17.07.2013

Egypten. Efter årtiers etpartivælde opstår demokratiet ikke på et enkelt øjeblik – eller på 1 år, eller 2. Men i processen, der førte til Mubaraks fald, og i tiden siden har egypterne opdaget, hvor forskellige – og uenige – de er. Det er forudsætningen for demokratiet. Det er:

Den rigtige revolution

Af Rasmus Alenius Boserup

Siden 2012 har en lang række politiske kommentatorer, journalister og forskere indkapslet udviklingen i Egypten og i den arabiske verden som en ’vinter’. Det optimistiske ’arabiske forår’, der i 2011 lovede muligheden for demokrati, værdighed og udvikling, er igennem 2012 afløst af en stagneret, nedslående og perspektivløs ’vinter’, forlyder det.
Der er ingen tvivl om, at Egypten i dag – ligesom flere andre arabiske lande – står i en mangesidet krise med svært overkommelige udfordringer.
Den egyptiske økonomi er på tredje år i stagnation, og statens evne til at udbetale lønninger sikres gennem perspektivløse ’gaver’ fra nabolandet Qatar snarere end samarbejdsaftaler med IMF og Verdensbanken. Internationale investorer holder sig ude, og turistindustrien lider under en langstrakt lavkonjunktur. Den politiske midte er over det sidste halve år faldet sammen – til fordel for en uset stærk polarisering mellem islamister og ikkeislamister. Ultrakonservative islamister, salafister, har vundet jordskredssejre ved størstedelen af de afholdte valg i 2012. Politisk og sekterisk motiveret vold er stigende. Der er fortløbende meldinger om voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter – og mellem grupper af demonstranter – i en række større og mindre byer over hele landet. Visse steder i Deltaet – det frugtbare område nord for Cairo – fx i Mahalla, har der været konstante protester i nær ved to år. I foråret 2013 måtte præsident Morsi lade militæret ’pacificere’ flere af byerne langs Suezkanalen, efter at politiet tabte kontrollen. Samtidig er der opbrud i Egyptens sociale orden, der over de forgangne årtier har givet egypterne en selvforståelse som en konsensussøgende og fredelig nation, og antallet af rapporterede voldelige overfald, kidnapninger og berigelseskriminalitet stiger. Dertil kommer den nedslående statistik for stigende politi- og militærvold imod civile. Den egyptiske ’vinter’, forlyder det, er lige så nedslående, som det egyptiske ’forår’ var opløftende.
Men forestillingen om en egyptisk eller arabisk ’vinter’ er mere forstyrrende end afklarende. Den udvisker vores blik for den flertydighed, der for øjeblikket kendetegner den politiske udvikling i Egypten og i regionen mere generelt. Den nedskyder kun en stråmand, når den gør op med dem, der beskrev 2011-revolterne i Egypten og Tunesien som en slags lykkepille, der med et trylleslag ville løse de kriser, som den arabiske verden står i efter 50 år med autoritært styre. For det er sandt, at denne påstand til tider blev fremsat af aktivister, som ønskede at mobilisere støtte til revolterne og derfor fortegnede potentialet i dem, af journalister, redaktører og analytikere, der ønskede at sælge en sensation – samt af velmenende idealister, der ønskede, at ’det gode’ for én gangs skyld ville finde sted. Men der var snart sagt ingen ekspert med indsigt i egyptiske eller arabiske forhold, der gjorde sig til fortaler for fortællingen om det arabiske forår som en let løsning på landenes og regionens problemer. Tværtimod:
Langt de fleste eksperter advarede netop om, at der var høj søgang forude: at de autoritære systemer ville svare igen, at alle overgange er usikre og omkostningsfulde – og at mange ikke lykkes.
