16.09.2013

Libertære politikere bliver undertiden skudt i skoen, at de har et kynisk menneskesyn. Svaret hertil lyder ofte, at de bare har skåret alt bullshit væk fra ’såkaldt liberale’, konservative og socialistiske idéer og nøjes med essensen. Men i virkeligheden er den libertære tankegang dybt anti-liberal.

OPINION af Ask Foldspang Neve og Asbjørn Aagaard Schmidt


LÆS OGSÅ:
– Rasmus Brygger (LAU): Liberalisme er langt mere end Ayn Rand
– Replik til Brygger: Det er vigtigt at sondre mellem liberale og libertarianere

Både i Danmark og i USA er de såkaldt libertære bevægelser og politikere blevet mere og mere populære i de seneste år. Og det er især den udgave af libertarianismen, som manuskript- og romanforfatteren Ayn Rand har fremført, der har fået politisk opmærksomhed.

Betegnelsen får det til at lyde som om, libertarianere er mere liberale end de liberale, men selvom der er visse fællestræk, er der også helt afgørende forskelle. I USA udmønter disse sig konkret i, at liberale typisk udgør landets centrum-venstre-fløj, mens libertarianere udgør den absolutte økonomiske højrefløj.

Libertarianisme forstås typisk som en ideologi, der advokerer for en fuldstændigt fri markedsøkonomi, en stærk begrænsning af staten og afskaffelsen af statslige begrænsninger for individet. Inden for fagfilosofien siger man almindeligvis, at libertarianisme er kendetegnet ved at have en såkaldt ’umønstret’ retfærdighedsopfattelse. Det betyder, at libertarianere anser ’retfærdighed’ for at være et spørgsmål om, hvordan en bestemt fordeling af værdier er opstået, og ikke hvad resultatet af den er. Derfor virker det ud fra en libertær opfattelse for eksempel urimeligt, at staten opkræver skat for at finansiere universelle velfærdsydelser såsom sundhedsvæsenet eller uddannelsessystemet.

Indflydelsesrig ideologi
I USA har Rands tanker spredt sig fra de mere perifære, egentlige libertære grupper og partier langt ind i det Republikanske Parti og blandt lederne af en række offentlige institutioner, herunder den tidligere amerikanske nationalbankdirektør, Alan Greenspan, der blev udpeget af Ronald Reagan i 1987 og sad indtil 2006. Greenspan var Rands mangeårige ven og en del af Rands personlige inderkreds, og han skrev en række artikler i hendes bøger og tidsskrifter. Greenspan er i eftertiden især kendt for sin opbakning til privatiseringen af det amerikanske Social Security-system samt sin løse pengepolitik, der var med til at skabe det ophedede boligmarked, der brød sammen i året efter hans afgang. Han forklarede i 2010, at der godt nok er problemer med laissez-faire-kapitalisme, men at der ikke findes bedre alternativer.

En anden velkendt randianer er Republikanernes vicepræsidentkandidat ved valget i 2012, Paul Ryan, der beskriver et af Rands værker, Atlas Shrugged, som sin yndlingsbog. I 2005 beskrev han over for The Atlas Society, en klub for randianere, hvordan Rand er påkrævet læsning for hans medarbejdere og praktikanter. Der er således ikke længere bare tale om et kuriøst eller marginalt tankesæt, men en mere og mere indflydelsesrig ideologi.

I Danmark er det især Liberal Alliance og baglandet i Saxo Bank, der har promoveret Rands ideologi. Det har ledt til et udbredt opgør med antagelser om velfærdsstatens opbygning og grundlæggende retfærdighed. Da Ny Alliance i 2007 foreslog en flad skatteprocent på 40 procent, var der måske tale om en fejltagelse med hensyn til valgkampen. Men samtidigt var det et forslag, der ræsonnerede dybt i baglandet og de dele af det nu hedengangne parti, der kort efter blev til Liberal Alliance.

Rands ideologi er ikke liberal
Den mest overraskende implikation af Rands libertære teori er dog, at den modsætter sig de liberale rettigheder, som borgerlige politikere ellers typisk fremhæver. Godt nok skriver Rand, at individuelle rettigheder er vigtige, men det følger ikke som en konklusion af hendes teori – tværtimod.

