08.06.2013

Villy Søvndal frygter salafisterne, og Anders Fogh-Rasmussen frygter den fuldstændige eksplosion i landet. Disse trusler er de to store undskyldninger, som udskyder handling og retfærdiggør det internationale samfunds passivitet. Et flyveforbud er den elendige, men eneste løsning.

KOMMENTAR af Jonas Sølberg


Den 26. marts fik Moaz al-Khatib, den tidligere leder af Nationalkoalitionen (NCR), som er den officielle opposition til Bahsar al-Assad, et NATO-nej til antiluftskyts i nord. Det ville ellers kunne have medvirket til at stoppe de voldsommeste bombardementer, som er strategisk rettet mod alt fra civile boligområder til bagere og hospitaler. Antiluftskyts kunne have sikret en større mængde humanitær hjælp i Nordsyrien. Nødhjælpsorganisationerne har dårlige – for ikke at sige umulige – odds i deres kamp med at håndtere blot nogle af de fem millioner flygtninge, som borgerkrigen har produceret. De har gjort dét i skyggen af ørken-vinter, trusler og bortførelser, manglende infrastruktur og et regime, der hæmmer deres aktivitet på alle måder. Og mens flygtningetallet kun stiger, kan de ikke længere følge med. Den manglende hjælp til Syrien på alle fronter var netop grunden til, at al-Khatib til sidst sagde stop som leder af koalitionen. Han var, som Syrien: bitter og demoraliseret.

Politikerne fejer fortsat foran egen dør. Med trusler om skrækkelige scenarier og tomme ord om salafister tøver de beregnende. Ventelegen fortsætter, så længe det tager dem at indse, at en no-fly zone er det eneste tilbageværende valg.

UNDSKYLDNING # 1
Den første gængse undskyldning kommer blandt andet fra vores egen udenrigsminister Villy Søvndal. Våbnene må ikke falde i forkerte hænder, altså: ende hos salafisterne, som ifølge Søvndal ”efterhånden udgør omkring 25 procent af oprøret”. Det fortalte han i slutningen af marts til DR. Hvor Søvndals 25 % kommer fra, får vi ikke at vide, og hvordan man således måler sig frem til, at en fjerdedel af oppositionen falder inden for den behændige kategori af ”salafister”, kommer han heller ikke nærmere ind på. Forskellen på de utallige små og større religiøse grupper, militser og hære, der alle er komplekst sammensat, ser ikke ud til at bekymre Søvndal synderligt.

At forstå ”de salafistiske grupper” lidt bedre må være en vigtig del af analysen, før man beslutter sig for eller i mod en bevæbning af oprørerne eller en anden form for intervention. Men her er Søvndal et glimrende eksempel på den begrebsforvirring, der hersker, når forskellige medier og statsledere blander fx salafister, islamister og jihadister sammen i en unuanceret pærevælling. I en syrisk kontekst er islamisterne og politisk islam ofte sunnimuslimer, som stræber efter at etablere en religiøs stat med sharia-lov. Sharia-lov har for mange af disse syriske islamister intet at gøre med ekstreme tolkninger af Koranen – der er nærmere tale om et forskelligartet netværk af ideologiske og politiske skoler med forskellig praksis og forskellig tafsir (forskellige måder at tolke koranen på). Største fællesnævner er at de fleste, kan opfattes som relativt moderne og reformistiske religiøse.

Ved siden af de mange pragmatiske islamister finder man så salafisterne, som er en ortodoks form for sunniislamisme. Mange salafister lægger stor vægt på de rituelle og doktrinære aspekter af Koranen og er ofte mere intolerante over for andre trosretninger, herunder ikke-sunnimuslimske mindretal. Ligeledes er nationalisme og andre ikke-religiøse ideologier imod mange salafisters overbevisning. Ikke alle salafister er jihadister, der tror på væbnet krig vendt mod Vesten og mod de mindre religiøse muslimer, som eksempelvis al-Qaeda gør det. I den syriske kontekst – som er krigen – må man dog formode, at mange af de erklærede salafister tilslutter sig en mere hardcore ideologisk tolkning.

Nuancerne er mange flere, når vi begynder at dykke ned i forskellene mellem forskellige islamister. En artikel på internetsiden Jihadology.net viser eksempelvis, hvordan unge og mere hardcore salafi-jihadister og ældre ikke-jihadi-salafister i et debatprogram på TV-kanalen el-Rama i Egypten intenst gnubber horn over, hvad der er u-islamisk i den nye egyptiske konstitution. De kæmper fundamentalt om, hvad jihad er, og hvordan de skal forholde sig til staten i deres tolkninger. De er dybt uenige, hvilket ikke er overraskende. Det mest overraskende for mange vil formentlig være, at de ældre ikke-jihadi-salfister faktisk er relativt moderate og endda progressive, ifølge artiklens konklusion.

