10.01.2013

John Kerry afløser Hillary Clinton som USA’s udenrigsminister. Og selvom han ikke var Obamas førstevalg, er han det helt rigtige valg.

PORTRÆT af Mira Borggreen

Læs også: USA’s nye finansminister: Jack Lew. Kan en budgetnørd redde Obama?

I tv-serien The West Wing kæmper præsident Bartlet i et afsnit en hård kamp for at finde den rette kandidat, han kan nominere til en plads i USA’s Højesteret. Efter at flere respekterede kandidater har været første inde og så ude, mødes præsident Bartlet med den endelige kandidat. Snakken mellem de to kulminerer med ordene: Du var ikke vores førstevalg, men du er det sidste og det rigtige valg.

Sådan kunne Obama godt have sagt til John Forbes Kerry i dagene op til den 21. december, hvor Kerry officielt blev udpeget som USA’s næste udenrigsminister. Udnævnelsen kom efter længere tids spekulation om, hvem der skulle overtage posten.


Et usexet valg

John Kerry lå ikke alene i bunken af mulige kandidater, da Obama-administrationen begyndte at kigge sig om efter en ny udenrigsminister. Spørgsmålet var, hvem der kunne fylde Clintons meget berejste og berømte sko ud. I månedsvis florerede et væld af navne i Washington D.C. Obamas sikkerhedsrådgiver Thomas Donilon blev nævnt. Kieth Ellison, der er medlem af Repræsentanternes Hus, blev også luftet. Han ville være et kontroversielt valg, da han ville have været den første muslim på posten. Og den berømte ’short list’ med kandidater indeholdt med stor sandsynlighed, udover John Kerry, også mindst to andre prominente navne.

Det ene var William Burns, der har været den ene af Hillary Clintons to viceudenrigsministre. Ifølge The Atlantic foretrak mange på den udenrigspolitiske scene i Washington D.C og internt på udenrigsministeriets gange ham. I modsætning til Kerry og Clinton er Burns ikke folkevalgt politiker, men karrierediplomat. Han har et imponerede CV, der bugner af stor international erfaring med fokus på Mellemøsten, og har gjort lynkarriere som ambassadør i Jordan og Rusland, ligesom han har bestredet posten som rådgiver for både Clinton og tidligere udenrigsminister under George W. Bush, Condoleezza Rice. Men på trods af Burns store erfaring og forventningen om en uproblematisk godkendelsesproces, hvis han var blevet nomineret, var og er Burns ifølge The Atlantic Wire mere karrierediplomat end politisk superstjerne: ”et usexet valg, der ikke som Hillary, ville kunne trække store overskrifter i medierne.”


Rices fald

Det andet navn, og Obamas klare førstevalg, var Susan Rice. Hun har siden præsidentens indsættelse i 2009 siddet som USA’s FN-ambassadør. Siden valgkampen i 2008 har hun ifølge LA Times været en del af Obamas absolutte inderkreds. CNN mener endda, at hun ikke bare har delt, men også været med til at forme Obamas syn på udenrigspolitikken. Sammen med Kerry stod Rice i starten af december for de to mest realistiske bud på Clintons efterfølger. Men i modsætning til Burns og Kerry, tiltrak Rice sig i høj grad store, og for Obama uheldige, overskrifter i de amerikanske medier i dagene op til en mulig nominering. Eksempelvis på CNN, hvor tre republikanske senatorer inklusiv John McCain i et timelangt interview hos Piers Morgan Tonight udtrykte deres utilfredshed med en mulig nominering.

McCains interview understregede, at i modsætning til både Kerry og Burns ville hendes godkendelsesproces ikke være gået glat igennem. McCains hold meldte klart ud, at de ikke ville godkende hendes nominering på grund af hendes udtalelser om angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi. I et interview med NBC dagen efter hun trak sig som kandidat forklarede Rice, at hun ikke ville ødelægge starten af Obamas anden periode ved at trække godkendelsen af hans ministerliste i langdrag. Den rigtige årsag var dog en anden.


