27.09.2013

Forventningerne til Irans præsident Hassan Rouhanis tale til FN’s generelforsamling var tårnhøje. Det samme var forventningerne til det bebudede håndtryk mellem den iranske og den amerikanske præsident under en frokost, som Ban Ki Moon var vært for. Men Rouhani deltog ikke. Hvilken rolle spiller håbet om en bedre relation, når de to ledere ikke engang vil ses sammen offentligt?

ANALYSE af Misha Zand

Den amerikanske og den iranske præsident har ikke mødt hinanden ansigt til ansigt siden etableringen af den iranske republik i 1979. Siden da har forholdet mellem de to lande været præget af mangel på kommunikation, forståelse og tillid.

Så med en mulig udsigt til forhandlinger om det omstridte atomprogram, har både europæiske, amerikanske og iranske medier fokuseret ualmindeligt meget på begge præsidenters taler til FN’s årlige generalforsamling. Især Rouhanis tale er blev gennemanalyseret og dissekeret af medierne i håbet om at finde brud på den linje, som landets forrige præsident, Mahmoud Ahmadinajed, lagde under hans otte år i forsamlingen.

Store forventninger til Rouhani
Under sin tale var præsident Rouhani forsigtig nok til ikke at nævne Israel eller ”zionisterne”, men refererede flere steder indirekte til palæstinensernes rettigheder. Ingen forlod salen under denne tale, men den israelske delegations pladser var tomme. Netanyahu-regeringen havde på forhånd beordret sine delegerede til at blive væk fra salen.
Selvom præsidenten indledende kritiserede de hårde sanktioner mod Iran og det amerikanske engagement i regionen, dedikerede han det meste af anden halvdel af sin tale til at udtrykke ”håb” om ”fred” og ”forhandlinger” med USA.

Flere iagttagere var alligevel skuffede, da man ikke forventede en USA-kritisk tone fra Rouhani på et så følsomt tidspunkt. Irans præsident afholdt sig dog fra traditionelle ideologiske vendinger og udtrykte i stedet håb om en fredeligere fremtid. I talen adresserede Rouhani den amerikanske præsident og bekræftede, at han forsigtigt lyttede til Obamas meddelelse, selvom han ikke selv var til stede.

”The handshake”
”Der var ikke nok tid til at koordinere et møde,” sagde Irans præsident om det forventede håndtryk under et interview med CNN’s Christiane Amanpour. Amerikanske diplomater meddelte Reuters, at iranske delegerede fortalte, at det var for ”kompliceret” for Iran at mødes. Et håndtryk mellem Rouhani og Obama kunne have betydet et af de vigtigste symbolske handlinger i relationen mellem begge nationer i nyere tid.

Hvorvidt et håndtryk havde været en gevinst i sig selv er der delte meninger om. Det kunne opfattes som et løfte om en succes, som det ikke praktisk er muligt at honorere på nuværende tidspunkt. Både Rouhani og Obama har nemlig et indflydelsesrigt bagland, som opponerer imod direkte forhandlinger.

For at vise omverdenen, at der er handling bag ordene, har Rouhani dog rykket ansvaret for landets atomprogram fra Det Nationale Sikkerhedsråd til Udenrigsministeriet. Hermed signalerer den iranske regering, at dens udenrigstjeneste har den åndelige og øverste leders opbakning til at forfølge diplomatiet med USA. Desuden viser denne ansvarsrokade, at den iranske udenrigsminister Zarif højst sandsynligt havde planlagt at møde sin amerikanske kollega John Kerry inden generalforsamlingen.

Selvom ingen fotografer var til stede til begivenheden, foregik dette års vigtigste håndtryk mellem Zarif og Kerry bag lukkede døre, efter at den amerikanske udenrigsminister bad sin iranske kollega om blive lidt længere efter mødet mellem de to lande og medlemmerne af FN’s sikkerhedsråd. Efter dette møde sagde den iranske udenrigsminister: ”Det var mere end bare snak. Nu skal vi matche vores ord med handling.”

John Kerry viste også optimisme ved dette historiske, politiske møde mellem de to lande og sagde: ”Vi havde et konstruktivt møde.” Kerry tilføjede, at Zarif havde præsenteret et anderledes bud på fremtidsvisionerne, end hvad den iranske retorik normalt har indeholdt.

Håbet kommer skeptikerne i forkøbet
Præsident Rouhani, der var en af de 8 godkendte kandidater ud af mere end 680 opstillede kandidater, blev i juni måned valgt af den iranske befolkning med et kampagneslogan om håb: Håb om bedre økonomi og bedre relationer til omverdenen. Dette slogan minder til forveksling om det slogan, som Obama benyttede sig af i 2008. Obama blev valgt ind efter otte år med præsident G.W. Bush ved roret, mens Rouhani overtog lederskabet otte år efter den højre-konservative Mahmoud Ahmadinejad. I sin tale i FN understregede Rouhani, at Iran er imod ekstremisme i et forsøg på at tage afstand fra sin forgænger.

Når man spørger iranerne på gaden, håber de på det bedste, men forventningerne er lave. Iranerne ønsker først og fremmest en mere stabil økonomi. For at få det, skal Iran ud af sin internationale isolation og væk fra sanktionerne. Iranerne ved, at det er vejen frem, hvis de atter skal få nogle af de savnede dagligdagsvarer på butikshylderne.
Det forsigtige håb var også reflekteret i den iranske præsidents retorik, da han under sin indvielsesdag for knap to måneder siden lovede at gøre sit bedste, men samtidig bad om ”tålmodighed” og ”mådehold”.

Den samme forsigtige optimisme fornemmedes også i præsident Obamas tale i FN i tirsdags, hvor han besvarede håndsudrækningen fra Irans præsident. Denne offentlige, håbefulde kommunikation kan virke overflødig eller i værste fald bedragerisk på mange, men den bidrager til en vigtig forventningsafstemning mellem den amerikanske og den iranske regering. På mange måder kommer den skeptikerne på begge sider i forkøbet og gør det på sin vis nemmere at investere sin politiske troværdighed i diplomatiet. Der er ikke rum til flere skuffelser for den iranske befolkning, der lever under sanktioner og en forventning om mindre repression.

Irans regering har givet det ambitiøse udtryk for, at den ønsker en enighed om Irans atomenergiprogram inden for et halvt år. Det næste P5+1 møde er sat til 15.-16. oktober i Geneve.

Misha Zand er cand.mag. i tværkulturelle studier. Hun er født i 1979 i Teheran og har boet i Danmark siden 1989. Hun er desuden forfatter til børnebogen „Hvor går tiden hen?‟