16.06.2014

Denne artikel er fra RÆSON16 december 2013 samt bogen „I krig og tvivl‟ (2013)

Mens Irak står på tærsklen til en voldsspiral, der truer med at splitte landets langs etnisk-sekteriske frontlinjer, indleder landets premierminister, Nouri al-Maliki, et samarbejde med USA’s præsident, Obama. Efter to års anstrengt forhold er de to statsledere nemlig tvunget til at konfrontere et fælles sikkerhedsdilemma: al-Qaedas stigende indflydelse i Mellemøsten.

af Hetav Rojan

To år efter at det sidste hold amerikanske tropper forlod irakisk jord i december 2011, er der stadig stor afstand mellem USA’s og Iraks sikkerhedspolitiske interesser i et betændt Mellemøsten, der slår stadig flere sprækker som konsekvens af konflikten i Syrien. Truslen fra al-Qaeda har dog længe været et fælles anliggende for de to lande, hvorfor Maliki brugte sit seneste besøg (1/11 2013) i Washington på at appellere for et ”dybere sikkerhedssamarbejde mellem USA og Irak for at bekrige terrorisme og konfrontere bredere regionale sikkerhedsspørgsmål”, som Maliki kort for mødet skrev i en kronik i New York Times (31/10).

Al-Qaeda slår nemlig rødder dybt ind i Irak. Fra Syrien er den militant-religiøse bevægelse sivet ind igennem den porøse syrisk-irakiske grænse og har nu sat sig tungt på Iraks vestlige provinser, al-Anbar og Ninawa, der grænser op til Syrien. Populært kaldet ’Iraks vilde vesten’ har de to provinser været præget af lovløshed, siden koalitionstropperne forlod Irak i 2011. Det skabte et magtvakuum senere udfyldt af den velorganiserede al-Qaeda-milits Islamic State of Iraq and al-Sham (ISIS), der særligt er kendt for sine kamphandlinger i Syrien. Irak og USA har derfor brug for at genoplive et støvet og henlagt strategisk samarbejde.

En svær alliance
Men Malikis blakkede ry i den amerikanske kongres’ korridorer betyder, at han og Obama er hav-net i en ømtålelig situation. De to statsledere indgik en dubiøs alliance efter de amerikanske troppers tilbagetrækning, der beroede på Obamas symbolske opbakning til Maliki, som USA selv var med til at installere som premierminister efter Saddams fald. Fra amerikansk side var hensigten at luge ud i Saddams sunnimuslimske Baathparti, der havde domineret Irak siden 1968, og dermed styrke den længe undertrykte shiadominerede opposition. En overgangsregering med Malikis al-Dawa-parti i spidsen blev etableret, og Iraks shiitter så sig igen inkluderet i irakisk politik efter årtiers pariastatus.

Efter den amerikanske exit i december 2011, som Maliki flittigt havde advokeret for, roste Obama i en tale både Maliki og hans parti for at udgøre ”Iraks hidtil mest inklusive regering”. Men da Obamas rosende ord først havde sikret hans politiske legitimitet, vendte Maliki sig gradvist bort fra USA og styrkede sine bånd med Iran. Til Washingtons vrede har han flere gange talt om de „stærke broderlige bånd mellem Teheran og Baghdad“.

Særligt de seneste to år har Malikis shiaorienterede regering konsolideret sig i Baghdad og etableret en stærk vælgerbase i Iraks sydlige provinser fra Karbala til Basra, som deler grænse med Iran. Dette får den sunniledede fløj af oppositionen til at sætte spørgsmålstegn ved shiitternes loyalitet over for Irak som enhedsstat. Politiske observatører peger på, at udviklingen af en bred shiitisk politisk konsolidering i landet er sket på bekostning af de sunniledede oppositionspartier, som er blevet marginaliseret. En rapport fra International Crisis Group skrev således om Iraks indenrigspolitiske situation i august, at „spørgsmålet vedrørende sunniarabisk deltagelse i Iraks politiske system har siden starten plaget overgangen (fra Saddam Hussein), og situationen er akut og eksplosiv som aldrig før“.

Det vækker bekymring i Republikanske kredse i USA, hvilket for nylig kom til udtryk i en kronik i New York Times (29/10). Medunderskriverne talte fremtrædende senatorer, blandt andre John McCain og Carl Levin, der tordnede imod Malikis håndtering af landet og udnævnte ham som skyldig i den politiske paralyse, Irak befinder sig i. De amerikanske senatorer er ikke alene om deres kritik. Obama-administrationens embedsmænd har flere gange luftet stærke bekymringer om Malikis marginalisering af sunnioppositionen – og set den som et udtryk for, at Iran har en fod i døren ind til irakisk politik og yder stærk indflydelse på sikkerhedspolitiske beslutninger.

