09.10.2014

RÆSON: Hvad er dit projekt?
ØSTERGAARD: Mit projekt og bærende ønske, det er jo at kæmpe for dem, der ikke er født med de samme muligheder i livet, som jeg selv er, og som mine børn er. Det er både bedrøveligt og provokerende, at det – i det, der vel er verdens mest lige samfund – er sådan, at børn af kontanthjælpsmodtagere er i overhængende risiko for at blive i det. Når vi kigger på vores nye fattigdomsgrænse og ser på, hvem der lever i fattigdom, så er der rigtig mange, som allerede har været inde omkring det kommunale system, da de var børn. Og alligevel har vi ikke kunnet gøre en forskel for dem. Når vi kigger på udbyttet af at gå i skole, altså resultatet på sidste skoledag, så kan vi se, at den væsentligste faktor for at påvirke det, det er, hvem ens forældre var, da man startede første skoledag, og altså ikke det, der ligger i de ni år imellem. Velfærdssamfundet har jo siden sin fødsel handlet om at hæve levestandarden, og det er lykkedes over al forventning. Vi er et af verdens mest succesfulde samfund – et samfund, hvor sikkerhedsnettet er af en sådan karakter, at forskellen, hvis man falder ned i det, i forhold til tilværelsen, hvis man er i arbejde, vel ikke er mindre noget sted i verden. Og alligevel har vi et succesfuldt samfund og en økonomi, der hænger sammen. I den næste udgave af velfærdssamfundet handler det om at sik- re lige muligheder for dem, der, på trods af alle den succesfulde velfærdsstats meritter, ikke er med på vognen. Og der er det min ambition at få gjort noget ved den udfordring. Men også få gjort det klart for vælgerne, at den eneste måde, vi bliver i stand til for alvor at gøre noget ved det på, er ved at blive ved med at drive på med forandringer og reformer frem for den stilstand og falske tryghed, som markedsføres fra andre sider. Det at være radikal er jo grundlæggende et ønske om, gennem reformer, at forbedre samfundet. Og der er det afgørende for mig at få lavet koblingen mellem de reformer, som vi har lagt stemmer til eller stået fadder til, mens vi har været i regering, og visionen om at sikre lige muligheder – også for dem, der ikke har dem.

RÆSON: Adskiller det projekt sig fra projektet hos tidligere radikale ledere?
ØSTERGAARD: Næh. Hvis man kigger på baggrunden for Det Radikale Venstres stiftelse i sin tid, så var det jo faktisk dét – den økonomiske frisættelse og det at sikre kundskaber og adgang til kulturliv og folkelige fællesskaber for alle – og på den måde er det jo en del af den radikale DNA. Men jeg synes også, at man må konstatere, at det jo ikke nødvendigvis er det billede, der har stået tilbage i de senere år. Fordi vores modstandere har haft så travlt med at sige, at når vi gik ind for ansvarlig økonomisk politik og hårdhændede reformer, så var det fordi vi havde vores på det tørre. Jeg kender ingen radikale, som mener det er et rimeligt billede af vores parti. Det er så min ambition at sørge for, at det heller ikke er et fremherskende billede. Heller ikke hos dem, som ikke nødvendigvis stemmer på os. Jeg tror på, at den næste bølge af reformer og den udvikling, vi skal have i vores velfærdssamfund, bliver et opgør med den noget for nogettænkning, eller kontrakttænkning, som var velfærdssamfundets fødsel, nemlig: „Jeg betaler meget, men jeg får også meget.“ Fordi vi står i den situation, vi gør, og heldigvis er på vej til at klare os igennem krisen, endda bedre end så mange andre lande, så har vi nu muligheden for at lave en nytænkning af vores velfærdssamfund. En nytænkning, som baserer sig på, at vi styrker fællesskabet, så vi kan tage hånd om dem, som ikke er dominerende vælgergrupper, men i den grad har brug for en hjælpende hånd. Og dermed er vi jo også med til at påvirke det, som måske er vores samfundsforms allerstørste udfordring, nemlig at den ene halvdel af befolkningen forsørger den anden halvdel.

RÆSON: Det første, du svarede, da jeg spurgte om det her, det handlede egentlig om at kommunikere det radikale projekt?
ØSTERGAARD: Nej. Altså der ligger jo i sagens natur det konkrete, at det jo ikke er lykkedes. Vi har om nogen ejerskab til skolepolitikken i Danmark, og det har vi haft det alle de år, vi har eksisteret. Alligevel må vi jo konstatere, at det ikke er lykkedes at lave en folkeskole, der er i stand til for alvor at udjævne forskellen i den bagage, eleverne har med på første skoledag i form af deres sociale baggrund. Det, synes jeg, er en erkendelse, man er nødt til at tage alvorligt. Og det er også noget af det, der bærer folkeskolereformen.