Vintermetaforens kritik af ’foråret’ er således både selvindlysende og kedelig. Det var ikke et realistisk scenarie, at Mubaraks afgang ville skabe en blød udviklingskurve i retning af fuldt demokratiske velfærdsstater på et par år. Vil vi forstå den politiske udvikling i Egypten siden revolterne i 2011, bør vi i stedet spørge ind til, hvordan opgøret med arven fra 50 års autokrati ser ud to år inde i processen: Hvilke skridt er taget væk fra den autoritære styreform? Hvilke muligheder for fredelig udvikling er forpasset? Og hvilke scenarier kan vi forestille os fremadrettet? I det følgende laver jeg fire nedslag: tre ’fremskridt’ i processen væk fra det autoritære og en ’forpasset mulighed’, som jeg hævder tegner et overordnet billede af Egyptens politiske udvikling siden Mubarak. På den baggrund peger jeg til slut på to mulige scenarier for den videre udvikling.

Fremskridt nr. 1: Militæret afgav (det meste af) regeringsmagten
Transitionens største succes har ikke fået opmærksomhed nok: Militæret har – indtil videre – opgivet at fungere som direkte regeringsførende. Dette var langtfra givet og gav i 2011 anledning til stor bekymring. Mubarak blev som bekendt ikke væltet, ved at rasende folkemasser stormede præsidentpaladset. I stedet pressede en gruppe højtstående egyptiske generaler – samlet i Supreme Council of the Armed Forces, SCAF – Mubarak til at uddelegere alle væsentlige politiske kompetencer. Mubarak udpegede for første gang siden 1982 en vicepræsident, den tidligere chef for sikkerhedstjenesten Omar Suleiman, og instruerede denne i at udarbejde et reformforslag og indgå i dialog med demonstranterne. Da dette ikke førte til nævneværdig afmobilisering, tvang SCAF Mubarak til at opløse parlamentet og i strid med forfatningen at overdrage de præsidentielle beføjelser til SCAF selv. Det var i praksis et militærkup, men efter knap halvandet år overdrog SCAF i en højspændt politisk situation i juni 2012 de præsidentielle beføjelser til Egyptens folkevalgte præsident, Mohamed Morsi. Meget overraskende valgte den nyudpegede præsident Morsi kort efter en terrorhandling i Sinaiørkenen at pensionere en række af Egyptens mest fremtrædende generaler – herunder tidligere præsident for SCAF og chef for de væbnede styrker, 79-årige Mohamed Tantawi, samt den noget yngre stabschef, Sami Anan.
Prisen for at undgå direkte militærstyre er dog til at føle på. For det første har militæret bibeholdt sin omfattende rolle i industri og produktion. Det vurderes, at militæret enten selv eller gennem pensionerede generaler og officerer driver et sted mellem 15 og 30 pct. af den egyptiske produktion og fabrikerer alt fra militært isenkram til babymad. Den nye forfatning, der blev ratificeret med et spinkelt flertal ved en folkeafstemning i december 2012/januar 2013, opretholder militærets finansielle autonomi og fastholder de væbnede styrkers fritagelse fra parlamentarisk kontrol og offentlighedens generelle budgetindsigt.
For det andet dikterer den nye forfatning for første gang, at forsvarsministerposten i enhver siddende regering tildeles militæret. Mens det er god praksis i transitionsfaser at sikre de væbnede styrkers loyalitet ved at tildele dem netop forsvarsministerposten, så foregår dette som oftest som en regeringsbeslutning og ikke som et grundlovskrav, der også fremadrettet vil sikre militæret en fortsat stor rolle i den daglige politiske ledelse af Egypten.
For det tredje er militærets tilbagetrækning til barakkerne sket på baggrund af et de facto-amnesti til de væbnede styrker for deres mange beviselige krænkelser af egypternes grundlovssikrede rettigheder både før, under og efter protesterne imod Mubarak i 2011.