Løfter man blikket til det regionale politiske landskab, nyder Maliki indflydelse på områder, der er centrale for USA’s sikkerhedspolitiske årvågenhed i Mellemøsten. Særligt er amerikanerne opmærksomme på det gode forhold mellem Maliki og det iranske styre. Hvis han formår at anvende en pragmatisk politisk taktik, kan det amerikanske og det iranske kort, Maliki har på hånden, tjene ham i den videre politiske karriere. Det er særlig aktuelt, i lyset af at Irak skal afholde parlamentsvalg i 2014.

Politiske analytikere har peget på, at Maliki (1/11) gæstede Washington som mere end Iraks siddende premierminister – han er også kandidat til en tredje embedsperiode på samme post. For at opnå politisk opbakning før valget gør Maliki ihærdige forsøg på at finde en regional rolle, som Irak kan udfylde – og dermed udgøre en attraktiv sikkerhedspartner for USA i Mellemøsten. Og han har været succesfuld i sine bestræbelser på at lade irakisk sikkerhedspolitik influere Washingtons beslutninger om den videre strategiske kurs i regionen.

Al-Qaeda-truslen og de eskalerende sekteriske spændinger udgør den mest centrale proble-matik, hvor USA og Irak kan drage nytte af et fælles fodslag. Men Malikis gode forhold til Teheran gør ham selvskrevet til en mulig mæglerrolle i det rapprochement, der finder sted mellem Iran og P5+1 (FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland).

Rollen som diplomatisk unikum finder sin begrundelse i Malikis politiske fortid. Som shii-tisk eksilpolitiker under Saddams sunniorienterede Baathstyre fik han asyl i både Iran og Syrien. Hans politiske netværk udvidede sig i shiapolitiserede miljøer til nøglepersoner, der i dag bestrider magtfulde poster i det iranske styre. Under Maliki har Irak indgået en sikkerhedsstrategisk samarbejdsaftale med Iran (under den daværende iranske præsident Ahmadinejad i 2010), og der er fundet adskillige diplomatiske besøg sted mellem de to nabolande.

At Maliki bliver modtaget med rød løber i både Teheran og Washington, placerer ham i en særdeles privilegeret position. Det beviste han i juli måned i år, da han overbragte den amerikanske ambassadør i Baghdad nyheden om, at Iran var klar til at forhandle med USA vedrørende sanktioner og uranberigelse – sådan som det skete under verdenspressens skarpe bevågenhed på Hotel Continental i Genève. Maliki lagde i sin officielle udtalelse vægt på, at budskabet kom fra „fortrolige kilder“ i ayatollah Khameneis inderkreds, og var ikke tilbageholdende med at fremhæve Iraks rolle som potentiel mægler mellem de to lande.

En anden arena, hvor Maliki med sine Washington-Teheran-forbindelser har mulighed for at profilere sig som den uundværlige diplomat og dermed løfte sin politiske legitimitet i regionen, er Syrien. Baghdad har fået rollen som et tredje hjul i det veletablerede partnerskab mellem Iran og Assad. Så sent som i februar i år gav regeringen i Baghdad grønt lys til en foreslået plan om at lade en naturgasledning fra Iran til Syrien skære tværs igennem Irak. Dét kan sikre en konstant energiforsyning til regeringen i Damaskus. Assadstyret, der er mål for utallige sanktioner og handels-embargoer fra verdenssamfundet, udsendte en tak til både Iran og Irak for det strategiske partnerskab, hvilket understregede Malikis strategiske nøgleposition i regionen. Fra et geografisk aspekt er Teheran afhængig af Baghdads velsignelse for at fragte forsyninger til Assad, hvad enten det gælder via luftrum eller landjord.

Det tvinger USA til at overveje, om Malikis exceptionelle rolle i Syrien-Iran-forholdet kan være med til at løse den gordiske knude, syrienforhandlingerne i Genève nu sidder fast i.

Sekterismen i Irak og Syrien

I Irak følger kampen mellem de to politiserede religiøse identiteter – sunni og shia – de samme brudlinjer som i nabolandet Syrien. Der foregår et verserende interessespil, hvor regionens rivaliserende stormagter har stor succes med at mobilisere opbakning på baggrund af de sekteriske politiske identiteter.

