05.06.2013

[fra bogen “Helle eller Løkke?” 2010] Velfærdsdebatten er fortsat præget af en lang række tabuer. Men udviklingen mellem udgifter og indtægter i den offentlige sektor råber på et kursskifte: Vi er ved at være ude, hvor vi ikke kan bunde.

af Morten Messerschmidt

Europa og den vestlige verden har i de seneste par år været kastet ud i hele to turbulente kriser. Først den såkaldte finanskrise. Siden meldte gældskrisen sig for fulde gardiner. De fleste lande, både inden og uden for eurozonen, krymper sig under meget alvorlige gældsbyrder, som yderligere forstærkes af fastkurspolitikken i euro-zonen. Vi oplevede i foråret, hvordan et samlet Europa måtte skride Grækenland til undsætning med en økonomisk garanti på 750 milliarder euro, og i dag er Grækenland blevet tvunget ud i drastiske reformer, som har medført store demonstrationer, strejker og social uro. Grækenland er det grelleste eksempel, men det ser bestemt heller ikke godt ud i mange af de øvrige europæiske lande, f.eks. Irland, Spanien og Portugal. Selv om Danmark har ligget nogenlunde i ly for det økonomiske uvejr, har finansieringsproblemerne også vist sig her. Der er ganske enkelt ikke balance mellem udgifter og indtægter i de offentlige kasser – og man skal vist være socialdemokrat eller SF’er for at tro på, at vi kan leve af at klippe håret på hinanden eller for den sags skyld sætte skatterne yderligere op i verdens mest skatteplagede land. Jeg ved godt, at socialisternes grænse for skatteinddrivning teknisk set ligger på 100 procent, men jeg nægter at tro på, at denne fremgangsmåde får folk til at producere mere. Krisen har haft mange årsager. Euroen bærer sin del af skylden – men også dristige spekulationer og en långivning, der mest af alt har mindet om en slags pyramidespil, bærer en stor del af skylden. Så længe økonomien buldrer frem, aner ingen uråd. Men når krisen kradser, melder den brutale virkelighed sig.

VOK’s økonomiske genopretningspakke var et vigtigt skridt på vejen mod en mere forsvarlig økonomi, men jeg ser ingen grund til at standse her. Stadigvæk er velfærdsdebatten præget af en lang række tabuer, som det er svært at gøre op med. Hvorfor kan vi f.eks. aldrig få nogen opgørelse over, hvor meget indvandringen årligt koster det danske samfund? Og nu tænker jeg ikke blot i form af direkte indkomstoverførsler til ikke-produktive indvandrere, men også det øgede træk på alt fra skoler og børnehaver over sundhedsydelser og til udgifter til kriminalitetsbekæmpelse. Velfærdskommissionen foretog i 2006 en hårrejsende beregning: hvis indvandrere havde samme tilknytning til arbejdsmarkedet som danskere, ville der være 33 mia. kr. mere om året i statskassen. Tænk, hvad disse penge ville kunne finansiere. Velfærd, skattelettelser, gældsafdrag? Flere stemmer i regeringen gjorde i løbet af sommeren 2010 opmærksom på, at den nuværende udvikling i balancen mellem udgifter og indtægter i den offentlige sektor simpelthen råber på et kursskifte. Samtidig har også kommunerne peget på det urimelige i, at det offentlige skal afholde alle udgifter til hjælpemidler til handicappede, ligesom et aktuelt eksempel på offentligt bevilget adgang til potensmidlet Viagra til en førtidspensionist viser, at vi er ved at være ude, hvor vi ikke kan bunde. Nogle vil formentligt kalde det risikabelt, at regeringen vover at tage diskussionen – jeg kalder det nødvendigt. Ikke mindst fordi vi i fremtiden står over for helt kolossale udfordringer, dels demografisk med faldende fødselsrater og små ungdomsårgange, dels ressourcemæssigt med store fald i eksempelvis olieproduktionen og udsigt til, at de danske nordsøoliefelter inden for en overskuelig fremtid er helt tømt, hvorved staten går glip af et provenu på et tocifret milliardbeløb.