Dette til trods er det alligevel lykkedes at lade militæret, landets eneste velfungerende statsinstitution med tilstrækkelige muskler til at dominere den politiske proces, trække sig tilbage fra posten som regeringsførende. Det er den helt afgørende forudsætning for, at man kan igangsætte nogen som helst videre politisk udvikling væk fra en autoritær samfundsmodel. Militærets villighed til at pacificere den strategisk vigtige havneby Port Said, der efter massive protester smed politiet ud og ’meldte sig ud af Egypten’ i begyndelsen af 2013, indikerer imidlertid, at der set med militærets øjne er grænser for, hvortil den sociale og politiske uro kan få lov til at sprede sig under civilt styre.

Fremskridt nr. 2: Samfundet forblev politiseret efter opstanden
Selvom den euforiske mobilisering af millioner i revolutionsdagene i januar og februar 2011 er overstået, har revolten og dens evne til at fraktionere toppen af det politiske system skabt en ny model for civilt politisk engagement. Efter at have ført til det utænkelige – Mubaraks fald – har mobiliseringen skabt et ejerskab over (og en tro på) politisk engagement, som favner bredt.
Mens Egyptens politiske offentlighed i årene frem til Mubaraks fald var kendetegnet ved kronisk lav valgdeltagelse, små og effektløse demonstrationer og et stækket civilsamfund, har tiden efter Mubaraks fald set en gendannelse af det politiske engagement i landet. Gennem det meste af 2011 så vi myriader af folkelige gadeprotester: socialister, liberale, nationalister, kvinderettighedsforkæmpere, lokalpolitiske aktivister, kristne, islamister, Mubaraks tidligere samarbejdspartnere, studenter, statsansatte, arbejdere … Alle disse grupper var på skift eller samtidig på gaden for, gennem demonstrationer og protester, at gentage læren af Mubaraks fald, ’revolutionen af 25. januar’. Det, man lærte dengang, var: Man kan opnå hidtil umulige POLITISKE resultater gennem fredelige massedemonstrationer.
Fra slutningen af 2011 og gennem det meste af 2012 blev masseprotesterne i ’revolutionens’ billede helt eller delvist afløst af vælgermobilisering med henblik på den forestående opbygning af demokratiske politiske institutioner gennem demokratiske valg. Fra januar 2012 har Egypten været på vej mod næste parlamentsvalg. Det skulle oprindeligt have været afholdt i foråret, men blev skubbet til efteråret 2013.
En af hovedårsagerne til retorikken om en ’egyptisk vinter’ har været den åbenlyse dominans, som islamisterne har udøvet over disse valghandlinger. Ved revoltens udbrud i januar 2011 fordømte salafisterne protesterne, og Broderskabet gav først sent i mobiliseringen sin formelle støtte til demonstrationerne. Disse grupper har gennem 2012 og 2013 vundet det ene valg efter det andet – omend deres popularitet gennem perioden har været støt dalende. Hvis disse kategoriseres som én islamistisk blok, vandt denne et par og tres pct. ved parlamentsvalget i vinteren 2011/2012, men opnåede kun snævre sejre med et par procents forspring ved præsidentvalget i sommeren 2012 og forfatningsvalget i vinteren 2012/2013.
’Vinter’-metaforen har både i Egypten og udenfor fokuseret på den udfordring for det liberale demokrati, som salafisterne anses for at udgøre. Salafister, som i tiden før Mubaraks fald bedyrede, at de ikke beskæftigede sig med politik, fordi det ud fra saudisk forbillede ansås for at være ’urent’, har siden midten af 2011 deltaget aktivt i den formelle politiske proces i Egypten i form af ét større (Hizb al-Nour) og flere små salafistpartier, der tilsammen tegnede sig for omkring en fjerdedel af de afgivne stemmer ved parlamentsvalget i 2011-2012.
Salafisternes bevægelse er splittet mellem flere forskellige tendenser, der i dag alle trækkes ind i politikkens logikker snarere end ind i den religiøse forkyndelse. De danner partier og skaber taktiske alliancer – ofte med ikkeislamistiske partier – med det formål at fremme, hvad deres ledere ser som de løsninger, der bedst afspejler både deres kulturkonservative græsrødders idealer og salafistpartiernes langsigtede taktiske positioneringer.
