Valg i Tyskland: Israel venter spændt på næste udenrigsminister

Valg i Tyskland: Israel venter spændt på næste udenrigsminister

20.09.2013

.

Tyskland er en af Israels tætteste allierede, men de seneste år har Israel med sin fremfærd over for palæstinenserne sat forholdet på prøve. Nu følger israelerne spændt med i det tyske valg, der kan ende med en udenrigsministerpost til Sigmar Gabriel (SPD). Han erklærer sig allieret med Israel, men har tidligere kaldt det et ”apartheid-styre”.

ANALYSE af David Jano


Efter det tyske valg vil forholdet mellem Tyskland og Israel stadig fremstå solidt, i hvert fald udadtil. Ingen ved, hvem der bliver placeret på de tunge tyske poster, men det er ikke glemt i Israel, at tyskerne ligesom mange andre europæiske lande har været skarpe i tonen over for den israelske bosættelsespolitik.

På overfladen vil Tyskland fortsat være en af Israels tætteste allierede, men bag gardinerne vil også den kommende tyske regering bevare sin modstand mod israelsk militærs fremfusen på Vestbredden og i Gaza. Tyskerne er kategorisk imod bosættelser og er generelt mistænksomme over for Netanyahus politik over for palæstinenserne.

Derfor følger israelerne det tyske valg og den efterfølgende regeringskonstellation tæt.

SPD kan få udenrigsministerposten
Alt i den tyske valgkamp tyder på, at den siddende kansler Angela Merkel (CDU) styrer mod endnu en valgsejr. CDU fører solidt i alle meningsmålinger og står til at høste omkring 40 % af stemmerne, hvilket svarer til en fremgang på 6 % i forhold til det seneste valg i 2009. Den store hovedmodstander SDU halser langt efter og lander efter forudsigelserne på omkring 25 %.

Det, der dog alligevel gør valget i Tyskland interessant, er, hvorvidt det vil lykkes for Merkels traditionelle koalitionspartner FDP overhovedet at klare spærregrænsen på 5 %. Partiet er gået voldsomt tilbage siden 2009 og står altså nu med truslen om at ryge helt ud i kulden. Uanset hvad vil den siddende udenrigsminister Guido Westerwelles parti dog ikke kunne sikre Merkel et nyt flertal i parlamentet, og derfor peger mange eksperter på, at Merkel vil ty til en stor koalition mellem hendes eget CDU og hovedmodstanderen fra det socialdemokratiske SPD.

Meldingerne går samtidig på, at SPD’s aldrende kanslerkandidat Peer Steinbrück (66 år) ikke vil gå med til dette og derfor vil trække sig fra det politiske liv. Det efterlader døren åben for den næste mand i rækken: Sigmar Gabriel. Og det ser man ikke frem til i Israel.

”Apartheid-styret” Israel
Sigmar Gabriel har godt nok erklæret sig som tæt allieret af Israel, men de israelske politikere har ikke glemt, at Gabriel under et besøg i landet kaldte Israel for et ”apartheid-styre” og samtidig advokerede for en åben dialog med Hamas.

Selvom Gabriel efterfølgende har undskyldt sammenligningen med det tidligere styre i Sydafrika, så har hans kontroversielle udtalelser fra 2012 efterladt et indtryk af en politiker, der ikke har særligt meget til overs for den nuværende israelske regerings politik over for palæstinenserne. Han fastholder da også, at Israel ikke kan blive ved med at undskylde sine handlinger med, at man er truet fra alle sider i regionen.

Den nuværende tyske udenrigsminister Guido Westerwelle fra FDP bliver derimod opfattet som en sand ven af Israel. Han var blandt andet en af de eneste europæiske udenrigsministre, der havde et godt forhold til den tidligere kontroversielle israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman.

Anstrengt forhold mellem Merkel og Netanyahu
Forholdet mellem Israels premierminister og kansler Merkel har dog været ganske anstrengt de senere år. På trods af Merkels forsikringer om, at Israels sikkerhed er en af nøglepositionerne i tysk udenrigspolitik, så udmønter retorikken fra tysk side sig sjældent i andet end teknologisk-militært samarbejde og støttende udmeldinger fra tyskerne.

Merkel har fx kategorisk afvist enhver form for tysk militær tilstedeværelse i Mellemøsten, hvilket endnu engang blev bekræftet da Merkel vendte tommelfingeren nedad når det gjaldt en amerikansk ledet militær intervention i Syrien.

I Tyskland mener man ikke, at Netanyahu er til at stole på, efter han angiveligt lækkede fortrolige samtaler mellem ham og Merkel til pressen, og fordi tyskerne slet ikke tror på Netanyahu, når han siger, at han søger en to-statsløsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Mange af Merkels udenrigspolitiske rådgivere har udtalt, at de mener, at Israels medvirken i de nye fredsforhandlinger er det rene bluff.

Ingen tyske embedsmænd vil dog officielt gå ud og nære deres skepsis i forhold til israelsk ageren over for palæstinenserne, og samtidig med at Tyskland er enormt skeptiske over for israelsk bosættelsespolitik på Vestbredden, så står man officielt stadig side om side med Israel fra tysk side.

Ophøjet ro i det israelske udenrigsministerium
Hos kredse i det israelske udenrigsministerium tager man dog udsigten til en periode med Sigmar Gabriel med ophøjet ro. For det første ved man slet ikke, om det kommer så vidt, at socialdemokraterne og CDU vil lave en koalition. Sidst man forsøgte sig med dette i 2005, gik det forfærdeligt for socialdemokraterne ved det efterfølgende valg i 2009.

Vurderingen er, at uanset hvordan valget falder ud i Tyskland, så vil Tyskland altid være en af Israels tætteste allierede. Det gør sig særligt gældende i det efterretningsmæssige og militære samarbejde, men også når Tyskland ofte støtter Israel ved store internationale afstemninger i FN. Denne urokkelige støtte stammer fra Tysklands mørke fortid, hvor politikere og diplomater i Tyskland stadig føler, at de skylder god opførsel over den jødiske stat Israel.

Der er dog ingen tvivl om, at israelerne følger det tyske valg med spænding.


David Jano (f. 1985) er cand.mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet, BA i Historie fra Københavns Universitet og har læst på University of Haifa i Israel. Han skriver fast for RÆSON, blogger for Jyllands-Posten og religion.dk, mens han ydermere har optrådt som Israel-ekspert på TV2 News, DR2, hos Radio 24/7, DR P1 og på Berlingske Tidende. ILLUSTRATION: Israels premierminister Benjamin Netanyahu og Tysklands udenrigsminister Guido Westerwelle (foto: Photothek/Köhler via det tyske udenrigsministerium).