16.04.2014

Fremstillingen af Arktis som regionen, hvor en storpolitisk konflikt konstant ulmer under den frosne overflade, er voldsomt overdreven. Mens regeringer, private virksomheder og NGO’er indgår i stadigt tættere samarbejder om at udvikle regionen og fremme et trygt investeringsklima, truer den forhastede profitjagt med en økologisk katastrofe, der kan kaste lange skygger ind i fremtiden.

ANALYSE af Jakob Mygind Korsby

Interessen for Arktis er steget eksplosivt siden United States Geological Survey i 2008 anslog, at ca. 30 pct. af jordklodens endnu uopdagede gasressourcer og 15 pct. af de endnu uopdagede olieressourcer befinder sig nord for polarcirklen. Den særlige kombination af suverænitetsspørgsmål og energipolitik har gjort Arktis til en high politics-arena. Medier står i kø for at udnævne Arktis til muligt konfliktområde, som i sidste ende vil medføre en storpolitisk kamp om de arktiske ressourcer.

På Arktis-konferencen Arctic Frontiers i Tromsø tidligere på året efterlod prominente talere fra USA, Canada, Rusland og Norge da heller ingen tvivl om vigtigheden af Arktis i deres respektive udenrigspolitikker.

Ingen grund til panik over genåbning af militærbaser
Den russiske Arktis-ambassadør, Anton Vasiliev, gjorde i sin tale i auditoriet på Tromsø Universitet klart, at man fra russisk side har storstilede planer for den sjettedel af russisk territorium, der med sine 2,5 mio. russere udgør russisk Arktis mod nord: Over de kommende blot fem år vil man gennemføre en omfattende udbygning af den arktiske infrastruktur til at facilitere de mange igangværende og kommende olie- og gasudvindingsprojekter i de nordrussiske egne.

Særlig fokus er der på Nordøstpassagen langs den nordrussiske kyst, som skal gøres fuldt farbar for international skibstrafik – en udvikling, der allerede ser ud til at være i fuldt sving med i alt 71 skibspassager i 2013. Endelig har genåbningen af en række nedlagte sovjetiske militærinstallationer langs den russiske nordkyst og Canadas stadigt hyppigere militærøvelser i Arktis givet brændstof til rygterne om en igangværende oprustning i regionen.

Denne fortolkning bliver dog hurtigt slået i gulvet af den assisterende direktør ved det norske Fridtjof Institut, Arild Moe, som gennem mange år har beskæftiget sig med Rusland og russisk energipolitik i Arktis: ”Det er rigtigt, at vi de seneste år har set flere af de her gamle sovjetiske baser blive genåbnet i takt med, at isen forsvinder. Men jeg mener, at det er en naturlig reaktion på, at Rusland forholdsvis pludseligt får blotlagt verdens længste kystlinje. Derfor mener jeg også, at det er en alvorlig overdrivelse at tale om genåbningen af de militære baser og lufthavne som offensive handlinger, der vil føre til en væbnet konflikt. Det har ikke noget på sig”, siger Arild Moe.

Arktis er ‘afsikkerhedsliggjort’
Marc Jacobsen arbejder for den internationale tænketank Arctic Institute, som fokuserer på sikkerhedspolitik i Arktis. Han deler heller ikke ideen om, at en konflikt er under opsejling i Arktis:

“Der er sket en klar afsikkerhedsliggørelse af den arktiske region siden Ilulissat-erklæringen blev underskrevet af de arktiske kyststater i 2008. Her forpligtede de underskrivende parter sig til at udvikle regionen i fred og fordragelighed via diplomatiske veje og med respekt for gældende lovgivning, især Havretskonventionen fra 1982. Derfor mener jeg, at det er vanskeligt at forestille sig nogen væbnet konflikt udspringe i Arktis inden for en overskuelig fremtid,” siger Marc Jacobsen og fortsætter:

“Det er i højere grad et spørgsmål om, hvorvidt regionen vil kunne blive trukket ind i en konflikt, som udspringer et andet sted på kloden. Aktuelt er Ruslands ageren i Ukraine værd at holde øje med, men det er klart, at der skal en ekstraordinær dramatisk udvikling til, før det vil have indvirkning på det konstruktive diplomati i Arktis, for der er ingen tvivl om, at de arktiske stater har størst interesse i at bevare freden, så de hver især kan drage nytte af regionens ressourcer.”