Grunden er, at vi, ifølge Rand, som mennesker altid bør gøre det, der er mest befordrende for vores egen overlevelse. Der er ingen indbyggede stopklodser, der kan begrunde, at vi bør respektere andres rettigheder.

I stedet ender vi i junglen: Det eneste, den enkelte kan gøre mod andres overgreb, er at prøve at sikre sin egen overlevelse. Den respekt for individet, som libertære og liberale typisk påstår, er kernen i deres idé, er altså uden opbakning i Rands etik.

Det var da også en af de helt store libertære tænkere, Harvard-filosoffen Robert Nozick, der skrev en af de første gennemgribende kritikker af det randske tankesæt. Nozicks kritik var så grundig, at andre filosoffer så debatten som død, inden den startede; og da Rand aldrig var en del af det akademiske miljø, men var tilfreds med at udforme sin tanker i sine romaner og i selvudgivne tidsskrifter såsom The Ayn Rand Letter og The Objectivist Newsletter, blev det aldrig til en egentlig diskussion.

Til gengæld fik hun et stort følge af college-studerende, for nogle af hvem hendes bøger blev deres første oplevelse med en radikal politisk vision for verden. Den intuitive appel til mennesket som frit, selvstændigt og ubegrænset gav god mening for mange, der voksede op i et modsætningsforhold til de marxistiske og venstreliberale tanker, der dominerede universitetslivet for den foregående generation.

Det grundlæggende valg: Liv eller død
Ifølge Rand er det vores eksisterende værdisæt, der er utilfredsstillende. Det er nemlig i vid udstrækning baseret på mystik og ubegrundede opfattelser, og den eneste løsning på dét problem er at udfærdige en videnskabeligt begrundet etik.

En sådan etik må starte med en idé om, hvad ’værdier’ overhovedet er. Ifølge Rand er værdier det, som ’levende organismer’ – i Rands karakteristiske terminologi – handler i verden for at opnå eller beholde. Som libertarianere ser det, handler mennesker kun for at få eller beholde noget, når der er alternativer til at få eller beholde det, f.eks. at det kan mistes. Når der er alternativer, er der også valg, der skal træffes.

For levende organismer er der ifølge Rand kun ét grundlæggende valg: Livet eller døden. Livet og dets alternativ udgør således en forudsætning for at andet kan have værdi. Det begrunder, hvorfor livet i sig selv har værdi, og hvorfor vi bør handle for at bevare det.

Ifølge Rand er alle andre dele af livet blot instrumenter, der skal sikre vores overlevelse. Hvorvidt vi bør have andre etiske ideer, og andre glæder, afhænger altså af, om de er med til holde os i live.

Men dette er en tvivlsom påstand, fordi det virker mere rimeligt at vende sammenhængen på hovedet: Vores fortsatte overlevelse har netop værdi, såfremt vi beskæftiger med noget meningsfuldt, at vi er ved godt helbred, og at vi finder glæde i vores forhold til mennesker omkring os. Den slags har ikke meget med fysisk overlevelse at gøre, og falder altså potentielt for Rands test af, hvad der er holdbare værdier.

Præmisserne leder ikke til konklusionen
Som både Robert Nozick og Michael Huemer, der er professor i etik og epistemologi på University of Colorado, Boulder, påpeger, er der da også mindst to problemer ved argumentet om livet som den eneste værdi:

For det første kan man med en lidt teknisk formulering sige, at det forhold, at X er en forudsætning for værdien Y, ikke umiddelbart begrunder, at X selv er værdifuldt. Tænk bare på at blive kureret for kræft. Selvom det uden tvivl er en hård proces, vil de fleste mene, at det er værdifuldt. Men en forudsætning for at blive kureret er naturligvis, at man i første omgang har kræft. Det er dog næppe værdifuldt at have kræft af den grund.

En løsning kunne være at hævde, at det ikke er alle forudsætninger for noget værdifuldt, der selv har værdi. Det ville til gengæld være en arbitrær løsning. Hvorfor skulle andre forudsætninger for noget værdifuldt så ikke også have værdi? For eksempel overholder troværdige personer oftere de aftaler, de indgår. Og hvorfor har kun livet selv og ikke for eksempel troværdighed en selvstændig værdi?

