03.10.2013

Denne tekst er et uddrag af Lars Erslev Andersens kapitel i RÆSONs bog, „Mellemøstens Nye Verden‟ (256 sider, 249 kr.) Bogen udkommer 1. november 2013: For at modtage den med posten inden udgivelsen, køb den direkte fra RÆSON på nettet (porto og ekspedition er altid inkluderet i prisen fra RÆSONs webbuttik).
________________________________

Vold og terrorisme i Irak stiger støt i et land, der er ved falde fra hinanden. Demokrati, der var en vigtig begrundelse for krigen i 2003, eksisterer ikke. Irak ledes diktatorisk af en politiker, Nuri al-Malika, som USA og England fik på plads i et blødt kup i 2006. Falder landet fra hinanden, vil det have konsekvenser for hele Mellemøsten. Ofte hører vi, at voldsstigningen og terrorisme er inspireret af borgerkrigen i Syrien. Men det er langt fra hele historien. Baggrunden skal findes i Irak og ikke mindst i den måde USA og en koalition af villige stater håndterede krigen i Irak på.

Af Lars Erslev Andersen

Trods mange advarsler indledte USA krigen i Irak i marts 2003 med det formål at fjerne den irakiske diktator, Saddam Hussein, fra magten, indføre demokrati og starte en demokratibølge i det arabiske Mellemøsten. Saddam Hussein blev væltet, taget til fange af amerikanerne og senere overgivet til irakerne, der fik ham hængt i et fængsel. Alt andet gik akkurat lige så galt, som advarslerne havde profeteret, og endog på nogle punkter endnu værre på grund af de fatale fejl, især amerikanerne begik, da ”freden skulle vindes”.

En af de mest graverende fejltagelser, der i tiåret for krigen fremdeles er en væsentlig forhindring for, at demokratiet kan etableres, var opløsningen af den irakiske hær og det Baathparti, der havde udgjort Saddam Husseins magtbase, samt igangsættelse af en meget nidkær og omfattende de-baathificering. Den har været og er stadig – trods lovgivningsforsøg på at få den stoppet – et af de vigtigste instrumenter, de nye irakiske magthavere omkring premierminister Nuri al-Maliki bruger til at holde oppositionspolitikere og politiske modstandere væk fra magten. Rivalerne beskyldes for at være gamle baathfolk – hvilket omtrent er det samme som at være ’terrorist’ – hvorefter de bliver fordrevet, hældt i fængsel eller likvideret. Dette betyder, at store grupper i det irakiske samfund holdes uden for både politisk indflydelse og karrieremuligheder i statsapparatet. Det er især sunnimuslimer, der er blevet marginaliseret, forfulgt og undertrykt, men kommer shiamuslimer eller andre som fx kurdere på tværs af al-Maliki og hans regering, risikerer de samme hårdhændede behandling.

Al-Maliki kom til magten ved en manøvre, der nærmest må betegnes som et kup orkestreret af USA og Storbritannien mod den daværende premiereminister, Jaafari, i 2006. Selvom al-Maliki måske ikke ligefrem tabte valget i 2010, vandt han det ikke, og alligevel sidder han stadig på magten som premierminister samt forsvars- og indenrigsminister.

I stedet for demokrati og stabilitet åbnede krigen i Irak for alle hånde konflikter på kryds og tværs i det irakiske samfund og overordnet mellem de tre store befolkningsgrupper: sunnimuslimer, shiamuslimer og kurdere. Denne tredeling af det irakiske samfund er mest af alt et direkte resultat af krigen og den amerikanske måde at forstå Irak på. Inden krigen var forskellene mellem navnlig mellem sunni- og shiamuslimer, langt mindre udtalte og mange gange helt udviskede. Dengang var den vigtigste identitetsmarkør, om man var en del af Saddam Husseins irakiske samfund eller var i opposition til det.

