og –olie kan svare sig. Hvis skifergassen eller –olien er for dyr at nå frem til og pumpe op til overfladen, kan det af kommercielle årsager ikke betale sig for energiselskaberne at producere den. Der er derfor formentligt relativt lange udsigter til, at verdensmarkedet vil modtage skifergas og –olie fra andre lande end USA.

Til gengæld kan verdensmarkederne aftage al det kul, den amerikanske økonomi ikke længere selv forbrænder. Den massive omstilling til naturgas i det amerikanske samfund medfører nemlig, at amerikansk produceret kul, som ikke længere forbruges i USA, kan sælges billigt til blandt andre Europa. Det er kedelige nyheder for klimaet på trods af, at den amerikanske omstilling fra kul til gas – set med amerikanske klimabriller – er positiv, fordi naturgas er omkring 50 pct. renere at forbrænde end kul. Selvom det amerikanske samfunds omstilling til naturgas reducerer de amerikanske CO2-udledninger, løser den amerikanske energirevolution næppe verdens klimaproblemer. De globale CO2-udledninger stiger fortsat, og energi vedbliver at være den primære årsag til klimaforandringerne.

Samtidig er både de klima- og miljømæssige konsekvenser af fracking ikke til at komme uden om. I USA kender ingen føderale myndigheder omfanget af de metanudslip, der opstår som følge af læk i energiproduktionen. Det er alvorligt, for selvom metan er en såkaldt kortlivet klimakomponent, der bliver i atmosfæren i kortere tid end CO2, skader metan atmosfæren 20 gange mere end CO2. Ifølge Natural Resources Defense Council har fracking endvidere ført til forurenet drikkevand i en række delstater i USA, og ligesådan er der opstået jordskælv som følge af fracking-processen.

Kampen for at nedsætte de amerikanske drivhusgasudledninger bliver ikke gjort lettere af, at vedvarende energi som følge af den amerikanske energirevolution har fået svære betingelser i konkurrencen med den billige amerikanske naturgas. Præsident Obama har dog siden sommeren 2013 iværksat en række initiativer, som samlet set vil føre til markante reduktioner i de amerikanske udledninger. Lykkes det at nå i mål med implementeringen af blandt andet nye standarder for de amerikanske kraftværkers CO2-udledning, vil det få stor betydning for mulighederne for at opnå en global klimaaftale på COP21 i Paris i december 2015. På nuværende tidspunkt kan reduktionen i de amerikanske drivhusgasudledninger dog primært tilskrives omstillingen til naturgas, snarere end de reguleringer, Obama har iværksat.

Energirevolutionen og dens indenrigspolitiske indflydelse i USA har allerede haft en effekt – den har tvunget resten af verden til at revurdere – og i nogle tilfælde ændre – opfattelsen af de amerikanske interesser. Både virksomheder og regeringer bruger i øjeblikket mange vågne timer på at undersøge, diskutere og forholde sig til den nye energipolitiske virkelighed. Men reelt set ved ingen, hvilken betydning den amerikanske energirevolution vil få på globalt plan. ■

Anna Louise Højbjerg Henrichsen (f.1985) er cand.scient.pol og arbejder i dag hos Danfoss. Hun har tidligere været klima- og energirådgiver på den danske ambassade i Washington, DC. ILLUSTRATION: Fracking i North Dakota [foto: Joshua Doubek]