11.06.2014

Ruslands militære støtte er af enorm betydning for Assads krigsmaskine. USA tøver stadig med at bevæbne oprørerne.

Af Martin A. Husted

Den syriske borgerkrig går nu ind i sit tredje år, og udsigten til en politisk løsning synes, efter de minimale resultater i Genève, langt væk. I stedet søger borgerkrigens parter løsningen på slagmarken. Men her er sejren ikke inden for rækkevidde for nogen af dem. Ganske vist har foråret 2014 budt på militær fremgang for Bashar al-Assad. Støttet af Hizbollahstyrker, og forstærket af russiske våben, er regimet rykket frem: Man har indtaget en række strategiske områder omkring Damaskus og har øget presset på oprørsstyrkernes position i Homs og Aleppo. Observatører er enige om, at konflikten nu er indtrådt i en fase, hvor ingen af parterne er stærke nok til at gen-nemtvinge en militær løsning, men heller ikke svage nok til at tabe. Og det er i det perspektiv, man bør se Assads igangværende offensiv: Det er i bund og grund mere et begrænset forsøg på at udbygge regimets lokale magtposition end et egentligt greb efter den endelige militære sejr på slag-marken.

Vaklende USA

Debatten om international militær intervention startede ikke længe efter borgerkrigen i marts 2011. Men Rusland har stædigt brugt sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd og nedskudt Assad-kritiske resolutioner hele fem gange i perioden 2011-2014. For de vestlige stormagter med USA i spidsen har FN-systemet reelt beskyttet Assad og har dermed også udstillet Vestens manglende evne og vilje til endnu en gang at gå uden om systemet.

Da Assadregimet i sommeren 2013 brugte kemiske våben mod civile i Damaskus, syntes situationen at ændre sig. Billederne af de mange ofre skabte en kortvarig, men alvorlig krise for Assad, hvor en militærintervention nærmede sig. Krisen blev dog deeskaleret af Rusland, som skabte rammerne for en diplomatisk løsning. Her overgav Assad sine kemiske våben til destruktion under international kontrol, men undgik til gengæld vestlige luftbombardementer. Ruslands løsningsmodel blev accepteret internationalt, da vestlige toppolitikere i sidste ende erkendte, at en begrænset militærintervention ikke ville løse borgerkrigens problemer. Men bl.a. den amerikanske senator John McCain rettede en stærk kritik mod Obama-administrationens svaghed over for Syrien: ”Assad var i stand til at bruge kemiske våben før, og der var ikke noget modsvar, så hvorfor ikke gøre det igen? De [Assadregimet] anså det ikke som en rød linje, men som et grønt lys og handlede derefter.” Præsident Obama forsvarede til gengæld sit ræsonnement til TV-stationen CBS: ”Efter et årti med krig har USA sine begrænsninger.” Han forklarede: ”Jeg mener, at det er en forkert antagelse at tro, at vi har en position, hvor vi gennem et par udvalgte angreb kunne forebygge de lidelser, vi har set i Syrien.”

Obamas forklaring sætter ord på Vestens store dilemma. Den eneste virkelige militærløsning er en årelang indsættelse af hundredtusindvis af landtropper. Det scenarie minder alt for meget om Afghanistan og Irak til at overhovedet at blive overvejet seriøst.

Med udelukkelsen af en militærintervention står Vesten tilbage med én mulighed: udmattelsesstrategien. Den indeholder en accept af, at Vesten ikke kan påvirke borgerkrigens udfald med egne kræfter, men må søge at maksimere påvirkningen gennem mere skjulte midler. Vesten kan påbegynde en egentlig systematisk bevæbning af oprørsstyrkerne og her udnytte de netværk, som Saudi-Arabien og Qatar allerede har opbygget. De to golfstater er dybt involveret i bevæbningen af bestemte oprørsgrupper, men det er sket på bekostning af oprørets samlede styrke. For Qatar og Saudi-Arabien er det nemlig ikke udelukkende et spørgsmål om, at oprøret vinder over Assad, men at bestemte, primært sunnimuslimske, grupper er dominerende i den efterfølgende politiske ordning af Syrien. Samme selektive tænkemåde kan være grundlaget for Vestens udmattelsesstrategi. Målet ville i så fald være at få oppositionen gjort mere militært slagkraftig og få styrket de moderate, og primært sekulære, oprørsgrupperinger.

