19.01.2014

I disse dage gør de stridende parter i Sydsudan klar til fredsforhandlinger efter ugers blodig konflikt, der har kostet tusindvis af menneskeliv. De væbnede kampe, der udsprang netop som landet havde fået selvstændighed efter en af Afrikas længste borgerkrige, er resultatet af årtiers uløste konflikter og loyalitetsbrud.

BAGGRUND OG ANALYSE af Ayo Degett

Flere end 200.000 mennesker er endt som internt fordrevne, siden den væbnede konflikt brød ud i Sydsudan i midten af december 2013. Præsident Kiir Mayardit kæmper med oprørslederen, den tidligere vicepræsident Riek Machar. Og selvom eksperter har lagt vægt på at fremhæve konfliktens etniske karakter, skal den ifølge flere sydsudanesere først og fremmest ses som en politisk magtkamp.

Fra Afrikas største land til Afrikas yngste nation
Sydsudan, et land på størrelse med Frankrig med cirka ti millioner indbyggere, er verdens nyeste land. Det er i top 3 over nationer med højeste andel af analfabetisme, i top 5 over verdens mest korrupte stater og er et af de lande i verden, der har dårligst adgang til offentlige sundhedsydelser.

Inden opdelingen af Sudan i 2011 var landet Afrikas største nation med grænser til både Centralafrika, Nordafrika og Østafrika – befolket af en myriade af etniske grupper og folkeslag med vidt forskellige traditioner og historie. Her er skellet mellem de lyse muslimske arabere i nord og de mørke kristne folkeslag i syd særligt udtalt. Mens folkeslagene i syd betragter sig selv som tæt på østafrikanere og taler engelsk, ser befolkningen i nord sig mere forenet med Nordafrika og taler arabisk. Det er blandt andet denne forskel, der før opdelingen af Sudan – og til dels efter – har ført til uoverensstemmelser.

Sudan var under delt ægyptisk og britisk kolonistyre fra ca. 1896 til 1956. Siden har der været spændinger mellem de mange landsdele. Det var da også meningen, at Sudan i første omgang skulle deles op i seks uafhængige stater, hvilket ville have sparet befolkningen i Dafur og Sydsudan for 60 års blodig krig. Inden briterne trak sig ud af landet i 1956, skiftede de imidlertid mening og lod den arabiske magtelite i hovedstaden Khartoum få herredømmet over hele landet. Kort efter indførte Khartoum-regeringen sharialovgivning og styrede landet med hård hånd, hvoraf særligt de sorte befolkningsgrupper i vest og syd blev undertrykt. Mange kilder vidner om en systematisk udnyttelse af den kristne befolkning i syd, hvorfra der blev etableret slavehandel til den centrale del af landet og mange unge drenge blev tvunget til at arbejde som børnesoldater for regeringshæren.

Magtkampene ved forhandlingsbordet
Den vedvarende undertrykkelse og etniske udrensning af befolkningen i syd førte til etableringen af den største militære oppositionsfraktion, SPLA/M (Sudan People’s Liberation Army/Movement), og begyndelsen på Den Første Sudanesiske Borgerkrig fra 1956 til 1969. Det var under denne krig, at den unge agronom, soldat og senere Ph.d., John Garrang, fik smag for at kæmpe for bedre forhold for de ikke-arabiske etniske grupper i Sudan. Mod slutningen af krigen blev Garrang leder af SPLA/M og i den følgende borgerkrig, kendt som Den Anden Sudanesiske Borgerkrig (1983-2005), ledte han kampene mod de sudanesiske styrker. Garang tilhørte ’dinkaerne’, den største etniske gruppe i den sydlige del af landet, og som mange andre dinkaer voksede han op i den nordøstlige del af det nuværende Sydsudan. Garang beskrives som en karismatisk skikkelse, der formåede at samle mange forskellige militser under én samlet opposition vendt mod Khartoum-regeringens undertrykkelse og styrets konstante ligegyldighed overfor den øgede hungersnød i syd. Hungersnøden, som de fleste nok husker fra verdenspressens portrætter af udmagrede, tændstiktynde børn, der vandrede gennem ørkenlandskaberne til propfulde flygtningelejre, kostede gennem 1980erne og 1990erne mere end 100.000 mennesker livet.

