17.10.2013

I hele verden står regeringer over for en lang række sociale udfordringer, som de pressede offentlige budgetter ikke efterlader meget økonomisk rum til at tackle. I flere vestlige lande vinder en ny kontraktform imidlertid nu frem mellem den offentlige, private og tredje sektor (NGO’er og andre frivillige initiativer). Den går under navnet ”Social Impact Bonds”.

PERSPEKTIV af Jeppe Berg Jensen


”Social Impact Bonds er en ny metode for regeringer til at opskalere sociale initiativer med en påvist effekt”. Ordene kommer fra Laura Callanan, der er tidligere Senior Expert ved McKinsey & Companys kontor i New York. Hun stod sidste år i spidsen for firmaets omfattende rapport om Social Impact Bonds (SIBs). Baseret på interviews med over 100 ledere fra forskellige sektorer kortlagde rapporten potentialet og udfordringerne for SIBs. I dag er Callanan tilknyttet University of California Berkeley – Haas School of Business, hvor hun forsker og underviser i emnet.

Rundt om i verden står regeringer over for en lang række uløste sociale problemer som eksempelvis hjemløshed, kriminalitet og fattigdom. Regeringer og filantropiske projekter har endnu ikke formået at løse de mange udfordringer. En af årsagerne hertil skyldes manglende ressourcer.

SIBs forsøger at rode bod på dette ved bl.a. at inddrage kapitalmarkedet og dermed bane vejen for nye innovative og ambitiøse sociale projekter. Metoden er på kraftig fremgang i flere lande og blev senest sat på dagsordenen ved et G8-møde af den engelske premierminister David Cameron.

Fængselsprojektet i Peterborough
En Social Impact Bond er en kontrakt mellem den offentlige sektor, private investorer og en NGO om et projekt med et socialt mål. NGO’en er ansvarlig for at styre projektet samt at rejse kapital fra private investorer, som eksempelvis investeringsbanker eller fonde. Hvis projektet når de aftalte mål, tilbagebetaler den offentlige sektor investorerne deres investering med afkast.

Betalingen er baseret på besparelserne i den offentlige sektor som følge af projektets succes. Dermed er SIBs en økonomisk risikofri metode for regeringer til at igangsætte nye ambitiøse sociale projekter, da de kun betaler, såfremt projekterne har en dokumenteret effekt. SIBs benævnes derfor også oftest som „pay-for-success-contracts‟.

Ideen til den første SIB blev formuleret af den britiske NGO Social Finance UK i september 2010 i den engelske by Peterborough. De fundraisede omkring 5 millioner engelske pund fra private investorer til et rehabiliteringsprojekt for 3.000 fanger fra fængslet i Peterborough. Formålet med projektet, der stadig kører, er at sænke andelen af indsatte, der efter løsladelse begår ny kriminalitet. I samarbejde med en række non-profit organisationer blev flere programmer igangsat for bl.a. at øge fangernes uddannelsesniveau. Projektet er endnu ikke færdigt men de hidtidige resultater er positive.

Bedre, billigere og mere effektiv service
Ifølge Laura Callanan er det særligt unikke ved SIBs, at metoden kan bidrage til bedre, billigere og mere effektiv service. ”Regeringer forsøger at transformere dets ydelser til at blive bedre og mere effektive. Her er SIBs en hjælp til at ændre etablerede ydelser til nye initiativer, der har vist sig at være mere effektive og mindre omkostningsfulde,” siger hun.

Ofte er projekterne, hvor SIBs er involveret, kendetegnet ved i højere grad at være forebyggende og præventive, og dermed er projekterne ofte mere effektive og mindre omkostningsfulde på længere sigt. Sådanne initiativer kan imidlertid være svære for regeringer selv at igangsætte. Enten fordi de ikke har NGO’ens viden og ekspertise, eller fordi de økonomiske ressourcer er knappe. Med SIBs inddrages viden og ekspertise fra den tredje sektor og økonomiske ressourcer fra private investorer.

Samtidig er det ifølge Callanan vigtigt, at den offentlige sektor kun engagerer sig i en SIB, såfremt det nye initiativ er mere effektivt og mindre omkostningsfuldt i forhold til, hvad den offentlige sektor selv kan levere. Slutteligt er det en fordel , at SIBs også kan bidrage til, at allerede effektfulde sociale programmer og projekter kan skaleres op. Ved at give private investorer incitamenter til at investere i projekter med sociale mål, åbnes der op for en større mængde økonomiske ressourcer, så initiativerne kan nå ud til en større gruppe af mennesker.

