12.11.2013

”Ind fra siden kom imidlertid den franske udenrigsminister Laurent Fabius, som ved sin udnævnelse forsikrede Israels premierminister Benjamin Netanyahu om, at han ville fortsætte Frankrigs hårde kurs over for Iran. Med sin afvisning af den iranske forhandlingstekst er Fabius trådt i karakter som høgen i P5+1.” Det siger Sune Engel Rasmussen, journalist med speciale i Mellemøsten.

INTERVIEW af Poyâ Pâkzâd, RÆSONs Mellemøstredaktør


RÆSON: Atomforhandlingerne på Hotel Continental i Genève mellem Iran og P5+1 (Sikkerhedsrådets medlemmer og Tyskland) endte søndag uden en foreløbig aftale. Ifølge tilstedeværende diplomater ville Frankrig ikke acceptere det iranske udkast. Nu skal de mødes igen i Genève om 10 dage. Hvad skal der til, for at parterne i Genève kan enes?
Engel Rasmussen: Forhandlingerne drejer sig helt overordnet om, at Iran på den ene side skal give tilstrækkelig garanti for ikke at ville militarisere sit atomprogram mod en vis lettelse af de vestlige sanktioner mod landet. Vestlige og israelske efterretningstjenester siger samstemmende, at Iran på nuværende tidspunkt ikke har drejet sit atomprogram i retning af våbenudvikling. Men de fleste vestlige politikere er samtidig sikre på, at Iran ville gøre netop det, hvis det kunne slippe af sted med det. Vi kender ikke de præcise detaljer af diskussionerne i Genève, men et at de springende punkter lader til at være en omdiskuteret tungtvandsreaktor ved byen Arak, som i fremtiden vil kunne fremstille et bombe af plutonium frem for af beriget uran. Selvom det ville tage Iran over et år at lave en sådan bombe, er israelerne bekymrede nok over værket til, at den amerikanske udenrigsminister John Kerry har insisteret på at inkludere det allerede som en del af de indledende forhandlinger. Her stritter iranerne imod. Det største problem for de amerikanske forhandlere er, at de hårdeste sanktioner mod Iran – mod landets pengesystem og dets olie – er blevet vedtaget og derfor også skal afvikles i Kongressen, som er langt mere uforsonlig over for Iran, end Obama-regeringen ønsker at være. Tilsyneladende vil Obama være villig til gradvist at tilbagetale iranske penge, som har været indefrosset i amerikanske banker siden den Islamiske Revolution i 1979. Det er et tiltag, hans regering enerådigt kan igangsætte, og som iranerne har efterspurgt i årtier. Ind fra siden kom imidlertid den franske udenrigsminister Laurent Fabius, som ved sin udnævnelse forsikrede Israels premierminister Benjamin Netanyahu om, at han ville fortsætte Frankrigs hårde kurs over for Iran. Med sin afvisning af den iranske forhandlingstekst er Fabius trådt i karakter som høgen i P5+1. Det er nærliggende at konkludere, at han derfor sidder med nøglen til succes i de fortsatte forhandlinger, men jeg tvivler på, at Frankrig vil fortsætte sin enegang. Det er stadig mellem USA og Iran, løsningen skal findes.

RÆSON: Et af de store temaer i disse møder mellem Washington og Teheran har været, at begge parter trods deres velvillighed er stækket af skeptikere på hjemmefronten. Betyder det noget for det iranske forhandlingshold, at de nu vender tomhændet hjem fra Genève?
Engel Rasmussen: For mig virkede det hele tiden overdrevet optimistisk at tro, at Iran ville forlade Genève efter kun to forhandlingsrunder med en aftale, så jeg er positivt overrasket over, at forhandlingerne indtil videre har været så velvillige og teknisk detaljerede, som det forlyder. Modsat hvad man tidligere har fået indtryk af, lader der til at være en reel forhandlingsvilje hos alle parter, og det er et stort skridt fremad. Derfor tror jeg, at opbakningen stadig er til stede. For begge sider, men måske især for iranerne, er det vigtigt, at det politiske bagland ikke føler sig tromlet. Skepsissen mod amerikanerne er dyb blandt den ældre generation af iranske politikere og gejstlige, men indtil videre har den Øverste Leder Ali Khamenei formået at give Rouhani tilstrækkeligt mandat til at forhandle, uden at Khamenei har investeret sin egen politiske legitimitet. Når den er truet, trækker han stikket. Men iranerne har ikke lidt nederlag i Genève. Tværtimod har den franske udenrigsminister ofret sig selv til de iranske medier som en syndebuk, de kan harcelere mod, mens man i baglokalerne diskuterer, hvad der nu skal ske. Det vil kun være gunstigt, hvis medier og kommentatorer skruer lidt ned for blusset og lader diplomatiet få en chance for at fungere.

RÆSON: Ifølge journalister, som var til stede på hotellet i weekenden, har det iranske forhandlingshold ”travlt” med at få gennemført en aftale. Irans udenrigsminister Javad Zarif har i flere interviews udtrykt, at man ønsker et forlig inden for 3-6 måneder. Er dette realistisk? Og hvorfor har denne regering – modsat dens forgænger Ahmadinejad-regeringen – så travlt?
Engel Rasmussen: Det er rigtigt og vigtigt at huske på, at iranerne har mere travlt end sine forhandlingspartnere. Selvom USA gerne vil tage trykket af konflikten og undgå, at Israel igen begynder at presse for en militær invention, har man det i Washington langt bedre med status quo, end man har i Teheran. Præsident Rouhani blev først og fremmest valgt på sine løfter om at forbedre Irans forhold til det internationale samfund, heriblandt få løftet sanktionerne. Det var aldrig Ahmadinejads agenda. Den iranske økonomi blev smadret under Ahmadinejad, men det er Rouhani der hænger på den. Hans brede folkelige mandat hviler på et håb om forandring – ligesom Obamas gjorde det i USA i 2008 – og hvis han og Zarif ikke relativt hurtigt kan fremvise resultater, vil landets mere konservative faktioner blive styrket i deres skepsis mod alle former for håndsrækning til Vesten. Det kan gøre fremtidige reformer, hjemlige som internationale, meget vanskelige for Rouhani-regeringen. 3-6 måneder virker i den forbindelse som et realistisk vindue. Længere tid vil for alvor begynde at tære på tålmodigheden blandt landets øvrige magtgrupperinger i det religiøse lederskab og militæret. Til trods for manges skuffelse over, at der ingen aftale kom ud af weekendens forhandlinger, er jeg som sagt positivt overrasket. Jeg tror ikke, det er urealistisk at få en form for tentativ aftale på plads inden foråret. Den iranske regering har endnu ikke været ved magten i 100 dage. Rouhani og Zarif er nogle af landets dygtigste diplomater og sandsynligvis de bedste kandidater til at få det til at lykkes.


Sune Engel Rasmussen ( f. 1984) er journalist med speciale i Mellemøsten, og særligt Iran, som han i en årrække har skrevet om for RÆSON og en række internationale medier. Han tilbringer det meste af sin tid i Washington D.C., New York og Teheran. Rasmussen er også aktuel med et kapitel om Iran i bogen ”Mellemøstens Nye Verden” udgivet af DIIS og RÆSON. ILLUSTRATION: Frankrigs udenrigsminister Laurent Fabius (foto: Det franske Udenrigsministerium).