Shiastyret i Iran med ayatollah Khamenei og præsident Rouhani i spidsen søger indflydelse på de syriske slagmarker, da de gerne ser den syriske præsident, Assad, forblive på posten. Ifølge bladet The New Yorker flyver iranske fragtfly rutinemæssigt våben, artilleri og officerer fra den iranske al-Quds-milits igennem irakisk luftrum til deres allierede Assad i Damaskus (september 2013).

Denne proxykrig, hvis frontlinjer står skarpest i Syrien, har siden 2011 trukket dybe spor direkte ind i Irak, hvor landets egne sikkerhedsstyrker trods både massiv tilstedeværelse og hårdhændet taktik ikke har formået at holde ISIS i skak. Magtforholdet blev slået fast i sommer, da ISIS og andre al-Qaeda-sympatisører indledte en befrielsesaktion mod Abu Ghraib-fængslet i et forsøg på at sætte hundredvis af fængslede al-Qaeda-soldater på fri fod. Efter en række koordinerede bil-bomber og intense ildkampe, en taktik, som har vist sig at være ISIS’ trademark, var der hul i fængslets ydermure. Fangeflugten sikrede nye kræfter til den allerede stærke milits og tjente et signalpolitisk mål: at vise sikkerhedsstyrkerne, hvad al-Qaeda kan udrette blot få kilometer fra Baghdads bygrænse.

I provinserne al-Anbar og Ninawa har organisationen etableret træningslejre og sprængstof-fabrikker, som nu fungerer som logistisk livline direkte ind til de syriske frontlinjer, hvor intense kampe mellem Assads styrker, den amerikanskstøttede Frie Syriske Hær (FSA) samt forskellige al-Qaeda-grupper som ISIS og Jabhat al-Nusra finder sted.

ISIS retter primært sine angreb mod shiitter og mod sikkerhedsstyrkernes checkpoints. De sporadiske, men nøje koordinerede angreb bærer præg af en hidtil uset professionalisme og skræmmer den shiitiske del af befolkningen. I september dokumenterede flere nyhedskilder, at Malikis regering havde i sinde at oprette en speciel division af shiamilitser i Baghdad, der skulle være uafhængig af statens egne sikkerhedsstyrker for dermed at sikre Baghdads majoritet af shiitter fra ISIS. Idéen er mildt sagt risikabel, da den indbefatter remobiliseringen af shiamilitser som Meh-dihæren, der deltog aktivt i ildkamp mod koalitionstropper i 2006-2008. Sådanne shia-militser er efter sigende allerede aktive i provinserne tæt på ISIS’ territorier i al-Anbar. Malikis beslutning udstiller derfor Baghdads desperation i konfrontationen mod de velorganiserede al-Qaeda-krigere.

At både den irakiske og den amerikanske regering bliver tiltagende desperate i takt med al-Qaedas gradvise nedbrydning af den syrisk-irakiske grænse, kan forklare den forholdsmæssige ro, hvormed Baghdad og Washington modtog selvstændighedserklæringen fra kurderne i Nordsyrien. Siden 2011 har den kurdiske gruppe Democratic Union Party (med det kurdiske akronym PYD) kæmpet mod ISIS og Jabhat al-Nusra for at forsvare de kurdiskbefolkede byer i Nordøstsyrien, der grænser op til ’Kurdistan Regional Government’ i Nordirak. Gruppen udgør et effektivt bolværk mod en spredning af al-Qaeda over grænsen til kurdernes selvstyreområde i Nordirak, der er en energi-politisk bastion for USA og Europa. Fra de kurdiske oliefelter flyder millioner af tønder olie igennem Tyrkiet til Europa, en produktion og infrastruktur, hvis fremtidige stabilitet og sikkerhed ligger både Maliki og Obama stærkt på sinde.

Der er med andre ord en lang liste af områder, hvor Obama har brug for Maliki. Men kritiske røster beskylder Maliki for at være på en personlig mission snarere end at have Iraks og USA’s sikkerhed på dagsordenen.

Malikis udfordringer

Internt i landet har sunnioppositionspartier længe kritiseret regeringen for at marginalisere dem. I forbindelse med Malikis washingtonbesøg i november flød sunniorienterede partiers nyhedsmedier over med beskyldninger om, at Maliki ihærdigt vinkler al-Qaeda-problematikken til sin egen politiske fordel ved at drage fokus væk fra mere presserende emner i irakisk indenrigspolitik. Oppositionspartierne beskylder regeringen for at have udelukket dem fra politisk indflydelse ved at mobilisere sine politiske samarbejdspartnere på baggrund af en sekterisk populistisk retorik, der har skabt en skyttegravskrig mellem landets sunni- og shiapartier. Det har vist sig at være en frugtbar taktik for Malikis al-Dawa-parti at mobilisere vælgere på baggrund af den binære ’os imod dem-retorik’, fordi størstedelen af Iraks befolkning er shiitter. Omkostningen er en ekskluderende og elitær poli-tisk kultur, lyder kritikken fra FN og Human Rights Watch.

