06.08.2013

Ikke i mands minde – og måske aldrig – har en statsminister været så upopulær og så politisk ude i tovene så vedholdende og gennem så lang tid. Ganske paradoksalt kan det blive hendes redning.

Af Troels Mylenberg

Helle Thorning-Schmidt har aldrig været en populær og folkelig politiker. Det behøver man heller ikke at være for at blive statsminister, ej heller endda for at blive genvalgt. Men som minimum hjælper det at være respekteret, og her ligger måske Thornings allersvageste punkt. Snart to års regeringsmagt har været en opvisning i vælgertab og tabersager. Hver og én skidt håndteret, nærmest amatøragtigt. Politisk håndværk i kvaksalverklassen og manglende musikalitet, på linje med den, man oplever, når mikrofonen er tændt, mens fodboldlandsholdsspillere hakker med på nationalsangen. Men hun står der endnu, og uge efter uger står hun der igen med sit klare blik, sin ranke ryg og sin tilsyneladende fuldtonede uimodtagelighed for frustration over, hvor skidt det faktisk går for hende, for hendes parti og for hendes regering.

Flere gange er hun faktisk blevet taget i ligefrem at udtale, at hun synes, det går rigtig godt. Så er det, man må overveje, om statsministeren lever i samme verden som de borgere, hun regerer over, eller om hun som Harry Potter har taget toget fra perron 9¾ ud i en verden af trolddom og magi.

Men bemærkelsesværdigt og stærkt er det. Stærkt at ryste det af sig. Stærkt at være upåvirket. Og bemærkelsesværdigt, at den i realiteten helt uprøvede magtpolitiker i hvert fald ligner en, for hvem det da bare kører. Spørgsmålet er, hvor langt den styrke kan bringe hende. Om det virkelig kan lade sig gøre at blive en succes, hvis man bare ligner én, insisterer på at være det og i øvrigt blive stående længe nok.

Der kan naturligvis komme et valg i vejen. Men også her pryder Thorning-Schmidt sig med selvtillid. I modsætning til sine forgængere, der har haft tradition for jævnligt at forsøge at kickstarte en defensiv regering eller bringe den ud af dødvande med en hurtig rokade, hvor nye ansigter er hevet ind for at trække lidt fokus, er det heller ikke i skrivende stund sket. De eneste ændringer, der er sket i regeringens sammensætning, var alene resultatet af SF’s formandsvalg og Uffe Elbæks exit. Thorning selv har holdt fast i sit hold, også selvom det er tydeligt, at formkurverne er særdeles svingende rundtom i ministerkontorerne. Ved at holde fast er Thorning konsistent og tro mod den linje, der har bragt hende ind i Statsministeriet – og som i 2005 gjorde hende til partileder i første omgang. Først og fremmest er læren af Thornings første to år som statsminister, at hun trods det hele er umulig at afskrive. Aldrig villig til at indrømme en fejl, endsige bare medgive, at noget ikke helt er gået som planlagt. Som på sæsonens sidste tirsdagspressemøde i slutningen af maj, hvor journalisterne igen, igen forsøgte at få hende til at åbne bare en lille smule for posen med erkendelser og selvindsigt. Svaret var nej. På den måde er Thorning en næsten lineær funktion af Anders Fogh Rasmussen. Hvorfor Fogh lykkedes med det, mens Thorning stadig mangler at indkassere bare en brøkdel af den respekt, der kom Fogh til del, er der masser af mulige forklaringer på. Den mest oplagte: Hvis man vil overbevise befolkningen om, at man er professionel, så er det immervæk noget lettere, hvis man også er det. Bare lidt. Hvor Fogh og Thorning ligner hinanden i tilgangen til det politiske håndværk, må man bare sige, at Thorning fremstår som en novice. Mange af problemerne skyldes helt indlysende simpel mangel på forhandlingserfaring, på detaljeret lovkendskab og på basal forberedelse.

