02.04.2014

Selvom der er færre amerikanske tropper indsat på udenlandsk territorium under Obama end tidligere administrationer, sidder der en benhård realist i Det Hvide Hus. Han har erkendt, at USA skal være ydmyg i troen på, at landet kan eliminere alverdens ondskab.

Af Lasse Ryom og Nicolaj Thomas Truelsen

Danske og internationale medier beskylder USAs præsident for manglende handlekraft og styrke overfor Rusland. ”Obamas svaghed styrker Putin” fastslår en overskrift i Washington Post. Også Bushs tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice er blandt kritikerne af Obamas kurs:

”Der herskede et synspunkt om, at hvis USA trak sig tilbage og holdt op med at påtvinge verden sine synspunkter, ville tomrummet blive fyldt af gode ting. Men i stedet fik vi brutale diktatorer, ekstremistiske styrker især i Irak og Syrien og nationalisme,” siger hun til The New York Times.

Men ville de kriser, Rice nævner, være blevet forhindret, hvis en mere idealistisk og militaristisk ’Commander-in-Chief’ sad ved roret? Eller er det, vi ser nu, blot historiens gang, som ingen kan gøre særligt meget ved?

Obama og Bush – ikke to alen af et stykke
Nok er det korrekt, at Vestens sanktioner næppe får Putin til at ændre politik. Men bag Obamas ”svaghed” i international politik gemmer sig en stærk realist [’realismen’ er også navnet på en skole indenfor udenrigspolitisk tankegang, der fokuserer på magtforhold og stiller sig skeptisk overfor letheden af at forvandle det internationale system, red.]. For den handlekraft, der efterlyses, er måske i højere grad en forventning om, at Obama handler som Bush – men det kommer ikke til at ske.

Ifølge Niels Bjerre Poulsen, lektor ved amerikanske studier på Syddansk Universitet, bærer Obamas udenrigspolitik præg af både real- og værdipolitik:

”På grund af USAs begrænsede ressourcer er det ikke længere en holdbar idé, at de skal fjerne regimer og spille verdens politibetjent. Obama mener ikke nødvendigvis, at USA skal føre an i alle verdens brændpunkter. Det kom blandt andet til udtryk i Syrien, hvor man ikke ville intervenere.”

Netop værdipolitikken leder tankerne tilbage på en af præsidentens store inspirationskilder: ”Menneskeheden kan ikke rejse sig til en triumf over den historiske skæbne”, skrev den amerikanske filosof Reinhold Niebuhr i sin bog The Irony of American History. Budskabet er her, at selv om man skal have en tro på, at verden kan forbedre sig, skal troen ikke forvandle sig til et naivt ideal om, at en stat eller et internationalt organ kan udrydde alt ondt og skabe et samfund i fred og harmoni.

Beslutningstagere skal være forsigtige
Det er her, vi skal finde den egentlige årsag til, at Obama for nogle fremstår svag. Han er realist. I præsidentens øjne skal USA ikke træde ind i et håbløst forsøg på at forbedre situationen på Krim. For som Niebuhr siger, så ”skal nationers magt accepteres som skæbnesvangre historiske fakta, der kan gøres meget lidt ved.”

Niebuhr er en af Obamas yndlingsfilosoffer. Det så man blandt andet, da en amerikansk journalist spurgte, hvilke pointer præsidenten tager med sig fra filosoffen: ”Jeg [accepterer] idéen om, at der er seriøs ondskab i verden. Vi skal være ydmyge og beskedne i vores tro på, at vi kan udrydde disse ting. Men det skal samtidig ikke være en undskyldning for ikke at handle.”

Realismen fastholder, at beslutningstagere skal være forsigtige. De ikke skal redde verden og historien viser, at mennesket er fejlbarligt. Den realistiske tilgang kendes ofte på sin pessimistiske og mørke side, som dikterer, at historien er cyklisk. Det er derfor umuligt at være redningsmand i et internationalt samfund. Men der er også en lys side, som Obama tillægger stor vægt:

”Jeg, som enhver anden statsleder, forbeholder mig retten til at handle ensidigt, hvis det er nødvendigt, for at forsvare min nation. Alligevel er jeg overbevist om, at dem, der fastholder internationale standarder, bliver styrket, mens dem, der ikke gør, bliver svækket”. Citatet er fra 2009, hvor Obama fik overrakt Nobels fredspris. Det viser, at realister sagtens kan tro på fremgang, omend de ved, at det endelige mål er uopnåeligt.

