22.01.2013

Alt tyder på, at den Israels nuværende ministerpræsident Benyamin Netanyahu vinder dagens valg. Spørgsmålet er, om han danner en koalition til venstre med centrumpartierne eller til højre med de nationalistiske og religiøse partier.

ANALYSE af David Jano


I oktober 2012 udskrev Israels siddende premierminister Benyamin Netanyahu valg. Han havde ikke behøvet at udskrive valg før til oktober 2013, men valgte altså at ryste posen et helt år før påkrævet. Netanyahu troede ikke på, at den nuværende sammensætning af de 120 mandater i det israelske parlament Knesset kunne gennemføre det statsbudget, som han og hans parti Likud ønskede. Netanyahu har beklædt posten som Israels regeringsleder siden 2009, hvor hans parti Likud har dannet regeringskoalition med det nationalistiske parti Yisrael Beteinu (”Israel mit hjem”) og ”Shas” (et stærkt religiøst parti, der har rod i indvandringsgrupper fra Nordafrika). Desuden har flere mindre partier på den religiøse højrefløj har været med til at sikre det parlamentariske grundlag.

Netanyahu valgte at udskrive nyvalg, da han på intet tidspunkt har set ud til at falde i meningsmålingerne. Den eneste, der så ud til at kunne true ham, var hans egen udenrigsminister Avigdor Lieberman. I 2009 opnåede Liebermans parti (Yisrael Beteinu) sit bedste valg i sin korte levetid og fik hele 15 mandater, som var nok til at sikre Netanyahu og hans Likud-parti regeringsmagten. Netanyahu har været en anelse skræmt af Yisrael Beiteinus store popularitet, hvilket fik ham til at gå i valgforbund med partiet tidligt i valgkampen under navnet ”Likud Beiteinu”. Den russiskfødte Lieberman leverede en af valgkampens største overraskelser, da han i december gik af som udenrigsminister pga. af anklager om korruption. Han stiller stadig op, men har svoret at han vil forlade politik, hvis han ender med at blive dømt. I vælgernes øjne er hans popularitet dog ikke faldet, da den fælles liste står til at blive den største liste med omkring 35 mandater.

Netanyahu står til et stensikkert genvalg, fordi han stadig vinder vælgernes gunst på valgkampens fire vigtige temaer:


Tema 1: Israels konfrontation med Iran
I september 2012 gik Netanyahu endnu engang på talerstolen i FN’s generalforsamling. Talen bød på den berømte tegning af en bombe, som Netanyahu samtidig havde udstyret med en rød linje. Dermed introducerede Netanyahu sine fremtidige planer for Israels konfrontation med Iran. Siden Netanyahu kom til magten i 2009, har han stædigt fastholdt at Irans atomprogram ikke bare er Israels problem, men verdens problem.

Israel frygter at Iran vil udnytte deres jagt på atomkraft til også at satse på nukleare våben, hvilket kan rykke magtbalancen i hele Mellemøsten. Dette er Netanyahu ikke interesseret i, da han mener det kan true Israels eksistensgrundlag. Netanyahu har meldt ud, at senest i sommeren 2013 skal der handles over for Iran, eventuelt med en militær intervention. På det tidspunkt menes det ikke længere at være muligt at stoppe Irans atomprogram. Netanyahu beder derfor vælgerne om et nyt mandat til at være Israels sikre sikkerhedspolitiske bolværk mod truslen fra Iran, noget vælgerne lader til at bifalde. Som sådan er der ingen israelske partier der ignorerer problemerne fra Iran, så her skiller partierne sig ikke afgørende ud.


Tema 2: Forholdet mellem de sekulære og de religiøse
Det andet store tema i valgkampen har været en gammel klassiker i israelsk politik: forholdet mellem de sekulære og religiøse i det israelske samfund, hvor primært sidstnævntes militærtjeneste er det store stridspunkt. De mange Haredim-jødiske studenter fortsætter med at studere toraen i religiøse skoler, efter deres eksamen er i hus, mens andre israelske unge aftjener mindst to års værnepligt i den israelske hær. Den ultraortodokse befolkning vokser langt hurtigere end resten af befolkningen i Israel, men de yder ikke deres pligt i forsvaret af landet, hvis man spørger den gennemsnitlige israeler.

For nylig stadfæstede den israelske højesteret, at Haredim-jøder skal behandles på linje med alle andre og ikke nyde særlige privilegier såsom ikke at aftjene værnepligt. Seneste forsøg fra regeringen var den såkaldte Tal-lov, der skulle sikre, at et begrænset antal udvalgte religiøse jøder kunne komme i hæren, hvorimod resten stadig kunne slippe. Det har højesteret siden erklæret forfatningsstridigt, så loven lever kun frem til, at et nyt parlament træder i kraft. Dette emne deler vælgerne i Israel, men alligevel tyder det på, at folket tror på, at også her er Netanyahu den bedste til at løse den gordiske knude. Han skal dog formentlig til at kigge efter andre koalitionspartnere end de stærkt religiøse partier Shas og United Torah Judaism.


