14.02.2013

De tolke, der har arbejdet for Danmark i Afghanistan, er i fare, hvis vi lader dem blive i Afghanistan, når vi trækker tropperne hjem efter 2014. Hvorfor giver vi så ikke dem asyl, ligesom vi gjorde med de irakiske tolke, har Information spurgt forsvarsminister Nick Hækkerup om. Det vil han ikke svare på.

KOMMENTAR af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Udenomssnak: Sådan gør politikerne RÆSON afslører hver uge en politikers udenomssnak og anviser journalisten konkrete modtricks – hver anden uge i samarbejde med MetroXpress. Læs også artiklen på side 10 i MetroXpress i dag.

Trick #1: Bruge et faktum, som ikke er et svar

De tolke, der har arbejdet for Danmark i Afghanistan, er i fare, hvis vi lader dem blive i Afghanistan, når vi trækker tropperne hjem efter 2014. Det vurderer FN’s Højkommissariat for Flygtninge i maj i en rapport fra Udlændingestyrelsen. Så hvorfor ikke give dem asyl, ligesom vi gjorde med de irakiske tolke? Det spurgte Informations Anton Geist tirsdag den socialdemokratiske forsvarsminister Nick Hækkerup om. Det er der kun to gode svar på: 1) At sige, at de skam ER sikre, og modbevise eksperternes analyse, 2) At erkende, at de ikke er sikre, og så forsvare dét, f.eks. med at de ikke blev lovet det, da de tog jobbet. Hækkerup gør ingen af delene: “Tolkene tilhører [ikke] samme lokalområde som der, hvor de tolker, [og vi arbejder på at] sætte afghanerne i stand til at tage vare på sikkerheden i eget samfund”. Det er faktuelt rigtigt, men ikke et svar. Det er mellemregninger i FN’s vurdering. Facit er, at de er i fare. Det er det facit, han blev bedt forholde sig til.


Trick #2: Sige en banalitet

Journalisten påpeger derfor dygtigt, at dét jo ikke ændrer på, at de ifølge eksperternes samlede vurdering vil være i stor fare. Han understøtter det med et eksempel fra en reportage i Information, hvor en afghansk tolk kunne fortælle, at selv om han arbejdede i Helmand, så var hans far blevet opsøgt på sit arbejde i Kabul af nogle talebanere, som advarede ham om at lade sønnen arbejde for de udenlandske styrker. Alligevel undlader Hækkerup igen at svare fuldt og reelt på spørgsmålet: ”Der er ingen tvivl om, at Afghanistan er et farligt sted. Og der er heller ingen tvivl om, at Taleban vil blive ved med at intimidere befolkningen, også efter vi er taget væk derfra.” Nej, det er der ganske rigtigt ingen tvivl om – og derfor er det en tom banalitet. Det er ikke et svar.


Modtrick #1: Kalde ministerens bluff

Nick Hækkerup gentager derefter den mellemregning, at de udenlandske soldater lige nu træner de afghanske soldater i håb om, at det “sætter dem i stand til at tage vare på deres egen sikkerhed.” Det giver i sammenhængen kun mening at sige, hvis han mener, at de VIL kunne garantere tolkenes sikkerhed. Men han siger det ikke. Det er snedigt, fordi han så ikke kan stilles til ansvar for at have sagt det, som han antyder, og som får hans svar til at lyde reelt: at afghanerne faktisk VIL kunne sikre tolkenes sikkerhed, og at det er derfor, vi ikke tilbyder dem asyl. Journalisten gør det rigtige og spørger, om det er dét, han siger: ”Men kan de det? Er det lykkedes?” Det er godt spurgt, fordi Hækkerup så ikke kan gemme sig bag en antydning, uden at skulle stå på mål for den. Han kalder hans bluff.


Modtrick #2: Huske det ubesvarede

Nick Hækkerup prøver igen at være tvetydig: ”Nej, for så havde vi ikke noget at gøre mere i Afghanistan. Det er jo det, der er hele missionen for 2013 og 2014.” Men det får han ikke lov til: ”Så du forventer, at når I er ude af Afghanistan i 2014, så kan de tage vare på deres sikkerhed?” Det får Hækkerup til at fjerne præmissen for sit eget svar ved ikke at sige klart ja: “Jeg tror, man skal passe på med at udstede meget skråsikre garantier om, hvad der kan lade sig gøre i Afghanistan, og hvad der ikke kan lade sig gøre.” Han begrundede sin beslutning om ikke at give tolkene asyl med, at de VIL være i sikkerhed efter 2014, men vil altså ikke sige, at de er i sikkerhed efter 2014 og har dermed intet begrundet. Dét udstiller journalisten flot ved igen og igen at vende tilbage til det oprindelige ubesvarede spørgsmål, hver gang han med simple opfølgende spørgsmål har vist, at Hækkerups antydninger ikke var svar, men forsøg på ikke at svare.


Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør. Cand.mag. i retorik, tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og MA-studerende i International Conflicts på King’s College London. Fast klummeskribent for MetroXpress og tidl. praktikant på DR2 Udland. Har rapporteret fra Honduras, Haiti, Colombia og Sydsudan for bl.a. Information, Deadline 22.30 og Weekendavisen. FOTO: Socialdemokraterne/Presse.