Kendetegnende for Garang var at han som udgangspunkt ikke ønskede en opdeling af Sudan. Garang var stolt af at tilhøre Afrikas største land og mente, at de mange etniske grupper burde dele magten. Det var netop denne holdning, som bragte ham i konflikt med sin næstkommanderende, militslederen Riek Machar fra den etniske gruppe ’nuerne’. Machar mente nemlig, at Sydsudan burde få selvstændighed fra Sudan.

Machar var – og er – en sammensat person. Selvom han fra helt ung havde ligget i guerillakrig med Khartoum-regeringens tropper, havde han også nået at få en Ph.d.-grad i filosofi fra Bradford University. På hjemmefronten beskrives Machar som en omsorgsfuld familiefar, gift med den britiske nødhjælpsarbejder Emma McCune, der blandt andet kæmpede for at få regeringen og SPLA/M til at holde op med rekruttering af børnesoldater. Ægteskabet mellem militslederen der, om nogen, brugte børnesoldater og den unge smukke børnerettighedsforkæmper, vagte stor opmærksomhed i verdenspressen. McCune døde imidlertid i et trafikuheld, da hun som højgravid var taget til Nairobi i 1993. Senere giftede Machar sig med Angelina Teny, som var energiminister i Sydsudans eksilregering mellem 2005 og 2010.

Kupforsøget og helikopterulykken
Machar var imidlertid ikke kun uenig i Garangs holdning om et samlet Sudan. Han mente også, at Garang favoriserede sin egen etniske gruppe, dinkaerne. Machar brød derfor med SPLA/M i slutningen af 1980’erne, og i sommeren 1991 varslede han over landsdækkende radio, at han forberedte et kup mod Garang. Machar og hans næstkommanderende, Lam Akol, håbede, at deres radiomeddelelser ville skabe en modstand mod Garang, som kunne hjælpe dem med at indtage hovedstaden Juba. Machar og Akols kupforsøg mislykkedes dog hurtigt. I november 1991 blev deres udbryderfraktion nedkæmpet, efter de havde udført den berygtede ’Bor-massakre’, hvor 2000 dinkaer blev dræbt i byen Bor, der ligger tæt på Garangs hjemby.

Men på trods af kupforsøget – og muligvis på grund af den store fælles fjende, Khartoum-regeringen – sluttede Garang og Machar fred i 2002. Machars militshær, South Sudan Liberation Movement/Army (SSIM/A), blev indlemmet i SPLA/M og Machar fik igen en højtstående position i SPLA/M’s ledelse. Det var i imidlertid først i 2012, at Machar tog mod til sig og offentligt indrømmede at stå bag udførelsen af Bor-massakren. Tårevædet undskyldte han massakren overfor de efterladte på et pressemøde i Garangs hjem.

Mange års fredsforhandlinger mellem Khartoum-regeringen og Garang, som repræsentant for SPLA/M, endte i 2004 med en ordning, hvor Garang blev vicepræsident for Sudan for en femårsperiode. Dermed fik Garang indløst sit ønske om et forenet Sudan, hvor landets større etniske grupper kom til orde i regeringen. Efter de fem år var det intentionen, at man ville overveje muligheden for at dele syd og nord. I 2005 døde Garang imidlertid i en helikopterulykke i bushen. Årsagen til ulykken blev aldrig fundet. Men i og med at mange på begge sider af konflikten var tilhængere af en opdeling af Sudan, kom Garangs dødsfald på et gavnligt tidspunkt for hans modstandere, hvilket flere fandt mistænkeligt.

Den nuværende sydsudanesiske præsident, Salvar Kiir Mayardit, som i disse dage har skiftet sin karismatiske store sorte cowboyhat ud med en grøn militærkasket, tjente efter Machars kupforsøg i 1991 som Garangs næstkommanderende. Det var derfor ham, der stod til at overtage posten som vicepræsident for Sudan efter Garangs død. Ikke så underligt svirrede der derfor – aldrig bekræftede – rygter om, at han var indblandet i helikopterulykken. Kiir besad posten som Sudans vicepræsident perioden ud og blev efterfølgende præsident for Sydsudans eksilregering inden den endelige folkeafstemning i 2011, hvor Sydsudan blev erklæret selvstændigt. Med 98,9% af stemmerne vandt Kiir landets første præsidentvalg. Og under hele forløbet – indtil hans afskedigelse 23. juli 2013 besad Machar posten som vicepræsident for Sydsudan.