Salafisternes indtog på den politiske scene i Egypten har siden valgene i november 2011 med rette foruroliget samtlige andre politiske aktører. Men med dem har den marginaliserede konservative politiske underklasse fået en formaliseret politisk stemme. Det er rigtigt, at salafister trækker på stemmer fra et bredt spektrum af segmenter, og at mange salafistledere tilhører enten småborgerskabet eller den uddannede middelklasse. Men den græsrodsbevægelse, al-Dawa al-Salafiyya, der giver de salafistiske politiske partier, og navnlig Hizb al-Nour, et vælgergrundlag, er baseret på forkyndelsesaktiviteter i Egyptens marginaliserede underklasseområder – fra forstæder til landsbyer. At bringe dette segment i spil politisk rummer en lang række udfordringer og opstiller åbenlyse modsætninger til en reformistisk og modernistisk liberal-demokratisk tankegang. Men i en liberal-demokratisk politisk model er det samtidig en forudsætning for, at det politiske system kan fungere, at disse kræfter bringes ind i politikken snarere end at stå på en marginaliseret sidelinje, hvorfra der laves politik ’på andre måder’, end hvad der er muligt i den demokratiske politiske proces.
Politiseringen af Egypten, der opstod med Mubaraks fald, er således flertydig, men nærværende. Mens mange af de hundredtusinder af aktivister, der deltog i demonstrationer og aktioner på nationalt og lokalt plan, i dag fremstår nedslåede og til tider desillusionerede over resultaterne af ’revolutionen’, har processen skabt en vedvarende politisk bevidsthed og et bredt engagement blandt segmenter, der tidligere undlod at blande sig i den formelle politik.
En udlænding som mig, der boede i Egypten i de tre år, som førte op til revolten imod Mubarak i januar 2011, blev frustreret over manglen på vilje i store dele af samfundet til at tænke eller handle politisk. For iagttagere som mig er der alt andet lige tale om en bredmasket politisering, der endnu efter to år har et fast greb i store dele af befolkningen:
Det føles ganske enkelt anderledes at være i Cairo. Selvom optimismen for mange er afløst af vrede og pessimisme, tales der politik overalt, og kravet om forandring er stærkt nærværende – nu ofte fremsat over for Broderskabet og præsident Morsi. Det fremsættes ikke kun i privaten, men også offentligt på gaden og i medierne og i valghandlinger. Selvom denne kombination af vrede, skuffelse og vilje til engagement og ejerskab siden slutningen af 2012 i stigende grad har resulteret i voldelige konfrontationer internt blandt demonstranter og mellem demonstranter og ordensmagten, er den i bund og grund udtryk for den samme brede politisering, der for to år siden bragte Mubarak til fald og skabte muligheden for forandring.
Tilstedeværelsen af denne sociale dynamik er således både en forudsætning for og en udfordring af, at den politiske overgangsproces skubbes videre – frem mod etableringen af et nyt politisk system – imod en reform af Egyptens autoritære styreform.

Fremskridt nr. 3: Rotation af regeringsmagten blev forankret
På et snævert institutionelt plan har tiden efter Mubarak bragt rotationsprincippet til Egypten. Havde nogen i 2010 forudsagt, at Det Muslimske Broderskab med støtte fra salafistpartier ville danne regering i 2012, ville de fleste have rullet med øjnene: Valghandlinger var forudsigelige – regeringspartiet vandt altid, hvad enten det var under Nassers etpartisystem i 1950’erne og 60’erne eller Sadats og Mubaraks flerpartisystem fra 1970’erne og frem: mange valghandlinger – men den samme regering. Broderskabets og salafistpartiernes parlamentariske sejr i 2011/2012 gjorde op med dette. Selvom valget blev underkendt af forfatningsdomstolen (på en teknikalitet i valgloven), var der ingen tvivl blandt observatører om, at der for første gang i republikkens levetid havde været tale om et uafhængigt og fair valg. Det samme har været praksis siden – både ved præsidentvalget og forfatningsafstemningerne har der været store administrative udfordringer, men minimal beviselig svindel. Trods månedlange valg udspillet gennem et utal af udmattende og tidskrævende valghandlinger og trods domstolens underkendelse af parlamentsvalgsresultatet har rotationsprincippet været det bærende: Egyptens øverste politiske ledelse ER kommet på valg.