Tema 3: Omfordelingen i den israelske økonomi
Spørgsmålet om Israels økonomi var det, der udløste valget. For at aflede opmærksomheden fra problemerne i samfundet, taler regeringen konstant om den fantastiske økonomiske situation, Israel befinder sig i på nuværende tidspunkt. Siden 2004 har landets BNP vokset med mere end fire procent om året. Men den gennemsnitlige israeler mærker ikke noget til fremgangen. Pengene ender nemlig i lommerne på omkring 20 velhavende og indflydelsesrige familier.

Forventningerne om en økonomisk forbedring tager til, og vælgerne tilslutter sig i stigende grad forslag om, at de rigeste skal betale mere skat. Tidligere har World Bank og direktøren for Bank of Israel, Stanley Fischer, anbefalet samme manøvre i deres kritik af den israelske økonomi. OECD har offentliggjort, at Israel er et af de lande hvor uligheden er størst mellem rig og fattig. Det vidnede de mange demonstrationer i sommeren 2011 også om. Netanyahu har bebudet kraftige stramninger på den økonomiske front, så der bliver flere fordele til middelklassen, men han kan ikke få de reformer, han ønsker, igennem med sin nuværende regeringssammensætning. De religiøse partier er ikke interesseret i, at deres vælgere skal miste ydelser og støtte.


Tema 4: Fredsprocessen med palæstinenserne
Fredsprocessen med palæstinenserne er koldere end nogensinde. På trods af at både Netanyahu og Liebermann i deres forgangne regeringsperiode har tilkendegivet, at de støtter en to-statsløsning, har de i praksis intet gjort for at efterleve disse udtalelser. Ingen af partierne i Israel snakkede om palæstinenserne, da valget blev udskrevet i oktober. Netanyahu er mere eller mindre lykkedes med at holde ro på alle grænser, men det ændrede sig i november da urolighederne mellem Israel og Gaza igen blussede op. Hele verdens øjne rettede sig igen mod den strandede fredsproces, hvor presset fra omverdenen stiger på Israel. Senest har Europa og Jordan meldt ud at man vil kickstarte forhandlingerne til februar.

Under Netanyahu er Israel blevet enormt isoleret, hvilket har gjort at forholdet til omverdenen ganske anstrengt. Israels tætteste allierede, USA og Tyskland, har også kritiseret Israel for deres kurs med hensyn til bosættelser på Vestbredden, men vælgerne lader til at bifalde Netanyahus konfrontatoriske stil. Israels tidligere udenrigsminister Tzipi Livni har dannet et nyt parti, ”Bevægelsen”, og hun har som den eneste i valgkampen lovet at ville kunne få en fredsaftale i stand med Abu Mazen, men det er vælgerne ligeglade med, da indenrigspolitiske problemer fylder mere i Israel.


En koalition til højre eller venstre?
Israel har gennemgået en sand højredrejning på det samfundsmæssige og politiske plan de seneste årtier. En af valgets store vindere ser da også ud til at blive it-millionæren Naftali Bennet, der har pustet liv i det støvede nationalreligiøse parti ”Det jødiske hjem”. Den tidligere stabschef under Netanyahu er søn af amerikanske tilflyttere. Han bor i en af Tel Avivs mondæne forstæder, men karakteriser en tendens i israelsk politik: Det er blevet cool at være super højreorienteret zionist, hvor man ser Israel i konflikt med hele omverdenen. Fred med palæstinenserne er en utopi, og flere bosættelser og en egentlig annektering af Vestbredden er løsningen. Bennet ser ud til at blive valgets store vinder, da det parti han overtog i november 2012 står til at gå fra 3 til næsten 15 mandater.

Netanyahu vil gerne undvære Bennet i sin næste regering, da hans holdninger trods alt er for kontroversielle til Netanyahu og Likud. I de sidste fire år har Netanyahu være tvunget til at danne regering med religiøse og højreorienterede partier, som i virkeligheden forhindrer megen af den politik, Netanyahu ønsker at gennemføre. Derfor har flere ledende politikere i kredsen omkring Netanyahu også luftet muligheden for en ny centrum-højre koalition i de næste fire år. Får partierne på midten nok stemmer, kunne der laves et nyt flertal i israelsk politik.

Tzipi Livnis bevægelse savner dog afgørende støtte hos vælgerne, hvor det kun lader til at man kan få omkring 10 mandater. Det samme gør sig gældende for det nye spiller i israelsk politik, ”Ny fremtid”, ledet af den tidligere kendte tv-journalist Yair Lapid. Han præsenterer endnu et nyt midterparti i israelske politik, men heller ikke han står til mere end 12 mandater. Arbejderpartiets nye leder, Shelly Yachimovich, har sagt at hun ikke vil indgå i en koalition under Netanyahu. Livni og Lapid vil dog gerne med i en Netanyahu-regering, men spørgsmålet er, om der er nok stemmer fra vælgerne til en ny kurs i israelsk politik. Netanyahu bliver dog uanset hvad ved med at være ”King Bibi” fire år mere.


David Jano (f. 1985) er cand.mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet, BA i Historie fra Københavns Universitet og har læst på University of Haifa i Israel. Han skriver fast for RÆSON, blogger for Jyllands-Posten og religion.dk og har optrådt som Israel-ekspert i Radio 24/7, DR P1 og Berlingske Tidende. FOTO: World Economic Forum.