14.06.2013

”Det vil være decideret farligt for Danmark at indtræde i det økonomiske samarbejde. Vi står i dag et sted, hvor vi ikke er med til at betale den direkte regning for euroen og den enorme gæld, som arbejder sig op i eurozonen, medmindre vi gør det af egen fri vilje.” Det siger Liberal Alliances EU-ordfører, Merete Riisager, til RÆSON.

INTERVIEW af Sidsel Korsgaard


LÆS OGSÅ:
– Camilla Hersom om EU-forbeholdene: Danmark har ingen indflydelse på retningen

RÆSON: Liberal Alliance ønsker, at Danmark skal beholde sit forbehold over for eurosamarbejdet. Hvorfor?
Riisager: Før det første er det meget vigtigt, at vi beholder kontrollen med vores finanspolitik og vores økonomiske politik. For det andet har de seneste par år tydeligt vist, at eurokonstruktionen ikke fungerer. Det vil være decideret farligt for Danmark at indtræde i det økonomiske samarbejde. Vi står i dag et sted, hvor vi ikke er med til at betale den direkte regning for euroen og den enorme gæld, som arbejder sig op i eurozonen, medmindre vi gør det af egen fri vilje. Men vi har lagt os ind i centraliseringen af finanspolitikken, blandt andet igennem finanspagten og europluspagten. Vi vil gerne have, at der bliver lagt mere luft til eurozonen, fordi vi ikke tror på det samarbejde. Vi vil være sikre på, at Danmark ikke bliver suget med ind for at betale ’solidaritetsregningen’. Euroen er ikke et økonomisk projekt, det er et politisk projekt. Og det tror jeg at de fleste økonomer i dag vil indrømme.
RÆSON: Danmark er med i ØMU’ens 1. og 2. fase, vækst- og stabilitetspagten og finanspagten og er samtidig med i fastkurssamarbejdet ERM II. Så i praksis er det meget begrænset, hvor selvstændig en økonomisk politik Danmark kan føre. Mener Liberal Alliance, at Danmark også skal trække sig fra alle de samarbejder?
Riisager: Hvis vi kunne få lov til at bestemme, ville vi have en folkeafstemning om finanspagten, fordi den er det nyeste store apparat i forhold til en centraliseret styring af finanspolitikkerne. Vi er bestemt for en stram styring af finanspolitikkerne, men det er meget vigtigt selv at beholde ansvaret. Idet man lægger sin politik ind i EU-styringen fratager man også borgerne den demokratiske ret, de har til at stemme sig til en bestemt politik. Så det at lægge sig ind i finanspagten betyder i sig selv et demokratisk underskud. Når man kigger ud i Europa, kan man se, at det giver nogle enorme konflikter, at det er Tyskland, som skal bestemme, hvor skabet skal stå.
RÆSON: Vi ser for øjeblikket en udvikling, hvor eurolandene i stigende grad mødes for sig selv og træffer beslutninger, der rækker langt ud over det eurorelaterede. De fleste eksperter er enige om, at eurogruppen er dem, der sætter retningen for EU. Er det ikke problematisk, at Danmark ikke kan være med til at træffe de beslutninger, der kommer til at have så stor betydning for os selv?
Riisager: Selvfølgelig påvirker EU os, men det er der jo også mange andre ting, der gør. Vi vil langt hellere beholde uafhængigheden og muligheden for at navigere end at indrette os efter forholdene i eurozonen. Hele EU-debatten i Danmark baseres på de samme fraser, som bliver gentaget til kvalmegrænsen. Det her med at ’sidde med ved bordet’ og alt det fis. Men i nogen af de sammenhænge, hvor Danmark faktisk havde en reel mulighed for at påvirke EU, griber vi ikke chancen. Jeg kan give to eksempler: Det ene er Westerwelle-gruppen, som blev nedsat af den tyske udenrigsminister. Der var vi ikke spor aktive og skrev nærmest under med bind for øjnene. Det andet eksempel er det samarbejde, der har været med briterne, hvor de har lagt op til, at de kunne samarbejde om et mere fleksibelt EU. Det har Danmark også sagt nej til. Så den danske strategi er en ekstremt passiv strategi, hvor man bare vil være med, men hvor man egentlig ikke søger at påvirke EU’s beslutninger.
RÆSON: Du talte før om, at Liberal Alliance gerne vil sikre, at Danmark ikke skal betale en ’solidaritetsregning’ for euroen. Men gør vi ikke i praksis allerede det, når Danmark frivilligt bidrager til hjælpepakkerne til de gældsramte lande i Sydeuropa?
Riisager: Det mener jeg heller ikke, vi burde gøre. For det står jo i traktaterne, at man ikke må hæfte for hinandens gæld. Det er et skråplan. Vi har mulighed for at lade være, fordi vi ikke er et euroland. Når Margrethe Vestager og Helle Thorning-Schmidt siger, at vi er det 18. euroland, så har de til dels ret. For vi har efterhånden trukket os så langt ind i samarbejdet, at der ikke er ret meget tilbage af vores euroforbehold. Og hvis man indgår i bankunionen, er der næsten ikke noget tilbage. For så binder man bankerne sammen, og de skal hæfte for hinanden ved konkurser, og så kommer vi direkte til at betale, hvis banker falder i Sydeuropa.
RÆSON: Så det, der er tilbage af euroforbeholdet, er reelt mest en potentiel mulighed for at trække sig fra samarbejdet?
Riisager: Du kan godt sige, at det er potentielt, men det er meget vigtigt, at vi stadig kan bakke ud. Euroen har ingen bagdør. Der er ikke nogen beslutninger om, hvordan et land kan forlade euroen. Og det er meget alvorligt for de lande, som kunne overveje at forlade euroen. Vi har stadig muligheden for at handle anderledes. Derudover er vi ikke automatisk med i bailouts. Vi er heller ikke med i fremtidige udligningsordninger. Det står klart for de fleste økonomer i dag, at hvis euroen skal overleve, skal man både have en mere central styring, og man skal også have nogle udligningsordninger. Det vil sige, at man skal fordele velstanden og konkurrenceevnen mere ligeligt mellem landene. Det vil betyde, at finnerne må aflevere noget velstand til grækerne, for at det på sigt kan komme til at fungere. Og der skal man gøre op med sig selv, om man tror på, at en udligningsordning vil føre til et bedre Europa. Det tror jeg ikke på.