Selvom valgdeltagelsen har lidt stærkt under den frustrerende proces, er dette rotationsprincip helt afgørende for den fremtidige politiske udvikling. Det giver for første gang i 60 år mulighed for, at det politiske felt kan holde sig i konstant bevægelse. Det giver mulighed for, at hidtil ignorerede politiske grupperinger – som fx som salafisterne – inddrages af den etablerede orden. Det giver mulighed for, at de militære myndigheder med tiden kan stilles over for en civil politisk ledelse, der med sikkerhed kan tale på vegne af vælgerne og åbne for en genforhandling af systemets magtbalancer mellem militær og civil ledelse. Så længe dén skrue holdes i vandet, er der stadig grund til at tro på, at den politiske udvikling i Egypten kan frembyde en udvikling væk fra den autoritære model, vi har kendt i de sidste 60 år, også selvom den sikkert bliver både langsommelig og alt andet end lineær.

Den store forspildte mulighed: Den politiske midte forsvandt
Transitionens største forpassede mulighed er efter min mening aktørernes manglende evne til at skabe og fastholde en politisk konsensus på midten af egyptisk politik.
Det var ikke givet, at det skulle gå sådan. I tiden umiddelbart efter Mubaraks fald var størstedelen af de politiske aktører, der forberedte sig på at deltage i konkurrencen om pladser i det kommende parlament og overhus, nemlig enige om, at der var behov for at basere overgangen til et nyt system på et samarbejde hen over midten. Navnlig Det Muslimske Broderskab, som alle observatører forventede ville stå som den stærkeste politiske kraft, efter at det tidligere regeringsparti, NDP, blev opløst af en domstol i foråret 2011, var optaget af at nedspille, hvilken rolle bevægelsen planlagde at indtage i transitionsprocessen. Tidligt meldte de ud, at de ønskede at danne et politisk parti, men at de ’kun’ ville gå efter en mindre del af pladserne i parlamentet (der blev skiftevis talt om 20-30 pct.). Endvidere fastslog partiet, at det ikke ønskede at gå efter præsidentposten – og ekskluderede endvidere en højtstående politiker, ’reformisten’ Abdel Moneim Futuh, for offentligt at erklære sin intention om at stille op til præsidentposten. Broderskabets nyskabte politiske parti (Broderskabet havde hidtil kun deltaget i parlamentsvalgene som ’uafhængige’ kandidater), Friheds- og Retfærdighedspartiet (FJP), indgik endvidere valgalliance med Egyptens traditionelle nationalistisk-konservative parti, Wafd.
De forskellige løfter fra Broderskabet om at deltage aktivt i etableringen af en politisk midte baseret på bredt inkluderende politik er ikke blevet realiseret. I stedet har vi over de forgangne to år set Broderskabet bryde sin valgalliance med Wafd-partiet. I stedet stillede man kort efter op til det præsidentvalg, som man vandt, og ved parlamentsvalgene i vinteren 2011-2012 er man gået efter så mange mandater som muligt. Over det sidste år har Broderskabet ret beset gået politisk enegang i kraft af sin dominans over de demokratisk valgte politiske institutioner: overhuset og præsidentposten (parlamentet blev som nævnt opløst af forfatningsdomstolen kort efter at være blevet valgt). Morsi fik gennemtrumfet sin omstridte forfatning ved en folkeafstemning afholdt i vinteren 2012/13 – med en sejrsmargin på 2 pct. Kort forinden havde han skabt et nationalt og internationalt ramaskrig ved gennem et præsidentielt dekret at stille sig selv over Egyptens domstole – et træk, som ingen af Egyptens tidligere præsidenter havde gennemført, deres autoritære modeller til trods.
