31.08.2013

Søren Friis er ph.d.-studerende i Internationale Studier ved Aarhus Universitet og driver Udenriget.dk. Mette Gjerskov (S) er formand for Udenrigspolitisk Nævn.

1. Storbritannien: Er det dobbelte nederlag for regeringen og oppositionen et udtryk for, at vælgerne (måske også i USA og Danmark?) grundlæggende har mistet tilliden til nytten af militæraktioner efter Irak og Afghanistan?
SØREN FRIIS, KOMMENTATOR: Det britiske nej til et Syrien-angreb afspejler ganske givet en erkendelse af vælgernes stærke skepsis overfor hurtige militære løsninger på komplekse konflikter – men på den anden side er den såkaldte “krigstræthed” i Vesteuropa ikke et nyt fænomen, da den i betydelig grad har været afspejlet i hele det seneste årtis meningsmålinger. Herhjemme er det bemærkelsesværdigt, at den folkelige (om ikke de folkevalgtes) skepsis nu manifesterer sig fra stort set hele det politiske spektrum.
METTE GJERSKOV, FORMAND FOR UDENRIGSPOLITISK NÆVN (S): Der er ingen tvivl om, at de sidste 10 års erfaringer har medført en sund skepsis. Den lytter jeg meget til, men den må ikke efterlade os handlingslammede overfor verdens despoter og diktatorer. Men denne regering har det princip, at der skal være bred opbakning i Folketinget til et eventuelt indgreb.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Ja, og jeg synes det er positivt at de to forfejlede krige i Irak og Afghanistan har medført en holdningsændring i mange lande og i den danske befolkning til brugen af militære midler.

2. Argumentet fra regeringerne i USA og Danmark synes at blive: Brug af kemiske våben er uacceptabel, og må straffes (med et afgrænset angreb) – hvis ikke FN vil, af USA og dets allierede. Er du enig?
SØREN FRIIS: Det er nemt at finde nylige eksempler, hvor brugen af kemiske våben såsom hvid fosfor og forarmet uran ikke er blevet betragtet som “uacceptabel” af de vestlige lande (som i visse tilfælde har stået bag brugen) og således ingen konsekvenser har fået. Derfor er argumenterne om behovet for at “straffe” Assad eller “statuere et eksempel” bemærkelsesværdige. Lovligheden af en sådan straffeaktion uden FN-godkendelse – såvel som en “humanitær intervention” i militær form, uanset råbene om R2P – er stærkt tvivlsom.
METTE GJERSKOV: Vi er i hvert fald åbne overfor et muligt indgreb. Assad må ikke kunne gasse sin egen befolkning og så gemme sig bag vennerne i Sikkerhedsrådet.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Jeg er enig i at brugen kemiske våben er uacceptabel og at de ansvarlige skal straffes. Men et bombeangreb – særligt udenom FN – risikerer at forværre situationen for den hårdt prøvede syriske civil befolkning. Derfor burde Danmark afvise et sådan angreb.

3. Bør et militært indgreb, hvis du støtter det, alene rette sig mod lagre af kemiske våben samt leveringssystemer eller desuden omfatte følgende: i) en systematisk ødelæggelse af Assads antiluftskyts, ii) en systematisk ødelæggelse af Assads luftvåben, iii) en systematisk ødelæggelse af Assads militærapparat, iv) angreb på det syriske Forsvarsministerium og anden militær administration?
METTE GJERSKOV:Det er for tidligt at sige, hvad et indgreb præcis vil kunne omfatte. I sidste ende kan Danmark ikke alene lægge planerne. Vi må se på den henvendelse, der evt måtte komme og forholde os til den.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Jeg mener ikke Danmark bør deltage i et angreb på Syrien udenom FN. Ingen af de nævnte muligheder sikrer forbedring af den militære situation. Vi bør prioritere hjælp til civilbefolkningen og politiske forhandlinger mellem parterne.