Men her ligger en intern konflikt mellem Vestens – primært USA’s – og Saudi-Arabiens og Qatars favoritter blandt oprørsgrupperne. De to golfstater har nemlig udviklet et praktisk, men potentielt farligt samarbejdsforhold i deres støtte til oprørsgrupper i Syrien, hvor saudierne støtter en række yderligtgående sunnigrupperinger, og Qatar forsyner ekstreme jihadfraktioner. Det har betydet fremvæksten af grupperinger i Syrien, som eksempelvis Jabhat al-Nusra, der ikke er under saudiernes kontrol, men som er udstyret med moderne våben fra Saudi-Arabien. I den situation må USA ifølge Simon Henderson fra Washington Institute For Near East Policy derfor først sikre sig, at de oprørsgrupper, som skal modtage flere våben og bedre træning, ”kun har ambitioner om at slippe af med Bashar al-Assad snarere end at nære ambitioner om global jihad”. Bevæbning af oprørsgrupper er dog ikke en ny, uprøvet mulighed, og det er tvivlsomt, om det overhovedet vil ændre borgerkrigens rytme afgørende. Hvis det skal have en effekt, så er det, oprørsstyrkerne virkelig mangler, våben, som effektivt kan bekæmpe Assads kampvogne og luftstyrker – våbensystemer, som Vesten endnu ikke har leveret systematisk eller i væsentlige mængder. Som sagt er årsagen, at vestlige politikere ikke kan gennemskue den samlede syriske opposition. Her synes politikerne i Washington, Berlin, Paris og London at være lovligt undskyldt. Forvirringen om lederskabet i Den Frie Syriske Hær om motiverne for sekulære og islamiske oprørsgrupper og tilstedeværelsen af al-Qaeda-relaterede grupper som Al-Nusra-Fronten og det ekstremistiske ISIL (Islamic State of Iraq and the Levant) tvinger Vesten til at genoverveje sine muligheder. Her er frygten, at højteknologiske vestlige våbensystemer, eksempelvis lette jord til luft-missiler, vil blive vendt mod Vesten, hvis de falder i hænderne på de forkerte.

Fragmenteringen på oprørssiden er enorm, og indtil der sker en politisk samling, vil USA og andre vestlige efterretningstjenester have svært ved at finde troværdige støtter i kampen mod Assad. DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgård fortæller hvordan: ”Oprørsgrupper […] har på det seneste måttet afgive hver ti krigere til at bekæmpe ISIL – i en periode, hvor de ellers er travlt optaget af at kæmpe mod regimet og Hizbollah”. Helt absurd synes oprørets fragmentering at blive, når Damsgård beskriver, at Assadregimet køber olie og gas af ISIL, der så til gengæld slipper for bombetogter – samtidig med at ”områder, hvor Den Frie Syriske Hær opholder sig, bliver angrebet på daglig basis”.

