Marco Rubio:  Latino repræsenterer republikanerne

Marco Rubio: Latino repræsenterer republikanerne

17.02.2013

.

Tirsdag gav Floridas senator Marco Rubio Republikanernes modsvar til præsident Obamas State of the Union-tale. Og Rubio er transformatoren, der kan sætte ny republikansk dagsorden på immigrationsspørgsmålet og vinde latinostemmer fra Demokraterne.

ANALYSE af Albert Teilmann


Efter to tabte præsidentvalg har det Republikanske parti anerkendt behovet for at tiltrække stemmer blandt de minoritetsgrupper, der sikrede Obama sit genvalg. Det kræver et kursskifte. Den Republikanske præsidentkandidat Mitt Romney appellerede primært til hvide, og i særdeleshed hvide mænd, mens Obama modtog afgørende stemmer fra sorte, kvinder, unge og amerikanere med latinamerikansk baggrund. Næstefter asiatiske amerikanere er latinoerne den hurtigst voksende befolkningsgruppe i USA, og de bliver stadig vigtigere i amerikansk politik. Ved valget i 2008 afgav 10 millioner latinoer deres stemme. Dette tal steg med to millioner ved seneste valg, og i 2050 vurderes det, at latinoer vil udgøre 30% af den samlede amerikanske befolkning.

Efter det republikanske parti i 2010 fik flertal i Repræsentanternes Hus, har speaker John Boehner fungeret som partiets talerør. Men Boehners fokus har i højere grad været vendt mod medlemmerne af Huset frem for den brede offentlighed. Boehner har været med til at begrænse Obamaadministrationens politiske råderum, men efter den Demokratiske sejr er det opstået et behov for en ny form for lederskab. Blokeringspolitikken skal erstattes af en mere proaktiv politisk linje, hvor 41-årige Marco Rubio skal agere frontfigur. ”Marco Rubio er en vores partis mest dynamiske og inspirerende ledere. Han repræsenterer partiets værdier om frihed, muligheder og velstand på en måde, som få andre kan. Hans families historie er et bevis på storheden ved Amerika” udtalte Boehner i den pressemeddelelse, der gjorde det klart, at Rubio skulle levere Republikanernes svar på Barack Obamas ’State of the Union’.


Immigration på den republikanske dagsorden

”Republikanerne er i store problemer, når det kommer til ikke-hvide vælgere. Mange i partiet har indset, at deres eneste håb for overlevelse er at tiltrække latinovælgere, og én vej er gennem immigrationsspørgsmålet.” siger Carole Kennedy, professor i amerikansk politik ved San Diego State University.
Den demografiske udvikling kræver, at Republikanerne bliver mere kompromissøgende i immigrationsspørgsmålet. I den forbindelse har Marco Rubio foreslået, at illegale indvandrere skal kunne ”tjene” sig til arbejdstilladelse og statsborgerskab; dels gennem samfundstjeneste og dels ved at tilbagebetale den skat, de undgik, mens de arbejdede uden opholdstilladelse. I tirsdagens tale erklærede Rubio, at USA ”har brug for en ansvarlig permanent løsning for dem, der er her illegalt. Men først må vi gøre op med fortidens brudte løfter og sikre vores grænser.”

Immigration har traditionelt været en Demokratisk mærkesag, men Rubio og Republikanerne vil den kommende tid forsøge at skabe et momentum i debatten, der kan flytte stemmer blandt immigranterne fra venstre til højre side af det politiske spektrum.
Rubios familie har på egen hånd oplevet at skulle etablere sig i det amerikanske samfund, efter de forlod Cuba til fordel for USA. Den cubanske baggrund har styrket hans image som den Republikanske redningsmand i immigrationsspørgsmålet, men den er også blevet misbrugt af Rubio selv, der hævdede, at ”hans forældre kom til USA i 1959 som en konsekvens af Fidel Castros magtovertagelse”. Washington Post kunne i oktober 2011 afsløre, at Rubios familie flyttede til landet i 1956 – altså mere end to år før Castros kommunistiske styre kom til magten. Selvom sagen svækkede Rubios troværdighed er hans politiske indflydelse stigende, og ifølge de amerikanske medier er han favorit til at blive Republikanernes præsidentkandidat ved valget i 2016 foran bl.a. guvernør Chris Christie og Jeb Bush, bror til forhenværende præsident George W. Bush.


”Rubio skal være det ’nye’ Republikanske partis ansigt udadtil. Spørgsmålet er bare, om partiet er villige til at rykke sig fra den ekstremt konservative position på immigrationsområdet. De har altid været imod det, de kalder amnesti – det vil sige, at illegale immigranter skulle have mulighed for at søge om statsborgerskab. Det, der er ved at ske nu, er en stor forandring” siger Carole Kennedy og pointerer, at Republikanerne ikke kan nøjes med kun at rykke sig på immigrationsområdet, hvis latinoernes stemmer skal tiltrækkes. Et mere generelt holdningsskifte er nødvendigt, hvis de latinamerikanske vælgere skal stemme republikansk frem for demokratisk.


Rubio vs. Clinton

Rubio er en dygtig kommunikator, og det er Republikanernes håb, at tirsdagens tale, der blev leveret på både spansk og engelsk, indleder en periode, hvor senatoren fra Florida kan være Obamas direkte modpart i den offentlige debat.
Fremtiden ser lys ud for Rubio, men udfordringerne er store for det Republikanske parti. Om Marco Rubio bliver USA’s kommende præsident er for tidligt at spå om, og skulle han stille op til valget, er der en hvis dame, der skal besejres ifølge professor Carole Kennedy.

”Jeg er sikker på han stiller op til nomineringen, men det er for tidligt at sige, om han bliver valgt som Republikanernes endelige kandidat. Republikanerne har ikke den samme talentmasse som Demokraterne. Hvis Hillary Clinton stiller op, er hun en formidabel kandidat, der bliver svær at slå.”


Albert Teilmann (f. 1991) læser dette semester politik og international økonomi på San Diego State University. Har tidligere været ansat i Klima- og Energiministeriet og læser til daglig sam.bas på RUC.

FOTO: Flickr