20.05.2014

Med Folketingets beslutning om at sende et transportfly til krisen i Den Centralafrikanske Republik blander Danmark sig endnu engang militært i en afrikansk konflikt. RÆSON spørger de danske udviklingsordførere og en ekspert, hvad der ligger bag Danmarks militære bidrag.

RUNDBORD af David Peter Thisted Jørgensen

Fortsatte kampe mellem muslimske Seleka-militser og kristne anti-Balaka-militser gør Den Centralafrikanske Republik (CAR) til et af de mest voldelige lande i verden lige nu. Flere og flere frygter for et nyt Rwanda i et land, hvor hævnangreb, plyndringer og drab tegner livet for befolkningen.

I april måned stemte alle partier undtagen Enhedslisten for et beslutningsforslag om at stille Danmarks Hercules-fly til rådighed for FN i CAR. Hercules-flyet skal kunne løse transportopgaver og støtte FN’s fredsopbygningskontor i Den Centralafrikanske Republik.

RÆSON: Hvorfor bidrager Danmark med militær støtte til CAR?

Lene Espersen (K): Det giver god mening at gøre vores yderste for at forhindre, at konflikten udvikler sig til en regulær borgerkrig. Der er derfor behov for såvel udviklingshjælp og stabiliseringsstøtte – samt militær understøttelse af FN’s indsats.
Lone Loklindt (R): Når Danmark vælger at sende et militært bidrag til CAR, er der to årsager. For det første er den humanitære situation yderst alvorlig. Konflikten vurderes af FN til at være en ”niveau 3” krise (samme niveau som Syrien og Sydsudan, red.), som udløser FN’s højeste humanitære alarmberedskab. Mere end 1,5 millioner mennesker vurderes at have akut brug for fødevarehjælp. Humanitær adgang er meget begrænset pga. den alvorlige sikkerhedssituation. Det kan et dansk transportfly være med til at afhjælpe. For det andet har vi ledig kapacitet i nærheden. Vi har allerede et Hercules-fly i Mali, som nu kan udnyttes i CAR.
Holger Bernt Hansen (Københavns Universitet): Vores humanitære indsats i CAR overskygger klart vores militære indsats. Når det er sagt, er vi blevet villige til at gå længere end tidligere. Vi er blevet villige til at bidrage militært for at gøre vores humanitære indsats effektiv. Vi ser altså en udvidelse af det humanitære mandat. Det betyder, at vi udover at bidrage humanitært, nu gerne militært vil være med til at sikre, at nødhjælpen kan komme frem.

RÆSON: Regeringen lægger i sin strategi for samtænkte stabiliseringsindsatser i verdens brændpunkter vægt på forebyggelse – frem for at skulle gribe ind, efter at en konflikt er brudt ud. Har visionen om at håndtere årsagerne til konflikt frem for at symptombehandle slået fejl i CAR, hvor konflikten fik frit løb i ni måneder, før Frankrig intervenerede?

John Dyrby Paulsen (S): Jeg synes, debatten om Danmarks udenrigspolitiske indflydelse er begyndt at bevæge sig i retning af det indbildske. Vi er lidt over 5 mio. mennesker i Danmark, og der er 7 mia. mennesker på kloden. Derfor kan vi naturligvis ikke være alle steder. Desuden er der andre måder at føre aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik på end med udelukkende militære midler. I 2013 og også i år har vi støttet den humanitære indsats i CAR med over 50 mio. kr. og indsatsen med at genopbygge statsapparatet med 10 millioner kroner, så på den front er vi aktive. Min personlige holdning er, at vi skal være positive overfor hjælp til FN-missioner. Og skulle der komme yderligere henvendelser fra FN om hjælp, synes jeg, vi skal overveje det meget seriøst i Udenrigspolitisk Nævn – også hvis det drejer sig om et dansk militært bidrag.
Lene Espersen (K): Danmark kan ikke gå enegang, men må afvente at andre ligesom os er villige til at tage et ansvar. Såvel CAR som Syrien lider under, at verdenssamfundet er blevet mere skeptisk overfor intervention.

RÆSON: Ban Ki Moon advarede i sin seneste rapport direkte mod et nyt folkemord, som det vi var vidne til i Rwanda. Kan et lille land som Danmark overhovedet gøre en forskel?