Dertil kommer, at de områder, hvor der er gjort overlappende krav fra to eller flere kyststater, er relativt få og af mere eller mindre ubetydelig værdi. Det mest prominente eksempel på sådanne ”disputed areas” er den geografiske nordpol (som både Danmark, Canada og Rusland hævder retten til), hvor alle husker russernes dramatiske placering af et titaniumflag på havbunden ved hjælp af en undervandsbåd i 2007. Men den reelle betydning af russernes handling er lille, mener Marc Jacobsen:

”Betydningen af Nordpolen er i mine øjne mest af alt symbolsk. Der er jo ikke på nuværende tidspunkt forventninger om at gøre betydelige olie- eller gasfund ved selve Nordpolen.”

Massiv profitjagt binder regionen sammen og sikrer fred
Samlet set lader det til, at de massive økonomiske interesse i Arktis binder regionen tæt sammen og sikrer freden. Maria Morgunova er ph.d.-studerende fra det russiske olie- og gasuniversitet, Gubkin Universitet, i Moskva og forsker i petroleumsindustrien i Arktis. Hun er ikke i tvivl om, at bestræbelserne på at opnå store profitter i Arktis har netop den virkning:

”Der er en usædvanlig høj grad af internationalt samarbejde omkring netop arktiske olie- og gasprojekter sammenlignet med sådanne projekter i resten af verden. Vi ser tydeligt, at stater, virksomheder og NGO’er på tværs af landegrænser arbejder stadigt tættere sammen i en fælles anstrengelse for at lykkes med deres aktiviteter på Arktis. Det skyldes blandt andet, at det særlige arktiske miljø stiller krav om ekspertviden fra mange forskellige fagområder, såsom geologi, kommunikationssystemer, meteorologi osv.”

Virksomheder frygter ikke at investere i arktiske projekter
Interessen for forretningsmulighederne i Arktis er mærkbar. I dag har den forgrenet sig til en lang række vidt forskellige fagområder, bl.a. shipping, konsulentvirksomhed, turisme, byplanlægning, risikoanalyser etc.

Niels Tanderup Kristensen er ansat i Dansk Industris afdeling for International Business Development og har indblik i danske virksomheders tiltagende orientering mod nord i disse år. Det er især interessen for Grønland, der driver de danske virksomheder, fortæller Niels Tanderup Kristensen, særligt de grønlandske on-shore-projekter, såsom minedrift, hvor udsigten til profit er tillokkende:

”Vi oplever ikke, at vores virksomheder frygter at investere i arktiske projekter. Der er ikke en eller anden opfattelse af, at man skal holde sig væk fra området, på grund af udsigten til en geopolitisk konflikt. Tværtimod er det min vurdering, at man betragter området som temmelig stabilt. Investeringsprojekterne har selvfølgelig høje risici, men det hænger sammen med branchen snarere end den generelle sikkerhedssituation i regionen.”

Asiatisk interesse i Arktis
Langt syd for polarcirklen retter man også i stigende grad blikket mod nord. Sydkorea, Japan, Singapore, Kina, Indien og Italien har de seneste år udarbejdet arktiske strategier, udpeget arktiske ambassadører samt åbnet arktiske forskningsinstitutter i flæng. I maj 2013 kulminerede det med de seks staters optagelse som observatører i Arktisk Råd.

Rasmus Gjedssø Berthelsen er lektor ved Ålborg Universitet og medforfatter til en rapport om Kinas interesser i Arktis i sidste års Arctic Yearbook. Han forklarer:

”Kina er meget interesseret i energisikkerhed og forsyningssikkerhed. Landets fænomenale vækst har skabt en enorm efterspørgsel efter energi og råstoffer, og her er Arktis en mulig forsyningskilde, endog med politisk stabilitet”.