Broderskabets majoritetsregering har været medansvarlig for at polarisere den politiske offentlighed og underminere muligheden for at lave politik på midten – hen over skellet mellem islamister og ikkeislamister. Samtidig er den et langt stykke ad vejen et produkt af selve polariseringen. Egyptens ikkeislamistiske aktører har siden Mubaraks fald klaret sig yderst ringe ved de demokratiske valg. Mens det endnu ved slutningen af 2011 var muligt at forestille sig et samarbejde mellem Broderskabet og en række liberale politiske partier om fx økonomisk politik, har en næsten samlet ikkeislamistisk opposition over det sidste halve år arbejdet målrettet på at underminere præsident Morsis evner til at skabe nye politiske institutioner, der kan sikre, at politikken trækkes væk fra gaden og ind i demokratisk valgte fora.
Den stærke polarisering af offentligheden har navnlig været drevet af to forhold.
For det første dårligt procesdesign. Da en gruppe jurister i sommeren 2011 blev bedt af Egyptens militære råd, SCAF, om – for lukkede døre – at udarbejde en køreplan for magtoverdragelsen fra militæret til en folkevalgt civil regering, blev det bestemt, at den nye forfatning skulle vedtages ved en folkeafstemning med normalt flertal. Risikoen for, at der ville blive udarbejdet et forfatningsudkast på baggrund af en SNÆVERT flertal, pådrog sig ikke megen opmærksomhed i 2011. Det var der navnlig én grund til: I sommeren 2011 var der endnu meget lidt opmærksomhed på den vægt, som Egyptens salafister ville komme til at spille i den demokratiske proces. De fleste observatører mente, at Egyptens vælgere ville fordele sig i tre brede grupperinger: Det Muslimske Broderskab ville få ca. en tredjedel, det tidligere regeringspartis støtter fra NDP ville tage ca. en tredjedel (omkring en ikkeislamistisk konservativ midte), og de liberale/sekulære/socialistiske ville tage den sidste. De, der spekulerede over, om salafisterne ville deltage i den demokratiske proces, forventede, at gruppen ville få et par pct. af stemmerne. Ingen aktørgruppe ville således være i stand til at dominere den politiske proces eller diktere en forfatning, der ville kræve 51 pct.
Men salafistpartierne endte med ikke færre end 28 pct. af de afgivne stemmer (omend inddelingen af valgdistrikter gav dem en lidt mindre repræsentation i parlamentet, før dette blev opløst i forsommeren 2012). Deres pludselige opdukken på den politiske scene gav med ét den islamistiske fløj i parlamentet et massivt flertal på godt og vel 60 pct. – og en deraf følgende klar dominans over den politiske proces, herunder den uhyre vigtige udarbejdelse af et forfatningsdokument samt en reel mulighed for at sikre, at dette ville blive vedtaget ved en folkeafstemning. Det blev startskuddet på en galoperende angst blandt Egyptens ikkeislamister, der udmøntede sig i en række kampagner for at blokere islamisternes dominans over den postrevolutionære politik. Og det blev startskuddet til Broderskabets majoritetsstyre uden om den ikkeislamistiske blok. Mens Egyptens liberale, socialistiske og Nasseristiske ’revolutionære’ kræfter i tiden umiddelbart efter Mubaraks fald i 2011 var optagede af at holde tidligere regimefolk, ’left-overs’ (fuluul), ude af den politiske proces, har islamisternes dominans over de politiske institutioner gennem 2012 samlet disse oppositionspartier omkring en hård politisk modstand imod præsident Morsis forsøg på at skabe politiske institutioner, der kan bære den videre transition.