Ganske vist etablerede kurderne i det nordlige Irak et selvstyreområde, hvilket var blevet muligt efter krigen i 1991, fordi den førte til oprettelse af en flyveforbudszone, hvor kurderne under beskyttelse af USA (i de første år tillige af Frankrig og Storbritannien) kunne udnytte de ressourcer, der findes i området, samt nyde godt af de midler, der internationalt blev sprøjtet ind i deres samfund. Selvom det irakisk kurdiske område formelt er en del af Irak, og selvom alle handelsaftaler, herunder om eksport af olie fra regionen, skal sanktioneres af centralregeringen i Baghdad, fungerer området stort set som en selvstændig stat. Det er bemærkelsesværdigt, at de irakiske kurderes største samhandelspartner rent faktisk er nabostaten Tyrkiet, der de seneste år har udviklet et godt forhold til de irakiske kurdere og formentlig ikke ville have noget imod, at det kurdiske områdes status blev opgraderet til at være en selvstændig stat – hvilket for blot få år siden ville have været helt utænkeligt. Baggrunden er en rækkes fælles interesser i energi og samhandel, men først og fremmest at de irakisk kurdiske ledere arbejder tæt sammen med Tyrkiet om at bekæmpe og forfølge Det Kurdiske Arbejderparti (PKK), der af tyrkerne ses som en terrororganisation. Men forholdet mellem det selvkørende irakiske Kurdistan og centralmagten i Baghdad er i dag så dårligt, at det udgør en væsentlig trussel om opløsning af den irakiske enhedsstat, som det var USA og koalitionen magtpåliggende at fastholde efter Saddam Husseins fald.

Enhedsstaten trues tillige i høj grad af den konflikt, der har udviklet sig stadig mere voldeligt mellem sunnimuslimer og shiamuslimer og er tæt på at føre landet ind i en egentlig borgerkrig. Voldsniveauet i foråret og sommeren 2013 var således det højeste siden 2007.

Konflikten mellem de to grupper er et direkte resultat af krigen og den måde hvorpå tingene blev håndteret efter Saddam Husseins fald. På den ene side så Iran store muligheder for at øge sin indflydelse i det nye Irak, hvilket skyldtes de nære forbindelser mellem flere af de shiamuslimske grupper, som var organiseret i den sydlige del af landet, og hvis ledere i adskillige år havde været i eksil i Iran på flugt fra Saddam Husseins forfølgelse. På den anden side var der den chance, de shiamuslimske samfund i syd og i de fattige områder af Baghdad øjnede for at udfylde det magttomrum, Saddam Husseins fald resulterede i. Det var nemlig ikke blot diktatoren, der faldt, men hele det irakiske statsapparat, der systematisk blev nedbrudt, således at stort set intet, hverken af kontorer eller kompetente personer, var til rådighed, da genopbygningen skulle i gang. De-baathificeringen sendte hele centraladministrationen ud i mørket sammen med hele den irakiske hær, der røg samme vej. Personer med blot nogen kompetence måtte rekrutteres i de kurdiske områder, blandt shiamuslimer, navnlig fra syd, samt blandt eksilirakere, der havde været borte fra landet i årevis og havde deres egne store interesser og beklageligvis kun små erfaringer med at lede et statsapparat. I første omgang forsøgte amerikanerne at køre butikken selv, uden nogen succes: ikke politisk, ikke i opbygningen af nye institutioner, ikke hvad angik kampen mod den stigende sekteriske vold, terrorisme og sabotage mod de amerikanske projekter, og hverken når det gjaldt etablering af en nogenlunde stabil el- og vandforsyning eller økonomiske reformer som korruptionsbekæmpelse og liberalisering (herunder afskaffelsen af statssubsidier på benzin, som irakere købte billigt og videresolgte med fortjeneste til naboerne). I stedet begyndte politikere fra det shiamuslimske samfund at varetage ledelsen og rekruttere fra egne rækker, mens alle andre nidkært blev holdt ude og nede – med støtte fra Iran.

Selvom det i de første år efter 2003-invasionen var amerikanerne, der forsøgte at genopbygge staten og havde den formelle ledelse, var det de shiamuslimske grupper, som beredte sig på magtovertagelse – dels gennem de valg, besættelsesmagten insisterede på, dels ved nidkært at holde andre grupperinger væk fra fadet. Det ville være forkert at opfatte det shiamuslimske befolkningsflertal som en homogen gruppe. Faktisk var der mange blodige opgør mellem forskellige grupper med forskellige dagsordener, ligesom der er mange shiamuslimer, der forstår sig selv som sekulære uden nogen form for religiøs dagsorden. Et eksempel er Ayad Allawi, der kom til Irak efter 30 års eksil og blev premierminister i den overgangsregering, som var sat i scene frem til de første irakiske valg i 2005. Allawi blev senere leder af partiet Iraqiya, der samlede sekulære shia- og sunnimuslimer. Partiet opfattede sig som nationalistisk og ikkesekterisk og var tænkt som de marginaliserede sunnimuslimers mulighed for at vinde politisk indflydelse i Baghdad. Ved valget i 2010 blev det faktisk det største parti, men Nuri al-Maliki var ikke indstillet på at afgive magten, og da hverken Iraqiya eller al-Malikis parti var i stand til at danne regering alene, blev man efter lange forhandlinger enig om at dele magten. Men al-Maliki holdt ikke sin del af aftalen og har været dygtig til at spille de forskellige parter ud mod hinanden – med det resultat, at han har været i stand til at fastholde magten, mens oppositionen og Iraqiya er gået i opløsning i indre kævl og strid. Resultatet er, at sunnimuslimerne helt frem til i dag systematisk er blevet holdt borte fra magten.