Og så er den parlamentariske situation ganske anderledes. Hvor Fogh sad trygt med sit de facto-flertal i VKO-blokken, så er situationen naturligvis en anden for Thorning, som skal balancere sin politik i det lystige rum mellem Enhedslisten og De Radikale. Og så endda også med det udtrykkelige ønske/løfte om at føre politik hen over midten. Indtil videre er indtrykket det ensidige, at vi har at gøre med en statsminister, der ikke har evnet at udstikke en for omverdenen afkodbar kurs. Den påstand vil hun utvivlsomt selv afvise. Er kursen ikke, at ’Danmarks skal bringes trygt ud af krisen’? Det aldeles uinteressante ved det mantra, som gentages igen og igen, er, at ingen kan være uenige i det. Hvad er det for et Danmark, Thorning-Schmidt vil skabe på den anden side af krisen? Her har hun (og rådgiverne) endnu til gode at opfinde et par slaglinjer, som bare giver en nogenlunde idé om retning, mål og ankomsttidspunkt.

Inden han blev statsminister, stod Fogh med et tilsvarende problem. At overbevise danskerne om, at han ikke ville tage al velfærd fra dem, når han fik chancen, men var en born again-velfærdselsker, der bare havde været ung og grænsesøgende, da han i 1993 skrev sit berømte minimalstatsmanifest. Efter tre år som partileder tordnede han ved valget i 2001 igennem som sikker sejrherre på fem slagvarer om skattestop, strammere udlændingepolitik, strammere retspolitik, bedre ældrepleje og flere penge til sygehusene. Måske handlede det bare om kun at love det, man vidste kunne holdes. Thorning har hverken holdt det lovede eller evnet at formulere projektet i så konkrete mål. Hvor Lars Løkke Rasmussen som oppositionsleder stort set alene har Thornings fejl og mangler at takke for sin succes, så tyder noget på, at Thornings bedste chance ligger i et tilsvarende fravalg af Løkke, når og hvis han ellers begynder at blive mere synlig på den politiske scene. Dermed synes den egentlige forskel til Fogh materialiseret: Fogh var ved tre valg i streg – i 2001, 2005 og 2007 – et klart tilvalg. Den situation har Thorning aldrig stået i.

Et bemærkelsesværdigt træk ved Thornings regeringsførelse har været den totale mangel på virkningsfuld selviscenesættelse. Nationens første kvindelige statsminister tog sit parti på sengen, da hun helt uhørt stillede op til formandsvalget i 2005 som helt nyvalgt og ikke udpræget kernesocialdemokratisk folketingsmedlem med løftet: ”Jeg kan slå Anders Fogh.” Dét borgede for anderledeshed, nytænkning og noget, man næsten kunne kalde Kennedysk: en internationalist, en ung og selvtillidsstrålende kvinde, som nok skulle kunne rage lidt op over kedsommeligheden og gråmeleretheden i dansk politik. Hun fik ro på bagsmækken, halet SF i land og vandt endda magten, selvom hun tabte valget. Men hvad skete der så? Kom hun ud med en ny stil og nye budskaber? Nej, hun forsøgte blot at undgå at træde alt for meget ved siden af forgængernes fodspor. Måske allerbedst illustreret ved den næsten bevidstløse overtagelse af det tirsdagspressemøde, som Anders Fogh opfandt, og som altså på ingen måde er en grundlovsbestemt forpligtelse for en statsminister at afholde. Thorning valgte at stille op hver tirsdag kl. 11.30 og blev øjeblikkeligt klasket op på væggen som en langt ringere statsministeriel kommunikator end Fogh. At der så tilmed var en skattesag med ubønhørligt kritisk fokus på familielivet, gjorde det heller ikke nemmere for Thorning at folde sig ud som andet og mere end en gennemsnitskedelig politiker, der aldrig bryder rammerne eller giver lidt mere af sig selv end det allermest nødvendige. Det ligner simpelthen stadig en rolle, hun forsøger at øve sig til, i stedet for at være et hverv, hun påtager sig at besidde og indtage på sin måde. Er det uretfærdige krav at stille? Statsministerposten er ikke et job, men et fornemt tillidshverv og en magtposition, man tilkæmper sig retten til at varetage. Hvis man alene betragter det som et job, mister det samtidig den helt nødvendige aura af stolthed, ære og skæbne, som bør give enhver statsminister noget ekstra energi. I rollen er Thornings største problem nok, at det stadig fremstår som et job, hun søgte og med det yderste af neglene fik, men at det lige så godt kunne have været et hvilket som helst andet firma, hun var blevet direktør i.

