30.01.2013

Obama har nomineret sin stabschef Jack Lew til ny finansminister. Embedsmanden og budgetnørden er langt fra populær blandt alle, men han er respekteret for sin viden på feltet og lange erfaring med økonomiske forhandlinger.

PORTRÆT af Emil Lee Madsen

LÆS OGSÅ:
– USA’s nye udenrigsminister: Det sidste og rigtige valg

De færreste kender USA’s kommende finansminister. Og det er ikke tilfældigt. Demokraten Jack Lew beskrives af mange som en trofast partisoldat, men også en budgetnørd og teknokrat, der foretrækker at arbejde uden for mediernes søgelys. Af samme årsag har han gennem det meste af sin karriere fungeret som embedsmand og rådgiver frem for politiker. Lew karakteriseres som sky, og som en der værner om sit privatliv. Han har eksempelvis valgt at blive boende i den uprætentiøse New York-forstad Bronx på trods af, at han de seneste årtier har arbejdet i Washington D.C. Finansministre vælges ofte på baggrund af de udfordringer, de står overfor, og set i lyset af de massive økonomiske opgaver, som venter USA, er Lew et logisk, om end ikke farvestrålende valg.

Det sikre valg i en udfordrende tid
Ifølge The Economist har der i månederne op til udpegelsen af Lew været spekulationer om, hvorvidt Obama ville vælge en højt profileret outsider fra finansverdenen i et forsøg på at forbedre forholdet til finanssektoren og for at bygge bro til republikanerne i Kongressen. I sidste ende valgte Obama dog en person, som har mindre relation til Wall Street, men derimod et indgående kendskab til processen omkring budgetforhandlinger i Washington, og en mand præsidenten stoler fuldt og fast på i forhold til de kommende udfordringer om blandt andet hævelsen af gældsloftet.

Lew kommer fra posten som stabschef i Det Hvide Hus, og ligesom den nyudnævnte CIA-chef John Brennan hører han til i Obama-administrationens inderkreds og blandt præsidentens mest betroede rådgivere. De kommende måneder bliver afgørende i forhold til at vende den skrantende amerikanske økonomi og kan i høj grad komme til at definere Obamas præsidentembede. Af samme årsag har det været nødvendigt for Obama at vælge et sikkert kort. Og netop det er Lew, der i kraft af sin rolle som seniorrådgiver for Obama har deltaget på nærmeste hold i debatten om en ny amerikansk budgetaftale.

En liberal talknuser og budgetnørd
Jack Lew voksede op som søn af en polsk immigrant i New York-bydelen Queens. Han har en universitetsgrad fra Harvard og er uddannet i jura fra Georgetown University. Ifølge Lew selv var opvæksten i New York med til at skabe hans politiske grundholdninger, da han oplevede det positive resultat af en velfungerende aktivistisk centralmagt, eksempelvis i byens folkeskoler. Som ung var Lew politisk aktivist og indædt modstander af krigen i Vietnam. Han begyndte sin karriere i Washington som rådgiver for daværende Speaker of the House, Tip O’Neill, i slutningen af 1970’erne og årene frem. I 1990’erne var han blandt andet leder af budgetkontoret under præsident Bill Clinton. En stilling han også besad i de første år under Obama.

Lew har i 30 år arbejdet med budgetter i Washington og er dermed indbegrebet af en insider. Bortset fra et par år med chefstillinger i banken Citigroup har Lew haft meget lidt berøring med finansverden. Nogle omfatter dette som en svaghed, fordi han kan mangle føling med finansmarkederne, mens andre ser det som en styrke, fordi risikoen for at forfordele bankerne er mindre. Ifølge Politico opfatter Lew det som en afgørende styrke, at han gennem sit mangeårige arbejde som embedsmand har lært at bygge bro mellem det taltekniske og det politiske håndværk. Lew tilhører i dag den liberale fraktion i det demokratiske parti og er blandt andet modstander af at skære i sociale ydelser, såsom Medicaid. Ifølge Washington Post karakteriseres Lew dog også som en ideologisk budget-høg, der mener, at Obama bør følge en aggressiv kurs i forsøget på at mindske stigningen i den føderale gæld.

Signal om aggressiv, men kompromissøgende strategi
Som The Wall Street Journal skriver, er valget af Lew i høj grad et signal om, at øgede skatteindtægter skal være en del af en kommende gældsaftale, som han er klar fortaler for. Spørgsmålet er naturligvis, om Lew kan opnå enighed om en aftale med republikanerne, der kræver besparelser og omstrukturering af for eksempel Social Security og Medicare for at hæve gældsloftet? Under alle omstændigheder vil Lew med sin fortid i Citigroup formentlig være tvunget til at føre en hårdere kurs, inklusive mere kontrol og restriktioner, end forgængeren Geithner i forhold til finansverden og de udskældte banker.

