06.11.2013

”Den russiske indflydelse i Syrien-konflikten er betydeligt større, end den var for to måneder siden. Men havde USA valgt at udføre et luftangreb i Syrien for to måneder siden, ville det have efterladt Rusland impotent på sidelinjen.” Det siger Steven Pifer, der er direktør for tænketanken The Brookings Institutes initiativ om våbenkontrol. Han fastslår, at Ruslands magt generelt er faldet markant de sidste 20 år.

INTERVIEW af Sahra-Josephine Hjorth og Nadja Arøe Simonsen


RÆSON: Er magtbalancen i verden unipolar, bipolar eller multipolar?
Steven Pifer: Set ud fra et atommagtperspektiv er verden bipolar, men i en mere bred forstand er verdens magtbalance stadig mere multipolar. USA er stormagten, efterfulgt af Kina og EU på en delt andenplads.
RÆSON: Hvor meget magt har Rusland?
Steven Pifer: I form af atommagt er Rusland fortsat en supermagt, men i alle andre sammenhænge – med undtagelse af energi – er Ruslands indflydelse faldet markant de sidste 20 år. Rusland har en plads i FN’s Sikkerhedsråd, hvilket giver landet mulighed for at bruge vetoretten og dermed hæmme FN’s mulighed for at handle. Men Ruslands beføjelser er begrænsede og betydeligt mindre end den magt og det råderum, Sovjetunionen havde tilbage i den kolde krigs æra.
RÆSON: Nogle argumenterer for, at Ruslands magt på den internationale scene har ændret sig dramatisk det seneste år og synligt siden sommeren 2013. Hvorfor er du uenig?
Steven Pifer: Der er kun ét område, hvor Rusland er blevet mere indflydelsesrig: Syrien. Den situation har ændret sig dramatisk i de sidste otte uger. I slutningen af august 2013 havde præsident Obama igangsat en strategi, der sandsynligvis ville resultere i en række luftangreb mod Syrien. I dette scenarie var Ruslands evne til at beskytte sin klient, Assad, meget begrænset. Men nogle ukloge beslutninger blev truffet i USA, som førte til, at Obama stod med ryggen mod muren, og det begrænsede hans evne til at træffe kloge beslutninger.
RÆSON: Hvilke ukloge beslutninger?
Steven Pifer: Et eksempel på dette er, at præsident Obama sendte afstemningen om Syrien til Kongressen, og at han gjorde dette på trods af, at det var en afstemning, han ikke kunne vinde. Det begrænsede hans evne til at udøve magt efterfølgende.
RÆSON: Hvad betyder USA’s manglede evne til at udøve magt i denne situation?
Steven Pifer: At USA og Rusland begyndte at samarbejde om Syrien, eksempelvis på G20-topmødet i St. Petersborg. Da det berømte spørgsmål blev stillet, omkring hvorvidt en overdragelse af kemiske våben ville medføre en indstilling af et angreb mod Assad, så russerne en mulighed for at sætte sig selv i centrum for den internationale diskussion om Syrien. Den russiske indflydelse i Syrien-konflikten er betydeligt større, end den var for to måneder siden. Men den øgede indflydelse må ikke misforstås. Den afspejler ikke en bredere russisk indflydelse andre steder i verden. Havde USA valgt at udføre et luftangreb i Syrien for to måneder siden, ville det have efterladt Rusland impotent på sidelinjen. Den øgede russiske magt skyldes en række afgørelser truffet her i USA og ikke en reel stigning i russisk magt.


