08.05.2013

Utilfredsheden med det korrupte system i Rusland resulterede sidste vinter i de største demonstrationer i tyve år. Mandag aften demonstrerede 10.000 moskovitter igen mod Putin. Men mistroen er så dyb, at selv unge oppositionspolitikere vurderes som utroværdige.

ANALYSE af Maria Mellander


Kun 22 procent af russerne ønsker, at Putin vinder sin fjerde præsidentperiode i 2018. 36 procent erklærer sig i stedet enige med oppositions-blogger Aleksei Navalnys øgenavn for Putin-partiet ”Forenet Rusland” som partiet for ”svindlere og tyve”. Men det skal mere ses som et udtryk for utilfredshed med det nuværende system, end at man ønsker en anden mand på præsidentposten. For 48 % af russerne mener ikke, at der eksisterer et alternativ til Putin i dag.

Tusinder af moskovitter samledes mandag den 6. maj til en fredelig protest på Bolotnaya-pladsen for at markere deres utilfredshed med Putins 13 år ved magten samt årsdagen for den sidste større demonstration samme sted, hvor endnu 28 deltagere sidder varetægtsfængslet eller i husarrest.

Politikerleden lever i bedste velgående på tværs af sociale og økonomiske skel. Men hvor der for et år siden stod 60.000 på Bolotnaya-pladsen stod der i går kun omkring 10.000. Langt flertallet har opgivet. De følger i stedet byens ishockeyhold eller passer blot deres arbejde.

1990’erne – et kollektivt traume
Særligt er det 1990’ernes politiske og økonomisk kaos, der stadig præger vælgernes opfattelse af dagens politikere. I kølvandet på Sovjetunionens opløsning fulgte talrige privatiseringer af statslige selskaber, der berigede nogle få, men førte til fyringer af de fleste. De heldige, der beholdt jobbet, kunne aldrig være sikre på at få udbetalt deres løn til tiden. Samtidig med at befolkningen blev fattigere, gik varepriserne i rekordinflation. Daværende præsident, Boris Jeltsin, og hans økonomiske rådgivere, Anatoly Chubais og Yegor Gaidar, gennemførte en ”chok-terapi”, som i sidste ende var medskyldig i statsbankerotten i 1998.

Mange af dagens politikere var også aktive dengang. Vladimir Zhirinovsky, mangeårig leder af det nationalistiske parti LDPR har været med siden Ruslands første præsidentvalg for 22 år siden. Nuværende leder for det kommunistiske parti Gennadi Zjuganov stillede op til præsidentembedet i 1995. Oppositionsfiguren Boris Nemtsov er tidligere vicepremierminister. Putin-kritikeren Mikhail Kasyanov var blot uheldig at få en fyreseddel fra sin premierministerpost – ellers havde han stadig siddet i Kreml i dag, er holdningen.

Selvom oppositionsfigurerne i den grad har brudt med styret, er det stadig deres 90’er-cv, der bestemmer deres troværdighed. Var de en del af systemet i går, er de det også i dag. Og man må indrømme, at især Putins første præsident-perioder var kendetegnet ved et bemærkelsesværdigt fravær af kaos sammenlignet med 1990’erne. De politiske skandaler blev færre (i hvert fald set fra den statsejede tv-overflade), økonomien voksede, skatteindkrævningen fungerede, de upopulære oligarker blev straffet, statsansattes lønninger steg.

8 km skattebetalt vej til ministerens svigersøn
Men netop nu ruller en ny tsunami af afsløringer af magtmisbrug, som ikke er set siden 1990’erne, gennem landet. Tidligere forsvarsminister Anatoly Serdyukov anklages for at sælge ejendomme til sin svoger langt under markedsprisen via Forsvarets udliciteringsstyrelse, Oboronservis. Ifølge anklagerne har den tidligere minister desuden bygget en 8 km lang vej til sin svigersøns sommerhus for Forsvarsministeriets og dermed skatteydernes penge.

Tre Duma-medlemmer er siden februar trådt tilbage, efter antikorruptionsbloggeren Aleksei Navalny har afsløret, at de var ejere af udeklarerede ejendomme i blandt andet Florida. Navalnys seneste afsløring er, at selveste formanden for Dumaens antikorruptionsudvalg, Irina Yarovaya, siden 2006 har boet i en elitny-lejlighed til 12 millioner kroner på Tverskaja-gaden 2 minutter fra Kreml – uden at betale sin boligskat, fordi hendes dengang 17-årige datter øjensynlig købte hele herligheden.