Men mod har hun dog, når hun så stædigt og vedholdende holder sig til en plan, som ingen uden for regeringens inderste cirkler, inklusive embedsmænd, kender. I den hemmelige drejebog er der tilsyneladende ét hovedpunkt: at uanset hvad vælgerne ellers måtte mene eller sige, skal økonomien være det entydige pejlemærke. Selv vil hun formentlig kalde det noget i retning af at ’arbejde for at sikre flere arbejdspladser til danskerne’, men i realiteten er der tale om en hidtil uset styring efter ensidigt økonomiske mål.

Meget tydeligt blev det i forbindelse med Vækstplan DK, som jo blev forhandlet hjem med de borgerlige partier, og hvor regeringen fuldt og helt opgav det folkesundhedssigte, som ellers havde været et omtrent styrende politisk princip. Man havde således indført nye afgifter på usunde fødevarer – og ikke mindst på sodavand – men da grænsehandlen i de borgerliges analyse stod i vejen for den hjemlige vækst, røg de afgifter, som ellers blev indført med alvorstungt sigte på de overvægtige børn og deres stadig stigende sodavandsforbrug. Det er et symbol på regeringens delvise opgivelse af en lang række politiske mærkesager til fordel for det entydige fokus på flere arbejdspladser – på trods af at den danske ledighed stadig er ualmindelig lav i forhold til mange andre europæiske landes.

I maj er det blevet klart, hvor samspilsramt regeringen egentlig er. Hvor finansminister Bjarne Corydon raskvæk har solgt mange af regeringens initiativer som ’nødvendige’, har det åbenbart provokeret den radikale økonomiminister Margrethe Vestager vildt, at denne ’nødvendighed’ får vælgerne til at spørge om, hvorvidt regeringens politik overhovedet er andet end et fagøkonomisk skoleridt. I at tale om ’det nødvendige’ ligger der en decideret afpolitisering af de handlinger, man foretager sig. En slags fraskrivning af et politisk mål, som altså er vekslet til noget, man kalder fakta. En søndag i maj gav Vestager ikke færre end to store interviews – til Berlingske og til Jyllands-Posten – med hovedbudskabet, at ’nødvendighedens politik’ for så vidt slet ikke findes. Også økonomisk politik er værdipolitik: ”For mig er nødvendighedens politik en, som man ikke har valgt, men som man skal føre. Som man egentlig ikke bryder sig om og kun fører, fordi vilkårene nu engang er, som de er. Og sådan har jeg det slet ikke,” sagde Vestager til Jyllands-Posten. Men selvfølgelig kan Vestager tale om økonomisk politik som værdipolitik, når den førte økonomiske politik stort set i lige linje flugter med det radikale partiprogram. Så spørgsmålet er naturligvis, om Thorning ville kunne sige det samme? Hvem bestemmer egentlig i regeringen? Er den førte økonomiske politik, som i udstrakt grad dikteres af EU-fastsatte krav til soliditeten i den danske økonomi, også socialdemokratisk værdipolitik? I givet fald HAR Socialdemokraterne skiftet politik – og retning.