Men også udsigten til at kunne opnå betydelige besparelser ved at transportere varer langs den russiske nordkyst gennem Nordøstpassagen frem for Suez-kanalen eller Panama-kanalen og derved skære omtrent 4000 kilometer af en fragtrute til Europa spiller en stor rolle for de asiatiske landes interesse i Arktis, fortæller Rasmus Gjedssø Berthelsen:

”De asiatiske tigerøkonomier har det tilfælles, at de er eksportøkonomier, hvis samhandel altovervejende foregår med skibsfart. Og enhver kortere, hurtigere og billigere transportforbindelse er interessant for disse eksportøkonomier.”

Forretningseventyret er et tveægget sværd
Men ikke alle er enige i de velsignede effekter ved den tiltagende erhvervsinteresse i Arktis. Hos formanden for Inuit Circumpolar Council (ICC), Aqqulak Lynge, som repræsenterer omtrent 160.000 inuitter bosat over forskellige dele af Arktis, udgør isens forsvinden en betydelig fare for en miljøkatastrofe. Særligt synes ét skrækscenarie at dominere: Det potentielle olieudslip. ICC-formanden mener således, at det arktiske forretningseventyr er et tveægget sværd for regionens beboere.

”Det er de oprindelige folks livsgrundlag, der gambles med i disse års udvikling af Arktis. På den ene side er der blandt de mennesker, vi repræsenterer, stærke forestillinger om alle de positive muligheder, som de kommende års aktiviteter i Arktis vil bringe i form af jobs, bedre velstand, udvikling af byerne og så videre. På den anden side mærker vi også en stor bekymring for påvirkningen af miljøet, særligt ved faren for et olieudslip. Skaderne ville ganske enkelt være uoprettelige.”

På Arktis bor der ca. 4 mio. mennesker fordelt over hele regionen. Langt de fleste af de oprindelige folk – inuitter, samere, métisfolk, tjuktere – ernærer sig ved enten fiskeri, jagt eller rensdyravl og er derved dybt afhængige af naturen, dyrelivet og økosystemet. Aqqulak Lynge siger om fremtidsudsigter for regionen:

”En økologisk katastrofe i disse egne ville have alvorlige konsekvenser ikke mindst for lokalbefolkningen. En trussel mod miljøet er en trussel mod de mennesker, som lever af det miljø.”

Profitjagt truer regionens fremtid
Konklusionerne fra miljøorganisationer er vitterlig dystre: Særligt pessimistiske analyser anslår, at der i bedste fald kan bortskaffes så lidt som 10-15 pct. af olien ved et olieudslip i de arktiske egne. Den norske generalsekretær for Verdensnaturfonden, Nina Jensen, siger under sin tale på konferencen i Tromsø:

”Konsekvenserne ved et olieudslip i Arktis er tæt på uoverskuelige. Det skyldes først og fremmest vanskelighederne ved et eventuelt oprydningsarbejde grundet de ekstreme vejrforhold med flydende isbjerge, polarstorme og komplet mørke over store dele af året. Dertil kommer, at der på nuværende tidspunkt ikke er den tilstrækkelige infrastruktur og logistik til at håndtere eventuelle olieudslip.”

Man ønsker fra organisationens side ganske enkelt et totalt forbud mod brug af fossile brændstoffer i regionen. Man har derfor store forventninger til det endelige internationale regelsæt for skibssikkerhed i polare egne, The Polar Code, som udarbejdes i FN-regi af agenturet International Maritime Organization (IMO). Men Aqqulak Lynge har svært ved at være begejstret:

”Ærligt talt mener jeg, at løbet er ved at være kørt. Boringer er jo i fuld sving! Vi burde lære af vores fortid. Taberne i dette ’arktiske eventyr’ er i sidste ende de lokale folk. Der er ingen grund til at frygte krig og konflikter i Arktis; den største trussel er os selv. Vi undergraver ganske enkelt regionens fremtid ved at ødelægge eksistensgrundlaget for den allervigtigste ressource; dets beboere.”

Jakob Mygind Korsby er uddannet cand. scient. pol. og har tidligere skrevet for RÆSON om forskellige emner, herunder østeuropæisk og russisk politik samt det franske præsidentvalg.

FOTO: Tasiilaq Greenland af Christine Zenino via Flickr