Militær optrapning på Krim er langt fra hvad realismen vil anbefale
”Svag” er derfor et forkert ord at bruge om USA’s 44. præsident. Hans værdier fortæller ham, at nok skal man tro på fremskridt, men man skal være forsigtig med at forhaste denne tro gennem et idealistisk korstog. Til sidst ser man sig blind på, hvad der egentlig er godt og ondt. Derfor vælger Obama ofte diplomati frem for militær magt i idealismens tjeneste, når han skal håndtere internationale problemer. Obama-administrationen mener, at enhver situation skal analyseres ud fra et realistisk synspunkt. En militær optrapning på Krim er langt fra, hvad realismen ville anbefale.

Ifølge Niels Bjerre Poulsen er det også de snævre realpolitiske spørgsmål, der betyder noget; at komme videre med forhandlinger med Iran og få løst konflikten i Syrien:

”Amerikanerne håber på, at Krim er det eneste, der har russernes interesse, og at ekspansionen ikke forsætter. Det er kun, hvis Putin har en plan om en større buffer rundt om Rusland, at vi vil se USA engagere sig yderligere.”

Fraværet af handling kædes selvfølgelig også sammen med, at USA er et krigstræt land. For Obama hænger dét sammen med den realistiske tese om, at man først og fremmest er moralsk ansvarlig overfor sin egen stats borgere.

Fra Georgien til Krim – historien gentager sig
Men har realismen ret? Da krigen i Georgien eskalerede i 2008, blev også Bush lammet af afhængigheden til russerne. Han havde ellers lovet Georgien, at de ikke ville stå alene i deres vej mod frihed og demokrati. Men i stedet for en intervention sendte Bush nødhjælp. Det samme ses på Krim. Nok fordømmer og sanktionerer USA, men her er det samme sket: Russerne fik deres vilje.

Realismens idé om, at historien gentager sig, ser altså ud til at holde i disse to situationer. Vender vi tilbage til Niebuhrs budskab om, at ingen stat eller internationalt organ kan hæve sig over den historiske skæbne, vil man kalde det klogt af Obama at holde sig ude af en konflikt, som USA alligevel ikke kan forbedre, og som ikke truer USAs nationale sikkerhed. Niels Bjerre Poulsen kommer med et bud på en forklaring bag præsidentens ageren i international politik:

”Jeg tror, det er erkendelsen af, hvad de seneste års mange interventioner har gjort ved den amerikanske befolkning. Obama er meget bevidst om, at en meget progressiv udenrigspolitik ikke vil tjene den nationale interesse.”

Især geopolitisk er USA afhængige af et nogenlunde forhold til Rusland – fx når det gælder Afghanistan, Iran og Syrien. Det er ikke kun i forhold til Krim-krisen, at Obama har fulgt sin realisme: I Libyen støttede USA ganske vist krigen, men overlod stadig meget ansvar til Europa. Syrien kan også se langt efter militær støtte fra USA, for Obama tror ikke på, at et indgreb kan løse konflikten. Missionen i Afghanistan er heller ikke længere pengene og livene værd.

Diskussionen om hvorvidt de kriser, vi er vidne til nu ville være blevet forhindret, hvis en mere idealistisk og militaristisk ’Commander-in-Chief’ sad ved roret i Det Hvide Hus eller om det blot historiens gang, som ingen kan gøre særligt meget ved, er langt fra slut. Var der kun én ret vej i international politik, havde der ikke været de mange forskellige teoretiske skoler, der har eksisteret lige fra det gamle Grækenland til Krim.

Lasse Ryom (1991) og Nicolaj Thomas Truelsen (1991) er bachelorstuderende i journalistik på Syddansk Universitet. Artiklen blev skrevet i forbindelse med et forløb om realisme i faget international politik og organisation.

FOTO: President Barack Obama meets with members of his national security staff in the Oval Office, March 6, 2014. (Official White House Photo by Pete Souza)