RÆSON: De Radikale har mistet hvert femte medlem de sidste to år. Hvis jeres medlemmer var overbeviste om dét radikale projekt, som I kører nu, hvor I får relativt meget igennem, burde de så ikke være begejstrede?
ØSTERGAARD: Jamen, det er da også min oplevelse, at medlemmerne – når vi kigger bredt i landet – er både glade for og stolte af de resultater, vi opnår. Men jeg tror også, at der er forskel på at være folkevalgt, stå med ansvaret og sidde i en regering og så det at melde sig ind i et parti, hvad man jo typisk gør af mere idealistiske grunde. Det, jeg gerne vil som politisk leder, er jo i virkeligheden at få markeret tydeligere, hvorfor vi synes, det er så vigtigt med de her reformer, hvorfor vi ikke bare ruller lidt tilbage, hvorfor vi hele tiden taler om behovet for nye reformer. Dermed skal vi sætte fokus på, hvad det er, vi som radikale kæmper for, og ikke bare „Hvorfor er det, vi er imod de andres idéer?“ Og der kan man sige, at den rolle, vi har haft over de senere år, har været som regeringens rygrad. Det er min ambition, at vi i endnu højere grad bliver i stand til at markere, hvad det er, der driver værket, så det ikke kun bliver midlerne, men også målet, der træder tydeligt frem.

RÆSON: Hvordan har De Radikale været „regeringens rygrad“?
ØSTERGAARD: Det fokus, der har været på vores rolle i regeringen, har jo meget været det her med, at vi forhandlede et regeringsgrundlag, som så er blevet tolket som værende et godt resultat fra vores side. Så har vi holdt på med reformer i et omfang, som ingen ville have turdet forvente af en regering, der var sat sammen som den, vi har været en del af. Og det tror jeg måske i overdreven grad er blevet tilskrevet os, selvom vi jo har truffet de beslutninger sammen i regeringen. Men vi radikale er ligesom blevet „castet“ til en bestemt rolle, og der mener jeg, at jeg har en chance nu for at sige: „Det er rigtigt nok. Vi er solidt forankret i den økonomiske ansvarlighed, og vi holder på med endnu flere reformer og ruller i hvert fald ikke tilbage i den kommende tid. Men vi gør det, fordi vi er på vej et sted hen – fordi vi har nogle visioner om et samfund, som kan udvikle sig bedre, end tilfældet er i dag.“ Og det er måske de holdninger og de visioner, som ikke har været tydelige nok. Derfor er det blevet mere en diskussion om midlerne end om målet.

RÆSON: Meget af det, du har talt om her og de sidste uger, handler om fattigdom og social arv. Har regeringens socialpolitiske linje fokuseret for meget på mellemgrupperne og for lidt på de svageste grupper i samfundet?
ØSTERGAARD: Jeg tror, at det må være sådan, at når man har en økonomisk krise, så handler det om at få hjulene bedre i gang. Men det spørgsmål, som jo har fyldt rigtig meget og stadig gør det, er spørgsmålet om de dagpengeforsikrede. Det er jo de stærkeste af de ledige. Det er dem, som kun mangler et arbejde. Og derfor er de selvfølgelig afhængige af, at der kommer gang i jobskabelsen, og afhængige af deres egen evne til at få fundet et arbejde og beskæftigelsessystemets evne til at understøtte den proces. Der har vi så – fordi den dagpengereform, som vi stemte for, men også dengang kritiserede for en temmelig hård indfasning – søgt at tage hånd om, at de mennesker, der bliver berørt af dagpengereformen, ikke kommer til at lide under dét, at konjunkturerne ikke normaliserede sig så hurtigt som forventet. Vi har investeret over tre mia. kr. i en arbejdsmarkedsydelse, der har betydet, at ingen endnu har oplevet en toårig dagpengeperiode i praksis. Det gør så bare, at jeg synes, man må sige, at tiden nu må være kommet til at fokusere på de mange, som har andre problemer end ledighed, der forhindrer dem i at forsørge sig selv. Uanset om det så er misbrugere, voldsramte familier, alkoholramte familier, folk med psykiske lidelser, kroniske sygdomme, folk, der er gået ned med flaget på grund af stress. Den gruppe, hvor der er 80.000 voksne mennesker på kontanthjælp, som har andre problemer end ledighed og derfor ikke er arbejdsmarkedsparate. Det er dét, jeg har forsøgt at sige: Vi har taget hånd om de stærkeste ledige – de dagpengeforsikrede ledige. Vi har endda reformeret beskæftigelsessystemet, så de får endnu bedre støtte. Der er spændt et sikkerhedsnet ud under den helt håbløse indfasning, som VKO designede. Men hvis vi bruger alt det politiske fokus og ressourcerne på den gruppe, så glemmer vi bare, at der er en anden gruppe, som bliver ramt hårdest , når der er økonomisk krise, men ikke nødvendigvis kommer med fremad, selvom der kommer gang i hjulene igen.

