21.06.2013

Susan Rices udnævnelse til national sikkerhedsrådgiver har givet anledning til en diskussion om, hvorvidt Obama-administrationen skifter kurs fra tilbageholdenhed til en mere aktiv og humanitær udenrigspolitik. Umiddelbart er det mere sandsynligt, at Rice vil forsvare Obamas udenrigspolitiske beslutninger, end at hun vil præge dem markant. Men valget af Rice vil betyde, at magten bliver centraliseret yderligere i det Hvide Hus.

ANALYSE af Mirco Reimer


Rices udnævnelse kommer i en tid, hvor præsident Obama kæmper for at genvinde det politiske momentum, som han fik efter sit suveræne genvalg i november. Dette momentum har han sidenhen tabt på grund af manglende reformer og en række indenrigspolitiske skandaler. Derfor udlægger en række analytikere udnævnelsen af Susan Rice som et kursskifte til et større udenrigspolitisk fokus. Traditionelt set er den amerikanske præsidentens anden embedsperiode den, hvor han fokuserer på de store udenrigspolitiske spørgsmål i modsætning til første periode, hvor indenrigspolitikken oftest er i fokus. I Obamas tilfælde er der dog god grund til at være skeptisk over for denne udlægning. I hvert fald hvis den indebærer en forventning om store idealistiske missioner.

Obama har indtil videre været kendt for sin skepsis, når det kommer til at involvere USA i flere konflikter ude i verden. I stedet for at bedrive ’nation building’ ude i verden har Obama adskillige gange pointeret, at ’nation building’ starter hjemme. Præsidentens valg af John Kerry og Chuck Hagel som henholdsvis udenrigsminister og forsvarsminister tegner et billede af en administration, som karakteriseres ved tilbageholdenhed og diplomati frem for en aktiv udenrigspolitik. Set i dette perspektiv er udnævnelsen af Susan Rice en logisk beslutning: Obama får en af sine tætteste allierede og en personlig ven ind i en magtfuld position. Dermed centraliseres magten yderligere i det Hvide Hus. Spørgsmålet er, hvordan Rice fortolker rollen som national sikkerhedsrådgiver.


Den vigtigste udenrigspolitiske rådgiver

Positionen som national sikkerhedsrådgiver er en magtfuld, men ikke nødvendigvis særlig synlig post. Hvordan jobbet er udført afhænger i høj grad af den person, som sidder på stillingen. Rådgivere som Brent Scowcroft, som var sikkerhedsrådgiver under præsident Ford i 70erne og så igen – meget indflydelsesrigt – under præsident George H. W. Bush, har med stor succes opereret uden for offentlighedens søgelys. Andre såsom Zbigniew Brzezinski, sikkerhedsrådgiver fra 1977-1981, havde en mere fremtrædende rolle i offentligheden. Men det, der er kendetegnede for dem alle sammen, er, at de har manifesteret sig som en væsentlige aktører i administrationernes udenrigspolitiske diskurs. I løbet af de sidste par årtier har den nationale sikkerhedsrådgiver etableret sig som den vigtigste udenrigspolitiske rådgiver.

De fleste kender embedet fra Henry Kissinger, der var national sikkerhedsrådgiver under Nixon, eller fra Condoleezza Rice, der først var sikkerhedsrådgiver og senere blev udenrigsminister i George W. Bushs anden embedsperiode. Thomas Donilon, den afgående sikkerhedsrådgiver, var en magtfuld spiller i udformningen af Obama-administrationens udenrigspolitik, men fokuseret på at trække i trådene i baggrunden og holdt sig i høj grad udenfor rampelyset.

Donilon har haft stor indflydelse – hvilket har givet anledning til et ikke særlig flatterende portræt i det politiske magasin Foreign Policy for nogle uger siden. Han har været med til at forme alle store udenrigspolitiske beslutninger, fra det strategiske kursskift mod Asien og afslutningen på krigene i Irak og Afghanistan til antiterrorpolitikken. Men som sikkerhedsrådgiver forblev han også manden, der samlede trådene i baggrunden, hvor han spillede en afdæmpet, betænksom og strategisk rolle. Her har han bevidst forsøgt at varetage rollen som mægler mellem ministerierne og nøglespillerne i de forskellige dele af Obama-administrationen. Samtidig har det nationale sikkerhedsråd (NSC) fået mere indflydelse, hvilket har været med til yderligere at centralisere magten i det Hvide Hus.


Forandring eller kontinutiet?

