18.09.2013

KOMMENTAR af Ask Foldspang Neve og Asbjørn Aagaard Schmidt


LÆS OGSÅ:
– Opinion: Ayn Rands teori er i virkeligheden anti-liberal
– Rasmus Brygger (LAU): Liberalisme er langt mere end Ayn Rand

Vi er beærede over, at en så prominent person som formanden i Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger, har taget sig tid til at skrive et svar på vores indlæg om de anti-liberale tendenser i forfatteren Ayn Rands tænkning. Det viser en entusiasme for de mere grundlæggende politiske spørgsmål, som man kun kan ønske sig var mere udbredt. Desværre forholder Rasmus Brygger sig dog ikke til den substantielle kritik, vi retter mod Ayn Rands etik. Han mener til gengæld, at vi begår nogle fodfejl, der forplumrer debatten.

For det første skriver han, at vi sætter lighedstegn mellem Rands ”filosofiske skole” og Liberal Alliance som politisk parti. Rasmus Brygger er nået frem til den ganske rigtige opfattelse, at dette er problematisk: Folk kan jo være blevet tilhængere af et bestemt politisk parti af alle mulige årsager.

Det er da også netop derfor, vi ikke skriver, at der er et lighedstegn mellem Rands ideologi og Liberal Alliances, eller at alle i Liberal Alliance er tilhængere af Rand. Derimod skriver vi, at det især er Liberal Alliance og Saxo Bank, der i Danmark har promoveret Rands ideologi.

Som Brygger henviser til, er det jo især Lars Seier Christensen og Saxo Bank, der er blevet kendt for at være randianere. Og Saxo Bank og Liberal Alliance er jo trods alt forskellige størrelser. Jovist.

Men at mene, at det af den grund er bevist, at Rands ideer ikke har noget at gøre med Liberal Alliance, svarer til at mene, at fagbevægelsen ikke havde nogen indflydelse på Anker Jørgensen politik i 1970’erne. Selvfølgelig betyder millioner af kroner fra en ideologisk motiveret sponsor noget. Det er ikke mindst tilfældet i Danmark, hvor der er så relativt få penge i politik.

Tilsvarende er det ikke et specielt overbevisende forsvar, at Liberal Alliances medlemmer jo sagtens kan have læst andre bøger. Det er klart. Enhedslistens medlemmer kan jo også sagtens have læst bøger, der ikke er skrevet af Karl Marx. Men det viser naturligvis ikke, at marxistiske teorier og deres filosofiske grundlag ikke påvirker partiet.

For det andet skriver Rasmus Brygger, at vi drager nogle helt unødvendige sondringer: I en dansk kontekst er det slet ikke nødvendigt at skelne mellem de liberale og de libertære, mener han. Amerikanerne er, som ved et uheld, kommet til at kalde politikere, der går ind for omfordeling for liberale og har af den grund brug for at kalde frimarkedstilhængere for noget andet, nemlig libertarianere.

Efter at have slået dét fast, går Rasmus Brygger i gang med et nyt projekt: At beskrive, hvad liberalisme er i en ikke-amerikansk kontekst. Til slut kommer han frem til, at det vigtigste er ”troen på frihed i alle størrelser og former”, men inden da knyttes den klassiske liberalisme til John Lockes ideer om rettigheder til liv, frihed og ejendom.

Lad os tage det sidste først. I klassisk liberal tænkning lanceres den slags rettigheder typisk i en pakke, der også indeholder pligter. For Locke var det for eksempel helt centralt, at personer, der hævder en ejendomsret over noget, har fået denne ejendom på retfærdig vis. Men det afføder selvfølgelig spørgsmålet: Hvad betyder ’retfærdighed’ i denne sammenhæng? Hertil knytter sig mindst tre væsentlige diskussioner:

1) Hvordan kan man på retfærdig vis tilegne sig ejendomsret over et stykke natur? Måske skal alle i udgangspunktet have ret til en lige del af naturen?

