09.11.2014

Et splittet Brasilien gik til valg søndag d. 26. oktober. Landet har gennemgået store forandringer siden 2003, og i det netop overståede præsidentvalg har brasilianerne stemt på den, de mente ville være den bedste kandidat til at fortsætte denne udvikling. De valgte den siddende præsident, Dilma Rousseff [foto], hvis parti, PT, har siddet ved magten i snart 12 år, og nu kan lægge yderligere fire til. Men det var en snæver sejr, og Brasilien er delt. Efter valget har Rousseff udtrykt behov for at samle nationen og vilje til at være mere dialogsøgende end tidligere i forhold til samfundets grupper i bred forstand. Hun lover at gøre det endnu bedre i sin kommende embedsperiode – både i forhold til nødvendige politiske reformer og i forhold til økonomien, der i øjeblikket er i recession.


Denne artikel blev inden udgivelsen sendt til køberne af bogen „Verdens Magter‟ – læs mere om bogen her

Af Marie Kolling og Steen Fryba Christensen

Valgkampen i Brasilien har været dramatisk og langt mere uforudsigelig end ved
de foregående valg. Der var spænding lige til det sidste, om hvem der ville vinde.
Da valgkampen blev skudt i gang havde brasilianerne hele 11 præsidentkandidater
at stemme på, men kun tre havde reelt en chance for at vinde. Udover den
siddende præsident var det Eduardo Campos (PSB), og Aécio Neves (PSDB) hvis
parti havde regeringsmagten inden PT kom magten i 2003. I månederne op til
valget, så det ud til at Dilma Rouseff stod til en sikker valgsejr, om end hun ikke
var spået at kunne opnå over halvdelen af stemmerne i første runde og dermed
måtte ud i en anden valgrunde. Men kort inde i valgkampen omkom Eduardo
Campos i en tragisk flyulykke. Han blev afløst af PSB’s vice-præsidentkandidat,
Marina Silva, som er forhenværende miljøminister for partiet PT. Hun havde
tidligere på året forsøgt at oprette sit eget parti, men det blev ikke godkendt, og
hun blev i stedet optaget i PSB. Ved Marinas indtræden i valgkampen ændrede
spillet sig fuldstændigt. Med Marina Silva i spidsen for PSB overhalede de Aécio
Neves i meningsmålingerne, og på et tidspunkt stod hun til at kunne vinde hele
præsidentvalget. Målingerne ramte dog noget ved siden af. Marina Silva fik ikke
nok stemmer til at gå videre – hun endte på 21 pct., næsten det samme resultat
som sidste gang hun stillede op til præsidentvalget. Aécio Neves, som var spået 24
pct. af stemmerne, opnåede i alt 33 pct. Marina Silva valgte derefter at støtte op
om Aécio Neves’ kandidatur – om end med nogle forbehold. At den siddende
præsident, Dilma Rouseff, skulle op i mod Aécio Neves, i anden valgrunde, var
ikke hvad meningsmålingerne havde spået. Neves startede ud med et forspring i
målingerne, men efterhånden som valgkampen skred frem begyndte tallene at
udligne sig. Og i sidste uge begyndte Rousseff at føre med 53 pct. mod 47 pct. til
Neves. Meningsmålingerne i Brasilien viste ikke kun, hvem vælgerne ville sætte
deres kryds ved, men også hvem de ikke ville stemme på – her var det tydeligt, at
flertallet hellere ville stemme mod Neves end mod Rousseff, desuden syntes flere,
at Rousseff havde klaret sig bedre i valgkampen end hendes mandlige
modkandidat. Rousseff endte med at få en snæver sejr med lidt over 51 pct. af
stemmerne, mod de lidt over 48 pct. til Neves.

Hendes parti vandt 15 stater, hvor Neves parti vandt i 11 stater, samt det
Føderale Distrikt. Rousseff vandt overraskende over Neves i Minas Gerais. Det er
begge deres hjemstat, og her var Neves guvernør fra 2002-2010. Han havde slået
på i valgkampen, at han ville gøre det lige så godt som præsident som da han var
guvernør. Minas Gearis er Brasiliens næststørste stat, og sejren i denne stat samt i
Nord- og Nordøstbrasilien var afgørende for den snævre valgsejr til Rousseff og
PT.