Om en lille måned tiltræder Donilons efterfølger, Susan Rice, som ny sikkerhedsrådgiver. Men skoene, som hun skal udfylde, er store. Ifølge David Rothkopf, forfatter til to bøger om det nationale sikkerhedsråd og administrerende direktør og redaktør af det indflydelsesrige politiske magasin Foreign Policy, vil Donilon blive husket som en af de bedste sikkerhedsrådgivere nogensinde. Først og fremmest på grund af det strategiske kursskifte, som fandt sted under Donilon, hvilket betød et farvel til kriseregionen Mellemøsten og goddag til den fremgangsrige asiatiske region. For det andet fordi Donilon formåede at nytænke sikkerhedspolitikken efter Bush-årene, så den bevægede sig væk fra den konflikt-dominerede opfattelse til en mere snæver antiterrorpolitik. Det bliver en udfordring for Rice at agere ligeså smart som Donilon har gjort, hvor hun både skal formå at være fremtrædende, om nødvendigt, og diskret, om muligt.

Med skiftet fra Donilon til Rice kommer Obama-administrationen til at have en mere klar profil på posten som national sikkerhedsrådgiver. Rice fungerede allerede som udenrigspolitisk rådgiver under Obamas første præsidentvalgkamp og har siden skabt sig et navn som FN- ambassadør, hvor hun fik ros for sin evne til at få landene til at bakke op om hårdere sanktioner mod Nordkorea og Iran.

Udgangspositionen er trods alt gunstig for Rice, da hun har en styrke, der spiller i hendes favør. Hun er tæt på præsidenten, og har dermed hans tillid og loyalitet. Det kan man se ved, at hun siden 2008 har været en af de mest indflydelsesrige udenrigspolitiske rådgivere til præsidenten.

Nu er spørgsmålet blot, hvilken indflydelse Rice kommer til at have, når hun træder til. Overordnet set er der to muligheder. Hun kan enten vælge en mere aktivistisk og humanitær udenrigspolitik, defineret som pragmatisk idealisme, eller hun kan vælge en fortsættelse af Obamas pragmatiske tilbageholdenhed.


Pragmatisk idealisme eller pragmatisk tilbageholdenhed

Både Rice og Samantha Power, der bliver hendes efterfølger på posten som FN-ambassadør, er stærke fortalere for humanitære interventioner og var stærke fortalere for interventionen i Libyen, og de fik i sidste ende overbevist præsidenten.

Dette faktum, set i sammenhæng med de seneste års politiske og økonomiske udvikling i USA, åbner muligheden for, at Obama-administrationen vender tilbage til den idealisme, som landet USA blev født med. Mads Fuglede, analytiker ved Center for Militære Studier, udtaler til Ræson: ”USA er født idealistisk, og fører kun realpolitik i krisetider. Når der er ryddet op efter Bush med afslutningen af Irak of Afghanistan vil man med en bedre økonomi som medvind se en bevægelse mod en mere idealistisk position, den man kalder pragmatisk idealisme”.

Den anden mulighed er kontinuitet i den amerikanske udenrigspolitik; altså at Obama fortsætter som hidtil. Selvom skiftet fra Donilon til Rice er markant, kan man også se det som en overgang. På trods af at Rice har en klar menneskerettighedsprofil og er fortaler for humanitære interventioner, skal man ikke nødvendigvis forvente, at USA kommer til at involvere sig i Den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan eller Somalia. Snarere skal udnævnelserne ses som en manifestation af, at den udenrigspolitiske beslutningsproces fortsat bliver centreret under præsidenten i det Hvide Hus; måske den mest centraliserede nogensinde.

Lige meget om Obama-administrationen skifter kurs eller fortsætter den nuværende linje, er der mange åbne spørgsmål og udfordringer i vente. Mellemøsten er blevet friere, men også mere kompleks, og dermed potentielt farligere; det er uklart, om der kan findes en diplomatisk løsning med hensyn til Irans atomprogram, og ”usexede” emner som klimaet er uomgængelige. Og ikke nok med det. Europa forbliver et skrøbelig kontinent uden udenrigspolitisk vision og stemme; Pakistan vil blive ved med at holde amerikanske præsidenter vågne om natten, og det det samme gælder for Nordkorea. Og så er der konfliktzoner, som Nigeria, der kan blusse op når som helst.

Tom Donilon har været med til at give USA et nyt strategisk kompas, og det er nu op til Susan Rice at afgøre, hvordan fremtiden vil huske og dømme Obama-administrations udenrigspolitik.


Mirco Reimer er kandidatstuderende i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet og skal til efteråret læse et semester ved Ohio University i USA. Han har en BA i Historie fra Københavns Universitet, været på udveksling ved University of Leeds i Storbritannien, og er i øjeblikket politisk praktikant på den Danske Ambassade i Wien.
FOTO: Flickr