Indtil nu har oprørets interne konflikter og forekomsten af islamiske grupper været blandt de primære årsager til Vestens uvilje mod at levere andet end lette våben. Men billedet kan være under forandring. I april har en moderat oprørsgruppe lagt nye videoer på YouTube, der viser dens krigere bevæbnet med amerikanske antitankmissiler, TOW. Kilder fortæller til Wall Street Journal, at det er udtryk for et forsigtigt samarbejde mellem amerikanske og saudiske efterretningstjenester, der i et pilotprojekt forsyner udvalgte moderate grupper med moderne antitank- og luftværnsvåben. Her understreges det, at projektets succes står og falder med, hvorvidt de få udvalgte grupper kan fastholde kontrollen over våbensystemerne. Hvis systemerne falder i hænderne på ekstremister blandt oprøret, understreges det dog, at man har udstyret våbnene med en ekstra sikring. Eksempelvis skulle TOW-missilerne være forsynet med sikkerhedskoder og kun være mulige at aktivere gennem brug af fingeraftryksscannere. Etableringen af sådanne sikker-hedsanordninger vidner om amerikanernes frygt for, at våbnene misbruges, og om den næsten overdrevne forsigtighed, der præger USA’s rolle i Syrien. På den anden side peger udviklingen sandsynligvis på Washingtons større villighed til at styrke oprørsstyrkerne militær og på en accept af den risici, der uundgåeligt følger med. Hvis syriske oprørsgrupper over sommeren i stigende grad vil få adgang til sådanne våbensystemer, vil det stærkt øge deres kampkraft. Det vil gøre det sværere for Assad at benytte sine pansrede enheder frit, specielt i bebyggede områder. Det vil kunne sænke hastigheden på regimets igangværende forårsoffensiv. Men selv så sofistikerede missiler vil ikke alene betyde en radikal forandring af den militære magtbalance. Det vil kun udjævne forholdet, således at Assad må være mere afventende end i dag.

Med udmattelsesstrategien vil Vesten afvente udviklingen på slagmarken. Forventningen er, at parterne over tid oplever stadig større militærudmattelse, som tvinger dem til forhandlingsbordet. Det er ikke helt utænkeligt. Assads styrker har siden borgerkrigens begyndelse lidt massive tab, måske 30-35.000. Hertil kommer, at Hizbollahmilitsen, regimets allierede, siden sin indtræden i krigen i 2012 også har oplevet stadig større tab. For Assad vil der komme et punkt, hvor smertegrænsen er nået. Den opstår, når de mindretalsgrupper, som Assad baserer sin magt på, primært alawitter og shiamuslimer, ikke længere kan bære tabene.

Faren ved udmattelsesstrategien er ikke blot, at den tager tid, men at den er uforudsigelig. Dertil kommer den humanitære pris. Den syriske civilbefolkning efterlades i en umulig situation, hvis Vesten fastholder sit ønske om at vente og se. Verdenssamfundet – og Vesten – vil have svært ved at forene sådan en strategi med sine egne idealer om menneskerettigheder. Borgerkrigens menneskelige omkostning er kun alt for tydelig. Konfliktens menneskelige pris er i FN’s for-sigtige bedømmelse på ca. 100.000 døde, og organisationen anslår samtidig, at ca. 3 mio. er flyg-tet til Syriens nabolande.

Dertil kommer frygten for, at Syrien står foran en politisk opsplitning – en mere permanent opdeling i de landområder, som p.t. kontrolleres af Assad og de enkelte oprørsgrupper. En udvikling, der vil igangsætte en uoverskuelig proces i Mellemøstens intrikate magtspil, hvor regionale magtcentre og nabostater som Tyrkiet, Iran, Irak, Qatar og Saudi-Arabien alle vil kæmpe for indflydelse. Her er Syrien allerede blevet en skueplads for en intens stedfortræderkrig mellem Saudi-Arabiens sunnidominerede monarki og Irans shiakontrollerede teokrati. Det komplicerer sit-uationen for USA, og amerikanske embedsmænd forklarer til Washington Post, hvordan saudierne og iranerne ”anser deres indflydelse i Mellemøsten som et nulsumsspil, og at situationen i Syrien blot er en ny scene, hvor de kan udkæmpe deres langvarige magtkamp”. Her er det Riyadh, som i øjeblikket må se sin position under pres. På slagmarken i Syrien spiller Teherans massive støtte til Assad i form af våbenforsyninger, brændstof og rådgivere en stor rolle i forklaringen på, at regimet formår at fastholde sin offensiv. Det sker på et tidspunkt, hvor det diplomatiske forhold mellem Vesten og Iran er under opblødning efter gennembrud i forhandlingerne om iranernes atomprogram. Saudiernes strategiske mareridt er ifølge Bruce Reidel fra Brookings Institution, at: ”iransk og shiamagt vil strække sig fra Libanon, over Syrien, Irak, Bahrain og selv Yemen”. Et shiadomineret Mellemøsten er totalt uacceptabelt for Riyadh, og saudierne forsøger at tilbagerulle processen med deres støtte til ekstreme jihadoprørsgrupperinger i Syrien. Det sker, vel vidende at grupperne ikke kun ønsker at bekæmpe Assad, men også nærer fremtidige ambitioner om at vælte det saudiske kongehus og bekæmpe USA’s position i Mellemøsten. Men i saudiernes optik og ud fra deres sekteriske læsning af Mellemøstens magtspil er de tvunget til sådanne satsninger.