Lige så lidt man kan tale om én homogen shiamuslimsk befolkning, kan man betegne sunnimuslimerne som én gruppe. Men ligesom de politiske forandringer tilskyndede til at fremme shiamuslimske identitetsmarkører, skete det samme for sunnimuslimerne, der dog i stedet kom til at leve med en offerfortælling. Udstødt fra magten i Baghdad, frataget jobmuligheder i hæren, politiet og staten stod de som de store tabere efter Saddam Husseins fald.

I modsætning til de rygter, der florerede, efter at USA indledte krigen, var der ikke organiseret modstandsgrupper, der kunne aktiveres mod de udenlandske besættelsestropper. Derfor var oprøret relativt begrænset i krigens første fase, men ganske hurtigt ankom mujahedin – hellige krigere med al-Qaeda-tilknytning fra udlandet – og tog del i organiseringen af oprøret. Især med den gruppe, som blev ledet af jordaneren Abu Musab al-Zarqawi, rettede oprørerne i stigende grad deres angreb på shiamuslimer samt shiamuslimske helligdomme – helt åbenlyst i et forsøg på at starte en sekterisk borgerkrig. Zarqawi havde en løbebane som militant islamist, inspireret af den radikale islamistiske ideolog jordaneren al-Maqdisi, som han havde stiftet bekendtskab med under et fængselsophold, men uden egentlig al-Qaeda-tilknytning fulgte han nærmest en parallel karriere (hvis man kan sige det sådan). Hans meget blodige aktiviteter i Irak, der ud over de mange målrettede angreb mod shiamuslimerne også talte de berygtede gidseltagninger og halshugningsvideoer, blev ikke modtaget med udelt begejstring af den al-Qaeda-top, der sad gemt i Pakistan. Men Zarqawi var alligevel en mulighed for at give al-Qaeda en genopblomstring efter flugten fra Afghanistan – mens lederne var i skjul, langt væk fra slagmarken – og derfor endte de alligevel med at gøre Zarqawis gruppe til en del af al-Qaeda. Al-Qaeda fik et stærkt fodfæste i Irak, og gruppen er stadig den mest aktive ikkestatslige aktør blandt de grupper, der bærer ansvaret for den markante stigning i volden og terrorismen i 2013.

Zarqawi selv blev dræbt i juni 2007 – på et tidspunkt, hvor stadig flere af de sunnimuslimske militser var utilfredse med al-Qaedas måde at føre oprørskampen på samt bevægelsens lokale magtovertagelse i mange sunnimuslimsk dominerede irakiske byer. På det tidspunkt var volden i Irak på sit højeste, og den amerikanske indsats, bl.a. heftige kampe i den sunnimuslimske bastion Falluja, havde ikke vist sig effektiv, hvorfor amerikanerne var i gang med at skifte strategi til den, der kom til at gå under navnet ’The Surge’. Skåret ind til benet var formlen, at man i stedet for at dræbe fjenden skulle beskytte civilbefolkningen. Samtidig havde en række stammeledere, de såkaldte awakening sheikhs, henvendt sig til amerikanerne med budskabet om, at de gerne ville bistå med at bekæmpe al-Qaeda. Deres motiv var dobbelt: Dels ville de have al-Qaeda smidt ud, dels var de bange for, at Iran skulle få alt for stor indflydelse. Idéen var således, at de fik dannet militser, som med amerikansk understøttelse kunne bekrige al-Qaeda – og som, efter at det job var gjort, kunne indrulleres i de irakiske sikkerhedsstyrker, mens stammelederne fik adgang til den politiske magt i Baghdad. Faktisk leverede sheikerne varen, og volden faldt betydeligt, hvilket alt i alt gjorde ’The Surge’ til en succes – den er blevet forsøgt gentaget i Afghanistan, men uden samme virkning.