Retsforbeholdet: Danmark skal bevare kontrollen med sit retssystem

RÆSON: Liberal Alliance vil afskaffe forsvarsforbeholdet. Hvorfor?
Riisager: Det med at samordne på forsvarsområdet er vi grundlæggende positivt indstillede over for. Kommer der operationer i nærområdet, som vi så det på Balkan, så synes vi egentlig, det er fint og positivt, at Danmark kan være med til at løfte sådan et ansvar.
RÆSON: Men I vil beholde forbeholdet over for de retlige og indre anliggender. Hvorfor?
Riisager: Det vil vi, fordi der på det retlige område er sket en enorm udvikling og vækst i initiativer. Det er meget vigtigt at bevare kontrollen med vores eget retssystem og bevare retssikkerheden over for borgerne. Der er en begrundet frygt for, at den udligning, der sker på det her område, vil betyde, at vi i realiteten giver køb på det høje sikkerhedsniveau og den troværdighed, der ligger i vores eget system. Ser du ud over Europa, er der altså retssystemer i Grækenland og Italien, som har alvorlige problemer, og derfor vil en udligning også kunne betyde problemer i Danmark. Det ønsker vi ikke.
RÆSON: Anders Fogh Rasmussen fik som bekendt forhandlet en ’tilvalgsordning’ igennem under forhandlingerne om Lissabontraktaten, som betyder, at hvis Danmark afskaffer retsforbeholdet, vil man fuldstændigt frit kunne vælge, hvad man vil og ikke vil være med i. Hvorfor foretrækker LA forbeholdet frem for dét, der nu i praksis er et tagselvbord?
Riisager: Briterne har jo sådan en ordning. Og selvom de har en vis skepsis, er det fuldstændig umuligt for det parlamentariske system at sidde og vurdere alle de sager, der kommer. Når vi i Danmark har et flertal, der er positivt over for alt, hvad der kommer fra EU, vil det i praksis betyde, at vi kommer til at sige ja til alt. Måske med undtagelse af nogle få ting på asylområdet, hvor der er en modstand fra nogle af partierne.
RÆSON: Vi ser nu, at fx Europol er ved at blive overstatsligt, hvilket vil aktivere Danmarks retsforbehold. Det betyder, at Danmark vil skulle i gennem et enormt besvær med at få en parallelaftale, hvis vi fortsat vil være med i dét. Gør det ikke indtryk på dig, at retsforbeholdet gør det så besværligt – og ofte umuligt – at komme med i de samarbejdsområder, som det er i Danmarks interesse at være med i?
Riisager: En global verden er jo besværlig. Vi har vidst længe, hvilke problemer der skulle løses. Og det her med politisamarbejdet er bare et helt konkret problem, som kan løses uden de store problemer, hvis man vil det. Men det har regeringen ingen interesse i, fordi de kan holde det frem for sig og dermed presse befolkningen til at komme af med de forbehold. Det er stærkt kritisabelt.


Danmark skal arbejde for et fleksibelt EU

RÆSON: Mener Liberal Alliance grundlæggende, at Danmark skal følge i briternes fodspor og ikke arbejde sig ind mod kernen af EU-samarbejdet?
Riisager: Jeg mener helt klart, at vi skal samarbejde med briterne og svenskerne, men også nogle af de andre lande, der er interesserede i et mere fleksibelt samarbejde. Der gælder også nogle af eurolandene. Så i stedet for den her følgagtige strategi, som Danmark har lagt i forhold til Tyskland, så jeg meget gerne, at Danmark kastede sig ud i et meget mere strategisk samarbejde med de lande, som ser fordelen i et mere fleksibelt EU. Jeg mener ikke, vi skal udtræde af EU. Så vi er langt fra at være der, hvor briterne er. Men vi kunne helt klart være interesserede i et samarbejde, som har fokus på det indre marked, som jo er det briterne lægger op til at få.
RÆSON: Bliver det ikke enormt svært at administrere et fleksibelt samarbejde, hvor medlemslandene i højere grad kan have nationale særordninger og være med på forskellige niveauer?
Riisager: Det kommer jo an på, hvordan man bygger det op. Men hvis man synes, at det er et bedre alternativ med et EU, som fuldstændig ødelægger de nationale demokratier, så kan man jo have lov til at synes det, men det mener jeg altså ikke. Eurokraterne og de meget EU-glade partier glemmer at fortælle befolkningen, at det er det, der er konsekvensen. Hvis man vil have en euro til at fungere og vil samordne det retlige område fuldstændig, så er det et farvel til de nationale demokratier, som borgerne kender dem. Og der er det min holdning, at vi skal have et EU, som befolkningerne ønsker. Vi skal ikke have et EU, som eurokraterne eller eliten ønsker.


Sidsel Korsgaard (f. 1986) er RÆSONs Europaredaktør. Hun er uddannet cand.scient.pol. og fagjournalist og arbejder til daglig som embedsmand. FOTO: Liberal Alliance/Presse.