23.01.2013

„Myanmars reformer er en fiks idé i medierne‟. Det er „sandsynligt‟, de går i stå. Det siger Sebastian Strangio, som skriver om landet for Foreign Affairs.

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Rundbord om Myanmar. Et af verdens værste militærregimer er frivilligt begyndt at åbne op – hvorfor det og hvorfor nu? Læs også:
– Lykketoft: Ingen grund til at opretholde sanktioner
– Jim Della-Giacoma: Ingen forudsætninger for at blive en økonomisk drivkraft
– Helen James: Reformerne har længe været planlagt af militærregimet

1) HVORFOR NU? Er det en sejr for Obama, som i 2009 blødte den amerikanske holdning til Myanmar op (som USA’s viceudenrigsminister for Østasien, Kurt Campbell, argumenterer for i Foreign Policy), eller er det primært et resultat af nye prioriteringer i militærjuntaen (som BBC’s analytiker, Marie Lall, siger)?

Strangio: I vid udstrækning er Myanmars “forår‟ et resultat af en tilpasning fra begge landes side. Tilpasningen kom på baggrund af en gensidig erkendelse af, hvor meget Myanmar og USA kan drage fordel af et tættere forhold. Og hvor meget de har tabt ved ikke at samarbejde. På trods af deres retorik, så har Myanmars ledere, herunder mange i militæret, længe været opsat på at forbedre forholdet til USA [siden 1970’erne mener Helen James]. Og de har været bekymrede over Myanmars store afhængighed af den kinesiske støtte. For at afhjælpe dette offentliggjorde regimet i 2003 sin „køreplan for disciplineret, blomstrende demokrati‟: en begrænset liberalisering som optakt til at bygge bro til Vesten.

2) VIL DET VARE VED? Jonas Parello fra ECFR har pointeret, at juntaen påbegyndte en lignende reformproces i begyndelsen af 90’erne, som brød sammen igen efter kort tid. Hvor sandsynligt er det, at det vil gentage sig? Nogle eksperter frygter, at juntaens hardlinere vil gennemføre et statskup for at standse reformerne – er det sandsynligt?

Strangio: Tidspunktet var simpelthen ikke rigtigt i 1990’erne. Det vigtigste er, at Aung San Suu Kyi ikke længere er i husarrest og nu sidder i parlamentet. Man skal ikke undervurdere symbolværdien af Suu Kyis godkendelse af den vestlige politik over for Myanmar, og det har regeringen i Naypyidaw altid forstået. De begrænsede reformer, der er indført, kan gå i stå. Set ud fra deres langsomhed er dét sandsynligt. Men de vil være svære at trække tilbage i deres helhed. Spændingen og strømmen af politisk energi i gaderne i Rangoon under sidste års suppleringsvalg er noget, som myndighederne næppe får til at forsvinde igen, selvom de gerne ville. Hardlinere har bestemt ikke holdt sig tilbage med blodsudgydelser før i tiden. Men det er mere sandsynligt, at de vil se fordelene ved et semi-demokratisk system, som opfylder kravene for vestlige bistandsdonationer og samtidig kan beskytte vigtige økonomiske og politiske interesser. Et forsømt aspekt af Myanmars reformer er de økonomiske reformer – især den massive privatisering, der fandt sted før valget i november 2010, som efterlod den gamle statsøkonomi i hænderne på rigmænd med stærke forbindelser til militæret. „Demokrati‟ betyder ikke nødvendigvis, at man opgiver reel magt.

3) HVORDAN SKAL VI REAGERE? Skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet hurtigt (se f.eks. Financial Times) eller mere gradvist (se f.eks. Walter Lohman fra The Heritage Foundation)?

Strangio: Gradvist. Det er mest praktisk, selvom vestlige virksomheder og investorer har travlt med at „komme ind‟ i Myanmar. Myanmars reformer er blevet en fiks ide i medier og udenrigspolitiske kredse, og det er nemt at glemme de massive forhindringer, der trods alt stadig ligger forud for reformerne. Den etniske konflikt, der blander de mangeårige politiske krav fra minoritetsgrupper med kampen for at styre værdifulde naturressourcer, er helt afgørende. Og den har skabt næsten konstant uro i Myanmar, siden landet opnåede uafhængighed fra Storbritannien i 1948. Desuden kæmper landet med korruption og kammerateri i en kolossal målestok. Det er urealistisk, at Myanmar forvandler sig til en demokratisk nation hen over natten.

4) HVILKEN VIRKNING FÅR REFORMERNE? Bliver et reformeret Myanmar en økonomisk drivkraft? Hvordan vil et stærkere og mere demokratisk Myanmar påvirke den regionale magtbalance?

Strangio: Når Myanmar er fuldt integreret i den globale økonomi, vil landet helt sikkert blive en betydningsfuld regional spiller. Det er trods alt et land med en befolkning på 50 millioner mennesker og med store naturressourcer. Men omfanget af den økonomiske fremgang bliver afgjort af, hvorvidt den etniske konflikt fortsat begrænser udnyttelsen af ​​naturressourcerne. Et måske vigtigere spørgsmål er, i hvilket omfang den økonomiske liberalisering vil gavne almindelig burmesere og folk i de fjerntliggende, etniske stater. I Cambodjas tilfælde, så udløste tilsvarende reformer ligeledes begejstring i Vesten i 90‘erne, og der kom hurtigt gang i den økonomiske udvikling. Men det er meget begrænset, hvad det har betydet for den brede befolkning. Ligesom Cambodja mangler Myanmar nødvendige, regulerende love og institutioner, og derfor er det farligt at skifte til en fri markedsøkonomi fra den ene dag til den anden. Hvad angår den regionale magtbalance, har Kina allerede mistet sin unikke status. Men rygterne om Beijings “død” i Myanmar er meget overdrevne. Kina har milliarder investeret i Myanmar, og i modsætning til vestlige virksomheder, er de villige til at ignorere miljømæssige og menneskelige hensyn. Derfor vil de sandsynligvis bevare deres indflydelse i den nærmeste fremtid.

5) EN NY MODEL? Kan Myanmar være en model for håndteringen af andre stater, der udfordrer de store aktører, som f.eks. Iran og Nordkorea?

Strangio: Jeg er tilbageholdende med at ophøje et land til „forbillede‟ for andre, især for det stærkt problematiske Nordkorea. Det usædvanlige ved Myanmar er, at efter Kinas økonomiske vækst i 90’erne, var Washington og Naypyidaw logisk set venner og partnere, i det mindste ud fra et strategisk perspektiv. Det faktum, at det tog indtil 2011, før en normalisering af forholdet for alvor fik fat, må ses som en en hyldest til den magtfulde symbolske rolle, som Aung San Suu Kyi har spillet. Og de moralske briller, hvorigennem verden typisk har set Myanmar. Den første lektie, Myanmar kan lære os, er, at begge lande er nødt til at have den samme ambition. Den anden og måske vigtigere lektie er, at timingen skal være rigtigt. Jeg er ikke sikker på, at disse forudsætninger er til stede i forhold til Iran. Dette forhold kompliceres af Israel-faktoren, og af den kendsgerning, at det iranske regimes anti-amerikanske og anti-israelske holdning er skræddersyet til at tilfredsstille indenrigspolitiske valgkredse.


Sebastian Strangio skriver med base i Cambodja om asiatisk politik for bl.a. Foreign Affairs, Foreign Policy og The Economist.

ILLUSTRATION: Publikum til Aung San Suu Kyis tale i maj 2012 (foto: Flickr – onourownpath).