Kan det lykkes at blive genvalgt? Ja, selvfølgelig. Politik er ikke statisk, og der skal indimellem ikke så meget til for, at tingene vender og begynder at bevæge sig i en anden retning. Konkret kan man nemt pege på tre forhold, som dog skal indtræde, for at en valgsejr bliver mulig –to af dem er ting, Thorning selv kan effektuere.
1) Reformerne skal vise resultater:
For at give Thorning nødvendig medvind kræves som minimum, at det synliggøres for danskerne, at reformerne og de politiske aftaler rent faktisk viser sig at virke. Der skal vækst på bordet – vækst, der manifesterer sig i arbejdspladser. Ledigheden skal falde markant, produktiviteten skal op, og danske virksomheder skal melde om ordretilgang og vækst.
Om dét kan ske, uden at de internationale konjunkturer kommer regeringen til hjælp, er dog tvivlsomt. Til gengæld er det næste punkt ét, man kan løse uden at forlade regeringskontorerne:
2) Regeringen skal fremstå som en mere sammentømret enhed:
For at give befolkningen et billede af en større grad af professionalisme i regeringens politiske arbejde, er det helt afgørende, at Thorning træder yderligere i karakter som chef. Og det som en moderne chef, der roser og fremhæver sine ’medarbejderes’ opnåede resultater. Man skal få udraderet billederne af Vestager som den egentlige statsminister og Vilhelmsen som regeringens blinde passager. Det er afgørende for fremgang og succes, at danskerne kommer til at opleve en regering, der virker sikker og tryg i sit arbejde, og som signalerer, at magten ikke er noget, man angriber, som var det glødende kul, men i stedet som noget, man har kontrol over og tager på sig.
Endelig skal man bygge på det parlamentariske mønster, man er ved at etablere:
3) En udbygning af den nye stil med aftaler såvel med de borgerlige som med Enhedslisten:
Regeringen har et stærkt kort i det forhold, at den tillader sig at arbejde til begge sider af Folketingssalen. Opgøret med blokpolitikken signalerer overskud og styrke, når man den ene uge laver vækstplan med de borgerlige for så den næste uge at nedlægge Forsvarskommandoen sammen med Enhedslisten. Så er man stærk, så bestemmer man tonearten for det politiske arbejde. Den position som dirigent skal udbygges og forædles. Og man skal huske, at det aldrig kan være et problem for en regering, hvis oppositionen eller et støtteparti er surt, så længe fjendtligheden bunder i frustration over ikke at kunne bestemme nok.

Men samtidig må og skal Thorning selv arbejde med sin grundlæggende autoritet. 1. maj, hvor hun blev mødt af buhråb, var en særdeles præcis indikation af, hvor hun står i forhold til den del af befolkningen, som skulle bakke hende op. Men resten, altså dem, der ikke stemmer på hende, risikerer helt at miste respekten for hende – og dermed også frygten for at kunne tabe til hende ved næste valg.
Thorning skal kæmpe sig ud af rollen som en politisk dilettant, der mere eller mindre tilfældigt endte som statsminister.

Hun skal bygge på den styrke, det er, at modgangen synes at prelle helt af på hende. Det vidner om udholdenhed og i sidste ende om stærk vilje. Men samtidig vil en balancerende erkendelse af regeringens problemer være velkommen. Den balance er på ingen måde nem at finde – for faren for at fremstå klynkende og ydmyg ligger ligefor. En statsminister skal selvfølgelig ikke optræde med sine fejl. Alligevel synes der dog at være rum for, at hun i lidt højere grad lader vælgerne vide, at hun ikke lever i en parallelverden. Historien viser, at danskerne faktisk brændende ønsker at kunne lide og respektere deres statsminister. Thorning skal vise sig som en lidt mere folkeligt samlende figur, der ikke kun optræder i sammenhænge, hvor hun fra en eller anden talerstol bekendtgør, at hun vil ”bringe Danmark trygt gennem krisen”. Der skal mere til. Mere menneske og mere ligefremhed.
Forandringen kan begynde med en ren tilfældighed. En meningsmåling, der viser en fremgang, vil sagtens i dagens mediebillede kunne kaste masser af historier om modige comeback-Helle af sig. Eller internationale konjunkturskift, der får selv de mest skuffede venstrefløjssocialdemokrater og SF’ere til at indse, forstå og respektere, hvorfor økonomien pludselig skulle trumfe alle andre løfter om bedre velfærd, mere omfordeling fra rig til fattig og alle de andre besnærende forslag fra tiden før valget. I så fald er Thorning ikke længere verdensfjern, men kompetent. Og det, der i øjeblikket ligner mangel på lydhørhed, vil vise sig at være mod: Hun turde udfordre sine egne, fordi hun vidste bedre.

Troels Mylenberg er chefredaktør på Fyns Amts Avis. ILLUSTRATION: Thorning i tv-duel med Løkke [foto: Socialdemokraterne]