Problemet var – og er – at al-Maliki hverken har vist sig villig til at indrullere militserne eller åbne det politiske system. Det var disse stammeledere, der sammen med moderate islamister og sekularister samt sekulære shiamuslimer udgjorde makronbunden i Iraqiyapartiet, som vel ret beset vandt valget i 2010, men ikke fik lov at bruge sejren. Resultatet er i stedet både en radikalisering af sunnimuslimsk baserede militser og en genkomst af al-Qaeda-grupper, der navnlig efter at amerikanerne trak sig ud af Irak med udgangen af 2011, har optrappet deres aktiviteter betydeligt.

I dag er situationen den, at de irakiske kurdere i stadig større grad forvalter deres region som en selvstændig stat, til dels i et overraskende parløb med Tyrkiet, og at Nuri al-Maliki klæber til magten i Baghdad – med støtte fra Iran, hvis indflydelse i Irak er betydelig, og hvor den irakiske regering kvitterer med at bakke op om den iranske dagsorden i Mellemøsten som fx støtte til Bashar al-Assad-regimet i Syrien. Og i de sunnimuslimske områder foregår der en stigende radikalisering, der truer både med borgerkrig og med indblanding i den uoverskuelige situation i Syrien.

Det fremhæves ofte i medierne, at den stigende vold i Irak er inspireret af situationen i Syrien. Selvom der givetvis er tale om en vis inspiration, bør det ikke overses, at konflikterne i Irak har deres egen historie. De er et resultat af den politiske (u)orden, der udviklede sig i Irak som følge af krigen og dens forvaltning. Og de truer med at splitte landet op, starte nye konflikter og lægge området åbent for regionale magtkampe – navnlig mellem de konservative arabiske stater på Den Arabiske Halvø (med Saudi-Arabien i spidsen) og Iran. Man kan også forvente aktiv indblanding fra Tyrkiet.

Grænseområdet mellem Irak og Syrien er mere eller mindre smeltet sammen til et område, der har sine egne stammebestemte og sekteriske dagsordner, der bestemt ikke bidrager til at stabilisere forholdene på nogen side af grænsen.

På trods af den dybt foruroligende situation er Irak langt hen ad vejen gledet ud af mediernes dækning – samtidig med at politikere fra Barack Obama til Søren Pind uden videre kan slippe af sted med at omtale Irak som et demokrati, selvom det på ingen måde har hold i virkeligheden.

Når Irak finder vej til mediernes overskrifter, skyldes det serier af blodige terroraktioner eller fangebefrielser fra fængsler, som al-Qaeda i Irak angiveligt står bag. Det tegner et billede af Irak som et skrøbeligt demokrati, der trues af sabotage fra al-Qaeda og andre militante spoilere. Sagen er imidlertid, at demokratiet aldrig kom til Irak, og at der er megen anden vold end den, al-Qaeda står bag, nemlig regimets omfattende og systematiske vold mod oppositionen og sine andre fjender. Listen indebærer masseanholdelser, forsvindinger, tortur i fængsler, likvideringer udført af al-Malikis dødspatruljer osv. Derfor støtter stadig flere irakere det voldelige oprør mod al-Maliki.

Motorvejen for radikaliserede og militante islamister, der gør oprør mod diktaturerne i Baghdad og Damaskus, er ikke ensrettet fra Syrien til Irak, men løber i høj grad begge veje. Såvel konflikterne i Irak som borgerkrigen i Syrien og den ganske ustabile situation i Libanon og til dels Jordan truer med at åbne hele denne region for sekteriske konflikter på kryds og tværs, der endegyldigt vil omkalfatre det mellemøstlige kort, som Vestmagterne med Frankrig og England i spidsen i form af Sykes-Picot-aftalen tegnede efter Første Verdenskrig, og som i dag udgør grundlaget for regionens nuværende statssystem. Det, vi er vidne til i disse år, er måske intet mindre end en omfattende dekonstruktion af akkurat dette statssystem.


Denne tekst er et uddrag af Lars Erslev Andersens kapitel i RÆSONs bog, „Mellemøstens Nye Verden‟ (256 sider, 249 kr.) Bogen udkommer 1. november 2013: For at modtage den med posten inden udgivelsen, køb den direkte fra RÆSON på nettet (porto og ekspedition er altid inkluderet i prisen fra RÆSONs webbuttik).