26.03.2014

Af David Trads

I midten af august sidste år, da FCK lå i bunden af Superligaen og Socialdemokraterne røg under 20 procent i meningsmålingerne, proklamerede jeg, at FCK alligevel ville blive danske mestre, og at Helle Thorning-Schmidt ville vinde næste valg. Hvad skete der? FCKs ledelse fyrede få dage efter mit udsagn Ariel Jacobs, en belgisk tabertræner, og hentede i stedet Ståle Solbakken, den norske vinder, tilbage. Lige siden er holdet kravlet op i tabellen – og de fleste betragter nu FCK som mesterskabsfavoritter. Men regeringens situation ser anderledes svær ud: Statsministeren har aldrig reageret på de kronisk ringe meningsmålinger. Man har holdt fast ved nødvendighedens politik – udtænkt af partibureaukraten Bjarne Corydon, selv om finansministeren selvfølgelig burde have været fyret, præcist som Ariel Jacobs. I dag er det umuligt at finde folk, der for alvor tror på, at Thorning-Schmidt vinder. Altså bortset lige fra mig! Helt konkret giver Betsafe blot odds 1,70 på FCK-sejr, men hele odds 7,5 på Thorning-Schmidt-sejr. Spiller du omvendt på, at statsministeren taber magten, falder odds til 1,06! Den konventionelle vurdering er, at Lars Løkke Rasmussen cruiser sig til sejr ved det folketingsvalg, som senest kommer i efteråret næste år: Meningsmålinger giver lige nu blå blok et forspring på over ti procentpoint – S er i reglen under 20. Bortset fra få uger i efteråret sidste år, da Løkke var ved at kollapse under rejse-skandalen, har regeringen stået til et stort nederlag. De pinlige sager hober sig op, ministre afskediges, et parti må udtræde af regeringen, en ’hemmelig socialdemokrat’ udgiver et anonymt smædeskrift om sit eget parti. Men det er muligt. Her er grundene:

1. Historien er med Thorning
Danske regeringer får næsten altid mindst to perioder. Fogh vandt tre valg, Nyrup to, Schlüter fire, Anker fire. Vi skal helt tilbage til valget i 1975 for at finde en regering, der faldt efter bare en periode – nemlig Poul Hartlings smalle Venstre-regering, som kun sad i to år. Det normale er, at vælgerne ender med at give en ny regering mindst en chance mere. Nyrups politiske comeback i 1998 er selvsagt den bedste historie at erindre: Han var bortdømt ved valget udskrivelse, idet han var bagud med fem procentpoint, som han med det yderste af neglene indhentede i løbet af tre uger. Hvordan? En kombination af belønning for en forbedret økonomi, skræmmekampagne mod Venstre og en politiske fejl hos modstanderen. Lyder det bekendt? Og se:

2. Økonomien bevæger sig i den rigtige retning
Statsministeren har i måneder forsøgt at italesætte en forsigtig optimisme for dansk økonomi. Der er imidlertid ingen grund til at være så tilbageholdende – for nøgletallene i Danmark er faktisk gode: Arbejdsløsheden er på det laveste niveau i fem år, forbrugertilliden er opadgående, væksten i den samlede økonomi er i plus, og – måske allervigtigst – der er ingen krisetegn. Kigger vi ud i verden, er udviklingen også så gunstig, at der er grund til at tro, at den forsigtige optimisme snart kan erstattes af en sikker optimisme: Nye tal forudser vækst hos Danmarks vigtigste eksportmarkeder – godt én procent i Europa og godt tre procent i USA. Som James Carville, der var Bill Clintons suveræne kampagnechef, præcist formulerede det, så er det altid ’the economy, stupid’, der vinder valg. Går det godt, ja, så er chancen for genvalg dramatisk større.

3. Lars Løkke Rasmussen kan selv-detonere igen
Som alle i partiet anerkender, er partiformanden sin egen værste fjende. Løkke er fremragende – formentlig den dygtigste danske politiker – når han er i topform. Men når han er i dårlig form, ja, så rammer han virkelig bunden, og er personligt i stand til at gøre en krise endnu større. Det så vi, da hans rejsefråds for ulandsmidler blev eksponeret. Socialdemokraternes strateger må hver aften bede til Vorherre i håbet om, at Løkke selv-detonerer igen – for det eneste tidspunkt, hvor regeringen har stået til genvalg, var netop, da han var tæt på at kollapse. Måske har Ekstra Bladet mere smuds gemt? Vi ved alle, at Venstres formand ikke er noget dydsmønster, men det værste for Socialdemokraterne må være, at selv slemme sager (rejsefråds, bilagsrod, naturfilm) tilsyneladende hurtigt preller af på vælgerne.

4. Skræmmekampagne mod oppositionen
Det bedste forsvar er som bekendt et angreb – og regeringen har i den grad behov for at flytte kampen over på modstanderens banehalvdel. Begrebet ’at skyde sig selv i foden’ synes at have været Thorning-Schmidts ledetråd, mens effektive missiler mod ’borgerligheden’ har været nærmest fraværende. Regeringen, anført af statsministeren, må simpelthen indlede en skræmmekampagne nu.
Åbningerne er nemme at få øje på – også selv om de ikke er helt fine i kanten. Her er fire: Arbejdsløsheden steg, økonomien sejlede og konkurrenceevnen faldt under Løkke! De borgerliges nulvækst vil føre til en massakre, hvor titusindvis offentligt ansatte vil miste deres arbejde! Liberal Alliance vil få afgørende indflydelse, hvilket vil begunstige de rige og tage fra de fattige! Løkke er en skidt karakter!

