12.03.2013

Olie, gas, sjældne jordarter og metaller. Ønskelisten er lang fra omkringliggende stater og virksomheder, men blandt danske oppositionspolitikere lyder budskabet enstemmigt: Det bliver uden kinesisk indblanding. Det strider imidlertid direkte imod den Grønlandske regerings ønsker.

ANALYSE af Peter Bjerregaard, RÆSONs klimaredaktør


Stigende velfærdsudgifter, underskud på de offentlige finanser og stagnerende eksport har skabt en situation, hvor grønlandske politikere på den ene side står med et akut økonomisk problem og på den anden side ligger inde med enorme mængder uudnyttede råstoffer. Grønland har med Selvstyreloven fra 2009 overtaget retten til at føre sin egen råstofpolitik og kompetencen til at indgå aftaler med udenlandske virksomheder. Siden har den grønlandske regering arbejdet på højtryk for at tiltrække udenlandske investeringer – uden hensynstagen til hvor investeringerne skulle komme fra. Og her starter problemerne for flere danske politikere:

”Der kan jo være andre interesser i spil end bare at udvinde jernmalm. Hvis det er sådan en god forretning at drive minevirksomhed i Grønland, hvorfor er der så ikke nogen vestlige virksomheder, der er interesserede,” spørger Venstres Claus Hjort Frederiksen og advarer imod kinesiske investeringer: ”Kineserne er jo kendt for deres langtidsperspektiv. For kineserne er 100 år jo ingenting. Hvis de ser strategiske interesser i at opbygge nogle bastioner i Grønland, så er penge eller krav til afkast ikke nogen hindring.”

Open for business
Når grønlænderne i dag går til valgurnerne for at vælge et nyt Landsting er den overordnede politiske linje imidlertid allerede lagt. De to store partier, Siumut og Inuit Ataqatigiit, har begge grønlandsk selvstændighed med egen grundlov som det langsigtede mål, og med fastfrysningen af det danske bloktilskud siden 2009 er behovet for nye indtægtskilder blevet mere og mere tydeligt.

Løsningen er råstofudvinding, og det skal ske ved at invitere alle interesserede udenlandske virksomheder til landet. Senest illustrerede den grønlandske landsstyreformand, Kuupik Kleist, den pointe på et pressemøde i København ved at afvise EU’s ønske om at begrænse adgangen til Grønlands sjældne jordarter, fordi Kina i dag kontrollerer 95 % af verdensproduktionen. ”Grønland er åbent for investeringer fra hele verden,” understregede Kleist.

På trods af at betænkelighederne ved kinesiske investeringer har fyldt meget i den danske debat, så har bekymringerne ikke indtaget samme rolle i den hjemlige debat på Grønland. ”I danske medier har jeg læst, at kinesiske virksomheder står i kø og banker på vores dør, men hvor er det henne? Jeg møder dem ikke. Jeg møder nogen, der måske er interesseret,” fortæller Grønlands finansminister, Maliina Abelsen.

”Den største udvikling for tiden finder vi i Asien, og det gør vi, uanset om vi bor i Danmark eller Norge. Det er der, udviklingen sker. Det dummeste, man kan gøre, er nok at sige, at vi endelig ikke skal samarbejde med nogen fra Asien, fordi det er farligt. Vi skal i stedet se på, hvordan vores samfund kan få mere ud af det. Det vil ethvert samfund, der har brug for økonomisk vækst, gøre i den her situation. Og det ser man jo også Danmark gøre,” siger Maliina Abelsen og påpeger, at danske ministre selv gør, hvad de kan for at tiltrække kinesiske investeringer til Danmark.

Langsigtet tænkning er mistænkelig
Den armlægning, som i øjeblikket foregår mellem grønlandske og danske politikere, handler ikke kun om Grønlands og Danmarks indbyrdes forhold. Den handler i ligeså høj grad om kampen om definitionsretten over hvilket tidsperspektiv, der skal planlægges ud fra, og hvornår de politiske beslutninger skal træffes.