Selvfølgelig skal vi definere, hvem disse salafister og islamister er, og hvad de kæmper for. Og vi kan også sagtens italesætte dem som ideologiske oppositioner. Billedet kan jo ligeså nemt blive sløret af en uvilje til at sætte ord eller begreber på. Men NÅR vi så grupperer og kategoriserer, skal vi huske at have øjnene åbne for den forskelligartethed, der lever inden for islamismens mange grene – også i en analyse af den syriske oppositions mange religiøse oprørsgrupper.

En overlevering af våben skulle ikke finde sted i blinde til én af de mange tusinde forskellige grupperinger, som sammen er stoppet under navnet den Fri Syriske Oprørshær (FSA). Når talen falder på våbenleverancer fokuserer Søvndal på Jabhat an-Nusra og i et større perspektiv al-Qaeda. Førstnævnte er bestemt også en magtfaktor i oppositionen, både hvad angår medietække og i effektiv aktion imod al-Assad. Men dog mest i medietække. Netop Jabhat al-Nusra er bestemt ikke oppositionen, men derimod en ret lille del af den. At gruppen får mest omtale i medierne gør den hverken til den største eller den mest betydningsfulde.

Det er yderst relevant at se på sammensætningen og medlemsantallet af disse grupperinger, som både Fogh og Søvndal frygter. Oftest, når medierne taler om oprørsgrupper, fremstår de som sammenhængende ideologisk ensrettede hære. Sandheden er mere spraglet. Der er nærmere tale om mange små grupperinger under ét navn eller et flag udadtil, men med forskellige agendaer og sammensætninger indadtil, og som kæmper mere eller mindre uafhængigt imod regimet rundt om i de syriske byer. Det gælder også al-Nusra.

Syria Liberation Front (SLF) er et af de bedste eksempler på en større, mere betydningsfuld og mere kompleks paraplyorganisation, som ikke får meget spalteplads. Medlemmerne kan selvfølgelig ikke optælles med sikkerhed, men et meget konservativt bud ville være 20.000 medlemmer. Under SLF opererer yderligere mange lokale paraplyorganisationer. En af de mest kendte er Farouq Brigaderne, som kæmper i og omkring strategisk vigtige Homs. Aron Lund, en svensk journalist, der har specialiseret sig i den syriske opposition og skriver for to centrale hjemmesider i dækningen af Syriens borgerkrig, Jadaliyya.com og Syria Comment, har i en artikel til Foreign Policy skudt på, at Farouq Brigaderne alene udgør omkring 10.000 oprørere alene i Homs. Så virker 20.000 oprørere pludseligt usandsynligt lavt, hvis man også inkluderer alle SLF-affilierede i Damsuks og Aleppo.

Estimater for al-Nusras ligger i omegnen af 2.000-3.000 medlemmer. Endnu mere konservativt bød den Tyrkiske avis Hurriyet ind med, at al-Nusra bestod af maksimum 1000 soldater i marts 2013. Uanset hvad udgør al-Nusra en lille del af den kæmpende opposition, og nok en del færre end Søvndal regner med. Måske vil det også overraske udenrigsministeren, at begge af de to ovenstående paraplyorganisationer i flere byer fungerer som en vital brik i den interne nødhjælp i Syrien, som tilfældet er nu, hvor ekstern nødhjælp er sparsom. Her er de religiøse salafister og islamister tit meget mere effektive end nogle andre organisationer.

Det tjener til tesen, at det sort-hvide billede – det gode overfor det onde, det sekulære overfor det religiøse – kun fungerer som røgslør for en kompleks virkelighed. Det nuancerede billede inkluderer selvfølgelig ekstremister, fundamentalister, smuglere og lejesoldater i den religiøse del af oppositionen. Men samme gruppe inkluderer også universitetsstuderende, taxicahuffører og skolelærere.

UNDSKYLDNING # 2
Den anden undskyldning har Anders Fogh Rasmussen promeneret med for nylig. Senest da han, i hvad nogle ville kalde for et tragisk-komisk lysskær, modtog en pris for fornemt internationalt lederskab. Undskyldningen lød: »Det kan ende med en eksplosion og blive endnu værre«.