Valget af Lew signalerer dog også, at Obama ønsker et politisk kompromis med republikanerne. Trods klare liberale standpunkter har Lew ifølge The Atlantic haft ry for at opbygge tillid hos og være i stand til at samarbejde med republikanerne, om end denne opfattelse er blevet draget til tvivl de seneste år som følge af den uforsonende tone mellem de to partier. Lew har i årtier været med til at skabe tværpolitiske budgetaftaler, mest succesfuldt i 1990’erne under Clinton, hvor det i flere år lykkedes at skabe overskud i budgettet. Det er egenskaber, som bliver centrale i 2013 for at kunne opbløde den fastlåste situation i en tydelig dysfunktionel kongres, hvor der har været langt mellem moderat og kompromissøgende politik.

Kritik fra begge politiske fløje
Valget af Lew er blevet kritiseret af både den politiske venstre- og højrefløj i USA. Lew er blandt andet blevet kritiseret af visse progressive og liberale kræfter for i 2010 at have udtalt, at han ikke mener, at deregulering på Wall Street spillede en central rolle i forhold til den finansielle krises opståen. Som Huffington Post skrev i efteråret 2012, ville en udnævnelse af Lew formentlig skuffe mange kritikere, der håbede, at Obama-administration ville skrue bissen på i forhold til bankerne i anden regeringsperiode. Den snart forhenværende finansminister Geithner blev netop kritiseret for at tilgodese Wall Streets interesser over den almene amerikaners.

Lew er heller ikke et populært valg blandt mange konservative, særligt republikanske medlemmer af Kongressen, som i de seneste år har kæmpet mod Lew i benhårde budgetforhandlinger. Lew er blevet kritiseret for sit hårdnakkede og stædige insisteren på ikke at skære i det sociale sikkerhedsnet. Under forhandlingerne om en gældsaftale i 2011 var republikanerne ifølge den velansete journalist Bob Woodward så trætte af Lew, som man anså for at stå i vejen for en succesfuld aftale, at man opfordrede Obama til at udelade ham fra forhandlingerne. Ifølge Speaker of the House John Boehner var Lew et snakkehoved, der nægtede at gå på kompromis, og som sagde ’nej’ 999.999 gange ud af en million. På trods af kritikken af Lew vil Senatet næppe underkende ham som minister. Dertil har begge partier for meget at tabe, da ingen kan leve med den nuværende økonomiske situation.

Enorme udfordringer rundt om hjørnet
Lew står overfor markante udfordringer i de kommende år. Godt nok lykkedes det efter nogle intense uger op til årsskiftet at blive enige om en budgetaftale i Kongressens to kamre og undgå den økonomiske afgrund, fiscal cliff, med automatiske skattestigninger og offentlige nedskæringer til følge. Aftalen var dog langt fra fyldestgørende, da man blot udskød besparelserne et par måneder. Derfor skal politikerne allerede i februar i arbejdstøjet igen for at finde svarene på flere fundamentale spørgsmål. Først og fremmest hvad man gør ved den eksplosivt voksende statsgæld. Kongressen er på kort sigt nødt til at hæve gældsloftet, så USA er i stand til at betale sine regninger, og man undgår uro på finansmarkederne. Samtidig skal man have gjort noget ved ledigheden og den lave vækst. Desuden ligger den latente og principielle diskussion om, hvordan fremtidens amerikanske velfærdssamfund skal finansieres, og dermed forholdet mellem skatteindtægter og offentlige udgifter, og lurer under overfladen. Lew får med andre ord brug for hele sin erfaring i tiden, der kommer.

I modsætning til sin forgænger har Lew den fordel, at amerikansk økonomi er i fremgang. Selvom den nuværende arbejdsløshed på 7,8 % stadig befinder sig på et uacceptabelt højt niveau set fra et amerikansk perspektiv, og væksten stadig ikke er høj nok til at få de økonomiske hjul rigtigt i gang, er situationen slet ikke sammenlignelig med de kaotiske forhold, som Geithner blev kastet ud i 2009. Efter man undgik den økonomiske afgrund har finansmarkeder, investorer og firmaer genfundet en del af troen på Kongressen og præsidenten. Det er denne stille optimisme, som Lew skal bygge videre på i de kommende måneder i forsøget på at sikre fremtiden for amerikansk økonomi – og Obamas eftermæle.


Emil Lee Madsen er cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Han bruges jævnligt som USA-analytiker på Radio 24syv, for hvem han dækkede præsidentvalget i 2012. Emil har udgivet bogen Rombama – USA i et valgår, om præsidentvalget, og han holder foredrag på danske uddannelsesinstitutioner om amerikanske forhold.

FOTO: Pete Souza