Cameron, Harvard og Goldman Sachs
En del lande har allerede taget metoden til sig. England er den nation i verden med suverænt flest SIBs. I 2011 skabte man den første sociale investeringsbank Big Society Capital med en startkapital på 600 millioner pund til bl.a. at investere i SIBs. Samme år lancerede man en ambitiøs strategi for sociale investeringer, og ved et G8-møde for få måneder siden satte David Cameron emnet på dagsordenen.

Flere lande som Tyskland, Canada, Australien og Frankrig har fulgt trop, og i USA vinder ideen også for alvor frem. I sit finanslovsforslag for 2014 foreslog præsident Obama at afsætte 500 millioner dollar til at eksperimentere med SIBs. Med professor Jeffrey B. Liebman i spidsen har man på Harvard Kennedy School nu oprettet en enhed, der udover forskning også hjælper flere stater i USA med at implementere SIBs. Enheden er oprettet med støtte fra Rockefeller Foundation, som er en af USA’s ældste og mest fremtrædende filantropiske fonde.

New York var den første by i USA, der forsøgte sig med en SIB. Ligesom i Peterborough igangsatte man et program, der skulle sænke andelen af unge teenagere, der efter løsladelse lavede ny kriminalitet. Det særligt interessante ved projektet i New York var, at man formåede at tiltrække den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs som investor og ikke filantropiske fonde, som ellers hidtil har været de primære investorer i SIBs. Goldman Sachs investerede knap 10 millioner dollar i projektet, og banken har proklameret, at der er flere investeringer på vej.

Til trods for at mange SIB-projekter hidtil har fokuseret på kriminelle, kan kontraktformen ifølge Callahan anvendes på en lang række sociale områder. ”Områderne hvor man lige nu udforsker potentialet for SIBs i USA er bl.a. kriminalitet, hjemløshed, astma, uddannelse til unge, besøgsprogrammer til unge mødre med lav indkomst, efteruddannelse af medarbejdere og støtte til plejebørn, der er på vej ud af plejesystemet,” siger hun.

SIBs har sværere vilkår i Danmark
Imens SIBs nu vinder frem i flere lande, har den nye kontraktform endnu ikke set dagens lys i Danmark. I Danmark er det offentlige forbrug ellers højt i forhold til andre lande, hvorfor der potentielt er store gevinster at hente gennem innovation. Ifølge Christian Bason, der er innovationschef i den tværministerielle enhed MindLab under Erhvervs- og Vækst-, Beskæftigelses- og Undervisningsministeriet, er det dog vigtigt at holde sig den specielle danske kontekst for øje. I MindLab arbejder de dagligt med at involvere borgere og virksomheder i at skabe nye løsninger, der giver værdi for samfundet.

”På den ene side er perspektiverne mindre i Danmark i forhold til andre lande, fordi vi ikke helt har de samme huller i vores velfærdssamfund og ikke har samme tradition for at trække på andre leverandører som sociale entreprenører, filantropiske organisationer og NGO’er som i andre lande. Det offentlige dækker så bredt i Danmark, at der ikke helt er det samme marked for SIBs,” siger han.

Det betyder dog ikke, at SIBs ikke er en mulighed i Danmark. Der er mange steder i den offentlige sektor, hvor vi ikke lykkes godt nok. Hvis vi ikke er i stand til at forandre vores egne velfærdsorganisationer godt nok til at levere resultater og effekter, så kan løsningen være, at vi i stedet betaler for resultater og kun giver penge til dem, der er bedst til det. ”På den måde kan man sige, at det også kan være en måde at drive noget forandring og transformation igennem i den offentlige sektor,” siger Bason.

En ting er dog de potentielle muligheder. En anden ting er, hvorvidt de forskellige danske aktører er klar. For få måneder siden inviterede MindLab, sammen med organisationerne Copenhagen Living Lab og SocialKontrakt, politiske beslutningstagere, internationale eksperter, repræsentanter fra nogle af de største danske fonde og ledere fra den tredje sektor til det første seminar på dansk jord om mulighederne for at indføre SIBs i Danmark. Bason beskriver stemningen på seminaret som moderat optimistisk og peger afsluttende på en række potentielle investorer:

”En hel del fonde og institutionelle investorer som eksempelvis ATP og PensionDanmark har de senere år vist interesse i at investere i danske offentligt-private samarbejder. Med SIBs kunne der måske være en konkret måde at gøre det på, som ikke handler om infrastruktur eller byggeri, men om velfærd.”


Jeppe Berg Jensen (f. 1989) er medstifter og tidligere formand for FOSIA, en dansk non-profit organisation, hvis formål er at inspirere unge studerende til social innovation; nye ideer der fokuserer på at løse samfundets sociale og miljømæssige udfordringer. Han studerer ved Sciences Po i Paris og har tidligere studeret ved London School of Economics, Aarhus Universitet og The Chinese University of Hong Kong. FOTO: spyderracer393 via Flickr.