Og det går hårdt for sig. Under mit sidste besøg i Egypten i foråret 2013 noterede jeg mig blandt andet, at centrale aktivister fra ’den liberale fløj’ – som jeg ved selvsyn i tiden forud for Mubaraks fald har set forsvare islamisternes ret til at deltage i den politiske proces – nu åbent taler for, at Broderskabet bør ’drives ud’ af politikken med alle redskaber. Som en samlet opposition arbejder nogle af disse grupper for at puste konflikten op – gennem sagsanlæg ved domstolene, gennem medierne (der kritiserer og udstiller islamisterne), gennem gadeaktivisme og gennem boykot-aktioner mod de af præsidenten udskrevne valg. Ad disse veje søger oppositionen at underminere islamisternes politiske legitimitet. Den tanke, der leges med blandt visse liberale aktivister, er at fremprovokere en situation så ustabil, at præsidenten føler sig tvunget til at kalde militæret ind. En revolution nummer to, hævder de noget paradoksalt.
Mens det (endnu) forekommer usandsynligt, at det egyptiske militær skulle falde for dette ’tilbud’ fra den liberale fløj, skaber polariseringen andre problemer. Navnlig er polariseringen og tabet af en konsensus blandt de civile politiske aktører med til at gøre det lettere for de militære institutioner at sikre deres institutionelle interesser og på sigt måske udvide dem. Over en længere periode kan det underminere legitimiteten af de politiske institutioner, der trods modstanden ER ved at vokse frem. Endelig er det selvsagt med til at skabe grobund for radikale løsninger, hvor én fløj forsøger at dominere den anden med vold. Mens megen af den vold, der i disse måneder rapporteres fra Egyptens gader, forekommer at være drevet af social indignation og økonomisk pres, er der ligeledes en række sager, som peger på politiske motiver eller undertoner – ikke mindst i forbindelse med nedbrændingen af en række af Det Muslimske Broderskabs bygninger forskellige steder i landet.

Kan polariseringen skabe pluralitet?
Mens polariseringen af det egyptiske samfund er uhyre foruroligende og rummer mange risici for at degenerere yderligere, forekommer den mig samtidig at rumme et stærkt potentiale for pluralitet. I polariseringen har egypterne opdaget deres mangefacetterede forskellighed. Vigtigere endnu: Der er gennem den stærke mobilisering skabt en ny forståelse – som er nedslående for mange – af, at disse konflikter IKKE kan løses med fortidens autoritære populisme og dens forestilling om en abstrakt, men samlet egyptisk ’nation’ eller ’kultur’.
Hvad enten vi taler om nationalister eller islamister, har frisættelsen af konflikterne imellem de politiske aktører over det sidste år demonstreret, at der ER stærkt divergerende holdninger og meninger internt i det egyptiske samfund – internt mellem nationalisterne lige så vel som internt mellem islamisterne. Det er i sig selv en vigtig pointe, når vi forsøger at evaluere resultaterne af revolterne og mulighederne for et videre opgør med den autoritære model i Egypten. Under Mubarak – helt frem til januar 2011 – var det netop forestillingen om et samlet Egypten, der drev den populistiske mobilisering. Egypterne stod i denne autoritære vision sammen mod eksterne fjender (herunder Israel, Iran, Libyen, Saudi-Arabien og USA) eller interne fjender (heriblandt shiaprædikanter, terrorister og missionærer).
Den type populistisk mobilisering er givetvis ikke overstået – og i takt med at han i efteråret 2012 blev stadig mere presset, har præsident Morsi da også benyttet stadig flere referencer til ’skjulte kræfter’, som arbejder imod Egyptens interesser.
