07.10.2013

”Alle individer er forskellige, og derfor kan man ikke se på generelle ting og standarder, når det kommer til mennesker. Man skal have fat i de socialt udsatte enkeltvis.” Det siger Thyra Frank, Liberal Alliances socialordfører. Hun mener, at ,indre papirarbejde og flere effektiviseringer er vejen frem, hvis målsætningerne skal lykkes.

SOCIALE 2020-MÅL: Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) præsenterede i starten af september et udspil til en socialplan med målsætninger, der skal opfyldes i 2020. Flere udsatte unge skal blandt andet tage en ungdomsuddannelse, og de hjemløse skal have et hjem igen. RÆSON undersøger i denne interviewserie regeringens sociale ambitioner.
– Pernille Skipper om sociale 2020-mål: Tanken er sød, men naiv
– Karin Nødgaard om sociale 2020-mål: Regeringen er ikke ihærdig nok
– Bettina Post om sociale 2020-mål: Vi skal forebygge, at det kommer så vidt
– Jann Sjursen om sociale 2020-mål: Strategi og finansiering mangler

INTERVIEW af Christoffer Miguel Frendesen

RÆSON: Hvad mener du om regeringens sociale mål frem mod 2020?
Thyra Frank: Ethvert tiltag for dem, der har det dårligt i vores samfund, er godt. Det kan jeg med mit sociale hjerte kun være tilfreds med. Udspillet nævner dog ikke, hvordan regeringen vil indfri målsætningerne. Derudover bryder jeg mig ikke om at komme folk i båse, gøre dem op i procenter og putte dem i kasser, som regering har gjort. Alle individer er forskellige, og derfor kan man ikke se på generelle ting og standarder, når det kommer til mennesker. Man skal have fat i de socialt udsatte enkeltvis.
RÆSON: Hvordan synes du, regeringens 2020-plan sætter folk i båse?
Thyra Frank: Ser man for eksempel på de hjemløse, så bliver de gjort op i procentsatser. Hvordan kan regeringen beregne, hvor meget det er realistisk, at mængden af hjemløse daler? Bare fordi man giver de hjemløse en bolig, betyder det ikke, at de forlader gruppen af socialt udsatte. Mennesker kan ikke kommes i kasser og laves til standarder. Man er nødt til at betragte problemet fra den enkeltes side.
RÆSON: Er det realistisk at skulle se på hvert enkelt individ?
Thyra Frank: Danmark har som velfærdsstat ikke råd til at lade være. Bureaukratiet skal ned. Socialrådgiverne bruger alt for lidt af deres tid på mennesker frem for at udfylde papirarbejde. Det er der, det helt store problem ligger. For hver eneste sag, der ikke bliver kigget på, går der et menneske tabt. Socialrådgiverne, sygeplejerskerne og sundhedshjælperne skal flyttes fra kontorerne og ud til patienterne, som har brug for hjælpen. Man skal mødes og lytte til, hvordan man kan hjælpe lige netop ”dig”. Ellers slipper man ikke af med problemerne, men flytter bare rundt på dem.


Problemet er bureaukrati, ikke penge

RÆSON: Er der nogen områder, der er blevet forsømt?
Thyra Frank: Der mangler noget om voldsramte mænd. Det er kønsdiskriminerende, at planen kun fokuserer på kvinder. Kvinderne råber op, når der sker noget, men det gør mændene ikke. De tier. Jeg savner også initiativer til handikappede. Det offentlige areal burde være mere handikapvenligt, så det er nemmere at færdes fx på museer for de handikappede. Derudover mangler de ældre ligeledes opmærksomhed i udspillet. Vi skal sikre en høj faglighed og varme hænder, der tager sig af de ældre, så de ikke bliver glemt i ensomhed.
RÆSON: Hvordan mener du, at planen kan finansieres?
Thyra Frank: Det er ikke penge, der er problemet. Nogle af tiltagene kan man godt udføre uden at tilføre ekstra ressourcer. Bureaukratiet er voldsomt herhjemme. Det betyder, at der er få varme hænder til at tage sig af de udsatte, og det koster mange penge. Pengene er altså i systemet. Man skal bare bringe dem over, hvor man kan bruge dem fornuftigt på de udsatte. Desuden tror jeg da bestemt, der er områder, hvor man kan effektivisere. Og det sker automatisk, hvis der er færre bureaukrater, der kan stå og forlange mere papirarbejde.
RÆSON: Hvad kommer det til at betyde, at målene først skal indfries i 2020 – længe efter denne regeringsperiode?
Thyra Frank: Regeringen sidder måske ikke i regeringsstolen om to valg, så hvem ligger ansvaret hos? Hvem skal holdes op på de her målsætninger? Det er simpelt og let at love vælgerne ting som de her, og det koster ingenting. Det, jeg frygter, er, at regeringen lader som, at de virkelig vil hjælpe de udsatte, men uden at der reelt sker noget. Så bliver mennesker ladt i stikken. Den enkelte bliver glemt. Nu bliver der så talt om det, men hvad kommer der til at ske?


Christoffer Miguel Frendesen studerer journalistik på SDU. FOTO: Folketinget.