McCain for Kerry

’McCain for Kerry’-kampagnen var den direkte årsag. Man kan med rette kalde kampagnen modstanden-mod-Rice. Den kan deles op i to. Først den officielle forklaring, som McCain gik ud med i „Piers Morgan Tonight‟, der handlede om Rices udtalelser til de fem store søndagstalkshow den 16. september efter angrebet på konsulatet i Benghazi. Hillary Clinton og Det Hvide Hus havde bedt hende tage rollen som regeringens talsmand. Fem gange fra ’FOX NEWS SUNDAY’ til ’FACE the NATION’ gentog Rice – baseret på noter fra CIA – at angrebet var inspireret af demonstrationer foran den amerikanske ambassade i Kairo. Her protesterede egyptiske muslimer mod den famøse amerikansk producerede anti-islamistiske film: The Innocence of Muslims. Det viste sig ikke at være rigtigt. Tværtimod kom det sidenhen frem, at det var et enkeltstående og velplanlagt angreb, som skulle markere årsdagen for 11. september.

Da det blev klart, at Rice var med i løbet om at overtage efter Hillary Clinton, gik John McCain sammen med række andre fremtrædende republikanske senatorer til angreb på hende. De anklagede hende for at forsøge at vildlede den amerikanske befolkningen om Obama-regeringens ansvar for angrebet, fordi valget stod for døren. Selvom CIA offentligt anerkendte, at Rice havde talt ud fra deres noter, kunne Obama ikke redde sin favorit. I et brev til præsidenten den 13. december trak Rice sig med ordene: “stillingen som udenrigsminister må aldrig politiseres.” Det var den officielle forklaring.

Men John McCain kritiserede ikke offentligt Rice, fordi han mener, hun ville være en dårlig udenrigsminister. Han kritiserede hende for at sikre Kerry sejren. Og hvorfor så det? Forklaringen er enkel: Kerry er nemlig senator i en stat, hvor republikanerne i november i år tabte en taburet i Senatet til demokraterne. Med udnævnelsen af Kerry som ny udenrigsminister skal der efter reglerne udskrives erstatningsvalg til den tomme plads allerede næste år. Og republikanerne med McCain i spidsen har udset sig den tomme plads til den slagne kandidat fra efterårets valg – Scott Brown.

Den moderate republikaner skrev historie, da han i 2009 vandt pladsen fra Martha Coakley. Ingen var forberedt. Martha Coakley skulle uden problemer kunne vinde valget over Brown, og dermed sikre demokraterne den taburet, som Ted Kennedy havde besiddet i 47 år. Men Coakleys kampagne var dårligt organiseret, og Brown vandt sensationelt pladsen. Ved valget i november vandt demokraterne dog sædet tilbage med den populære Elizabeth Warren, i hvad medier og politikere havde udnævnt til den vigtigste valgkamp for et sæde i Senatet i 2012. Men det var en meget tæt valgkamp, så republikanerne håber og satser på, Scott kan vinde Kerrys sæde ved erstatningsvalget.


Fra krigsveteran til krigsmodstander

Den tid, den sorg. I sin tale den 21. december ved udnævnelsen af Kerry, understregede Obama flere gange, hvor selvskrevet Kerry egentlig burde have været til posten som udenrigsminister fra start. Kerry blev født i 1943 i Colorado. Han er søn af en karrierediplomat og sygeplejerske. Hans mor, Rosemary Isabel var del af den velhavende Forbes-familie. Faderen startede som soldat i flyvevåbnet og som del af udenrigstjenesten boede familien i perioder i Europa. Selvom familien ikke levede et ekstravagant liv, så sørgede Kerrys grandtante, ifølge beliefnet.com for, at Kerry kom tilbage til USA for at gå i privatskole. Familien bosatte sig senere i Massachusetts.

I løbet af folkeskolen begyndte den unge Kerry at interessere sig for politik, og som kun 16-årig grundlagde han en debatklub. Formålet med klubben var at debattere aktuelle politiske emner. I 1962 begyndte han at studere statskundskab på Yale University. Efter endt uddannelse på Yale meldte Kerry sig frivilligt til militæret. Som del af den amerikanske flåde blev han sendt til Vietnam ad to omgange. Mens han var udsendt, blev han såret flere gange, og som anerkendelse for sin indsats fik han hele tre Purple-Heart medaljer, som gives til soldater, der er blevet såret i tjenesten.