Det leder os til den anden indvending, nemlig at argumentet logisk set er ugyldigt. For at opsummere hævder Rand, at handling forudsætter alternativer, og at kun levende organismer har alternativer. Derfra konkluderer hun, at en levende organisme kun bør handle for at bevare sit eget liv og kun bør værdsætte det, der bevarer dets liv.

Men dén konklusion følger ikke af præmisserne. Faktisk kan de to præmisser lede til en lang række andre konklusioner. De fleste forældre gør, hvad de kan for deres børn, også selvom det ikke påvirker deres egen overlevelseschancer at gøre.

Superman er også sårbar
I en artikel ved navn ”The Objectivist Ethics” forsøger Rand at bringe pointen frem med et eksempel:

”Forsøg at forestille dig en udødelig, uforgængelig robot, en enhed, der bevæger sig og handler, men som ikke kan påvirkes af noget, som ikke kan ændres i noget henseende, som ikke kan blive skadet, såret eller ødelagt. Sådan en enhed ville ikke være i stand til at have værdier; den ville ikke have noget at tabe eller at vinde; den kunne ikke anse noget som værende for eller imod sig, som befordrende eller truende for sit velvære (…). Den kunne ikke have nogen interesser og ikke nogen mål.”

Selvom Rands tankeeksperiment er besynderligt, så lad os blive i dets univers et øjeblik. Er for eksempel de meget menneskelige fortællinger om superhelte ikke netop interessante, fordi vi forestiller os, at også udødelige superhelte har noget at miste?

Tag filmaktuelle Superman som eksempel; han er vel det nærmeste, vi kommer på en ’udødelig og uforgængelig robot’. Det er selvfølgelig rigtigt, at Superman er sårbar over for Kryptonit. Men hans fjender rammer ham lige så ofte ved at true nogen af dem, Superman har kær: Lois Lane, hans adoptivfamilie – eller hele den menneskelige civilisation. Uden sine menneskelige følelser ville der ikke være megen historie tilbage i Superman-serien, men kun et evigt spørgsmål om, hvorvidt røntgensyn og rød kappe trumfer et fiktivt grundstof. Selvom vi forestiller os helte, der er fysisk usårlige, kan vi også sagtens forestille os, at de samme helte har menneskelige følelser og værdier.

Der er ingen kunder i junglen
Dertil kommer forestillingen om en lille garde af hårdføre, frie individer, der arbejder hårdt og skaber værdi. Som de eneste tjener de virkeligt fællesskabet, fordi de opretter virksomheder, som lønmodtagerne kan sælge deres arbejdskraft til: uden dem, ingen arbejdspladser. Den mest simple indvending ville selvfølgelig være, at det modsatte forhold også gør sig gældende: uden arbejdstagere, ingen forbrugere, og ingen virksomheder større end en saftevandsbod.

Ifølge Rand ville samfundet bryde sammen, hvis denne lille elite besluttede at rejse langt væk, fordi de endeligt fik nok af den store skattebyrde og de mange småtskårne snyltere, de må trækkes med. Det følger heraf, at de retfærdigt rige bør trække sig væk fra samfundet, hvis det bliver for dyrt at bo der, og at samfundet bør sikre, at dette ikke sker, eksempelvis ved at sætte skatten ned og at mindske den offentlige sektors omfang.

Men prøv bare at sætte dit advokatkontor eller dit konsulentbureau op i junglen. Der er ingen kunder. Og der er heller ingen til at skaffe mad på bordet, at gøre rent eller at sørge for, at chefen kan sove trygt om natten.


Asbjørn Aagaard Schmidt og Ask Foldspang Neve er studerende ved University of Oxford (hhv. Worcester og Nuffield). De beskæftiger sig med idégrundlaget for moderne politik, og hvordan ideologiske opfattelser kommer til udtryk i den daglige debat. ILLUSTRATION: Anders Samuelsen og Ole Birk Olesen på Liberal Alliances sommergruppemøde (foto: Liberal Alliance).