Hvordan Fogh Rasmussen kan forestille sig en mere ulykkelig drejebog, end den vi ser i Syrien lige nu, og som kun skaber større sekterisk splid for hver dag der går, er svært at forstå. Tror han Bashar al-Assad trækker stikket og flyver til Venezuela efterfulgt af fred og fordragelighed? Måske han håber på, at Syriens opposition går hjem, eller at Rusland skifter mening i Sikkerhedsrådet. I så fald taler han stik imod konfliktens hidtidige udvikling og al-Assads egne udtalelser. En ting er sikkert: Syrien får ikke en blød landing. Ikke længere. Det er nu udelukkende damage control. Jo længere tid der går, desto mere forkert virker analysen, der forudsiger mindre skade, mindre vold og mindre risiko for sekterisk efterspil.

En overvejende grund til Europas eftergivenhed over for diktatoren Bashar al-Assad er selvfølgelig no-fly zonen i Libyen, hvor FN-mandatet blev godt og grundigt overskredet ifølge de to kyniske sabotører i FN’s Sikkerhedsråd, Kina og Rusland. Især er det vigtigt, at både Rusland og Kina begge nervøst kan se sig selv i mange af Mellemøstens diktaturer og derfor som næste stop i revoltekaravanen. De gør derfor alt for at forhindre interventioner fra internationale institutioner. Ligeledes kan man ikke undgå at opfatte Sikkerhedsrådet som en amoralsk og forkastelig legeplads i russernes kamp mod den gamle fjende, USA. Et mindreværdskompleks, som ikke desto mindre koster tusinder af liv i syriske byer, hver gang Sikkerhedsrådet stemmer og vedtager endnu et ”nej”.

UTOPI ELLER REALPOLITIK?
Med alt sagt og gjort, kan det virke besynderligt, at både Søvndal og Fogh fortsat taler for diplomati, når netop denne passive strategi bekræfter deres værste frygt for Syrien. Frygten for de ekstreme leje- eller ideologisoldater og de intersekteriske konflikter i landet. Mens antallet af væbnede salafister vokser, skrumper den religiøse rummelighed stille og roligt. I Foghs eksplosions-terminologi kan man altså hurtigt konkludere, at der konstant kommer mere dynamit til Syrien, hvilket aldrig har været effektivt, hvis man vil afhjælpe en eksplosion.

Begge ledere anerkender, at Syrien befinder sig i en humanitær krise, og at regimet bruger overdreven vold. De ved derudover, at et FN-mandat ikke er nødvendigt for at afhjælpe grusomhederne i Syrien. Med alle mellemregninger opgjort fremstår de derfor som utopiske – måske naive – når de tror på, at den stagnerede situation i Syrien vil løse sig selv.

En intervention eller en no-fly zone i det nordlige Syrien er ikke en sejr eller umiskendeligt positivt. Men hvis man ser på udviklingen siden marts 2011, står det klart, at tid er den største fjende for en mindre fatal landing af Syriens borgerkrig.

Skæver man til Libyen, kan man sagtens blive nervøs for, hvad en no-fly zone vil bringe i Syrien. Landet flyder med våben og er fokus for politiske og voldelige magtkampe. Halvandet år efter interventionen er det på ingen måde overraskende. Det kan dog heller ikke diskuteres, at der er startet en proces mod politisk åbenhed og bedre menneskelige levevilkår foruden diktatoren Gadaffi. Hvis den glidende overgang fra autokrati til demokrati overhovedet findes, så var den ikke på vej, da Gadaffis hær stod på tærsklen til Benghazi og lovede at knuse oppositionen på 48 timer. I den situation valgte FN og NATO mellem de to onder: massakre eller intervention.

Den samme situation gør sig gældende i Syrien i dag, hvor et svagt koordineret oprør bestående af dårligt bevæbnede amatørsoldater kæmper mod en moderne hær med MiG23 jægerfly og Su-24 bombefly. I landet har der været flere massakrer end i Libyen, og den humanitære situation er langt mere kritisk. Den fundamentale forskel er, at i Syrien er interventionen det eneste tilbageværende udvej. Massakren er i gang. Det eneste, som effektivt vil redde mange tusinder af menneskeliv, er i denne situation en no-fly zone, og leder man fortsat efter positive scenarier i løsningen af den syriske borgerkrig, må man lede forgæves. Missionen nu er at vælge den mindst elendige løsning.


Jonas Sølberg (f. 1985) har en bachelor i arabisk og studerer pt. mellemøststudier på Københavns Universitet. I efteråret og vinteren 2010 læste han på Damaskus Universitet i Syrien. Har tidligere skrevet artikler for RÆSON om den politiske situation i Syrien og Libyen. Har særlig interesse for Mellemøsten og de international perspektiver i regionen. Er desuden fast skribent for musikmagasinet Soundvenue. FOTO: Shutterstock.com.