Da Kerry kom tilbage fra Vietnam havde hans syn på krigen og dens formål ændret sig markant. På websitet johnkerry.com skriver Kerry, at han tog til Vietnam, fordi ”det var det rigtige at gøre,” men da han kom hjem, blev han hurtigt talsperson for organisation ’Vietnam Veterans Against the War.’ Som Obama sagde i sin tale den 21. december: ”Kerry forstår, at vi har et ansvar for at bruge amerikansk magt med omtanke, især militærmagt. Og han ved fra personlig erfaring, hvor vigtigt det er at have et klart mål og ressourcer nok til at færdiggøre opgaven, når vi sender tropper ud i verden.” Den personlige erfaring gjorde Kerry stor brug af, da han i 1971 som kun 27-årige blev den første krigsveteran fra Vietnam, der gav vidnesbyrd ved en høring om en mulig afslutning på krigen.


En erfaren topdiplomat

Med så megen erfaring i bagagen var Kerrys navn derfor også at finde på Obamas ’short list’ over mulige udenrigsministre i 2008, hvor valget som bekendt faldt på Hillary Clinton. I stedet blev Kerry tildelt posten som formand for det magtfulde udenrigsudvalg i Senatet. En post, der på mange måder har givet ham gode kort på hånden til den post, han nu skal besidde.

Ligesom Hillary Clinton har Kerry rejst verden rundt og holdt møder med alverdens statsledere, selvom hans funktion som leder af udenrigsudvalget i høj grad har været bag kulisserne. Ifølge The Denver Post har Kerry ofte taget teten, når de diplomatiske forbindelser i især Afghanistan og Pakistan har været i fare, eller når sager har været for farlige for Clinton. Ifølge CNN var det for eksempel Kerrys fortjeneste, at den afghanske præsident i 2009 gik med til at holde åbne valg med flere valgrunder. Med sine diplomatiske evner og igennem sine mange rejser har USA’s kommende udenrigsminister opbygget et stort netværk og nære relationer til statsledere i hele verden. Et netværk Obama har brug for.

Ifølge The Washington Post er det en af tre grunde til, at Kerry er det rigtige valg. For det første har Kerry et indgående kendskab til Mellemøsten, gode kontakter og forståelse for den udvikling området har og skal gennemgå i de kommende år. For det andet vil Kerry, som den gode soldat han er, føre Obamas linje med det stille diplomati videre. Især når det kommer til Iran og Israel-Palæstina. For det tredje opfattes Kerry af nogle som stiv og uvillig til at tale om alternativer. I realiteten forholder det sig stik modsat, og den kvalitet kan han – i modsætning til mindre erfarne kandidater som f.eks. Rice – måske få held med at overraske forudindtagede forhandlingsledere med.

Valget af Kerry bringer dog, ifølge et interview på Deutsche Welle med den politiske ekspert Michael O’Hanlon, udenrigspolitisk forskningsleder på Brookings Institution, ikke de store udenrigspolitiske forandringer med sig. For selvom O’Hanlon betegner Kerry som “et godt valg”, så er det et valg, der i store træk vil føre Hillary Clintons og dermed Obamas udenrigspolitiske linje videre. “De er begge pragmatiske, de er begge hårdtarbejdende, de er begge samvittighedsfulde, og så kan de begge uden problemer håndtere den status og livet i rampelyset, som posten bringer med sig.” Med Kerry har Obama fået en udenrigsminister, der i høj grad, ifølge O’Hanlon, vil benytte sine gode forbindelser i Mellemøsten til at fremme Obama administrationens politik, og så kan det være hans erfaringer fra Vietnam kan hjælpe ham i mulige forhandlinger med Nordkorea. På den måde ligger, Kerry, som Clinton før ham, “som tidligere præsidentkandidater på samme niveau som præsidenten,” tilføjer O’Hanlon.

Men uanset hvordan Kerrys tid som udenrigsminister kommer til at forløbe, så fuldfører valget af Kerry ifølge Huffington Post en cirkel, der blev startet tilbage i 2004. Dengang bad præsidentkandidaten Kerry den ukendte Obama om at levere hovedtalen på det demokratiske konvent. Dermed udstak Kerry reelt Obamas vej til Det Hvide Hus. Her næsten 10 år efter er det så Obamas tur til at give Kerry et klap på skulderen med nomineringen til udenrigsminister. Kerry var ikke Obamas første valg, men som den fiktive præsident Bartlet ville have sagt: Han var det sidste (og det rigtige) valg.


MIRA BORGGREEN (f. 1983) er uddannet journalist med en cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Hun har bidraget til RÆSON siden 2008 og arbejder i dag som kommunikationsrådgiver i Region Syddanmark. Foto: Det Hvide Hus