RÆSON: Nu begynder du selv at tale om dagpenge. Ville det ikke være rigtigt at lave en løsning, der lukkerdenne sag endeligt, så man kan fokusere på nogle andre ting?
ØSTERGAARD: Jamen, det kan jeg jo høre, at der er partier, der mener. Ikke mindst vores parlamentariske grundlag. Men dét, der optager mig, og ikke mindst Det Radikale Venstre, det er jo at løse virkelighedens problemer. Hvor vi med mere end tre mia. kroner i et ekstraordinært sikkerhedsnet for dem, som bliver berørt af dagpengereformen, jo har adresseret den problemstilling – uden at det i øvrigt har lukket debatten. Der er ikke et eneste menneske, der har oplevet en toårig dagpengeperiode uden at have en arbejdsmarkedsydelse eller en uddannelsesydelse, der stod til rådighed for dem efter det. På trods af det, så diskuterer man det, som om dagpengereformen er skyld i både det ene og det andet. Vi hører meget om genoptjening, som vil have en helt marginal betydning og i hvert fald kun for de stærkeste af de ledige. Derfor synes jeg, at det er en regeringsopgave at sige: „Vi har tilvejebragt både fornuftige og nødvendige løsninger på det problem. Hvad er det næste store problem?“ Det er jo helt fair, at der er partier, der er imod dagpengereformen, og der er endda et parti, der har skiftet holdning til den – Dansk Folkeparti. Det er fair, det er politik. Men det, der byder mig imod, er, hvis de politiske forhold, hvor man forsøger at se, om man kan bruge sin modstand mod dagpengereformen til at hugge nogle stemmer fra hinanden, hvis det skulle føre til, at vi så ikke formår at løfte den opgave det er at tage hånd om dem, som har andre og større problemer end deres ledighed og derfor ikke kan forventes at komme ud af deres problemer, selvom vi kan se, at beskæftigelsen stiger, og ledigheden falder. Derfor bare den grundlæggende pointe: Der er ingen mennesker, der melder sig ind i Det Radikale Venstre for at varetage deres egne interesser – vi er ikke en fagforening. Men det er lige så klart, at dem, vi diskuterer med, når det handler om dagpengene, de har en ærlig interesse i, at de ønsker et dagpengesystem, der er så lukrativt, set med lønmodtagerøjne, som muligt. Det synspunkt tror jeg også, at jeg ville indtage, hvis jeg sad i en fagforening og skulle varetage mine medlemmers interesser, men det er jo ikke det samme, som at det, der er vores samfunds største problem, er dagpengereformen, når vi nu kan se, at vi har 80.000 voksne på kontanthjælp, hvis problemer ikke bare er deres ledighed, fordi de tumler med langt større udfordringer, der ville forhindre dem i at komme tilbage i arbejde, også selvom der var job til dem. […] Det, jeg bare er nødt til at sige på mit partis vegne, det er, at når vi kigger ud i horisonten, så er der ikke brug for at rulle reformer tilbage. Så er der brug for, at vi får designet de næste reformer. For vi skal jo ikke se ret langt eller fintune krystalkuglen ret meget for at se nogle af de samme udfordringer, der også gjorde sig gældende som bagtæppe for velfærdsaftalen og for efterlønsreformen. Jeg har altså også prøvet at stå i en situation, hvor folk sagde „Schhy… ikke tale om efterlønsreformen – det skræmmer vælgerne væk“. Jeg tror bare – og det synes jeg egentlig er berettiget af sidste valgkamp – at det er en kæmpe fordel at sige det, man mener, og mene det, man siger. Det vil vi blive ved med.

Kristian Basballe (f. 1986) er RÆSONs chefredaktør. ILLUSTRATION: Robin Skjoldborg for RÆSON