03.06.2014

Ukraines nyvalgte præsident, Petro Porosjenko, kan se frem til udfordringer på både den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske scene. Også i udlandet skal han kunne tackle både venner og fjender.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONSs Østeuroparedaktør

Petro Porosjenko, der for få dage siden blev valgt som Ukraines præsident, har straks efter sin sejr meddelt, at Ukraine aldrig vil anerkende Ruslands annektering af Krim. Ukraine er parat til at bruge alle midler, herunder internationale domstole, til at få Krim tilbage. Porosjenkos holdning til Krim og hans udmelding er uden tvivl det eneste rigtige. Rusland har uretmæssigt annekteret Krim, og russernes måde at gøre det på kan hverken Ukraine eller Vesteuropa acceptere som en fremgangsmåde i det 21. århundrede. Det er dog tvivlsomt, hvorvidt Krim er en kamp, der overhovedet kan vindes. Den russiske præsident Vladimir Putin har aldrig været så populær i Rusland som efter den russiske annektering af Krim, og annekteringen har ikke kun genrejst hans popularitet men også genskabt russernes selvopfattelse som stormagt. Det virker derfor utopisk, at nogen eller noget kan få russerne til frivilligt at opgive Krim, da et tab af Krim nemt vil kunne betyde Putins endeligt. Det er derfor tvivlsomt, hvorvidt Prosjenkos ultimative udmelding rent taktisk det rigtige. Krim kan formentlig ikke genvindes ved internationale domstole. Hvis Krim overhovedet kan genvindes, er det ved at benytte de samme midler, som den er blevet tabt på: At skabe et samfund som er langt bedre, end hvad russerne kan tilbyde, og på den måde gøre det attraktivt for borgerne på Krim at være en del af Ukraine.

Russisk militær i baghaven
Det russiske militær og truslen om russisk militær indgriben er ligeledes en udfordring, som Ukraines nye præsident fortsat vil have hængende over sig, som en reel trussel. Putin har hverken lyst til at gribe ind militært, eller benytte den samme fremgangsmåde i Østukraine som på Krim, men der er en risiko for, at situationen i Østukraine kan eskalere. Blodsudgydelser og store tab af menneskeliv blandt civile kan skabe en situation, hvor Putin ikke har andre valgmuligheder end at gribe ind militært, især hvis flere ofre oven i købet er russiske statsborgere. Putin har nemlig tidligere varslet, at Rusland vil gribe ind, hvis russiske statsborgere i udlandet er i fare, og han er derfor nødt til at vise, at han står ved sit ord. Det ved også separatisterne, som ønsker, at Rusland griber ind og sender en broderlig hjælp til de to regioner, og det kan få dem til helt bevidst at eskalere situationen.

Økonomi er nøglen til succes
En af Porosjenko og Ukraines allerstørste udfordringer – og samtidig nøglen til succes – bliver utvivlsomt at få Ukraines skrantende økonomi på fode igen. Det skal helst ske forholdsvis hurtigt, så ukrainerne hurtigst muligt kan mærke, at revolutionen også har ført til andet end massevis af uroligheder, usikkerhed og ikke mindst en endnu lavere levestandard end under Janukovitj. Ukraine har foreløbigt fået bevilget et lån fra Det Internationale Valutafond (IMF), betinget af en række sparerforanstaltninger. Lånet vil formentlig ikke gøre ukrainernes levestandard bedre på kort sigt, men det er et skridt i den rigtige retning på længere sigt. For at Ukraines økonomi kan tage det helt afgørende skridt i den rigtige retning, er det nødvendigt, at landet er i stand til at tiltrække udenlandske investeringer. Disse investeringer er formentlig dog kun realistiske, hvis der er skabt stabilitet i landet, både politisk og territorialt.

EU’s vigtige rolle
Et sidste spørgsmål er, hvorvidt EU i virkeligheden kan og vil hjælpe Ukraine. Selve underskrivelsen af associeringsaftalen med EU gør det nemlig ikke alene, og aftalen skal helst følges op af handling fra EU’s side. Der kan allerede nu spores en vis træthed fra EU’s side i forhold til Ukraine. EU har på det seneste mere eller mindre beskæftiget sig uafbrudt med Ukraine, og det er tvivlsomt, om denne politik har en bred støtte i EU.
Den tager nemlig opmærksomhed fra nogle af EU’s egne medlemmer for ikke at tale om, at det potentielt også kan tage en del ressourcer fra nogle af de økonomisk svage medlemslande, som muligvis ikke er indstillet på den helt store solidaritetstankegang i forhold til Ukraine. Det kan i værste fald skabe splittelse i EU’s egne rækker, især mellem de ældre medlemslande og nye medlemslande fra Øst- og Centraleuropa, som per definition er mere aktive i forhold til at integrere Ukraine i EU.

Ota Tiefenböck er RÆSONSs Østeuroparedaktør. Foto: Richter Frank-Jurgen via Flickr