Et splittet Brasilien
Der har været en meget markant opdeling af stemmerne under dette valg
tenderende til en polarisering mellem støtterne til henholdsvis det
venstreorienterede PT og det højreorienterede brasilianske socialdemokratiske
parti, PSDB. Brasilien er inddelt i fem regioner, og det var overvejende
befolkningen i nord og nordøst, som er de fattigste egne af Brasilien, der stemte
på PT, hvor imod vest, som har en stærk landbrugssektor, og syd og sydøst, hvor
industrien er stærk, stemte på PSDB. Rousseffs valgsejr i staten Minas Gerais går
imod den generelle tendens, fordi den er blandt de mest velhavende stater i
Brasilien og hører til den sydøstlige region.

Udover denne regionale forskel på stemmefordelingen var der også en
klassemæssig forskel. PT og Rousseff hentede primært sine stemmer hos de fattige
og den lavere middelklasse, hvor PSDB og Neves høstede stemmer hos den
velstillede middelklasse og overklassen. Neves vandt i de fleste store byer, hvor
Rousseff sejrede i de mindre byer. Kigger man nærmere på stemmefordelingen i
storbyerne, kan man se, at i fx São Paulo, som overvejende stemte PSDB, blev der
her stemt på PT i de fattige udkantsområder af byen, og omvendt blev der i
Brasiliens tredje største by Salvador da Bahia overvejende stemt på PT – dog ikke
i de velhavende bydele.

En så markant regional og klassemæssig opdeling af stemmerne, så man
ikke for PT ved deres første valgsejr i 2002, men det er blevet mere og mere
tydligt ved valgene i 2006 og 2010, og nu helt udtalt her i 2014. Det hænger
sammen med PT’s profil som folkets parti, der kæmper for de fattige. PSDB har
derimod et image som et erhvervsvenligt parti, som med løfter om lavere skatter
for de velstillede, appeller mere til højindkomstvælgere, der er optagede af
finanspolitik. De vælgere der ønskede en fortsat stærk social politisk linje har ikke
stolet på, at Neves ville videreføre PT’s fokus på at reducere ulighed. Det var nok
heller ikke uden grund, hvilket vi vender tilbage til.

Valgdeltagelsen
I Brasilien er det obligatorisk at stemme, og hvis folk ikke kan fremvise
dokumentation for, hvorfor ikke de har stemt, så har det konsekvenser. Blandt
andet kan de ikke få udstedt eller fornyet deres pas, og offentligt ansatte kan
risikere ikke at få udbetalt deres løn, hvis de udebliver på valgdagen. Alligevel
stemte 20 pct. af de stemmepligtige vælgere ikke eller stemte blankt i første runde.
Mange af de blanke stemmer var proteststemmer, men der var overraskende nok
færre blanke stemmer end ved tidligere valg. Det tyder på, at valget blev taget
meget alvorligt – og på at der er en udbredt følelse i befolkningen af, at det var et
valg mellem to meget forskellige projekter for Brasilien.

Præsidentkandidaternes forskellige politiske projekter
Der var en del fællestræk i PT og PSDB valgprogrammer, og begge partier lovede
at føre en ansvarlig finanspolitik, takle inflationen og få gang i væksten igen. Men
kigger man nærmere på partiernes politik i forhold til deres økonomiske linje,
socialpolitikken og udenrigspolitikken er der også markante forskelle. Neves talte
endog om at „befri‟ Brasilien fra PT’s styre.

Der er eksempelvis forskel på PTs og PSDBs økonomiske linje, når det
gælder statens rolle i økonomien. Her er PSDB meget frimarkedsorienteret og
eksempelvis meget kritisk over for offentlige banker, som har været centrale for
PT’s tilgang til den økonomiske politik. Et debatemne i valgkampen var også
centralbankens status, hvor PSDB mener at den skal have autonomi.
Brasilien er Latinamerikas største økonomi. Landet har gennemgået et
enormt økonomisk opsving de sidste ti år og er i dag en af verdens vigtige
vækstøkonomier. PT har stået i spidsen for Brasilien under dette store
økonomiske opsving – samtidig med at de har forbedret forholdene for de fattige.
Og det er ikke kun de fattige, der har fået det lidt bedre – de rige er også blevet
rigere. Der er rekordlav arbejdsløshed, og det har der været længe. Men de sidste
par år har væksten også været lav, og nu er den helt gået i stå. Samtidig stiger
inflationen, og den udvikling lovede Rousseff under valgkampen, at hun vil rette
op på. Blandt andet lovede hun at udskifte sin finansminister ved genvalg.
Rousseff slog også på, at der skal afbureaukratiseres, og hun lovede nye tiltag for
at gøre Brasilien endnu mere konkurrencedygtig. Samtidig vil hun foretage nye
investeringer i infrastrukturforbedringer.