Sidste år førte kritikken til, at Iraks kurdiske præsident, Jalal Talabani, forsøgte at samle et mistillidsvotum imod premierministeren. En politisk manøvre, der slog fejl i sidste øjeblik – på grund af en dybt fragmenteret opposition, hvis interne skillelinjer er lige så dybe som fronten mod Malikis regeringsparti. De kurdiske partier beskyldes således af både sunni- og shiapartier for at være separatistiske og søge løsrivelse fra resten af den arabiske republik. Maliki svarede igen med at beordre razziaer mod alle oppositionspartiers partikontorer, som var han blevet udsat for et statskup.

I lande med en stærk demokratisk tradition er parlamentsvalg borgernes mulighed for at straffe en dårlig ledelse og lade et alternativ erstatte den. Men Iraks borgere står i 2014 over for et uigennemsigtigt og snævert valg. Få kandidater kan mønstre tilstrækkeligt med personlige stemmer – dels på grund af parlamentets høje spærregrænse, dels fordi der bruges ’lukkede lister’, som giver partitoppen mere magt til at vælge, hvilke partikandidaterne der får tildelt et sæde.

Indenrigspolitisk bruger Maliki sit besøg i Washington i november som bevis på sin alliance med Obama. Det gør ham noget nær uerstattelig i irakisk politik, hvad hans andre samarbejdspartnere er dybt bevidste om. For det er et risikabelt foretagende at spille højdiplomatisk kispus i Mellemøsten. At rumme et sikkerhedssamarbejde med USA og samtidig bevare diplomatiske relationer med Iran – det er at balancere på en knivsæg. De kommende måneder op til valget i 2014 vil vise, om Maliki evner det. Indtil da er Malikis udfordringer også Obamas udfordringer, så længe al-Qaeda vinder fodfæste i Mellemøsten, og konflikten i Syrien fortsætter.

Hans politiske og taktiske manøvrer i nabolandet Syrien røber noget om Malikis ønsker for regionens nære fremtid. De centrale temaer for ham er Syriens stabilitet og Iraks enhed. Assadstyrets overlevelse i Syrien er en høj prioritet for Iran, der herigennem vil bibeholde sin livline til Hizbollah i Libanon. Dette er stærkt foreneligt med den irakiske premierministers erklærede mål om at bekæmpe al-Qaeda, som i Syrien kæmper indædt mod Assads tropper – med stor succes. Det har ledt Maliki til at føre to modsatrettede politiske strategier, siden Syrienkonflikten tog sin begyndelse i 2011: offentligt en forsonende linje – men med et lyssky og realpolitisk modstykke.

Offentligt har Maliki og regeringspartiet, al-Dawa, således erklæret deres ønske om en dia-log mellem Assad og Den Frie Syriske Hær (FSA) og slået fast, at en politisk løsning med fokus på magtdelingsaftaler mellem de krigende parter er den eneste levedygtige løsning. Dermed vil Maliki bibeholde Assad og hans styrker som bolværk mod bredere dominans af den sunnidominerede op-position i landet (herunder et eventuelt sikkerhedsmæssigt pres fra sunnimilitser som ISIS og Jabhat al-Nusra-fronten). Men historier om det irakiske lederskabs mere lyssky midler til at sikre Assads overlevelse har floreret i vestlige såvel som mellemøstlige medier. Som nævnt har Irak stiltiende accepteret, at iranske fly har fløjet militær støtte gennem irakisk luftrum, og en rapport fra European Council on Foreign Relations (13/6 2013) dokumenterede i sommer, at brændstofsmugling fra irakiske privatpersoner til syriske tropper har opnået en langt mere organiseret form, hvilket ifølge tænketanken røber, at sikkerhedsstyrkerne vender det blinde øje til. På visse punkter ligner Malikis tilgang til Syrien Irans, men de er ikke helt koordinerede. Det kan blandt andet spores i de to landes divergerende stemmeadfærd såvel i Den Arabiske Liga som i FN-regi. Det viser, at Maliki bibeholder et snævert råderum til at følge sine egne nationale interesser. På trods af det faktum, at de sekteriske politiske identiteter er vigtige brudlinjer i regionens politiske landskab, så trumfer de nationale og personlige interesser nemlig de tværnationale og religiøse hensyn og loyalitetserklæringer. Malikis troskab til den irakiske republik er således stærkt styrende for hans valg af politiske taktikker og relationer: Hvis det kan gavne Iraks interne stabilitet som enhedsstat at bejle til Teheran og Washington for at etablere sikkerhedsaftaler og hente militært materiel fra begge lejre, vil Maliki følge realpolitiske hensyn og møde begge partnere med pragmatisk forhandlingsvilje.