Striden om olien
En af de helt centrale grunde til at den endelige folkeafstemning om et selvstændigt Sydsudan trak ud, var spørgsmålet om, hvor man skulle drage grænsen mellem de to lande. Områdets største oliefelter er placeret i den nordlige del af det nuværende Sydsudan. Med selvstændigheden i 2011 blev det derfor en kendsgerning, at Sydsudan kunne producere fire gange så meget olie som Sudan. Men fordi Sydsudan ikke har nogen kyst, skal olien transporteres gennem Sudan i rørledninger. Samarbejdet omkring denne transport har de sidste tre år været rod til flere kriser landene imellem, og præsident Kiir har flere gange beskyldt Sudan for at stjæle af olien. Så sent som i juni 2013, truede Sudans præsident, Omar Al-Bashir, med at lukke for rørledningerne.

Selvom nogle havde håbet, at selvstændigheden i 2011 ville skabe nogen fred har det siden selvstændigheden langt fra været sikkert at befinde sig i den nordlige del af Sydsudan. Selv før den væbnede konflikt brød ud i december 2013, blev der rapporteret om flere voldelige episoder og kvægplyndringer i nærheden af grænsen til Sudan, i uro som alene mellem januar og marts 2013 kostede 200 mennesker livet og tvang mange tusinder på flugt. Ustabiliteten i denne del af landet har desværre også betydet, at flere NGO’er allerede før den nuværende konflikt måtte trække sig fra området, hvilket har formindsket hjælpen til de tilbageværende.

Konflikten antændes: Machar fyres
Siden Sydsudans første uafhængighedsdag den 9. juli 2011 har det nyopførte stadion i Juba, John Garangs Mausoleum, på denne dato dannet rammen for en kæmpe tilbagevendende folkefest. Her kommer tusindvis af sydsudanere fra nær og fjern for at opføre deres nationaldanse, feste dagen lang og synge med på nationens nykomponerede nationalsang. Som verdens yngste nation har uafhængighedsjubilæerne også tiltrukket et hav af afrikanske præsidenter, FNs generalsekretær Ban Ki-moon og selveste arvefjenden, præsident Al-Bashir.

På uafhængighedsdagen i juli 2013 var undertegnede taget med til festpladsen. Under den bagende sol midt på dagen lyttede vi til Kiirs tale om fremgangen for verdens yngste nation og fulgte timelange fremvisninger af kamptropper, kampvogne, jægerfly og artilleri. Nogle bemærkede, at Kiir aldrig før havde brugt uafhængighedsfesten til at fremvise sit våbenarsenal. De mente, at dette sandsynligvis var tegn på den intensiverende strid mellem ham og Machar eller en direkte trussel om væbnet kamp, hvis vicepræsidenten skulle få fikse idéer om et statskup.

Ganske rigtigt. Kun 14 dage efter folkefesten afskedigede Kiir sin vicepræsident, det meste af kabinettet og guvernørerne i de nordlige olieproducerende regioner med anklager for planlægningen af et kupforsøg. I forhold til Machars fortid som mislykket kupmager under Garang kan man måske ikke fortænke Kiir i sin skepsis overfor Machars loyalitet. Ikke desto mindre blev Kiirs beslutning fordømt af mange både i og uden for Sydsudan. I ugerne efter afskedigelserne stod 600 eksil-sydsudanesere, på tværs af etniske grupper, sammen om en offentlig fordømmelse af Kiirs beslutning, som var i komplet modstrid med den netop vedtagne grundlov. Kort efter stod Machar frem i et interview med Al-Jazeera og proklamerede, at Kiir nu måtte betragtes som en enerådig diktator.

De mange oprørsgrupper, der kæmper mod Kiir, er uenige i den måde landet bliver ledet på. De ser præsidenten som en diktator, der ikke bekymrer sig om folkets bedste og konsekvent nedprioriteter investeringer i sundhed og uddannelse. Ifølge oprørernes talsmænd leder Kiir regeringen på en uforsvarlig måde, og fyrer folk, der er uenige med ham, uden varsel.