Det har været PT’s mål at reducere uligheden med en ambitiøs social
politik. Selvom de to partier i valgkampen har bakket op om en ambitiøs
socialpolitik, så opfattes PSDB af mange i de lavere klasser som mindre troværdig,
hvilket afspejles i vælgernes stemmemønster. Det var nok ikke uden grund. PSDB
slog mere på at love ikke at ændre i den nuværende socialpolitik, fremfor at
fremlægge en selvstændig strategi for at løfte familier ud af fattigdom – som PT
har formået – og videreudvikle og udvide sociale ydelser og rettigheder.
PT er kendt for at have mere end halveret den ekstreme fattigdom i
Brasilien, der nu er nede på 3,6 pct. I partiets regeringsperiode er 40 mio.
brasilianere løftet ud af fattigdom og ind i den lavere middelklasse. Da PTregeringen
tiltrådte tilbage i 2003 indførte den som noget af det første ”Nul Sult”
programmet. Regeringen har også indført bedre pensionsordninger for de fattige,
der i det hele taget har fået flere penge mellem hænderne på grund af sociale
programmer som Bolsa Família, hvor fattige familier modtager en månedlig ydelse
på et beløb svarende til mellem 170 og 300 kroner, alt efter hvor mange børn de
har. Til gengæld skal familierne dokumentere, at børnene går i skole. Dette
program er i dag en model for fattigdomsreducering for regeringer verden over.

Det er også blevet muligt for fattige at oprette en konto i de offentlige banker, og
adgang til kredit i offentlige banker er også blevet lettere. Andre initiativer, der gør
en forskel i de fattiges hverdag er sket på sundhedsområdet, hvor tiltag har
nedbragt børnedødeligheden, som er et ud af de fem 2015-mål, som Brasilien har
nået. Selvom det offentlige sundhedsvæsen stadig har store fejl og mangler, så er
det blevet udvidet og forbedret fx i form af ”Flere læger”-programmet, som har
nedbragt lægemanglen i udkantsområder. På uddannelsesområdet har PT øget
antallet af offentlige universiteter og tekniske skoler, udvidet optaget på de
videregående uddannelser og differentieret optaget via kvoter på de offentlige
universiteter, som er blandt de bedste universiteter i Brasilien, så fattige
brasilianere nu kan komme ind. Antallet af voksne der ikke kan læse og skrive er
bagt ned med en målrettet indsats med gratis voksenundervisning. PT har afsat
flere penge til sundhed og uddannelse blandt andet fra indtægterne fra nyfundne
olieforekomster ud for Rio de Janeiros kyst. PT er en regering der har prioriteret
forholdene for de fattige, og det er det blevet belønnet af de vælgerne, der har
nydt godt af disse forbedringer – og som ikke har haft lyst til at miste, det de har
opnået. Derudover må det tilføjes, at Nord- og Nordøstbrasilien hvor PT fik flest
stemmer, er de to regioner der har oplevet den største forandring i PTs
regeringstid i form af vækst og øget velstand. Dermed er det ikke kun et
spørgsmål om at PT prioritere de fattige men også ’udkantsområderne’. Samtidig
er det ikke alle brasilianere, der er enige i den samfundsmodel PT står for, hverken
partiets social politiske eller økonomiske linje, og for uden den nuværende
økonomiske recession, er det noget af det PT er blevet straffet for til dette
præsidentvalg.

