Tysk korrespondent: Udenlandske talenter skal føle sig velkomne

Tysk korrespondent: Udenlandske talenter skal føle sig velkomne

23.02.2013

.

“I skal ikke kun invitere os hertil for at udnytte vores arbejdskraft. I må også interessere jer for, hvordan vi ellers kan bidrage til samfundet,” siger Clemens Bomsdorf, som er korrespondent i Norden for flere aviser. “Nogle vælger endda at tage tilbage til deres hjemland, fordi de mener, at danskerne er for uvenlige og kolde.”

Fortalt til Hanna Ohm Cleaver


DANMARK I EN GLOBAL VERDEN: RÆSON har spurgt en række udlændinge med et særligt indblik i Danmark: Kan dansk kultur følge med?
LÆS OGSÅ:
Brasiliensk iværksætter om Danmark: Behov for mere lidenskab og flere radikale tanker
USA’s ambassadør: Danskerne er begyndt at værdsætte diversitet
Britisk forfatter: Giv plads til de store ambitioner i Danmark
Kinesisk konsulent: Danskerne fremstår ofte en smule uhøflige


DANSKERNE ER SVÆRE at komme i kontakt med for folk udefra og virker lidt uinteresserede. De er generelt venlige, men kunne aldrig finde på at invitere fremmede mennesker hjem. I Sydeuropa ville man sagtens kunne invitere ti nye bekendtskaber hjem til middag. Det sker ikke her.

HVIS DANMARK GERNE vil lokke flere udenlandske talenter og vidensarbejdere til landet, er det vigtigt, at I lærer at være mere åbne over for dem, der kommer hertil. I skal ikke kun invitere os hertil for at udnytte vores arbejdskraft. I må også interessere jer for, hvordan vi ellers kan bidrage til samfundet. Nogle vælger endda at tage tilbage til deres hjemland, fordi de mener, at danskerne er for uvenlige og kolde.

JEG FØLER MIG ikke selv uvelkommen, men jeg er enig i, at folk er meget distancerede her.

DANSKERNE HAR TIL GENGÆLD en god balance mellem arbejde og fritid. Det bliver respekteret, at man tager hjem til sine børn, og akademikere bliver ikke presset til at arbejde mindst 70 timer om ugen. Hvis folk er effektive, må de godt tage hjem tidligt på dagen. I Tyskland kan man ikke gå før klokken 19 eller 21, hvis man er ambitiøs med sin karriere. Jeg kan bedre lide den danske model, hvor man giver plads til, at folk kan have et privatliv.

DANSKERNES MEGET AFSLAPPEDE forhold til tingene gør også, at man taler til hinanden på en mere direkte måde end i Tyskland. Danskerne kunne måske arbejde på at være mere høflige. Somme tider kan man som tysker blive næsten chokeret over de udtryk, man anvender her. Det er bagsiden af danskernes afslappethed.


Clemens Bomsdorf er korrespondent i Norden for bl.a. Die Welt, Focus, The Art Newspaper og The Wall Street Journal. Hanna Ohm Cleaver (f. 1987) er kandidatstuderende i antropologi på Københavns Universitet. Hun har tidligere været i praktik på den danske ambassade i Burkina Faso og arbejder som student i Udenrigsministeriets Afrikakontor. FOTO: Diana Parkhouse via Flickr.