Ikke kun en etnisk konflikt
Der er ingen tvivl om, at dinkaerne, som både Garang og Kiir tilhører, har haft betydelig magt i Sydsudan gennem tiderne. Det er da også bemærkelsesværdigt, at de fleste højtstående personer både i SPLA/M og den sydsudanesiske regering tilhører netop dinkaerne. Som nuer kan Machar derfor betragtes som en repræsentant for landets andre etniske grupper, hvorfor mange synes, det var vigtigt at have ham, en person af en anden etnisk herkomst, i landets topledelse.

Hvis man udelukkende kigger på de to stridende parters egne etniske tilhørsforhold, Machars fortid som ansvarlig for Bor-massakren og Kiirs ligegyldighed overfor vigtigheden af at have nuerne repræsenteret i regeringens ledelse, kan man nemt udlede, at de igangværende blodsudgydelser er etnisk funderet. Men hvis man spørger sydsudaneserne selv, skal verdenspressen passe på med at lave forhastede konklusioner. På telefon fra Juba understreger en iagttager overfor mig: ”Dette er ikke en etnisk konflikt, det er en stridighed mellem politikere!”. På Twitter og Facebook er stemningen blandt unge sydsudanesere den samme: Dette er ikke og må ikke udvikle sig til en etnisk konflikt. Det er en magtkamp mellem to politikere, som går ud over resten af befolkningen. Flere af de unge dinkaer fra Sydsudan afviser blankt enhver mistanke om etnisk krig mellem nuerne og dinkaerne. De fremhæver, at begge etniske grupper er repræsenteret i både Machar og Kiirs fraktioner af SPLA/M.
Alligevel er FN i højt alarmberedskab overfor et potentielt nyt tilfælde af etnisk udrensning på det afrikanske kontinent. Allerede indenfor den første uge af konflikten fordoblede FN styrken af fredsbevarende soldater til 13.000. Grusomhederne i Rwanda, hvor FN blev hårdt kritiseret for at handle for langsomt, ligger stadig frisk i det internationale samfunds hukommelse. Beslutningen kan også ses som en reaktion på drabet af to indiske FN-soldater og beskydningen af et amerikansk fly 21. december 2013, som for alvor markerede starten på den væbnede konflikt.

Olie og blod i Bor
Den nuværende konflikt, der har kostet flere tusinde menneskeliv, udsprang i midten af december 2013 efter at præsident Kiir fængslede en række embedsmænd og militærfolk under anklager om medvirken til et kupforsøg. Siden da har den nordlige del af landet, især området omkring Bor og olieboringerne i Unity-regionen, været centrum for de væbnede kampe. Bor er dermed igen epicenter for interne stridigheder i SPLA/M. Det skyldes med stor sandsynlighed, at den nordlige del af landet har stor betydning for regeringen i Juba, fordi det som nævnt er her man finder landets vigtigste indtægtskilde, olien.

Eksport af olie udgør omkring 80% af BNP i det fattige Sydsudan. Machars angreb i områderne kan derfor ses som en magtdemonstration overfor Kiir, for hvem olieboringerne er altafgørende for at få landet tilbage på fode efter selvstændigheden. Med blik for betydningen af byen Bor – som også i dag er helt afgørende for dinkaerne – er det svært at forestille sig, at Machar ikke forsøger at rive op i et gammelt sår ved netop at indtage dén. Lige siden slutningen af december har det dog været uklart, om det er Kiir eller Machars styrker, der har indtaget byen, da begge parter skiftevis proklamerer, at Bor er i deres varetægt.

Forhandlingerne i Etiopien: kan knuden løses?
I øjeblikket udvikler situationen i Sydsudan sig time for time. Vil fredsforhandlingerne lykkes? Og hvor mange skal dø, inden de stridende parter når frem til en løsning som begge kan enes om?