Selvom kuglerne til Selvstyreloven blev støbt under VK-regeringen, har Venstre indtaget en central rolle i kritikken af Kinas mulige engagement på Grønland. Claus Hjort Frederiksen har i flere medier luftet sin bekymring for Kinas langsigtede perspektiver.

”Det skræmmende er jo, at kineserne ikke opererer ud fra, at en investering skal give afkast om fem eller ti år. De opererer ikke med perspektiver som erhvervslivet i Europa og USA. Det giver bare en mistanke om, at det ikke er på forretningsbasis, men at der er kan være nogle strategiske interesser,” siger han.

Kritikken er blevet bakket op af Lars Løkke Rasmussen, som har foreslået en timeout i sagen om den omstridte grønlandske storskalalov, der muliggør arbejde på kinesiske overenskomster. Ifølge Venstre skal timeouten bruges til at undersøge muligheden for at oprette et grønlandsk-dansk offentligt-privat udvindingsselskab som et alternativ til kineserne.

Venstres forslag får dog en kølig modtagelse fra Grønlands finansminister, Maliina Abelsen. ”Man skal nok passe på med at sætte kineserne hen i et hjørne, hvor man siger, at kinesiske investeringer er dårlige, når de foregår i Grønland, men at de er gode, hvis vi ellers kan tiltrække dem til Danmark. Der må ligesom være en vis logik i det her. For os handler det ikke om, at investeringerne er kinesiske, amerikanske eller danske,” siger Maliina Abelsen og understreger, at hele debatten handler om en jernmine, som næppe har meget med sikkerhedspolitik at gøre.

Det kan da også virke lidt mystisk, at Venstre nu råber vagt i gevær, da partiet har været en aktiv del i det arbejde, der er foregået i Fællesrådet vedrørende råstoffer i Grønland, som i perioden 1979-2009 havde til opgave at fremme råstofindustrien ved at tiltrække udenlandske investeringer.

”Vi har jo snakket om råstofudvinding i 30 år og vi har haft en fælles strategi med den danske stat, og nu hvor vi har selvstyre fortsætter vi den samme strategi. Jeg håber selvfølgelig, at det bliver inden for en meget kort årrække, at vi får vores første mine,” siger Maliina Abelsen. ”Vi vil meget gerne have danske investeringer, men vi kan ikke bare råbe stop og vente indtil Claus Hjort Frederiksen har fundet ud af hvad der skal ske fra dansk side.”

Hvad, der skal ske fra dansk side, er endnu uvist, men én ting er sikkert: Der er endnu ikke én eneste kinesisk investor, der sagt ja til at investere i den jernmine, hele debatten drejer sig om. Ifølge journalist ved Weekendavisen, Marianne Krogh Andersen, der har skrevet bogen Grønland – Mægtig og afmægtig og beskæftiget sig med Grønland i godt 30 år, skal London Mining først ud at rejse kapital, inden arbejdet med at opføre jernminen i Godthåbsfjorden kan gå i gang.

„London Mining er et privat selskab, som satser på at få kapital fra China Development Bank, der jo er en stor, statsejet kinesisk bank. Men ifølge de oplysninger, London Minings pressechef, Kaj Kleist, har givet, så skal lånet på 14 mia. kr. betales tilbage allerede efter 3½ år, hvilket jo er meget hurtigt,” siger hun. „Jeg tror, at Venstre efter valget i Grønland vil stemme for ændringerne i udlændingeloven, der baner vej for storskalaloven i Grønland. Venstre var en af hovedarkitekterne bag Grønlands selvstyre. Så partiet ved også, at det betyder, at udenlandske mineselskaber rykker ind i Grønland. Derfor nytter det ikke noget, at Danmark spænder ben for den kurs, som Grønland ønsker.‟


Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost. FOTO: Nordisk Råd.