Statsminister Lars Løkke Rasmussen har skullet bruge lang tid på at finde sin egen statsministerrolle efter Fogh. Indimellem har offentligheden med rette fået indtryk af, at det kniber med ledelsen i regeringen, og specielt efter den – i øvrigt hårdt tiltrængte – ministerrokade må man uvægerligt stille sig selv det spørgsmål, om nu også alle poster er blevet besat af de rigtige mennesker. Men når det er sagt, har Lars Løkke Rasmussen fastholdt, at han er sin egen og ikke blot en kopi af sin forgænger i embedet. Regeringen viser i stigende grad, at den rent faktisk tager krisen alvorligt, og at den – i modsætning til S og SF – ikke bilder sig ind, at alle Danmarks problemer kan løses ved at sætte de i forvejen høje skatter yderligere i vejret. Der er dog ting ved regeringen, som skuffer – navnlig på mit eget interesseområde, som er EU-politikken. Således har Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen og Lene Espersen vist sig ude af stand til at tage ved lære en euro-krisen og vise mod til at stede fremtidige afstemninger om de danske forbehold endegyldigt til hvile. Regeringen har helt ukritisk smækket hælene sammen over for EU og vil tillade, at Kommissionen får adgang til at kontrollere Danmarks finanslov, som rettelig kun er et anliggende for Folketinget. Jeg deler den opfattelse, at der skal skabes balance mellem udgifter og indtægter – men lad dog være med at bruge EU som begrundelsen. Tal hellere om, hvor vigtig en forsvarlig og sund økonomi er for fremtidige generationer og lad være med at bruge EU som en trussel.

Hvordan ser fremtiden ud? Har den nuværende regering overhovedet en chance? Nu skal meningsmålinger jo altid tages med et gran salt, men der har gennem de seneste måneder været en tendens til, at regeringen bliver mere og mere trængt – og alt peger på, at de Konservative i høj grad udgør det svage led i kæden. Det må konstateres, at der har været alt for meget kævl og splid i regeringens egne rækker, og at magtstrukturen fra Foghæraen er brudt sammen. Og hvor er det i grunden ærgerligt. Med den nuværende opposition burde regeringen have alle gode kort på hånden. Ikke mindst fordi danskerne udmærket kan gennemskue, at det ikke nytter at bruge løs for lånte penge, og fordi forlorne forslag om 12 minutters mere arbejdstid så åbenlyst kan gennemskues som valgflæsk. Der er virkelig sket et holdningsskred siden 1980’erne, hvor danskerne i titusindvis kunne lokkes på gaderne for at demonstrere mod Schlüter-regeringens økonomiske genopretning af landet. I dag kan ikke en gang en karavane af fagforeningsbetalte busser fremkalde meget mere end en beskeden og halvforkølet samling demonstranter på Christiansborgs Slotsplads. Danskerne er blevet klogere. Der findes ingen lette veje ud af en krise – og yderligere gældsættelse i en krisetid er noget af det mest vanvittige, der kan tænkes. Én ting må stå krystalklart: Der findes ikke noget reelt alternativ til den nuværende regering og Dansk Folkeparti. Det kan ligefrem gyse i mig, når jeg tænker på en Ole Sohn som finansminister og en Villy Søvndal som udenrigsminister. En tidligere formand for DKP i spidsen for rigets finanser og en vendekåbe som regeringens ansigt udadtil – kan det næsten blive værre? Hvis magten overtages af S og SF, vil resultatet uundgåeligt blive en tilbagerulning af den borgerlige regerings politik. Vi vil se en uansvarlig økonomisk politik, og vi vil blive vidner til en afvikling af den stramme udlændingepolitik. Økonomisk ansvarlighed og udlændingespørgsmålet er i øvrigt to sider af samme sag. Dansk Folkeparti ønsker et indvandringsstop for indvandrere fra den tredje verden, fordi netop udgifterne til uintegrerede indvandrere fra muslimske lande er enorm. Vi ved, at det årligt drejer sig om et tocifret milliardbeløb. Der er foretaget såvel DREAM-beregninger [model til bl.a. økonomisk forudsigelse, red.] som beregninger fra Velfærdskommissionen, men vi ønsker alle aspekter inddraget, herunder også, hvad det koster at udlændinge fra den tredje verden er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne. F. eks. koster en plads på en institution til en ung kriminel 1-2 mio. kr. årligt.


