10.03.2013

Regeringen satser med sine økonomiske reformer på, at andre landes efterspørgsel skal sætte skub i den danske økonomi. Problemet er, at Danmarks europæiske handelspartnere gør det samme.

ANALYSE af Michael Leif Larsen


Regeringen understreger med sin vækstpakke, at dens krisestrategi er på linje med krisestrategien i stort set alle andre EU-lande: Hvis man har styr på de offentlige finanser og forbedrer rammevilkårene for virksomhederne og dermed konkurrenceevnen, så skal investeringer, arbejdspladser og efterspørgsel nok komme på et tidspunkt.

Der er i regeringens vækstpakke ganske vist elementer, der vil stimulere den hjemlige efterspørgsel og økonomiske aktivitet på kort sigt. Men nedskæringer i overførsler, reallønsnedgang for store grupper samt en mere og mere udbredt økonomisk usikkerhed i den ”reformamok”-ramte befolkning har tilsyneladende sat det private hjemlige forbrug på noget, der ligner permanent stand-by. Ikke engang udbetalinger af efterlønsbidrag på mere end 28-29 milliarder sidste år fik privatforbruget til at stige i et nævneværdigt omfang. Det bliver derfor næppe de forsigtige og bekymrede danskere, der vil øge efterspørgslen på de skatte- og afgiftsslankede virksomheders produkter.

Økonomisk opbremsning i Europa
Helt i overensstemmelse med regeringens intentioner bliver det først og fremmest eksporterhvervene, som skal generere nye danske arbejdspladser og øget økonomisk aktivitet. Og det har eksporterhvervene klaret indtil nu. Efter et kraftigt fald i 2009 steg eksporten markant i både 2010 og 2011, og netop den øgede eksport har holdt beskæftigelsen på et nogenlunde niveau. I 2012 har stigningen i eksporten været mere beskeden, og en del tyder på, at eksporten vil få endnu sværere ved at holde dampen og dermed beskæftigelsen oppe i 2013. Uanset hvor meget der snakkes om nye vækstmarkeder, er det et faktum, at et pænt stykke over halvdelen af den danske eksport går til EU. Hvis Danmark skal i gang, skal EU i gang. Ikke meget tyder på, at det vil ske foreløbigt.

Næsten alle europæiske regeringer forsøger i lighed med den danske at tiltrække investeringer og skabe nye arbejdspladser ved at holde lønningerne i ro og forbedre virksomhedernes rammevilkår. Og næsten alle EU’s regeringer forsøger i overensstemmelse med finanspagten at begrænse det offentlige forbrug ved at spare, fyre offentligt ansatte og skære ned. Resultatet er et massivt kollektivt fravær af europæisk efterspørgsel, og eftersom den interne handel mellem EU-landene ifølge Verdensbanken udgør 71 % af EU-landenes samlede handel, er den europæiske økonomi gået i stå. Mindst.

EU-kommissionens økonomer har i deres seneste prognose fra februar nedjusteret vækstskønnet for EU i 2013 fra et plus på 0,1 % til et minus på 0,3 %. Arbejdsløsheden i EU slog i februar ny rekord med 11,9 %. Og i EU’s fjerdestørste økonomi, Italien, har to politiske dilettanter ved det nyligt overståede valg fået mere end halvdelen af stemmerne. Hvis det medfører, at landet, som meget tyder på, geråder ud i politisk kaos, vil det højst sandsynlig medføre så store økonomiske rystelser i hele EU, at et vækstskøn på minus 0,3 % meget vel kan vise sig at være alt for optimistisk.

En gensidig selvmordpagt?
Det har været ualmindeligt gunstigt for dansk økonomi, at netop Danmarks to største eksportaftagere, Tyskland og Sverige, har været to af de lande, som er sluppet lettest gennem krisen. De har begge indtil for nylig fastholdt en solid økonomisk vækst. Men det er måske ved at være forbi, for fraværet af efterspørgsel i EU’s åbne marked ser nu også ud til at bremse de tyske og svenske økonomier. Den tyske økonomi voksede i både 2010 og 2011 med mere end 3 %, men kun med mellem 0,5 og 1 % i 2012. Ifølge de seneste tal faldt væksten i den svenske økonomi fra 6,1 % i 2010 til 0,8 % i 2012.

Hvis recessionen i hele EU og opbremsningen på Danmarks to største eksportmarkeder fortsætter, vil det uanset erhvervsskattesænkning og andre lettelser for virksomhederne blive mere end vanskeligt blot at fastholde antallet af danske arbejdspladser i de danske eksportvirksomheder. Regeringen har med vækstpakken nu for alvor lagt sig i slipstrømmen af en europæisk krisestrategi, hvor hvert land i fravær af hjemlig efterspørgsel først og fremmest forsøger at komme ud af krisen ved at spare og eksportere til andre europæiske lande – som også mangler efterspørgsel og forsøger at eksportere sig ud af krisen.

Den amerikanske nobelprisvinder Joseph Stiglitz var en af de få etablerede økonomer som forudså det finansielle sammenbrud i 2008. Han kaldte sidste år den kollektive europæiske krisestrategi for en gensidig selvmordspagt. Man må håbe for både den danske og de øvrige europæiske regeringer, og ikke mindst for de europæiske befolkninger, at Stiglitz denne gang tager fejl i sine forudsigelser.


Michael Leif Larsen (f. 1959) er cand.scient.pol. og freelance-journalist. Han har tidligere bragt kommentarer og analyser i blandt andre RÆSON, Berlingske og Kristeligt Dagblad. FOTO: Det danske EU-formandskab.