På det udenrigspolitiske område adskiller de PT og PSDB sig også fra
hinanden, idet at de har to forskellige syn på Brasiliens ”plads i verden”. Det var
ikke et tema i valgkampen, men der er store forskelle på den siddende regerings
orientering i den udenrigspolitiske-linje både i forhold til PSDB og PSB. PTregeringen
prioriterer i vidt omfang samarbejde og tætte relationer til den
latinamerikanske region, samt til udviklingslandene generelt – herunder i særlig
grad de store udviklingslande Kina, Indien og Sydafrika. Derimod er de to andre
partier i langt højere grad orienteret mod USA og Europa. Under Rousseffs
embedsperiode er samarbejdet blandt BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien,
Kina og Sydafrika) blevet styrket, og overordnet set arbejder BRIKSsammenslutningen
mod en mere multipolær verdensorden og mere indflydelse for
udviklingslande i internationale institutioner som Verdensbanken og FN’s
Sikkerhedsråd, hvor Brasilien forsøger at opnå en permanent plads. I PT’s
regeringstid har Brasilien også markeret sig mere på den internationale scene i
forhold til konfliktmægling og deltagelse i fredsbevarende operationer. PTs
projekt om at Brasilien skal have en mere prominent rolle på den globale scene,
øge Syd-Syd samarbedet og fungere som en regional stormagt, forventer vi vil
forsætte.

Dominerede temaer i valgkampen
Foruden økonomien har korruption været et stort tema undervalgkampen.
Brasilien oplever i øjeblikket endnu en kæmpe korruptionsskandale, der denne
gang involverer det statskontrollerede olieselskab, Petrobras, og politikere fra
adskillige partier – inklusiv PT. Petrobras-korruptionsskandalen fyldte meget i
PSDB’s kampagne i et forsøg på at underminere PT’s image. Det blev støttet af
flere højreorienterede medier som ugemagasinet Veja, der hævde at Rousseff og
den tidligere præsident Lula kendte til skandalen. PT har også har været involveret
i en anden omfattende korruptionsskandale, den såkaldte ”Mensalão”-sag. Sagen
omhandlede store månedlige betalinger til medlemmer af kongressen for at støtte
PT’s lovforslag og omfattende også ledere i erhvervslivet, der blandt andet havde
hjulpet med at hvidvaske pengene. Optrævlingen af endnu en kæmpe
korruptionsskandale i PTs regeringstid kom selvsagt meget ubelejligt for PT, men
PSDB kan heller ikke sige sig fri fra anklager om korruption i deres regeringstid
og heller ikke Aécio Neves selv, da han var guvernør i delstaten Minas Gerais. De
gensidige anklager om korruption blev anledning til en del mudderkast i
valgkampen.

Til Rousseffs fordel, så har hun i sin embedsperiode haft en
nultoleranceretorik over for korruption, og der har også været handling bag
ordene. Hun har skærpet straffen for politikere og embedsfolk i korruptionssager,
og hun fyrede hele syv ministre i de første to år af hendes embedsperiode, på
grund af anklager om korruption. Rousseff lovede i valgkampen, at hun vil
komme med yderligere tiltag for at skabe mere gennemsigtighed i brasiliansk
politik og gennemføre de politiske reformer, som demonstranterne kaldte på
sidste år under de største protester i Brasiliens historie. Det har muligvis været en
forsonende faktor over for de PT-vælgere, der blev skuffet over afsløringerne af
endnu en omfattende korruptionsskandale – om end det blot bekræftede dem i,
hvad de hævdede under demonstrationerne: at problemet ligger i det politiske
system. Ingen regeringspartier kan sige sig fri af anklager om korruption og
magtmisbrug, og derfor skal hele systemet ændres og ikke blot de siddende
politikere.

Udover korruption var centrale temaer i valgkampen landets energipolitik,
offentlige pensionsordninger, samt homoseksuelles rettigheder, som Marina Silva
bl.a. faldt på. Silva trak støtten til ægteskaber mellem samme køn tilbage, for så at
genindføre den i hendes partiprogram, og sagde at det var en fejl at den ”røg ud”
af programmet. Men skaden var sket, og pressen fokuserede efterfølgende på
hendes standpunkter i forhold til homoseksuelle samt abort. Der blevet gravet i
hendes udmeldinger på disse områder, også under tidligere valgkampe, og det
udstillede en inkonsistens og tydeliggjorde Silvas højre-religiøse profil, hvilket hun
tabte stemmer på. Nogle af de vælgere der støttede Marina Silva, deltog i eller
støttede op om demonstrationerne sidste år. Hun forsøgte at lancere en ny måde
at lave politik på, som de havde efterlyst. Med udfaldet af valget har befolkningen
måske vist, at de helst vil det velkendte frem for det nye og ukendte, som Marina
Silva repræsenterede. PT’s politik kender de, og Aécio Neves og PSDBs måde at
lave politik på, må siges at være ”business as usual”.

