09.02.2013

Der har været markant uro i Tunesien siden drabet på oppositionslederen Chokri Belai sidste onsdag. Men ifølge Tunesien-ekspert Corinna Mullin skal kampen mellem nye politiske identiteter have lov at udspille sig i skabelsen af et nyt Tunesien. Istedet bør omverdenen og tuneserne selv forholde sig til landets omfattende økonomiske problemer.

Analyse af Marianne Martinez Bennedsen



Mordet på den tunesiske oppositionsleder Chokri Belai skabte onsdag store protester i Tunesien, og i hovedstaden Tunis ledte det til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter. Chokri Belaid var leder af centrumvenstre-partiet Demokratiske patrioter, kendt menneskerettighedsforkæmper og stærk kritiker af regeringen og den voksende salafist-bevægelse. Premierminister Hamadi Jebali foreslog samme dag at opløse regeringen og indsætte en teknokratregering bestående af personer uden tilknytning til et politisk parti frem til næste valg, der er planlagt til sommer. Den løsning har regeringspartiet Ennahda dog indtil nu afvist. 



De politiske uenigheder er dog en uundgåelig del af den naturlige udvikling i et land, der har været tvunget til politisk ensretning så længe, befolkningen kan huske. Tuneserne skal have lov til at udleve deres nye, politiske identiteter og de kampe, der opstår imellem dem. Sådan mente i hvert fald Tunesien-ekspert Corinna Mullin, da hun talte med RÆSON i december. Hun mener, at det egentlige problem er den fastlåste, økonomiske udvikling i landet.


Tiden er ikke til enighed

Før revolutionen i 2010 var Tunesien en sekulær stat, der bar præg af en stor politisk undertrykkelse, og hvor religionens formelle rolle var stærkt begrænset. Med revolutionen har nye politiske identiteter vundet indpas, og især salafist-bevægelsen er vokset. Med den nu afdøde oppositionsleder Chokri Belaid som en af de førende stemmer, har den sekulære venstrefløj anklaget salafist-bevægelsen for politisk vold og Ennahda-regeringen for at vende det blinde øje til. På den anden side har salafisterne presset på for en mere konservativ lovgivning. 

Ved tænketanken Chatham Houses årlige prisuddeling i London talte den tunesiske præsident, Moncef Marzouki, for nylig om behovet for at skabe enighed mellem de to fløje. ”Vi skal vise de konservative, at identitet ikke bliver ofret i modernismens navn, og vise modernisterne at modernismen ikke bliver ofret i identitetens navn”.



Ifølge Mullin er det dog for tidligt at tale om enighed og konsensus. Efter en lang periode, hvor kun én politisk identitet var tilladt, er det tid til at skabe et Tunesien med en helt ny politisk profil. Det vil indebære en periode med ustabilitet og folkelig og politisk debat og konfrontation, mener hun.



”Det er vigtigt, at de ideer og den kamp ikke undertrykkes, selvom nogle vestlige lande ikke føler sig godt tilpas med det. Ja, selv hvis visse dele af det tunesiske samfund ikke føler sig godt tilpas med det. Hvorvidt salafisterne kan blive en trussel imod sikkerheden afhænger i virkeligheden af, hvordan regeringen vil håndtere dem. Ennahda kender konsekvenserne af undertrykkelse, og derfor tøver de med at slå hårdt ned på salafisterne. Salafist-bevægelsen består jo af mange forskellige grupper. Denne generation af salafister, særligt dem der støtter brugen af vold, er en reaktion på den undertrykkelse, som fandt sted under Ben Ali. Så spørgsmålet er, om regeringen virkelig ønsker at give den samme arv videre til den næste generation af salafister? Eller ønsker de at indgå i dialog med de mere moderate dele af bevægelsen og engagere dem?
Den sekulære identitet blev i høj grad pålagt tuneserne af den tidligere præsident Ben Ali. Men med åbningen af det offentlige rum er der blevet plads til alternative identiteter. Og salafisterne er Tunesere på lige fod med pro-vestlige Tunesere. Det, der er sket i alt for lang tid, er, at den ene side er blevet ekskluderet – og det er farligt”. 