Alligevel har polariseringen været bidragende til, at egypterne alt i alt har droppet den populistiske undertrykkelse af politisk og ideologisk forskellighed. Udviklingen har, med alle de udfordringer, det medfører, frisat de politiske konflikter mellem salafister, Broderskab, liberale og socialister og dermed implicit bidraget til at gøre disse til legitime størrelser. Kan denne legitimitet omkring de interne politiske modsætninger internt i grupperne overflyttes til politiske positioner, der trækkes med ind i parlamentet, når dette engang – forhåbentlig – bliver valgt? I givet fald er vi allerede godt på vej til at gøre op med arven fra etpartisystemet, der hele vejen gennem NDP’s ledelse af Egypten dominerede den politiske tænkning og tvang NDP til – som regeringsbærende parti – at appellere til ALLE egyptere ved implicit at fornægte de sociale og politiske forskelligheder, der er indbygget i dagens egyptiske samfund.
I én sætning: Den nuværende polarisering rummer potentiale for politisk pluralisme.

De to scenarier
Den politiske udvikling i Egypten står over for to scenarier.
Det første og mest sandsynlige er, at vi over de kommende måneder ser en geninstitutionalisering af de politiske konflikter i form af genvalg af et nyt parlament i efteråret 2013. Egypten har netop brug for en institutionaliseret platform, hvor politiske modsætninger kan debatteres, og alliancer mellem politiske parter kan skabes, og løsninger udarbejdes i skiftende alliancer. Den langstrakte krise i det politiske system vil efter al sandsynlighed give sig udslag i lavere valgdeltagelse end de 60 pct. til sidste parlamentsvalg – men det vil stadig være langt fra de deprimerende resultater med 10-15 procents valgdeltagelse under Mubarak.
Der er en rimelig sandsynlighed for, at Broderskabet allerede ved dette valg vil være blevet slidt af at have fungeret som eneansvarlig for den komplicerede politiske transition. Det er uklart, om nogle af Broderskabets stemmer vil glide over til salafisterne, til de mindre midtersøgende islamistiske partier (fx al-Wasat) eller måske over til den ikkeislamistiske opposition. Men alt i alt er det mest sandsynlige, at Broderskabet fortsat vil være en regeringsbærende partner i en kommende regeringsdannelse – i skarp konkurrence med salafistpartierne.
Det andet og mindre sandsynlige scenarie er det, der åbent spekuleres i blandt Egyptens skuffede liberale: at den stigende sociale uro kombineret med en underminering af de politiske institutioners legitimitet gennem boykotkampagner kan trække tæppet væk under præsident Morsi. At landet – ganske som med Port Said– kan gøres uregerligt, og at militæret derefter vil være tvunget ud af sin nyoptagede apolitiske rolle og ind som stabiliserende ’neutral’ spiller.
Heldigvis forekommer dette scenarie stadig relativt urealistisk. Med sin indgriben i Port Said har militæret vist, at der er grænser for, hvor længe en destabilisering kan accepteres. Men efter at den nye forfatning har sikret militærets position, forekommer det uklart, hvad militæret skulle opnå af bedre løsninger ved at træde helt ind på den politiske scene.
Egyptens opgør med den autoritære arv fra Nasser, Sadat og Mubarak bliver naturligvis ikke færdigt på et par år. Mens det værste er undgået – militærkup og borgerkrig – er der stadig meget, der kan gå galt i den ophedede, angstprægede og ikkeinstitutionaliserede politiske virkelighed, som Egyptens politiske aktører opererer i. Men selv dén rummer indicier på en forandring – væk fra den autoritære models enhedstænkning og over imod en ny pluralitet, der baseres på anerkendelsen af, at der internt i Egypten findes stærke politiske og ideologiske modsætninger, som skal håndteres snarere end undertrykkes med populistiske paroler.

Rasmus Alenius Boserup, ph.d., er Carlsberg-forskningsstipendiat ved Dansk Institut for Internationale Studier og fhv. direktør for Dansk-Egyptisk Dialoginstitut i Cairo. ILLUSTRATION: Det egyptiske flag [Shutterstock]