5. Statsministeren skal udnytte sin styrke
Thorning-Schmidts største fordel er, at hun virkelig er stærk på den internationale scene. Hun begår sig fornemt, taler engelsk som en indført, agerer fremragende i de i reglen uforpligtende fora, som stats- og regeringschefer opholder sig i. Modsat på hjemmebanen, hvor hun savner pondus, har hun den i den grad ude i verden – og den styrke skal hun forsøge at profitere af i Danmark. Hvordan? Hun burde associere sig tæt med nogle af sin generations stærkeste centrum-venstre-politikere – som Ed Milliband fra Labour i England og Julian Castro fra Demokraterne i USA – og danne en slagkraftig mødeklub, hvor progressive nye ideer til samfundsløsninger kunne blive født og diskuteret. Gruppen kunne passende holde første møde på Marienborg med statsministeren som vært.

6. Undgå dumheder – kvoten er brugt op
Den mængde af fejl, som regeringen har foretaget, er historisk – fra oprindelsen i oppositionstiden med et umuligt valgoplæg, over virkeliggørelsen i det sorte tårn med forkastelsen af politisk identitet, til de første år på egne ben med fadæse efter fadæse. Der er slet og ret ikke plads til endnu en fejl af de dimensioner, som vi hidtil har været vidner til. Den slags råd er nemme at give – selvsagt vanskeligere at efterleve. Hvis Thorning-Schmidt – mod alle odds – skal kunne vinde næste valg, så er tiden inde til at fokusere på at finde ’åbenlyse socialdemokrater’, der kan score mål, ikke selvmål.

7. Bjarne Corydon skal skubbes ud i mørket
Da SF trådte ud af regeringen, var der kortvarigt et vindue, hvor Thorning-Schmidt på en nogenlunde ærefuld måde kunne have skaffet sig af med det største symbol på Socialdemokratiets fejlskud – nemlig finansminister Bjarne Corydon. Margrethe Vestager kunne have overtaget posten, mens Corydon kunne sættes på mindre post. Den chance greb statsministeren ikke – og nu er der ikke flere muligheder. Corydon er arkitekten bag alle de største fejl – fra indrømmelsen af, at partiets valgoplæg var et fata morgana, over udtrykket ’nødvendighedens politik’, selskabsskattelettelser betalt med dagpengestramninger, forliste røde finanslove med Enhedslisten og helt frem til udsalget af DONG til Goldman Sachs. Fra nu af må hans indflydelse svækkes, så man ser så lidt af ham som muligt.

8. Dagpengefadæsen skal rettes op
De stramninger af dagpengereglerne, regeringen lydigt gennemførte – fordi De Radikale før valget havde lovet de borgerlige at støtte reformen også efter et magtskifte – er fatale for regeringens overlevelse. Logikken – nemlig at et truende fald i indkomst fra dagpenge til kontanthjælp presser folk i arbejde – er i sin natur mere Adam Smith end John Maynard Keynes. Det er slet og ret et brud på socialdemokratisk arvesølv – og så virker det heller ikke. Regeringen skal pinedød finde en model – en reform – som får rettet op på denne fadæse, der er Dansk Folkepartis største fordel, når de fisker efter utilfredse vælgere, som stemte socialdemokratisk sidst. Solide ministre som Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen, Nick Hækkerup og Nicolai Wammen må bure sig selv inde, indtil de har fundet en model, som skruer denne reform tilbage. Hold Corydon ude – og gør Vestager klart, at uden markante ændringer af dagpengesystemet, ja, så kan valget simpelthen ikke vindes.

9. Gør noget ved ungdomsarbejdsløsheden
En regering skal skabe håb om en bedre fremtid – og især, selvfølgelig, for de unge. Ungdomsarbejdsløshed er en svøbe, der rammer hele samfundet hårdt, fordi den skaber en grundpessimisme. Nye tal viser, at ledigheden for unge under 30 år er fordoblet på fem år – ligesom antallet af kontanthjælpsmodtagere på samme alder. I alt er næsten 80.000 unge på den måde uden for arbejdsmarkedet. Et frygteligt tal. Det er imidlertid som om at regeringen slet ikke forstår omfanget af dette problem. Statsministeren burde gøre det til sit projekt at kaste sig personligt ind i kampen for at give unge et bedre håb. Hun kunne begynde med at lytte til to af partiets unge talenter – folketingskandidaten Peter Hummelgaard og DSU-formanden Camilla Schwalbe, der begge utrætteligt har forsøgt at råbe ’de voksne’ i partiet op. Dernæst kunne hun indkalde til et ’giv alle unge fodfæste-arrangement’ på Marienborg. Igen: Hold Corydon væk.

10. Prøv med noget socialdemokratisk politik
Opsvinget er som sagt i gang. Ikke prangende, men der er reelle fakta på bordet, som viser fremgang. Thorning-Schmidt kan med nogen ret hævde, at det er hendes politik, som slår igennem – også selv om meget selvfølgelig skyldes internationale konjunkturer. Når man bærer de gyldne kæder, får man skældud, når det går galt – men man får heldigvis også ros, når det går godt. En regering kan selvfølgelig ikke egenhændigt vende økonomien, men en socialdemokratisk bør dog stole så meget på Keynes, at den tror på, at den KAN skubbe en udvikling i den rigtige retning. Derfor skal der fremlægges en offensiv vækstplan i år – denne gang ikke med fokus på erhvervslivet, men bygget på xxok? en offensiv for at give den enkelte dansker flere penge mellem hænderne. Større bundfradrag, særlige skattefradrag, mindre bundskatteprocent. Den slags. Klassisk socialdemokratisk politik.

David Trads (f.1967) er journalist og forfatter, vært på TV2’s „Hos Trads‟. ILLUSTRATION: Socialdemokraterne uddeler muffins på Kulturnatten 2013 [foto: Socialdemokraterne]