Dødstallet og antallet af mennesker drevet på flugt stiger dag for dag. Ifølge FN er ca. 200.000 som nævnt drevet på flugt, mens drabstallet endnu er uvist. Repræsentanter fra IGAD (Intergovernmental Authority on Development), den østafrikanske udviklings- og handelssammenslutning, i skikkelse af den ugandiske præsident Yoweri Museveni, den kenyanske præsident Uhuru Kenyatta samt den etiopiske statsminister Hailemariam Desalegn, har fra de allerførste dage af konflikten aktivt forsøgt at mægle mellem Kiir og Machar. Alligevel er parterne ikke nået tættere på en løsning.

Et af kerneproblemerne har været, at Machar har nægtet at gå til forhandlingsbordet, før Kiir frigiver alle de fængslede fra 15. december. Machar benægter Kiirs anklager om et kupforsøg og mener, at de fængslede embedsmænd bliver tilbageholdt under falske anklager. Kiir fastholder modsat, at de fængslede bør retsforfølges, hvilket vil tage mange måneder. Ifølge et interview med Machar i The Observer er flere af de fængslede dog blevet frigivet henover nytåret. I takt med frigivelserne skulle man forvente, at parterne nærmede sig hinanden. Det ser imidlertid ikke sådan ud. Selvom Machar overvejer at sætte sig til forhandlingsbordet, nægter Kiir at påbegynde de direkte forhandlinger, før Machar giver lovning på våbenhvile i samtlige provinser. Forhandlere for regeringen og oppositionen har i dagevis siddet klar på Hotel Sheraton i Etiopiens hovedstad Addis Ababa uden at kunne påbegynde fredsforhandlingerne mellem de to parter.

I betragtning af 1990’ernes fraktioner og stridigheder i SPLA/M, eller netop på grund af disse, har de to parter valgt en række interessante forhandlere. Kiirs delegation ledes af den tidligere højtrangerende leder i SPLA/M og medskyldige i Bor-massakren, Lam Akol. Machars forhandlere ledes af Garangs enke og tidligere transportminister Rebecca Nyandeng de Mabior, der ligesom sin afdøde mand tilhører dinkaerne. I lyset af fortidens konflikter kan man håbe, at det vil gavne forhandlingerne, at de to delegationsledere begge har været tilknyttet den anden part i de tidligere magtstridigheder, der kulminerede med Bor-massakren. Gennem denne optimistiske linse ser det hold af mæglere, der er kørt i stilling, fortrøstningsfuldt ud. Men spørgsmålet er, om de får grønt lys til at begynde forhandlingerne.

Oprørernes specifikke krav er lige nu frigivelsen af de 11 fanger. På længere sigt rejser de krav om en bedre regering, der lytter til befolkningen og prioriterer dens behov. Ifølge BBC er det især Garangs søn, der er involveret i forhandlingerne i øjeblikket. Regeringen kræver på den anden side, at oprørerne trækker sig ud af områderne Bor og Bentiu og lader regeringen føre landets politik – uden oprørernes indblanding.

”Vi er ét folk, bror og søster”
Det er muligvis fraværet af den fælles fjende, Khartoum regeringen, der har pustet liv i de interne magtkampe efter Sydsudans selvstændighed. I hvert fald må man konstatere, at lederne i verdens nyeste land har tendens til at falde tilbage i gamle voldelige løbebaner, når samarbejdsproblemerne melder sig.

I december måned skrev en sydsudaneser, der netop var undsluppet de væbnede kampe i det nordlige Sydsudan, på sin Facebook: ”Lad os stoppe med at slå hinanden ihjel her i Sydsudan. Vi er ét folk. Altid. Nuer og dinka er, og vil blive ved med at være, bror og søster”. Og på trods af fortidens spøgelser er det tilsyneladende ikke de etniske motiver i konflikten, som provokerer mange af de unge sydsudanesere mest. Det er derimod den manglende respekt for den nyskabte fred efter mere end 60 års blodig borgerkrig, hvor mindst tre millioner mennesker har mistet livet. Dét kombineret med den manglende prioritering af den igangværende genopbygningsfase. ■

Ayo Degett (f.1985) er antropolog og har gennem tre et halvt år fulgt en gruppe tidligere børnesoldater fra Sydsudan fra eksil i Uganda til reintegration i Sydsudan efter landets selvstændighed. Foto: Pause i militærparade i Sydsudan i juli 2013. Af forfatteren.