30.04.2013

”Der er tale om et substantielt sammenbrud for højrefløjen i islamdebatten. De argumenter og påstande, som Lars Hedegaard har stablet på benene, var så skrøbelige, at der ikke skulle særligt meget til for at få dem til at falde sammen.” Det siger DR2-journalist Martin Krasnik til RÆSON. Han kritiserer både højre- og venstrefløjen i islamdebatten for intellektuelt dovenskab.

INTERVIEW af Rasmus Elm


RÆSON: Du skriver i en kronik i Berlingske, at debatten efter dit interview med Lars Hedegaard i Deadline på DR2 har udviklet sig til en bandekrig med ord. Hvilke bander er der i krigen?
Krasnik: Efter interviewet var der udbredt raseri på højrefløjen, men der var også en temmelig hysterisk jubel på venstrefløjen, som på en eller anden måde var lige så forunderlig. Jublen kom fra den anden bande, hvor det heller ikke er substansen, der var det afgørende. Det var nok at se Lars Hedegaard blive udsat for et kritisk interview og se ham svede i fjernsynet. Det handlede ikke om substansen, men om at se en modstander blive jordet.
RÆSON: Hvilken bande tilhører du så?
Krasnik: Jeg tilhører den gruppe, der siden Muhammedkrisen har forsøgt at sige to ting: At Muhammedtegningerne var en god idé, fordi de rejste en vigtig debat om religionskritik og forholdet mellem religion, ytringsfrihed og tolerance. Og at man samtidig går galt ved at se islam som en aggressiv ideologi, som forsøger at overtage vesten.
RÆSON: Er du ikke selv skyldig i, at debatten er overfladisk, når du selv bruger bande-metaforer i din kronik?
Krasnik: Når jeg bruger ordet bander, skyder jeg jo netop på begge sider. Jeg siger, at det ikke er Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet, som er eneansvarlige for, at islamdebatten i Danmark er blevet så skinger og mangler substans. Der er to grupperinger, og de taler begge to med sig selv i hver sit ekkokammer, hvor man ikke efterprøver de påstande, de går rundt og fyrer af. Det ser man tydeligt i banden omkring Hedegaard, hvor de åbenlyst går og klapper hinanden på ryggen og giver hinanden ret. Det gør man også på den modsatte fløj, hvor man har en tendens til at sige det modsatte: At der ingenting overhovedet er i islam, der er problematisk, og at der jo findes ekstremister i alle miljøer. Det er udtryk for den samme intellektuelle dovenskab.
RÆSON: Er vreden fra højrefløjen så voldsom mod dig lige nu, fordi de har betragtet dig som en af deres egne?
Krasnik: Ja, jeg tror, det må have noget med det at gøre, siden vreden har været så stor. Men det skyldes også et egentligt sammenbrud for højrefløjen i islamdebatten. De argumenter og påstande, som Lars Hedegaard har stablet på benene, var så skrøbelige, at der ikke skulle særligt meget til for at få dem til at falde sammen. Derfor var det nemmere for ham og hans støtter at angribe mig og interview-formen i stedet for at stable argumenterne på benene igen.


For mange penge til form og for få til research

RÆSON: Handler dansk journalistik mere om form end indhold?
Krasnik: Ja, det kan man godt sige. Der er to ting i det: Journalistikken herhjemme har været meget fokuseret på det såkaldt værdineutrale interview, hvor man har to parter inde, som repræsenterer hvert sit synspunkt. Det ender ofte med at blive meget overfladisk. Der står jo to personer og kommer med de synspunkter, som de i forvejen havde tænkt sig at komme med. De udfordrer ikke hinanden. Det andet problem er, at man i dansk tv simpelthen ikke har brugt nok ressourcer på kritiske, journalistiske interview. Og så er det jo nemmere, at værten bare er en neutral opmand, som holder mikrofonen.
RÆSON: Hedegaard giver i en kronik i Jyllands-Posten udtryk for, at det havde været god skik at informere ham om, hvor i Krigens Hus du ville slå ned, så han kunne have forberedt sig på interviewet. Er du enig i den kritik?
Krasnik: Det ville være helt besynderligt med en så garvet debattør som Hedegaard at skulle specificere, hvilke spørgsmål, der præcist bliver stillet. Det gør jeg aldrig, og det gør mine kolleger heller ikke – med mindre vi tvinges til det af pressefolkene omkring en eller anden stor, international kanon, som kræver hvert eneste spørgsmål på forhånd. Kvaliteten af interviewet daler kraftigt, hvis man på forhånd oplyser, hvilke spørgsmål man vil stille, fordi folk oftest bruger det til at tale udenom. Interviewet bliver ikke bedre eller mere indsigtsfuldt af den grund.
RÆSON: Hvorfor er det velresearchede, kritiske interview af en islamkritiker først kommet nu, og kunne det ikke være lavet for fem år siden?
Krasnik: Jo, det burde det. Lars Hedegaard burde have været udsat for et kritisk tv-interview for meget lang tid siden. Men både han og andre islamkritikere er blevet udsat for heftig kritik og modstand i offentligheden. Hedegaard blev afkrævet præcis de samme svar, som jeg bad om i et interview på 180grader. Klaus Wivel har udpeget svaghederne i Hedegaards argumenter for flere år siden i Weekendavisen. Og alle husker sikkert, at Tøger Seidenfaden holdt en meget kritisk tale hos Trykkefrihedsselskabet for nogle år siden og efterfølgende udvandrede i protest. Det er helt forkert at påstå, at kritikken ikke har været der.
RÆSON: Findes der lande, som har en mere nuanceret islamdebat?
Krasnik: I Storbritannien har de nået et ret højt niveau, hvor man undgår de helt hysteriske yderpunkter. De går kritisk til værks i begge lejre. Det kan skyldes, at briterne har en meget solid tradition for substantiel kritisk journalistik, og også på fjernsynet bruger de ressourcer, der skal til. Det tager jo tid at forberede sig grundigt til et langt interview. Man skal sætte sig ind i argumenterne, interview-personens synspunkter, tidligere holdninger og udtalelser osv. – finde de svage punkter. Det kræver, at man sætter ressourcer af til det. Og det har man altså ikke gjort. Det er journalistikkens inderste kerne at gå kritisk til folk, der har en magtfuld position i samfundet og efterprøve deres argumenter. Det bliver der afsat helt utroligt få midler til i dag. Men det er fedt at sidde på Deadline i dag, hvor det faktisk bliver prioriteret mere. Men det siger måske mest om tv-journalistikken generelt, at et par kritiske interview kan skabe så meget ballade.


Rasmus Elm (f. 1991) studerer statskundskab på Københavns Universitet. FOTO: Gyldendal/Presse.