Putins primære mål: At styrke Ruslands internationale indflydelse

RÆSON: Er Vladimir Putin ved at positionere Rusland som en seriøs kandidat til en multipolar international magtbalance?
Steven Pifer: Ja, det er Putins primære mål, at Ruslands indflydelse på den internationale scene skal være større. Putin ønsker ikke en unipolar verden ledet af USA eller en bipolar verden ledet af USA og Kina. Putin er på udkig efter en måde at opbygge en multipolar verdensorden på. Men i fremtiden vil magt i stigende grad måles i økonomiske termer, og magt vil i højere grad være baseret på højteknologiske industrier. Rusland har ikke en chance for at være med her, da det er vanskelige områder at konkurrere inden for. Omkring 70 pct. af den russiske eksport vil fortsat være olie, gas og andre naturressourcer. Det er ikke et eksportmønster, der kendetegner et magtfuldt eller større industrielt land.
RÆSON: Hvorfor ser Putin stadig USA som Ruslands primære konkurrent i forhold til magtbalancen, når der er andre kandidater i spil om magten, f.eks. Kina og EU?
Steven Pifer: Det er et mysterium for mange amerikanere. Hvis jeg sad i Moskva og skulle vurdere, hvor truslen kommer fra, ville jeg være bekymret over landene mod syd – ustabilitet i steder som Centralasien, og sidst men ikke mindst hvordan et eventuelt “spillover” ved en forværring af situationen i Afghanistan vil påvirke Rusland. Herefter ville jeg bekymre mig om Kina. Jeg ville også bedømme truslen mod Rusland ud fra sikkerhedsniveauet ved grænserne. Her er det grænserne mellem Rusland og NATO-landene, som er de sikreste, og derfor ville jeg ikke gøre NATO til en fjende, ligesom der ikke er belæg for at gøre USA til en fjende i dag.
RÆSON: Hvorfor omtaler Rusland så USA og NATO som fjender i den nationale diskurs?
Steven Pifer: Af nationale årsager. Det er et af Putins svar på de hjemlige demonstrationer, som startede i slutningen af 2011. Den offentlige diskurs har fået en stærkere anti-amerikansk tone. Et eksempel på dette er, at Putin beskyldte tidligere udenrigsminister Hilary Clinton for at stå bag demonstrationerne. Putin har lavet en beregning, som viser, at visse dele af de russiske vælgere reagerer positivt på anti-amerikanisme. Der er altså stemmer i det. Og vi skal ikke glemme, at Rusland stadig er en stormagt i Putins hoved.


Putins fremstår som sejrsherre på grund af ukloge amerikanske beslutninger

RÆSON: Det er kommet frem, at pressemødet i London var aftalt spil, og at Rusland og USA havde aftalt at afblæse en militær operation, hvis Assad ville udlevere de kemiske våben. Hvorfor lod de som om, at det var en mulighed, som opstod spontant?
Steven Pifer: Der har været en del diskussioner i amerikansk-russiske kanaler de sidste år med hovedformålet at slippe af med de kemiske våben i Syrien. Men indtil pressemeddelelsen havde det været meget hypotetiske diskussioner. Jeg tror, at det overraskede mange mennesker, hvor hurtigt de teoretiske diskussioner blev til en realitet. Russerne handlede meget hurtigt, og inden for få timer havde de linet en aftale med Syrien op.
RÆSON: Er planen omkring de kemiske våben kun attraktiv for USA, fordi Obama indså, at Kongressen ikke ville stemme for en militær intervention?
Steven Pifer: Ja, fra et amerikansk perspektiv er aftalen attraktiv. Alt taget i betragtning er det et bedre scenarie end blot at straffe Assad ved at bombe ham.
RÆSON: Hvorfor er planen attraktiv for Putin?
Steven Pifer: Fordi den muliggjorde, at Putin kunne genindsætte Rusland som en central international spiller ved at flytte samtalen omkring Syriens fremtid tilbage til FN’s Sikkerhedsråd. Dermed flyttede han samtalen tilbage til et sted, hvor Rusland har veto-magt.
RÆSON: Hvorfor tillod Obama, at Putin flyttede samtalen omkring Syrien tilbage til FN’s Sikkerhedsråd? Det medfører jo, at Obama ser svag ud, og at Putin kommer ud af situationen som sejrherre.
Steven Pifer: At Putin fremstår som sejrsherre er et resultat af ukloge amerikanske beslutninger og ikke gode eller strategiske beslutninger truffet af russerne. Det faktum, at præsident Obama samarbejder med Rusland om Syrien, handler mindre om Rusland og mere om, at Obama er i en blindgyde og ikke har en løsning på konflikten i Syrien.
RÆSON: Hvorfor sendte Obama beslutningen om en militær intervention til afstemning i Kongressen?
Steven Pifer: Det aner jeg ikke. Det er en beslutning Obama tog med råd fra blot nogle få mennesker. Hele hans nationale sikkerhedspersonale blev overrasket af beslutningen. Så vidt jeg kan se, har han ikke rådført sig med nogen fra Kongressen. Nogle skeptikere siger, at Obama virkelig ikke ønskede at bruge militærkraft mod Syrien, og at han derfor satte afstemningen frem for Kongressen, så de kunne stoppe ham. Jeg ved ikke, om det er sandt, men jeg forstår ikke, hvorfor han satte sig selv i denne position.
RÆSON: USA´s udenrigsminister John Kerry takkede den russiske udenrigsminister Lavrov og Rusland for deres indsats i forhandlingerne, som afværgede behovet for militær indgriben i Syrien. Han sagde: “Russerne har gjort en reel indsats her. Vi lykønsker dem”. Det er helt usædvanligt at høre den amerikanske udenrigsminister takke Rusland. Er det et tegn på, at det diplomatiske forhold mellem Rusland og USA er i forbedring?
Steven Pifer: Udenrigsminister Kerrys lykønskning giver ham noget at arbejde med. Jeg tror helt ærligt, at han var lige så overrasket over Obamas beslutning som alle andre. Den eneste vej fremad nu er at samarbejde med Rusland. Efter alt at dømme er der en temmelig god kemi og et godt samarbejde mellem Kerry og Lavrov, hvilket man ikke kunne sige om den russiske udenrigsministers forhold til hverken udenrigsminister Condoleezza Rice eller Hillary Clinton.