Holger Bernt Hansen (Københavns Universitet): Danmark må ikke stille sig tilfreds med den humanitære og militære støtte. Statsinstitutionerne og regeringen fungerer overhovedet ikke i landet. Jeg savner en indsats, hvor man fra internationalt hold er med til at give CAR’s regering hjælp til at opbygge statsinstitutionerne. Hvis CAR får deres egen hær, deres eget politi, deres eget retssystem og områder som skole og sundhed op at stå igen, så står konflikten til at løse. Men lykkes det ikke, er det meget svært. Det kan godt være, Danmark ikke har midlerne til at udføre arbejdet, men vi skal lave det politiske benarbejde og give den politiske støtte, der kan muliggøre statsopbygningen. Hvis den humanitære og militære indsats skal være langtidsholdbar, så er der brug for, at Danmark er med til at rejse debatten i EU og FN, der kan facilitere statsopbygningen. Vores tilstedeværelse i CAR retfærdiggør, at vi kan tage denne debat op. Når vi er tilstede i CAR, kan vi også gøre krav på at blive hørt, og det håber jeg, at de danske politikere vil gøre. Vores humanitære og militære indsats giver os en stærkere røst.

RÆSON: Vi ser konflikter i tredjeverdenslande mange steder på alle kontinenter. Hvordan afgør vi, hvilke konflikter Danmark skal gå ind i – og ikke gå ind i?

Lene Espersen (K): Vi skal være med til at løse konflikter i tredjeverdenslande, når vi kan yde et relevant bidrag, og når det passer ind i vores samlede prioritering. Jeg mener ikke, at vi på forhånd kan udelukke noget. Vi skal hellere arbejde for at være substantielt tilstede færre steder frem for at sprede vores tilstedeværelse, så vi ikke kan samtænke vores indsats. Den danske indsats skal bygge på fokus og substans.
John Dyrby Paulsen (S): ”I forhold til om vi kan, er det vigtigt, at vi ikke gentager fejlen fra Irak. Der skal være et reelt folkeretsligt grundlag – helst fra FN’s Sikkerhedsråd, men hvis en humanitært begrundet militær intervention bliver blokeret af et veto, kan vi også, som en absolut undtagelse, deltage med autorisation fra f.eks. NATO, EU, Den Afrikanske Union eller Den Arabiske Liga. Dernæst skal der være et bredt folkeligt mandat i Danmark. Derfor har vi det princip, at danske soldater kun kan udsendes i internationale militære operationer med opbakning fra mindst to tredjedele af Folketinget. Om vi så ”bør” er en anden sag. For det første skal vores bidrag kunne gøre en positiv forskel. For det andet skal der være en rimelig chance for succes, så vores soldater ikke lades i stikken. For det tredje skal en udsendelse ske på baggrund af en henvendelse fra FN eller en af de andre ovennævnte organisationer. Og for det fjerde skal mandatet være så robust, at vores soldater kan gribe ind, hvis og når de skønner, det er nødvendigt.
Lone Loklindt (R): Det er vigtigt med principper for, hvornår, hvorfor og hvordan Danmark skal gribe ind i konflikter i tredjeverdenslande, men under alle omstændigheder er hver konflikt unik. Derfor skal hver konflikt vurderes individuelt. Skal vi sende militært bidrag, skal Folketinget vedtage dette med 2/3 flertal, dertil skal det selvfølgelig ske i overensstemmelse med Folkeretten, ligesom vores bidrag skal være relevant. Når det er sagt, mener jeg, at Danmark skal bidrage til at løse konflikter i tredjeverdenslande, når FN med et mandat i ryggen sender bud til Danmark om hjælp. Når en konflikt risikerer at påvirke vores del af verden, skal vi gennem NATO bidrage til at løse konflikter, hvor vi kan bidrage fornuftigt med særlige kompetencer – f.eks. i forhold til at lette den humanitære bistand, styrke politiet i landet og lignende.

Fakta: Krisen i CAR
– Krisen i Den Centralafrikanske Republik brød ud i marts sidste år efter at Seleka-militsen tog magten i landet.
– De etniske kampe mellem den muslimske Seleka-milits og den kristne Anti-Balaka-milits har drevet over 900.000 mennesker på flugt.
– Hele befolkningen, på omkring 4,6 millioner, vurderes berørt af situationen.
– Mere end 2,5 millioner skønnes at have brug for assistance. Heraf er halvdelen børn.

David Peter Thisted Jørgensen (f. 1987) er kandidatstuderende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og skribent for RÆSON.

FOTO: US Army Africa, HC-130, via Flickr.