14.12.2013

Efter en historisk medlemsafstemning om regeringsaftalen med CDU/CSU er de tyske socialdemokrater i SPD nu klar til at deltage i den kommende tyske regering under kansler Angela Merkel: den såkaldte ”Große Koalition”. Ministeriernes fordeling, der stadig er en officiel hemmelighed, er efterhånden ved at være lækket til alle sider, og den byder på mange overraskelser. Her præsenterer RÆSON fem af de mest centrale skikkelser i det kommende samarbejde mellem CDU/CSU og SPD.

AKTUALITET af Lukas Antaeus Lausen



Angela Merkel (CDU), kansler
For bordenden sidder også i de næste år Angela Merkel. Hun er født i Hamborg og opvokset på den anden side af jerntæppet, har en fortid som fysiker og kom ind i politik fra sidelinjen uden erfaringer fra de vesttyske ungdomspartier.

Siden hun i 2005 overtog kanslerposten fra socialdemokraten Gerhard Schröder, har Merkel på eksemplarisk vis sat sig i spidsen for de vigtigste internationale udviklinger, og mens finanskrisen gjorde ondt på mange, var det i denne tid, at den tyske kansler for alvor blev verdenskendt.

I sin nu tredje embedsperiode kommer hun for alvor i liga med de store, som f.eks. hendes mentor Helmut Kohl og Tysklands første kansler Konrad Adenauer. I verden er hun kendt og respekteret og har et ry for at være utroligt velforberedt og vidende. Hendes mandlige kollegaer rundt om i verden ved dette. Derfor er hun lige så vellidt som frygtet.

Wolfgang Schäuble (CDU), finansminister
Der er få, der som finansministeren betyder noget i tysk politik. Næsten alle af den kommende regerings initiativer er sat under finansieringsforbehold, og finansministeren skal i Tyskland være af exceptionel viljestyrke og i stand til at sige ”nej”. Schäuble, der er en af de tjenesteældste politikere, har en lang fortid i partiet og diverse regeringer bag sig. Allerede i firserne var han en del af kansler Kohls inderkreds.

Schäuble blev i 1990 udsat for et attentat, hvor en psykisk syg mand skød ham ned ved et valgkampsarrangement. Siden har han siddet i rullestol, men det har ikke mindsket hans arbejdsbyrde. Således er han både i ind- og udland fagligt meget højt respekteret. På grund af hans benhårde forhandlingsstrategi er han lige så frygtet som kansleren selv, og sammen udgør de den kommende regerings benhårde og dagsordenssættende ledelse.

Sigmar Gabriel (SPD), ”super-minister” for økonomi og vedvarende energi
Det er et politisk svendestykke af rang, at Sigmar Gabriel, SPDs formand, har formået at forhandle sig frem til en regeringsaftale, der på store områder bærer socialdemokraternes håndskrift. Det blev i høj grad muligt, fordi han lovede sine medlemmer at stille aftalen til afstemning – et trick, hvormed de konservative blev nødt til at gøre store indrømmelser, hvis de ville have en regering hen over midten.

Gabriel bliver efter alt at dømme en ny super-minister for økonomi og overgangen til vedvarende energi. Et tungt ministerium, der kommer til at sætte dagsordenen på mange af de indenrigspolitiske emner, som Tyskerne i disse år ser deres største udfordringer i. Selvom partiet altså ikke får det eftertragtede og strategisk vigtige finansministerium, har han hermed sikret sig tilpas politisk vægt til at kunne forhandle i øjenhøjde med kansler Angela Merkel.

Gabriel, der har en klassisk arbejderfamiliebaggrund, blev i mange år ikke anset for dygtig nok fagligt. Han blev opfattet som en politisk letvægter. Det er især i månederne siden valget, at han i gennem regeringsforhandlingerne har bevist formatet, der skal til for at føre partiet i gennem den kommende regeringsperiode.

Frank-Walter Steinmeier (SPD), udenrigsminister
Udenrigsministeriet får deres tidligere minister tilbage. I perioden 2005-09 var Steinmeier også udenrigsminister under Angela Merkel, og han har hurtigt fået et positivt ry i udlandet – og i 2009 kanslerkandidat for SPD.

Selvom han har de faglige kompetencer i orden, bliver det dog spændende at se, hvor meget Steinmeier reelt kommer til at fylde. I løbet af den sidste regeringsperiode blev mange af udenrigsministerens opgaver overtaget af kansleren. Om det vil fortsætte på samme måde er uvis, da udenrigsministerens lille rolle i de forgangne fire år især hænger sammen med den siddende ministers manglende faglige dygtighed.

Thomas Oppermann (SPD), gruppeformand
Manden, der er vant til at stå i anden række, Thomas Opperman, har de sidste år været en slags ”whip” [et partimedlem, der sikrer disciplin, red.] for SPD’s gruppe i forbundsdagen. Selvom han tit er blevet omtalt som mulig minister, tyder alt nu på, at Opperman bliver gruppeformand. En vigtig stilling, som Frank-Walter Steinmeier har haft indtil nu. Og det er denne udnævnelse, der i sidste ende gør ham endnu mere interessant.

Viser det sig, at SPD har svært ved at markere sig i regeringen, og nogle af de forreste personligheder bliver nødt til at trække sig, vil Oppermann kunne stå bomstærk som kanslerkandidat i 2017 eller 2021. Hans nye rolle i forbundsdagen kan blive en del friere end at skulle være minister i koalitionen, og det giver ham mulighed for at udvikle sin politiske profil.

Lukas A. Lausen (f. 1990) studerer statskundskab ved Københavns Universitet og skriver om Tysk- Europæisk- og Økonomisk politik og har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier. FOTOS: Rigsdagsbygningen (Rande Archer via Flickr), Angela Merkel (GlynLowe via Flickr), Wolfgang Schäuble (European University Institute), Sigmar Gabriel (blu-news.org via Flickr), Frank-Walter Steinmeier (SPD) og Thomas Oppermann (SPD).