06.02.2013

”Vi er grundlæggende et sted, hvor vi burde kunne få en rabat. I 2011 betalte Danmark 149 euro pr. indbygger til EU-budgettet, hvilket var mere end noget andet EU-land.” Det siger professor i statskundskab ved KU, Peter Nedergaard, til RÆSON inden budgetforhandlingerne på EU-topmødet 7.-9. februar.

INTERVIEW af Sidsel Korsgaard


RÆSON: Forhandlingerne om EU’s flerårige finansielle ramme, langtidsbudgettet for 2013-2020, har varet i flere år og gik på grund i november sidste år. De vil nu blive genoptaget på topmødet den 7.-8. februar. Hvorfor tager det så lang tid for medlemslandene at blive enige?
Nedergaard: Der er ikke noget usædvanligt i, at forhandlingerne gik på grund. Selv i perioder, hvor man ikke har haft økonomisk krise, har vi set at disse syvårsbudgetforhandlinger er gået på grund og derefter taget op igen. Utilfredsheden er rituel. Når man laver overenskomstforhandlinger, som minder lidt om, kommer man heller ikke valsende ud efter første nat og siger, at nu har vi et resultat. Så vil både arbejdsgiversiden og lønmodtagersidens bagland være utilfredse.
RÆSON: Så de enkelte lande og institutioner vil være mere kompromisvillige denne gang?
Nedergaard: Vi er tættere på målstregen, og så plejer de at blive mere kompromisvillige. Der har været et spil, som vi ikke kender noget til, men som givetvis er foregået med en masse konsultationer, møder på kryds og tværs og forsøg på at finde kompromiser. Jeg tror, man lander et sted, hvor man får en lille stigning på budgettet, som er tættest på det, som nettobidragyderne fra de nord- og vesteuropæiske lande vil have.
RÆSON: Danmark arbejder meget hårdt for at opnå en EU-rabat. Er det sandsynligt, at dette ønske bliver opfyldt?
Nedergaard: Regeringen har sat rabatten op som en hovedprioritet, og statsministeren har sagt, at hun vil nedlægge veto, hvis hun ikke får den. Så jeg vil skyde på, at vi får rabatten med hjem, da budgettet skal vedtages med enstemmighed. I den forbindelse er det mindre vigtigt, at Kommissionens budgetkommissær har sagt, at han ikke mener, at Danmark bør have en rabat. Han spiller ingen rolle i den endelige beslutningsproces. Vi er grundlæggende et sted, hvor vi burde kunne få en rabat. I 2011 betalte Danmark 149 euro pr. indbygger til EU-budgettet, hvilket var mere end noget andet EU-land. Danmark sagde sidste gang, at vi ikke ville have en rabat, fordi vi er imod rabatter som princip. Denne gang er vi nået frem til, at man godt kan mene, at rabatterne skal afskaffes, og samtidig selv kræve en rabat i det eksisterende system.


Landbrugspolitik, regionalpolitik eller forskning og innovation?

RÆSON: Hvilke spørgsmål deler landene ud over rabatordningen?
Nedergaard: For det første er der spørgsmålet om budgettets størrelse. Nettobidragyderne i primært Nord- og Vesteuropa går ind for, at budgettet enten skal holdes, hvor det er nu, eller eventuelt prisreguleres. Nettomodtagerne i primært Syd- og Østeuropa går ind for at budgettet skal øges. For det andet er spørgsmålet, hvad pengene skal bruges på. Syd- og Østeuropa har store interesser i landbrugspolitikken. Østeuropa har store interesser i regionalpolitikken. Og Nord- og Vesteuropa har store interesser i forskning og innovation. Slagsmålet foregår om de tre store klumper.
RÆSON: Hvem vinder slagsmålet?
Nedergaard: Nord- og Vesteuropa er i den stærkeste forhandlingsposition, hvilket flytter tingene marginalt i deres retning (i den forbindelse er den danske rabatsag også et marginalt spørgsmål). Men de store dele af EU-budgettet vil vedblive med at tilgodese Syd- og Østeuropa, som også fortsat vil være de helt store nettomodtagere.
RÆSON: Kommissionen spillede ud med et forslag på 1,14 procent af EU’s samlede BNI, men RÆSON har været i kontakt med interne kilder, som vurderer, at vi lander et sted mellem 0,99 og 1,02 procent af BNI i den endelige aftale. Hvorfor har man har rykket sig så langt ned i forhold til det oprindelige udspil?
Nedergaard: Det oprindelige udspil var enten strategisk fra Kommissionens side, eller også var det uklogt. I det første udspil var de oppe på en stigningsprocent på syv procent. Det er i en situation, hvor Kommissionen og den europæiske centralbank samtidig går ud til landene og siger, at de skal begrænse de offentlige udgifter. I den situation kan det virke mærkeligt, at man selv vil have en stigning på syv procent.


Nettobidragyderne har bukserne på

RÆSON: Europa-Parlamentet har med Lissabontraktaten fået langt større indflydelse på langtidsbudgettet, som de nu formelt skal godkende sammen med de nationale ministre i Rådet. Hvor står Parlamentet i dette spil?
Nedergaard: Man skulle tro, at Parlamentet var delt på en almindelig højre-venstre-akse, hvor venstresiden vil presse på for højere budgetter og højere skatter, og højresiden vil presse på for det modsatte. Men Parlamentets politikere har ikke noget ansvar for indtægtssiden. Der er derfor en uhellig alliance mellem højre og venstre side i Parlamentet, som alle presser mod at få et højere budget. Der er ikke nogen traditionel afvejning mellem landbrugs-, forsknings- og regionalpolitikken. Europa-Parlamentet har på ingen måde indbyggede checks-and-balances med hensyn til budgetprocessen.
RÆSON: Hvordan kan det være, at nettobidragyderne, som kun udgør halvdelen af ministrene i Rådet, alligevel ser ud til at trumfe hele Parlamentet, Kommissionen og den anden halvdel af Rådet og banke budgetstørrelsen så langt ned?
Nedergaard: Det skyldes én bestemt ting, som tit overses i pressen, nemlig at nettobidragyderne i sidste ende har bukserne på. Formelt set stemmer alle ligeligt i Rådet, men alle ved, hvem der betaler gildet. Og disse lande kunne udnytte traktatens mulighed for løbende udbetalinger efter den såkaldte tolvtedelsregel. Den betyder, at hvis man ikke kan blive enige om et budget, bliver det forrige års budget udbetalt med en tolvtedel hver måned i det efterfølgende år. Det er en radikal nedskæring, for der tages ikke engang højde for de løbende stigninger i udgifterne. Truslen eksisterer i baghovedet på forhandlerne fra Parlamentet og nettomodtagerlandene, så derfor ender det med, at de som regel vil give sig mere i forhandlingsspillet. Status quo er så meget mere ufordelagtigt for dem, og derfor får vi ikke et kompromis på midten, men efter alt at dømme på den nedre del af stigningstakten.


Sidsel Korsgaard (f. 1986) er RÆSONs Europaredaktør. Hun er uddannet cand.scient.pol. og fagjournalist og arbejder til daglig som fuldmægtig i et mini-sterium. Har tidligere arbejdet for DR Nyheder og en dansk interesseorganisati-on i Bruxelles.