4. Vil et angreb på Syrien øge risikoen for syrisk (eller iransk?) gengældelse mod Syriens naboer? Og øge terrorrisikoen for de lande, der deltager i – eller støtter – et angreb?
SØREN FRIIS: Syrisk “gengældelse” mod et naboland som Israel ville være den ultimative selvmordsaktion fra Assads side. Det er langt mere sandsynligt, at andre regionale magter og grupper vil gribe lejligheden til at styrke deres modsatrettede interesser indenfor de syriske grænser og dermed skabe en voldsom eskalering af den allerede internationaliserede borgerkrig.
METTE GJERSKOV: Det er jo netop en af de ting, der må vurderes før vi træffer beslutning.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Der er ingen tvivl om at et angreb på Syrien risikerer at antænde en krudttønde, som kan sprede sig til nabolandene. Det kan have katastrofale konsekvenser og betyde store civile tab.

5. Mette Bock (LA) foreslår, at Danmark i stedet skal satse på humanitær bistand – Zenia Stampe (R) svarer, at oprettelsen af sikre korridorer ville kræve en stor (militær) indsats på landjorden. Hvem har ret?
SØREN FRIIS: Det er et holdningsspørgsmål, men jeg har ikke set nogen plan for, hvordan en “humanitær korridor” skulle fungere i en situation, hvor man ikke har kontrol over luftrummet og landjorden. For en forsvindende lille del af prisen for en bombekampagne har man derimod rige muligheder for at rette en massiv og reel humanitær indsats mod ikke mindst de mange syriske flygtninge og fordrevne.
METTE GJERSKOV: Danmark leverer allerede et helt enestående humanitært bidrag i Syrien (som næppe kunne finansieres, hvis LAs skattepolitik blev gennemført). Jeg er enig i, at korridorer ville kræve tropper på landjorden og er et usandsynligt scenarie lige nu.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Jeg er meget enig i ar vi bør prioritere humanitær bistand og at det bør være en klar målsætning for forhandlingssporet at der åbnes humanitære sikkerhedszoner. Men hvis ikke parterne er enige i at der skal etableres sådanne zoner vil det kræve et voldsomt og omfattende militært indgreb at skabe sådanne, som Zenia Stampe ganske rigtigt påpeger.

6. Burde vesten/verdenssamfundet have grebet konflikten anderledes an på et tidligere tidspunkt?
SØREN FRIIS: Ja. Gennem oprettelsen af ‘Syriens Venner’ og den konfronterende linje overfor Rusland blev forhandlingssporet hurtigt gjort til et sidespor. USA har i mere end et år stillet urealistiske krav om Assads umiddelbare afgang og har dermed gang på gang nedskudt muligheden for at bringe parterne (inkl. det Syriske Nationale Råd, hvis krav USA retorisk har støttet ubetinget) nærmere forhandlingsbordet.
METTE GJERSKOV: Det kan man jo altid kloge sig på. Situationen udvikler sig hele tiden, og vi vurderer og handler på den baggrund. Lige nu fx ved at afvente FNs inspektører.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Det var en stor fejl af USA at afvise det forhandlingsspor, som FNs mægler, Kofi Annan, lagde ud. Det skal gøres klart for alle parter at de skal til forhandlingsbordet og der skal genindføres en våbenembargo.

7. Iagttagere frygter, at Syrien kan udvikle sig til en større konflikt med implikationer på kryds og tværs i regionen. Har de ret? Hvor ser du de største risici?
SØREN FRIIS: Ja. Syrien er allerede en konflikt, som berører størstedelen af regionen. Det virker som en meget nærliggende risiko, at især et ødelæggende angreb på Syrien med et politisk magttomrum til følge vil betyde forværrede kampe mellem udenlandske styrker støttet eller kontrolleret fra Iran, Libanon, Saudi-Arabien og Qatar. Et angreb på enten Israel eller Tyrkiet fra Syrien kan uanset gerningsmændene inddrage disse lande i den syriske krig – også selvom fjenden og målet vil være uklart.
METTE GJERSKOV: Det er en meget sårbar region med ufattelig mange interessenter og interesser. Derfor er det en kompleks situation, hvor man nøje må vurdere konsekvenserne af et indgreb.
NIKOLAJ VILLUMSEN (EL): Der er ingen tvivl om at mange lande deltager aktivt i krigen i Syrien. Tyrkiet og Saudi Arabien støtter islamisterne og Iran og Hizbollah Assad-regimet. Konflikten har derfor fare for at brede sig og det er derfor afgørende at der åbnes for forhandlinger der inddrager alle parter i konflikten.