Kreml er da også klar over, at magtmisbruget og korruptionen er dets akilleshæl. Det nye er, at der nu er en konsekvens, hvis man som medlem af Duma eller regering bliver taget. For bare et år siden ville de nok hverken være blevet afsløret, anklaget, dømt eller fyret. Højst var synderne blevet forflyttet til en anden magtfuld position. ”Afsløringer af et par markante profiler kan være en måde at introducere en vis frygt i embedsværket,” siger Elena Panfilova, direktør i Transparency International, der placerer Rusland på 177. pladsen i sit internationale korruptionsindeks 2013.

Korruptionsbekæmpelsen styres centralt
Mere præventive tiltag som at forbyde embedspersoner at holde formue og ejendom i udlandet blev vedtaget i marts på Kremls initiativ. Det var et klart signal til den politiske elite ifølge Georgy Bovt, ekspert ved det uafhængige internetmedie Russia Beyond Headlines: Æraen for ”anything goes” blandt embedsmænd og politikere er nu forbi.

Mikhail Vinogradov, direktør ved Sankt Petersborg ”Politics Foundation” taler om en ”nationalisering af eliten”, for Putin signalerede allerede ved en tale til nationen i december, at politik kun er for patrioter – og det skal man være både i tale og handling. Erhvervsfolk kan ikke længere bruge et Duma-sæde som en vej til immunitet. Tværtimod må de afskrive sig deres udenlandske ejendom og korrupte adfærd, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at blive.

Den ansvarlige myndighed for korruptionsbekæmpelsen i Rusland er dog hverken politiet eller anklagemyndigheden. I 2011 blev den såkaldte ”Undersøgelseskomite” oprettet under præsidentens ansvar. Det er dermed en komite under Putin, der bestemmer hvilke korruptionssager, der skal føres. Hvis ikke korruptionsbekæmpelsen allerede var direkte selektiv, så foregår styringen i hvert fald stadigt mere centraliseret.

Det er da også kun 7 % af russerne, der mener, at myndighedernes korruptionsbekæmpelse nytter noget. Knapt 80 % mener i stedet, at bekæmpelsen hverken gør fra eller til, og at ”situationen er som den altid har været”. 11 % af russerne mener endda, at korruptionen er stigende.

Oppositionen er jo ikke bedre selv
Den yngre generation af oppositionsledere, Aleksei Navalny, Ksenia Sobchak, Ilya Yashin og Yevgeniya Chirikova, går heller ikke fri af konspirationsteorier og korruptionsanklager fra både anklagemyndigheden, ”Undersøgelseskomiteen”, stats-tv og andre af Kremls ”administrative ressourcer”.

Således anklages Navalny for i sin tid som rådgiver for den liberale guvernør, Nikita Belykh i 2009 at have stjålet 10.000 kubikmeter træ fra virksomheden ”KirovLes”. Han anklages også for at have misligholdt en kontrakt med ”Unionen for Højrekræfter” (SPS) for 6 år siden. Bliver Navalny dømt skyldig, er han ikke længere berettiget til hverken at stille op til valg eller udøve sin advokatgerning.

Og Kremls sværtekampagne virker til en vis grad. For selvom 86.000 internetbrugere stemte Navalny, Sobchak, Yashin, Chirikova ind i oppositionens nyoprettede Koordinationsråd i efteråret 2012, kan selv ikke de undgå befolkningens politikerfordomme. Politikerleden er så dyb, at den ikke blot rammer politikere i systemet, men også rammer rekrutteringen af en ny generation politikere. Således ser kun 11 % af russerne et alternativ til Putin, hvis der var præsidentvalg i dag. Dog mener 33 % at der i nær fremtid kan etableres en sådan alternativ kandidat.

Selvom vælgerne er utilfredse, så kræver det stadig en alternativ, troværdig kandidat på stemmesedlen for at antænde et systemskifte. Valgene til Moskvas parlament i 2014 og borgmesterposten senest i 2015 samt lokale valg i millionbyer som Yekatarinburg og Novosibirsk vil være de første indikationer på, om det lykkes.


Maria Mellander Mouritzen (f.1990) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet med et semester på Statsuniversitetet i Sankt Petersborg. Leder af Silbas observation af det russiske parlamentsvalg 4. december 2011. Praktikant på Carnegie Center i Moskva sommer 2011. FOTO: Shutterstock.com.