17.09.2013

KOMMENTAR af Rasmus Brygger, landsformand for Liberal Alliances Ungdom


LÆS OGSÅ:
– Opinion: Ayn Rands teori er i virkeligheden anti-liberal
– Replik til Brygger: Det er vigtigt at sondre mellem liberale og libertarianere

De libertære politikere i bl.a. Liberal Alliance, der jo er tilhængere af Rand, følger i virkeligheden et anti-liberalt tankesæt. Sådan lyder påstanden fra Ask Foldsang Neve og Asbjørn Aagaard Schmidt i en kommentar i RÆSON.

Tankerne ledes hurtigt hen til sommerens liberalisme/konservatisme-debat, hvis omdrejningspunkt var en fuldstændig fejltolkning af liberalismen. For hele ideen om at sætte lighedstegn mellem en filosofisk skole, som Ayn Rands objektivisme jo er, med en politisk ideologi, endsige et politisk parti, er som at sammenligne pærer og bananer.

Til at starte med vil jeg dog gerne påpege, at der i Danmark ingen nødvendighed er i at kalde klassisk liberale som mig – og mange andre i det liberale miljø – for libertarianere. Det er klart, at i et land som USA, hvor liberalisme er baseret på den fransk-liberale tradition, har man et behov for at skelne mellem frimarkedstilhængere, og hvad vi i dag ville kalde socialliberale – og derfor bruger begrebet libertarianisme. Men i Europa, hvor liberalisme forstås ud fra den skotsk-britiske tradition, kan vi, der jo erklærer os enige med disse oprindelige tanker, fuldt ud kaldes liberale. At kalde venstrefolk mv. for liberale og LA’ere for libertarianere ville være en perversion af begrebet liberalisme, og hvor det stammer fra.

Dette er ikke et forsvarsskrift for Ayn Rand, for jeg har hverken læst nok Rand eller erklærer mig enig i alle hendes synspunkter. Til gengæld er der behov for at slå fast, hvad liberalismen er og ikke er. Der er naturligvis mange afarter af liberalisme, men jeg vil i denne anledning kun forholde mig til den langt mest udbredte form herhjemme: Klassisk liberalisme.

Dette tankesæt har sine rødder i bl.a. filosoffen John Locke, der vigtigst af alt fremførte argumentet om individets naturgivne rettigheder til liv, frihed og ejendom, som staten ingen ret har til at overtræde. Ask Foldsang Neve og Asbjørn Aagaard Schmidt har ret i, at vi liberale ser opretholdelsen af disse rettigheder som langt det vigtigste i samfundet – også vigtigere end at sikre en resultatlighed i form af økonomisk omfordeling. For uden en stædig insisteren på individets rettigheder, gives der forrang til et politisk defineret ’samfundets bedste’, hvor det i mindre grad er den enkelte og i højere grad systemet, staten beskytter.

Det er også derfor, at liberale er så skeptiske over for en universel velfærdsstat, der på mange måder er indrettet til at sikre sin egen overlevelse frem for at give alle borgere maksimal mulighed for at stræbe efter egen lykke. I stedet er lykke blevet en politisk præfabrikeret størrelse, som giver frihed til dem, hvis mål passer den politiske konsensus, og hvor den personlige frihed bliver et privilegium og ikke en ret. Mange liberale ønsker derfor hellere en lille, begrænset stat, der beskytter borgernes frihed samt hjælper de svageste. De protesterer alene over at statens frihedsindkrænkende beføjelser er gået for vidt.

Der er mange veje til Rom. Nogle baserer disse principper på tanken om naturgivne rettigheder, andre på optimering af samfundet for den enkelte. Nogle vælger endda at følge principperne til ende og slet ikke acceptere eksistensen af en stat. Liberal Alliance indeholder mange typer af både liberale og socialliberale. Årsagerne til at støtte partiet er så mange, som der er medlemmer. Liberal Alliance er et parti, ikke en filosofiskole. Vi er enige om vores mål, men vi deler disse mål ud fra forskellige ideologiske og filosofiske bevæggrunde, ligesom vi har forskellige personlige baggrunde og mærkesager.

Mange følger John Lockes tanker, andre F.A. Hayek, Nozick, Friedmann eller nogle af de mange andre liberale tænkere gennem tiden. Ayn Rand har været vigtig for nogle liberale, hvorfor Lars Seier deler hendes bøger ud, mens andre er blevet inspireret af nogle andre helt andre tænkere. Fællesnævneren for alle liberale er og bliver dog troen på individets frihed – derfra kan meget tillægges, som ikke alle liberale deler.

Nogle har måske fundet deres liberalisme gennem Rands ’Og Verden Skælvede’, mens andre, som jeg, blev bidt af Locke, Hayek og Friedmann. Mange ikke-liberale begår bare den fejl at se på én liberal tænker og konkludere, at deres præmisser, logik og værdisæt er lig med liberalismen som ideologi. Den fejl begik de konservative i sommers og Ask Foldsang Neve og Asbjørn Aagaard Schmidt i deres seneste indlæg.

Selve angrebet på Ayn Rand vil jeg lade en objektivist forholde sig til. Ligeså ligegyldig hun har været for min vej til liberalisme, ligeså vigtig kan hun have været for andres. Men uanset hvem der har givet en person troen på det afgørende i at sikre den enkeltes frihed, så er denne tænker kun en brøkdel af, hvad liberalismen indeholder.

Liberalismen er troen på frihed i alle størrelser og former og er derved så meget mere end Rand andre liberale tænker.


Rasmus Brygger er landsformand for Liberal Alliances Ungdom. FOTO: Liberal Alliances Ungdom