Acceptér uenighederne, fokusér på økonomien

Den voksende uro, den politiske polarisering og landets økonomiske problemer er tre store og delvist forbundne udfordringer. Men det er økonomien, der er den største opgave her og nu, sagde Mullin i december. Arbejdsløsheden er steget fra 13% i 2010 til 17,6% i 2012, og særligt de unge universitetsuddannede har svært ved at finde arbejde på et trængt arbejdsmarked, der domineres af lavtlønnede produktionsjob. Det har betydet arbejdsløshedsrater på op til 44% blandt universitetsdimittender. Samtidig forværres den økonomiske ulighed mellem fattige indlandsområder og de større kystbyer. Mullin, har boet og arbejdet i Tunesien før og efter revolutionen. Og mens hun har været vidne til stor demokratiske udvikling, så ser hun meget lidt forandring i den måde landets økonomi håndteres af regeringen og Verdensbanken.

”Verdensbanken fokuserer fortsat på vækstraterne, som er i bedring. Men det er problematisk at fokusere på at åbne økonomien for udenlandske investeringer og skabe et sundt forretningsmiljø, samtidig med at arbejdsløsheden og den voksende ulighed i indkomst og mellem regioner ignoreres. Den økonomiske politik, som de internationale finansinstitutioner er fortalere for, vil givetvis skabe vækst, men det vil ikke nødvendigvis resultere i løsninger på de socioøkonomiske problemer. 

Tunesien har brug for udenlandske investeringer, men mens 75% af Tunesiens handel går til EU, er EU’s handel til Tunesien minimal. Et medlem af en handelsforening sagde for nylig til mig, at Tunesien er Europas værksted. Tunesien tilbyder billig arbejdskraft til virksomheder, der ønsker at investere i landet og nyde godt af den lave skat. Det er med til at fastlåse Tunesien i en underordnet rolle i verdensøkonomien”.



Inden revolutionen oplevede Tunesien en fast, gennemsnitlig vækstrate på fem procent og med nye investeringer, der skal bringe eksporten på fode og sikre udenlandske investeringer, forventer Verdensbanken at nå samme niveau i 2014. Store dele af den strategi og den type vækst, som Verdensbanken fokuserer på, er den samme, som prægede Tunesien før revolutionen – og det er bekymrende, mener Mullin. 

”Det viser, at der ikke er meget, der er ændret. Og det er måske ikke overraskende. Der er en række interne og eksterne interessenter, der får udbytte af den type af økonomisk vækst, som Verdensbanken værdsætter. Men sandheden er, at størstedelen af det tunesiske folk ikke får udbytte af den vækst”.


Forvent ikke for meget for tidligt

Den nuværende regering blev i oktober 2011 valgt til at lede overgangsperioden og udformningen af den nye forfatning frem til næste i sommeren 2013. På trods af kritikken forholder Mullin sig positivt afventende. Det er en regering, som står over for nogle meget store udfordringer under presset af meget store forventninger, siger hun.

“Advokat og tidligere formand for Tunesiens revolutionære råd Yadh Ben Achour sagde for nylig, at tiden er revolutionens største trussel. Det er utroligt rammende. Der ligger en fare i at forvente for meget for hurtigt. Alle fik deres forventninger skruet op efter revolutionen, og det er ikke muligt at møde dem alle og slet ikke inden for en toårig tidsramme. Jeg synes faktisk, at den nuværende regering har gjort et hæderligt stykke arbejde i lyset af den kontekst, den har arbejdet i”.


Corinna Mullin er lektor i international politik ved School of Oriental and African Studies (SOAS) med fokus på Mellemøsten. Corinna underviser i øjeblikket i internationale relationer på universitetet i Tunis.

Marianne Martinez Bennedsen er BA i engelsk og international kommunikation og cand.merc.kom med fokus på interkulturel kommunikation, kultur og identitet. Til dagligt arbejder hun som kommunikationskonsulent.

FOTO: Demonstranter i Tunis – Flickr