Urokkelige Rusland

Moskva har fra begyndelsen støttet Assad. Ruslands støtte og involvering i borgerkrigen baserer sig på en spindelvævslignende konstruktion af storpolitiske interesser og økonomiske engagementer. I FN har Rusland fra konfliktens udbrud i 2011 stået fast på fastholdelsen af suverænitetsprincippet og i særlig grad på ikkeintervention, som russerne anser som kernen i international lov. I Moskvas udlægning er suverænitet et ukrænkeligt princip, hvor et lands regering har absolut ret til at udøve sin myndighed inden for sine nationale grænser. Det er et princip, Rusland gentagne gange har forsvaret med brug af sin vetoret i FN’s Sikkerhedsråd, og som har sat Moskva på diplomatisk kollisionskurs med Washington og EU. Det trumfer udiskriminerende brug af “tøndebomber”, systematisk brug af tortur og henrettelser i regimets fængsler og selv giftgasangreb.

Stærke indicier pegede på, at Assads fjerde panserdivision anvendte nervegas i august 2013. Men Putin valgte en diplomatisk modoffensiv. Den var designet til at tage luften ud af Vestens tøvende tale om militærintervention. I et indlæg i New York Times spillede Putin på Vestens blivende usikkerhed over for borgerkrigens egentlige aktører og spurgte, om grundlaget for en intervention var opfyldt: ”Ingen tvivler på, at giftgas blev benyttet i Syrien. Men der er al grund til at tro, at det ikke blev benyttet af den syriske hær, men oppositionsstyrker for at fremprovokere en intervention af deres magtfulde udenlandske støtter, som derved ville komme på samme side som fundamentalister,” skrev Putin. Brevet indeholdt også en understregning af Putins forståelse af su-verænitet og fremstiller Rusland som en ansvarlighedens stormagt, der arbejder for international stabilitet med centrum i FN: ”Vi beskytter ikke den syriske regering, men international lov. Vi må bruge FN’s Sikkerhedsråd og have tiltro til, at opretholdelse af lov og orden i nutidens komplekse og turbulente verden er en af de få måder, hvorpå internationale forhold ikke glider ned i kaos.”

Ruslands involvering i Ukraine – og naturligvis i særdeleshed Krim – synes at undergrave Putins forsøg på at beskytte suverænitetsprincippet for enhver pris. Men Putin vil behændigt frem-stille Ruslands adfærd i Ukraine som isoleret fra enhver tale om krænkelse af suverænitetsprincippet. Et argument kan være, at Moskva (og store dele af Ukraines russisktalende befolkning) ikke anerkender regeringen i Kijev som legitim. Dermed bortfalder dens myndighed og krav på overholdelse af suverænitet. Men hvordan Putin end vil argumentere, fremstår Rusland i dag som en international spiller drevet grundlæggende af geopolitiske overvejelser – både i sit nærområde i Ukraine og i særdeleshed i Syrien.