2) Hvis to personer foretager en handel, hvad skal der så til, før denne handel på en relevant måde kan siges at være foretaget frivilligt? Måske kan personer, der på et ureguleret marked ikke har så mange muligheder, ikke træffe valg, der meningsfuldt kan kaldes frivillige?

3) Hvad gør vi, hvis de to første betingelser ikke er opfyldte? Hvad hvis der for eksempel er nogen, der har fået ejerskab over dele af naturen på en uretfærdig måde, eller hvis der er nogen, der ikke har reelle alternativer til at acceptere undertrykkende ansættelseskontrakter?

Pointen er, at bare fordi man hejser flaget for Locke, har man ikke dermed bevist, at man bør forfølge en politik, der sigter mod en lille stat og et ureguleret marked. Faktisk har læsningen af klassiske liberale tænkere, herunder Locke, været ganske omdiskuteret de sidste årtier. Det er en veletableret position i denne debat, at man kan støtte en ret vid udstrækning af omfordeling med afsæt i et klassisk liberalt tankesæt. Det eksemplificeres ikke mindst i den politik, som flere progressive politikere fører i USA. Det således ikke bare et uheldigt tilfælde, at Demokraterne i USA går for at være liberale – og ligeledes ikke et tilfælde, at partiet Venstre i Danmark anser Demokraterne for at være deres søsterparti.

”Troen på frihed i alle størrelser og former” er tilsvarende foreneligt med en høj grad af omfordeling. I en liberal optik kan både konsekvensen af – og en væsentlig del af motivationen for – økonomisk omfordeling og de samfundsinstitutioner, omfordelingen opretholder, være at sikre alle frihed til at træffe meningsfulde valg i deres liv. Tænk bare på uddannelsessystemet, sygehusvæsenet og det sociale sikkerhedsnet. Derfor er frihedstanken i liberalismen ikke noget, der nødvendigvis støtter en praktisk politik om, at ubetingede ejendomsrettigheder i et ureguleret marked er den eneste rigtige, liberale løsning.

Det er også derfor, at det ikke bare er sprogsjusk at kalde amerikanere, der arbejder for sundhedsforsikring til alle, for liberale. Den brede konsensus i det Demokratiske parti i USA er således netop den grundlæggende liberale tanke, at alle borgere skal sikres lige muligheder. Det er der ikke nødvendigvis noget ’socialistisk’ over; det baserer sig bare på den ret oplagte observation, at lige muligheder må tænkes i den virkelige verden, hvor fx økonomiske og sociale vilkår er vidt forskellige.

Liberale grundtanker kan altså lede til mange forskellige økonomiske politikker. For libertarianere er grundtanken næsten ubetingede ejendomsrettigheder – i modsætning til liberale, der også kan være motiveret af andre liberale ideer, såsom alles interesse i frie og autonome liv. Det er rigtigt, at liberale og libertarianere ofte kan støtte samme politik, eksempelvis hvis deres væsentligste politiske modstandere er socialister eller konservative. Men også konservative og liberale kan støtte samme politik; det beviser ikke, at de er af samme alen eller at det er en god idé at ignorere andre politiske forskelle imellem dem.

Derfor er sondringen mellem libertarianere og liberale oplysende: Den hjælper os med at identificere politiske forskelle, der kan betyde noget i praksis. Det vedbliver at være tilfældet, også selvom det kunne være rart for Liberal Alliance at tage patent på plusordet ’liberal’, og også selvom sondringen tit glemmes i Danmark.


Asbjørn Aagaard Schmidt og Ask Foldspang Neve er studerende ved University of Oxford (hhv. Worcester og Nuffield). De beskæftiger sig med idégrundlaget for moderne politik, og hvordan ideologiske opfattelser kommer til udtryk i den daglige debat. ILLUSTRATION: Ayn Rands roman “Atlas Shrugged” på boghylden (foto: Patrick Gage via Flickr).