Maliki kan derfor have en særlig interesse i Assadstyrets overlevelse, da han har fundet en måde at gøre sig uundværlig på: Det er Baghdad, der muliggør og taktisk faciliterer alliancen mellem Teheran og Damaskus. I processen knytter han tætte diplomatiske og militære bånd til Iran og cementerer sig som en central faktor i det iranske styres fremtidige regionale politik.

Netop derfor er Malikis øjne rettet mod de højdiplomatiske forhandlinger mellem P5+1 og Iran, hvis langsigtede udfald vi hidtil kun kan gisne om. Hvis de seneste forhandlinger (25/11) er symptomatiske for den videre udvikling, vil mange mellemøstlige lande være nødsaget til at revurdere regionens magtbalance. Irans accept af den begrænsede mulighed for uranberigelse samt forpligtelse til overvågning af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) viser en hidtil uset pragmatisme, som var utænkelig for blot måneder siden. Det repræsenterer de spæde skridt mod større åbenhed blandt P5+1 og Iran, hvilket er en betydelig strategisk ændring i Mellemøstens geopolitik. For Maliki kan det betyde, at fundamentet, hvorpå han har bygget den længe eftertragtede rolle som regional storspiller, langsomt smuldrer under ham – særligt fordi han står til at miste eneretten som selverklæret mægler mellem Teheran og Washington.

Set fra Washington og Kongressens bonede gulve er Maliki et middel til at opnå større indflydelse i Mellemøsten. Efter den amerikanske exit fra Irak er USA’s popularitet styrtdykket i regionen, hvilket begrænser Obamas handlemuligheder for at inddæmme al-Qaeda, der fra Washington stadig anses for at være en eksistentiel trussel for USA. Ved at indlede et strategisk samarbejde med Maliki, der inkluderer flyvetilladelse til amerikanske droner over al-Anbar og Ninawa, håber man at sætte en stopper for en videre konsolidering af al-Qaeda, netop som det er tilfældet i Yemen og Pakistan.

Bekymringerne om sikkerhedssituationen er direkte forbundne til den irakiske olieproduktion, der er en af USA’s klareste interesser i landet af både økonomiske og strategiske grunde. Derfor er det i Washingtons interesse, at Irak forbliver en enhedsstat, der kan stå stabilt og absorbere den kommende tids svingninger og ustabilitet i den sikkerhedspolitiske konjunktur i Mellemøsten, som særligt borgerkrigen i Syrien er årsag til. Et samarbejde med Maliki er derfor ’business as usual’ for Washington – og det er tilfredsstillende for Det Hvide Hus’ regionale policymagere – så længe bedre muligheder ikke er på bordet.

Irak er ofte blevet betegnet som et barometer for mellemøstlig politik. Men den seneste tids høje dødstal stiller metaforen i et nyt lys. Flere politiske kommentatorer er begyndt at drage en parallel fra de nuværende blodsudgydelser til borgerkrigen i 2006. Andre peger på de sekteriske splittelser i den syriske borgerkrig som den løse tråd, der optrævler og redefinerer Mellemøstens gamle grænser.

Op til valget i april 2014 går Irak en afgørende tid i møde. Den aktuelle voldsbølge ser ikke ud til at aftage, idet landets sikkerhedsstyrker i stigende grad udliciterer landets voldsmonopol til shiamilitser i kampen mod al-Qaeda. Med valgdatoen hængende over hovedet vil de sekteriske grupper føle sig presset til at søge indflydelse på valgets udfald. Og i Malikis Irak har bilbomber og gadeterror desværre fået status som et stærkt middel til at vinde politisk gehør. ★

Hetav Rojan (f. 1990) er freelancejournalist bosat i irakisk Kurdistan. Han har skrevet for bl.a. Kristeligt Dagblad og RÆSON. BA i historie og globale studier fra Roskilde Universitet. ILLUSTRATION: Irak, 2009: Irakiske soldater modtages af amerikanske trooper for rundvisning på USS Dextrous (MCM 13) [foto: Dept. of Defense/US Navy/Elizabeth Allen]