En fragmenteret kongres
De brasilianske vælgere har ikke kun stemt på en præsidentkandidat ved dette
valg. De har også stemt på guvernørerne til delstaterne og på medlemmer til
senatet og kongressen. Resultatet for stemmerne til kongresmedlemmerne er, at
kongressen nu er blevet endnu mere fragmenteret, end den allerede var i forvejen
– antallet af partier er steget fra 22 til 28. Fordelingen af partierne på det politiske
spektrum er således, at der er flere partier til højre end til venstre for midten.
PSDB gik ti mandater frem, hvor imod PT gik 18 mandater tilbage. PT er dog
stadig det parti, der har flest medlemmer i kongressen. Svækkelsen af regeringen i
kongressen kan betyde, at det fremadrettet bliver endnu mere kompliceret for
PT’s mindretalsregering, at få gennemført sin politik.

I det hele taget forestår der et stort arbejde for den genvalgte præsident i
forhold til at få samlet landet omkring fælles målsætninger i en situation, hvor
præsidentvalget skabte et indtryk af en voksende polarisering og afstand mellem
de to førende lejre i brasiliansk politik. Desuden har de sociale protester i Brasilien
i 2013 tydeliggjort store forventninger til statens sikring af forbedringer i det
offentlige uddannelses- og sundhedssystem samt den store afstand mellem
politikere og borgere. Den sidste problemstilling ønsker Rousseff at løse ved en
folkeafstemning om en reform af det politiske system – en reform hun også
plæderede for, da de sociale protester var på deres højeste i juni 2013, men som
det ikke er lykkedes hende at gennemføre på grund af modstand fra det politiske
system selv. Den er heller ikke blev positivt modtaget af hendes politiske
opponenter denne gang.

Fremtidige udfordringer
Dilma Rousseff tiltræder officielt den 1. januar 2015 til fire år mere som landets
præsident. Her skal hun takle mange store udfordringer så som at få skabt endnu
et økonomisk opsving. På grund af den svage økonomiske recession ser det ud til,
at regeringen ikke vil kunne indfri sit mål for det primære overskud på
statsbudgettet. Det er en udfordring for regeringen på den ene side at skulle
stramme budgettet for at arbejde i retning af dens målsætning, og på den anden
side at skulle indfri forventningerne til socialpolitikken og de offentlige
investeringer i infrastruktur. Disse forskelligrettede målsætninger gør det tydeligt,
at regeringen står over for en situation, hvor det kan være svært at få skabt ny
økonomisk vækst. En svækkelse af den nationale valuta Real’en kunne i den
sammenhæg være med til at sikre større international konkurrenceevne for
Brasilien, men samtidig ville det presse på inflationen, der allerede nu anses som et
problem, der er med til at svække reallønnen i økonomien. Kort sagt bliver det en
meget svær balancegang, hvis det skal lykkes at skabe ny økonomisk vækst. PT’s
unge, venstreorienterede vælgere vil uden tvivl holde Rousseff op på de løfter,
hun har givet på det sociale område foruden løfterne om at udvide sociale ydelser
og rettigheder, mindske korruption, den lange liste af reformer – osv. Der bliver
nok at tage fat på. Mange af disse reformer går desuden stik imod mere
højreorienterede og konservative kræfter i Brasiliansk politik, at der formåedes at
vil forsøge at spænde ben for flere af disse tiltag. De er heller ikke populærere hos
deres vælgere, og deres ønsker om lavere skatter og en slankere offentlig sektor er
der ikke lagt op til, så projektet om at samle nationen bliver noget af en
udfordring. Desuden er det muligt, at der venter hende et stormvejr, når de
omfattende korruptionsanklager i Petrobras-sagen bliver optrævlet, alt efter hvor
meget eller lidt vi har set af isbjerget indtil nu. ■

Marie Kolling (f. 1981), ph.d.-stipendiat ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet. Hendes forskningsprojekt handler om slummodernisering, genhusningsprogrammer og social forandring i Brasilien. Hun har forsket, studeret og arbejdet flere steder i Brasilien i en årrække, og hun har som ekspert på området optrådt i den danske presse. Steen Fryba Christensen (f. 1963), lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet. Steen har udgivet flere forskningsartikler og bogkapitler om brasilianske forhold, særligt inden for Brasiliens udvikling og internationale relationer. ILLUSTRATION: Officielt kampagnefoto