Samarbejdet om de kemiske våben skal skabe politisk fremdrift

RÆSON: Hvordan kan vi vide, om Assad i realiteten udleverer alle kemiske våben?
Steven Pifer: Det ved vi ikke.
RÆSON: Så det er en aftale baseret på tillid?
Steven Pifer: Nej, ikke helt. De amerikanske efterretningstjenester mener, at antallet af anmeldte kemiske våben i Syrien er tæt på det korrekte antal. Vi tror, at vi kommer til at få fat i størstedelen af de kemiske våben.
RÆSON: Er det ultimative mål at komme af med de kemiske våben i Syrien, eller er det blevet opsat som et succeskriterium, fordi brugen af kemiske våben får stor opmærksomhed fra de internationale medier og offentligheden?
Steven Pifer: USA vil fastholde sit fokus på de kemiske våben fremadrettet. Det er ikke nødvendigvis de kemiske våben i sig selv, som er vigtige, men om samarbejdet omkring de kemiske våben kan medvirke til at skabe en politisk fremdrift hen imod at få en Genève II-konference og et bredere samarbejde i retning af en samlet politisk løsning.
RÆSON: Op til bekræftelsen af, at kemiske våben var blevet anvendt i Syrien, havde der været rygter om kemiske angreb omkring et år tilbage. Endvidere var der uenigheder om, hvilken side af konflikten der i virkeligheden benyttede kemiske våben. Har vi nået en endelig konklusion på, hvor mange gange kemiske våben er blevet brugt og af hvem?
Steven Pifer: Det er svært at få håndfaste beviser på, hvor mange gange der er brugt kemiske våben, og hvem der har brugt dem. Beviserne, den amerikanske efterretningstjeneste er i besiddelse af, som entydigt viser, at Assad-regimet stod bag angrebene med kemiske våben i slutning af august, blev beskrevet af udenrigsminister Kerry som meget stærke. Der er to grunde til, at jeg tror på den udmelding: 1) De amerikanske efterretningstjenester føler stadig, at de blev udstillet af den dårlige efterretning, som blev brugt i 2003 i forhold til Irak. Havde de oplysninger, de nu er i besiddelse af, været mindre end overbevisende, tror jeg, der var kommet lækager ud fra en “whistleblower”. 2) Præsident Obama ønsker ikke at blive involveret militært i Syrien, så hvis oplysningerne havde været tvetydige, ville Obama have sagt netop dette, fordi så var der ikke belæg for en amerikansk involvering.


Sahra-Josephine Hjorth er medlem af RÆSONs chefredaktion, Ph.d.-stipendiat ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet og direktør for Hjorth Media & Strategic Consulting. Hun har tidligere skrevet speciale omkring demokratisering i Rusland og været praktikant ved det danske generalkonsulat i Skt. Petersborg. Nadja Aarøe Simonsen er freelanceskribent og kandidatstuderende på cand.public.-uddannelsen ved Aarhus universitet og Journalisthøjskolen. Hun har en bachelor i politik og administration fra Aalborg Universitet. FOTO: White House via Flickr.