Det skuffer mig, at regeringen hager sig fast i forældede fordomme, når talen falder på en eventuel regeringsdeltagelse med ministerposter til Dansk Folkeparti efter et kommende valg. Pr. instinkt fremdrager regeringen altid argumentet om Dansk Folkepartis EU-skepsis, når vi med jævne mellemrum bringer en regeringsdeltagelse på banen. Dermed overser regeringen alle de vigtige emner – fra mere konkrete aftaler til større reformer og finanslove, hvor VOK hidtil har været i stand til at samarbejde konstruktivt – til bred gavn for borgerne. Mens regeringen bruger vores EU-skepsis som argument for at holde døren til ministerkontorerne spærret, så ignorerer Venstre og Konservative de ganske betydelige mængder af EU-skeptiske vælgere, der findes inden for deres egne rækker. Men i virkeligheden handler det slet ikke om EU.

Dansk Folkepartis EU-skepsis tjener udelukkende som en undskyldning for regeringen og er blot en undskyldning for selv at bevare indflydelsen som udøvende magt. Skal Dansk Folkeparti ofre sin frihed til fordel for deltagelse i en regering? Fordelen vil indlysende være den langt større magt og indflydelse, som følger med ministerposter, mens ulempen vil være et tab af politisk manøvrerum, som vi har været yderst dygtige til at udnytte. Det er blevet sagt, at vi har indflydelsen, mens de Konservative har ministerbilerne. Det er ikke helt forkert. Alligevel vil en regeringsdeltagelse være en cementering og anerkendelse af Dansk Folkepartis loyale og konstruktive opbakning til VK-regeringen siden 2001. Og jeg tror faktisk også, at vi i forbindelse med en kommende valgkamp vil have et bedre udgangspunkt, hvis vi kan stå sammen om et fælles regeringsgrundlag. Intet tyder på, at vores manøvrerum vil blive nævneværdigt indskrænket. Såfremt Danmark får en S-SF-regering med Helle Thorning-Schmidt i spidsen, vil Dansk Folkeparti fortsat gå efter at få indflydelse på de områder, hvor vi ved, at et samarbejde er muligt. Imidlertid er der ingen grund til at nære nogen illusioner om, at en rød regering overhovedet vil skele til Dansk Folkeparti – i stedet vil man forsøge at isolere partiet mest muligt og støtte sig på sit ekstreme flertal med Enhedslisten.

Vi ved ikke, hvornår valget kommer – kun at det skal afholdes senest november 2011. Indtil da vil Dansk Folkeparti fortsætte den nuværende politik. Vi agter at holde regeringen til ilden, og hvis den vedblivende viser sig svag og kludrer med tingene, vil vi ikke tøve med at bringe den i mindretal. Jeg kan godt afsløre, at vi efterhånden er trætte af at rage kastanjerne ud af ilden for en regering, der på mange områder er kørt træt. Derfor skal DF i den kommende tid først og fremmest tænke på at gøre sig selv stærkere – ikke mindst fordi vi lidt for længe har haft fællesskabet og samarbejdet øverst på listen over politiske prioriteter. Nu er det tiden at kigge indad – og blive endnu stærkere.


Morten Messerschmidt (f. 1980) blev uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet 2009. Medlem af Dansk Folkeparti siden 1997. Valgt til Folketinget i 2005 og genvalgt i 2007. I 2009 Dansk Folkepartis spidskandidat til EU-parlamentet, hvor han blev valgt ind med 280.000 personlige stemmer – det næsthøjeste antal personlige stemmer nogensinde ved et valg i Danmark.