18.01.2013

Möger og Tesfaye mangler hverken et politisk projekt eller erfaring, som SF’er Flemming Bjerke skriver i en kommentar i RÆSON. De vil skabe en bedre hverdag for den arbejdende middelklasse, og det har været en stor del af hemmeligheden bag SF’s succes.

KOMMENTAR af Christian Østergaard, medlem af SF

PLADS TIL ET NYT PARTI? Under den nye SF-formand Annette Vilhelmsen er Thor Möger Pedersen blevet afsat som skatteminister, og Mattias Tesfaye har trukket sig som næstformand. De seneste uger har flere iagttagere talt positivt om muligheden for, at de to ville kunne skabe et nyt parti på venstrefløjen. RÆSON spørger i denne interviewserie: Vil det kunne lykkes?
– Kommentar: Möger og Tesfaye mangler både budskaber og erfaring
– Partiforsker: Plads til et nyt parti på venstrefløjen
– Krause: Tesfaye og Möger er socialdemokrater

Flemming Bjerke skriver i en kommentar i RÆSON, at tidligere skatteminister Thor Möger og SF’s tidligere næstformand Mattias Tesfaye ikke vil have succes med at starte et nyt parti. Deres politiske projekt er for uklart, og de er for politisk uerfarne, mener han. Men begge påstande er meget langt fra virkeligheden. Möger og Tesfaye er i mine øjne to store politiske skikkelser. Det er et tab for vores parti, at de ikke længere er i forreste linje til at lede og udvikle det.

Meget af Bjerkes kritik kan koges ned til en politisk uenighed om, hvad der skal være SF’s rolle og profil. Bjerke vil skabe SF’s nye platform ud fra en bog fra 2004 af Holger K. Nielsen og klassiske venstrefløjsoverskrifter som “social udstødelse” og “naturødelæggelse”. Det er en position, som et stort flertal af SF’s medlemmer har givet mandat til. Men den er ikke specielt klart defineret, og jeg har svært ved at se en stor folkelig opbakning til den.


Bjerkes påstand 1: Mögers og Tesfayes politiske budskab er uklart
At Möger og Tesfaye ikke skulle have et klart politisk projekt er for mig som SF’er meget uforståeligt. De to har stået for – og står fortsat for – en ny måde at være venstreorienterede på. Venstrefløjen skal lægge fløjlshandskerne og træde ind i samfundets maskinrum for at kæmpe for den arbejdende middelklasse. Det står soleklart efter Mögers skattereformskronik og senest Tesfayes opsang til venstrefløjen.

Möger gjorde det klart, at skattereformen startede og sluttede med ”dem der står op og smører madpakker hver dag”. En gruppe som blev overset gang på gang op gennem 00’ernes reformer. Tesfaye advarer mod, at venstrefløjen får 10 år i mørket med borgerlige regeringer, hvis vi ikke genfinder kontakten til det flertal af danskerne, som har ingen eller kort uddannelse. Det tror jeg desværre, Tesfaye har meget ret i. Det må få alle advarselslamperne til at blinke, når Venstre nu står til at blive det største parti blandt ufaglærte og faglærte. Det må og skal være et politisk mål for venstrefløjen at stå stærkt her. Hertil kommer, at det er svært at se, hvor flertallet til vores politik ellers skal komme fra. Der er simpelthen for få velmenende akademikere i landet.

Det politiske projekt er altså meget klart. Udgangspunktet er at gøre hverdagen bedre for den arbejdende middelklasse. Vejen hertil går gennem svære kompromisser som skattereformen, hvor man naturligvis må give sig lidt for at nå sit mål. Men selve det politiske projekt er et af de klarest definerede i dansk politik i øjeblikket.


Bjerkes påstand 2: Möger og Tesfaye mangler politisk kompetence og erfaring
Bjerke angriber også Möger og Tesfaye for ikke at have nok politisk erfaring til at kunne danne et parti. Tesfaye har imidlertid stor politisk erfaring fra både fagbevægelsen og fra SF. At han vælger at gå som næstformand handler ikke om “teenagereaktioner” eller om mangel på organisatorisk kompetence, som Bjerke skriver. Det handler om at være loyal over for sit politiske projekt, som i høj grad blev fravalgt af SF’s medlemmer ved formandsvalget mellem Astrid Krag og Anette Vilhelmsen. Jeg har stor forståelse og respekt for, at man vælger at træde tilbage i stedet for konsekvent at modarbejde linjen internt.

Jeg tror heller ikke, man skal underkende vigtigheden af den tætte alliance mellem S og SF op til valget i 2011, som Möger i høj grad var med til at skabe. Den skabte et historisk rødt valgprogram med blandt andet bank- og millionærskatter og satsning på styrkelse af den fælles velfærd, og alliancen var udslagsgivende for regeringsskiftet.

Samtidig var Möger en stærk drivkraft i SF’s fornyelse, som i en periode bragte os vanvittigt gode meningsmålinger. Det var selvfølgelig ikke udelukkende Mögers fortjeneste, og derfor er det heller ikke kun ham, der er skyld i SF’s tilbagegang. Jeg tror mere, at forklaringen skal findes i de utallige historier om interne uenigheder i partiet.

Sidst, men ikke mindst, formåede Möger i sin korte tid som minister at være dagsordensættende for den politiske udvikling. Han lagde grunden for skattereformen og introducerede blandt andet også initiativer til bekæmpelse af sort arbejde og multinationale selskabers skattesnyd. Han var en af de SF-ministre, som klarede sig bedst i regeringens første år.


Christian Østergaard (f. 1989) har været medlem af SF siden 2006. Han bor på Nørrebro og studerer sociologi.