Ruslands position i Mellemøsten er grundlæggende svag, og den intense støtte til As-sadregimet er et forsøg på at redde, hvad reddes kan. Historisk har russerne haft en alliance med Assad-regimet, og Rusland har siden 1971 opretholdt en flådehavn i havnebyen Tartus. Faciliteterne i Tartus er rent militært ikke af stor værdi for den russiske flåde, idet man ikke kan modtage større flådeskibe. Det er havnens symbolske og geoøkonomiske betydning, som gør den interessant. Symbolsk er Tartus i Moskvas selvforståelse som stormagt ensbetydende med russisk militærtilstedeværelse i Mellemøsten og i Middelhavet. Geoøkonomisk er den afgørende for den gensidige afhængighed mellem Rusland og Assad-regimet. Til Tartus ankommer de fleste russiske tunge våbenleverancer, og i fremtiden kan havnen udvikle sig til et nervecenter for russiske olie- og energivirksomheders jagt på ressourcer i Middelhavet. Det russiske firma Soyuzneftegas indgik i december 2013 en aftale til 90 mio. dollars med regimet om at søge olie i den syriske del af Middelhavet ud for Tartus. Moskva kan med tilfredshed konstatere, at Assad har nydt – omend begrænset – militær fremgang i foråret 2014. Det skyldes i høj grad Ruslands fortsatte vilje til at levere konventionelle højteknologiske våben og udstyr. Reuters kan fra pålidelige kilder bekræfte, at tunge russiske transportfly af typen Antonov An-124 siden december 2013 gentagne gange har fløjet flere laster af ”pansrede køretøjer, overvågningsudstyr, radarer, udstyr til elektronisk krigsførelse og reservedele til helikoptere” til militærluftbaser under regimets kontrol. Der er ligeledes rapporter om overførelsen af russiskproducerede overvågningsdroner, som styrker regimets mulighed for at gennemføre præcisionsangreb. Men russiske transportfly alene kan umuligt levere den mængde af våben og udstyr, som Assads krigsførelse virkelige behøver. Den amerikanske sikkerhedspolitiske tænketank C4ADS belyser i en rapport fra 2013, hvordan massive russiske våbenleverancer føres med skib fra Sortehavet til de strategiske havnebyer Latakia og netop Tartus i Syrien.

Det er af kritisk nødvendighed for Assadregimets krigsmaskine, at russerne fortsætter denne systematiske støtte – først og fremmest fordi Assads overlegenhed på slagmarken er betinget af hans luftstyrker og landmilitærenheder. De er opbygget omkring sofistikerede russiske våbensystemer som kampfly af typen Su-22 og MiG-23, helikoptere af typen Mi-24, kampvogne som T-80 og T-72. Assad ved, at funktionsdygtigheden af sådanne systemer afhænger af mere end ammunition og brændstof. Grundlæggende handler det om reservedele og logistik, og her træder vigtigheden af russernes fortsatte støtte til Assad virkelig frem. Analytikeren Tom Wallace fra C4ADS betoner, at: ”Folks bevidsthed retter sig mest mod spørgsmålet om ammunition, men de undervurderer, hvilken utrolig logistisk byrde et moderne mekaniseret militær er: Kæder til kampvogne, helikopterrotorer, flybrændstof – stort set enhver komponent i ethvert stykke udstyr kan og vil bryde ned uden vedligeholdelse og udskiftning.”

Kendsgerningen er, at Moskvas støtte udgør en bærende søjle i Assads fortsatte evne til at føre krig. Hvis russerne stoppede våbenleverancerne, kunne de over få måneder lægge et ubærligt pres på Damaskus og i det mindste tvinge krigens blodige intensitet ned. Men Ruslands vilje til at fastholde sin støtte til Assadregimet synes urokkelig. Selv ikke giftgasangreb, hårdhændet undertrykkelse – som den dokumenteres af billeder af mishandlede lig fra Assads fængsler – eller regimets daglige brug af militærets fulde magtapparat har fremmedgjort Damaskus og Moskva. Det vidner om en ny hårdhed i Ruslands udenrigspolitiske linje, som har alvorlige implikationer for håbet om borgerkrigens snarlige politiske løsning. Med begivenhederne i Ukraine er forholdet mellem Vesten og Rusland på et nyt lavpunkt. Putin synes ikke at se nogen gode grunde til at søge en politisk løsning i Syrien. Også for Moskva er krigen blevet en udmattelseskrig.


Martin Ammitsbøll Husted (f. 1981) er cand.mag. i filosofi, historie og samfundsfag fra Aarhus Uni-versitet. Han er lektor på Århus Akademi.